Tid: Aften - tilbage da Ché stadig var en del af Olympus' gruppe
Vejr: Himlen er i flotte farver, da solen er ved at gå ned.
Vinden fik Chés hår til at blafre efter ham og det ruskede i hans tøj. Lyden af de store vinger, der slog igennem luften, havde en sær hypnotiserende følelse og han kunne mærke griffens muskler arbejde under sig. En latter lød fra ham, da dyret pludseligt dykkede mod havets overflade og vand sprøjtede op omkring dem, som dets kløer slog i mod bølgerne. Fenris, som griffen hed, var hans bedste ven, de forstod hinanden på et helt andet niveau end hvad Ché nogensinde havde prøvet før. Der var ingen frygt i ham, som havet igen forsvandt under ham, da griffens kraftige vingeslag bar dem op og op og op. Han stolede på sin fjerede ven.
Flyveturen førte ikke nogle steder hen, de havde bare begge brug for at komme ud og mærke vinden. Det var ren og skær leg, deres egen måde at få en pause fra virkeligheden på. Ord var ikke nødvendige og de var begge tavse ud over latteren, der enten lød igennem deres mentale forbindelse eller højlydt, en blød lyd fra den store mand og som et skrig fra dyret.
Endeligt satte Fenris kurs mod stranden og snart landede han blødt i sandet. Chés ben føltes svage, da han gled af ryggen på ham og selv satte sine fødder i det varme sand, men han vidste, at det ville forsvinde. Kærligt strøg han en hånd over sin vens side, der var varm oven på anstrengelsen.
"Du kan godt glemme at skræmme mig, jeg kommer aldrig til at tro, at du smider mig af i havet."
Griffen drejede hovedet og så på ham med morskab i det brune øje.
"Bare vent, en dag finder vi ud af, om du kan svømme."
Ché lo og skubbede til det store hoved, inden han gik lidt længere op på stranden og fandt sig et godt sted, inden han smed sig. Han havde brug for sandets varme efter dagens sol, han havde ikke nået at hente en trøje, så hans bare overkrop var kold efter vinden. De løse bukser havde sammen med griffens kropsvarme holdt ham varm. Hans bare fødder derimod var iskolde og sandet brændte mod dem. Han havde ikke sine våben med sig, noget der sjældent skete, men det havde været ret spontant, da Fenris havde taget ham med på tur og han havde heller ikke fået aftensmad. Det havde bare været en dårlig dag og ensomheden herude var tiltrængt.
Griffen lagde sig ved siden af ham og stilheden lagde sig over dem. Chés øjne gled i og hans tanker gled væk fra nuet. Stilheden, bortset fra bølgernes blide slag mod stranden, og sandet varme, lullede ham langsomt i søvn. Ved siden af ham holdt griffen vagt som en start, men der var så fredeligt, at han også lod sine øjne glide i. Men tungt sov han ikke.