Randalls spørgsmål så ud til at blive nogenlunde taget i mod, og han satte sig selv bedre til rette. Måske det alligevel kunne blive en hyggelig aften med lidt småsludder med den unge herre. Hvis han kunne ignorere sin dunkende næse, der mindede ham om, hvordan den var startet. Nå ja, man kunne jo ikke lave æggekage uden at smadre et par æg. Eller noget. Han drak en tår af sit krus, mens de grå øjne hvilede på knægten, og han ventede på et svar.

Han spidsede ører, da Juno endeligt kom med et svar. En konflikt om territorium? Det lød saftigt. Hvem mon den anden bande var? Han løb hurtigt sin viden om byens bander igennem i hovedet, mens han så frem for sig med en tænksom mine.
"Det er vel ikke børnebanden i det gamle bageri... nej, vent, det er de der teenagere, der tror de ejer hele byen? Jeg har hørt, at de er begyndt at kræve penge længere ud end de plejer." Han så spørgende på Juno med løftede øjenbryn. Egentligt var han ikke i tvivl om, at det måtte være den lille voldelige bande af teenagere, der var begyndt at terrorisere de handlende. Ja, og alle andre. Han havde heldigvis ikke haft et personligt møde med nogen af dem endnu. Ikke af hvad han vidste af, i hvert fald. Han brød sig ikke om dem. Små tyvebander var fint, så kunne man lære at holde øje med sine værdier, men volden fandt han unødvendig. Måske sært for en mand, der levede af det.
Hvad var det deres leder hed? Aparh? Anat? Asad? Noget i den stil? Han havde vist været godt pløret under den samtale...
"De lyder som nogle hårde bøller." Endnu en slurk røg i halsen. Han skulle da snart have en opfyldning.

Juno slog ud med hånden, i en bevægelse der betød 'se selv, den bande er så forfærdelig at selv du ved hvem de er', og nikkede ivrigt, da Randall gættede Asads bande rigtigt. 

"De kræver, hvor vi plejer at stjæle, og hvis de kræver dér, så skal de også beskytte mod tyve dér, så du kan selv tænke dig til, hvem de føler at de skal beskytte imod. Og det er nemmere at forsøge at fange os, når de ser os, end rent faktisk at tage os i at stjæle. De har ikke helt samme 'moral' som byvagterne har," fortalte Juno, med citationstegn med fingrene rundt om 'moral', for det syntes han nu heller ikke at de fleste byvagter havde. Tarek var en undtagelse. Men i det mindste begyndte de ikke at slå på én, bare fordi man var ung og så lidt fattig ud. Dét var, hvad Asad og hans bande havde gang i. 

"De er nogle ret hårde bøller, eller det tror de i hvert fald selv at de er."

Randall lyttede interesseret med, som Juno fortalte om sine problemer med den anden bande. Ja, det gav god mening, det han sagde. Et eller andet sted var Randy meget glad for, at hans barndom ikke var foregået på gaden. At det hårde arbejde på en gård, med en far der gerne slog, når tingene ikke gik, som de skulle – af en eller anden grund var Randall altid den der fik flest smæk – ikke ligefrem havde været noget for ham heller, var så en anden sag. Han var flygtet så hurtigt som muligt for at få et sværd i hånden. Men der havde været mad og tag over hovedet, det meste af tiden. Og ingen bander.

Han fnøs, da Juno snakkede om moral og byvagter. Nogle af byvagterne var gode nok, hans tanker gled straks til den gamle mand med det vilde hår, der havde fisket ham op af rendestenen, da han var ved at drukne i regnvejr i en brandert, men de fleste af dem var nogle røvhuller. De slog og tog ens værdier og var ikke til at tale fornuft med. For ham var byvagterne hans rivaliserende bande. Og de brugte beskidte tricks. Altså. Det gjorde han også, men han forsøgte mest bare at undgå dem.

”Det lyder sådan. Dem skal man vist holde sig fra.” Altså, han ville i hvert fald prøve, for han var ikke i tvivl om, at det kunne ende med dødelig udgang. Og bare fordi han ikke døde, behøvede han jo ikke ligefrem at opsøge den slags. Desuden, det havde ikke noget med ham at gøre, han ville bare have lidt viden om, hvad der foregik i byen, i tilfælde af, at det kunne skaffe ham nogle krystaller på et tidspunkt.

Juno trak på skuldrene, da Randall sluttede af med at konkludere, at det var bedst at holde sig fra dem.

"Jeg prøver. Vi prøver. Men det bliver vidst ikke værre end et par slag, hvis de får fat i os. Vi overlever. Jeg har oplevet værre." Han fnøs og forsøgte at give Randall et overbevisende smil. Asad og hans bande var irriterende og muligvis farlige, men Asad havde ikke gjort noget mod ham, der på nogen som helst måde kunne måle sig med hvad Thanos eller Vargas eller Liv havde gjort mod ham. Han følte sig trods alt relativ sikker, også selvom han fra tid til anden blev overvældet af angst.

"Hvad med dig, kender du nogen sladder jeg bør kende til?" spurgte Juno med et hævet øjenbryn. Efter at have fået et reelt job, var det blevet noget sværere at følge med i, hvad der ellers skete i byen. Nu brugte han al sin tid på at arbejde eller sove, eller bedst af alt med Hector. 

Randall troede ikke rigtigt på Juno, da han forsøgte at bilde ham ind, at de nok skulle klare det. Hvad han havde hørt om de andre, var de ikke til at spøge med, og børnebanden var nok ikke et match i mod dem. Men det var ikke Randalls problem, og han protesterede ikke. I stedet trak han på en skulder og drak af sit krus. Egentligt var han ligeglad, han var mest interesseret i oplysninger, ikke så meget i selve dramaet. Slet ikke mellem Dianthios små bander. Så længe han ikke blev blandet ind i det, havde det ikke noget med ham at gøre.

Spørgsmålet fik Randy til at smile lidt, og han drejede sig i stolen og løftede en arm for at få krofatters opmærksomhed. Mere øl. Så snart han var sikker på, at det var på vej, så han på Juno igen.
”Jeg kender masser af sladder. Noget bestemt, du har i tankerne? Jeg tænker det nok skal være noget fra Skumringskvarteret…” Han satte sig godt til rette, drak noget mere fra sit krus og begyndte at snakke lidt om dit og dat. Efterhånden kom der nogle af hans egne historier ind i det, som dengang han sad fast i et vindue, mens han var ved at flygte fra slagteren nede i hjørnet, fordi han både havde taget for sig af konen og pølserne.

Og sådan fortsatte aftenen, mens Randy hyggede sig med at give en sludder for en sladder med et ølkrus i den ene hånd og benene smækket op på en stol. Han var i sit es, når det kom til at underholde, og der var liv i hans øjne, mimik og krop, som han lo af det, han selv fortalte eller noget Juno sagde. Det var sådan livet skulle være. Han manglede bare et stykke kvindfolk i skødet, så kunne det ikke have været bedre.

Juno smilede i hele hovedet, da Randall vendte sig mod ham igen efter at have bestilt mere øl. Han gik ud fra at Randy betalte, og så kunne han ikke andet end at være glad. 

Han satte sig tilbage, stadig smilende, imens Randy begyndte at fortælle. Noget af det kendte han allerede til, noget af det vidste han kun små stykker af, og meget lidt af det, havde han slet ikke hørt om før. Han plejede at have fingeren på pulsen, især i Skumringskvarteret, men det var blevet sværere efter han var begyndt et rigtigt arbejde. Det var nemmere at overhøre ting, når man var ved at stjæle fra dem, der var ved at sladre.

Randy blev også bedre selskab, des mere alkohol han fik ind, eller des mere Juno fik ind, hvilket var omtrent det samme, og efterhånden slappede Juno helt af og nød bare en aften i godt selskab, al bekymring for Mars forsvundet.