Dragonflower 13.11.2019 13:54
Det skjulte panel gav efter for Amalias fod, og vægtæppet på den anden side var let revet ned med en smule vilje. Grevens sovegemakker var et stort, cirkulært rum der så ud til at spænde hele tårnets diameter. Rummet var mere spartansk indrettet end resten af palæet havde været det, og udover en vindeltrappe der ledte op, virkede sovegemakken temmelig kedeligt.
Fjernest fra Amalia, Rosa og deres kongelige opbakning, nær den brede seng i mørkt eg, stod Greven, med Morgana hængende på ryggen, hendes ene arm i munden på Greven, og den anden svageligt forsøgende at kradse hans øjne ud.
---
Der var ikke gået længe fra Morgana havde forladt kajen i Grevens favn til hun havde opdaget noget var helt galt, selvom hun ikke havde været i stand til at sætte fingeren på
hvad. Mens Greven havde været væk for at hente en kjole, havde hun forsøgt at undslippe, advare de andre og slippe væk, alt sammen uden held. Grevens værelse vendt væk fra kajen, så hun havde ikke kunne signalere skibet, døren havde ikke givet sig en tomme da hun forsøgte at slå den ud, og selv med lagener, betræk og tæpper kombineret, havde hun ikke kunne lave et tov langt nok til at nå andet end hendes sikre død.
Morganas sidste udvej, havde været at slå Greven ud da han vendte tilbage, men selv det var ikke gået som forventet. Hendes første forsøg, at slå ham over hoved med en lysestage som han kom ind, var prellet af, mens det næste, rettet mod hans knæ, var blevet undveget. Dernæst var alting sket hurtigere end Morgana helt havde kunne følge med, men var endt med hende hængende på hans ryg, med armen om hans hals i et kvælertag, der ikke lod til at sænke ham det meste.
Greven legede med hende, men pludselig havde noget ændret sig. Hans opmærksomhed havde fjernet sig fra hende, mod noget i væggen. En lyd af hastige trin og skurrende sten, for lav til Morgana kunne høre den, men en advarsel for Greven.
Uden omsvøb sank han tænderne i Morganas arm, døv for hendes råb. Hun forsøgte at trække sin arm fri, men hans greb var urokkeligt. Hendes frie hånd hamrede nedover ham, mod hoved, kraveben, alle de steder der
normalt gjorde ondt, men Greven lod ikke til så meget som at blinke, og for hvert øjeblik der gik blev hendes slag svagere.
Amalias stemme var som en velsignet vind, efter ugers stille sø. Morgana løftede hoved fra Grevens skulder, og kaldte med halv-sløret stemme
"Kaptajn! Tak Chance i-" resten gik tabt, som hendes øjne rullede rundt i hoved på hende, og hun faldt sammen, tilbage nedover Grevens skulder.
Grevens øjne blev smalle som han betragtede Amalia og de andre vælte ind. Han trak Morgana over skulderen og ned i sin favn som var hun en kludedukke, og ignorerede de svage protester der lød fra hans brud.
"I er umådeligt ubehøvlede sådan at trænge jeres vej ind her" snerrede han
"Vend om nu, hvis i ønsker at leve, og lad os i fred!" kommaderede han vredt, og trådte truende et halvt skridt frem mod Amalia og Rosa.