“Okay, men så gid lige at fortælle mig om det en anden gang, okay?” gryntede Hector. Han troede ikke en skid på, at Juno udelukkende havde holdt kæft om det, fordi han ikke “gad” fortælle det til Hector, og det irriterede ham. “Er det noget, jeg skal vænne mig til eller hvad? At du går rundt og er hjerteveninder med byvagterne nu?”

Det sidste bemærkning var udelukkende for at provokere. Jo mere han tænkte over det, jo mere sur var han over, at Juno havde holdt det hemmeligt overfor ham, og så kunne idioten ikke engang sige undskyld for det. Det faktum, at Hector ikke havde fortalt om, at han muligvis havde mødt en grandfætter, der vidste noget om Hectors familie - at de måske var døde og ikke havde efterladt ham - gik ikke rigtigt op for ham. Byvagterne var jo fjenden! De to situationer kunne slet ikke sammenlignes.

Hector skuttede sig lidt og spyttede på brostenene, mens de gik. Det summede i kroppen af adrenalin stadigvæk, og han kunne mærke, at der snart skulle ske noget, med mindre  han skulle selvantænde.

Juno slog fra sig, inden det gik op for ham, hvad hans krop havde gang i, og han slog Hector så hårdt, at han ville have været overrasket, hvis ikke knægten var faldet bagover, hvis ikke det havde været forbi at Juno også allerede havde grebet fat om hans trøje.

"Hjerteveninder?!" snerrede han, rasende og højt nok til at dem, der ellers gik på gaden også kunne høre dem, på trods af at han udnyttede sit tag om Hectors trøje til at hive ham helt tæt ind til sig. "Tror jeg brød mig om, at skulle bede det firbenede kræ om hjælp? Tror du ikke jeg ville have spurgt dig først, hvis jeg troede det ville kunne hjælpe os overhovedet?!" Juno havde sagt disse ting til sig selv tusinde gange, når han havde tvivlet sin beslutning om at stole på Tarek, og det var derfor de faldt så nemt ud af munden på ham nu. 

Hector vidste godt, han var gået over stregen, allerede inden Juno slog ham, men han var sur og ligeglad. Slaget mod hans kind fik det nærmest til at runge indeni hans hoved, og et øjeblik sortnede det for hans øjne. Men han var hurtigt tilbage igen.

Det var langt fra første eller sidste gang, Hector og Juno kom op at slås, og bagerst i Hectors hoved var det en lettelse endelig at kunne komme ud med nogle aggressioner.

"Du skal sgu da fortælle mig det alligevel, din stupide narrøv! Også selvom jeg ikke kan gøre en skid!" hvæsede Hector, lige så rasende som Juno, og han skubbede til Junos skuldre og forsøgte at give ham en mavepuster for at få ham til at slippe sig. "Er jeg ikke din højre hånd? Er jeg ikke din forpulede ven?! Venner fortæller kraftedeme hinanden den slags!"

Mavepusteren ramte som den skulle, men Juno holdt krampagtigt fat i Hectors trøje på trods af den. Han var ved at eksplodere i Hectors hoved, for at vove at slå tilbage på den måde, men hvad Hector sagde ramte ham inden han kunne nå det. I stedet for at slå ham igen, endte han med at trække Hector tættere imod sig, og nidstirre ham vredt, helt op i hovedet på ham. 

Han havde så mange hemmeligheder for ham. For mange. Ting, der ikke var blevet sagt, om hans fortid og hans familie, som bare aldrig var blevet bragt op, eller som han havde undgået, når det var kommet til emnet. Hector vidste ikke, at Juno havde arbejdet på et bordel, og selvom Juno blev ved med at sige til sig selv, at han kun havde haft én kunde, at det ikke havde betydet noget, at det ikke havde haft indflydelse på, hvem han var, vidste han, at han burde have fortalt det. Han havde haft rigeligt med muligheder. Hector kendte til Juelias profession og han kendte til Mars' eksistens, men Juno havde aldrig kunne få sig selv til at snakke med ham om sin frygt for, at han havde truffet en dårlig og selvisk beslutning ved at give Mars væk, i stedet for selv at tage sig af ham. 
De havde heller ikke snakket om, hvad Thanos havde gjort ved Juno. Han vidste, at Hector var nødt til at vide det. At han måtte have vidst det fra allerførste nat de var blevet kidnappet af Thanos. Men Thanos havde kun været sådan efter ham, fordi han havde kunnet mærke Junos frygt for det, og at snakke om hvad Thanos havde gjort ved ham og hvorfor, ville betyde, at han også skulle snakke om, hvad Juelia havde lokket ham til at gøre den ene nat på bordellet. 

Et øjeblik følte Juno sig hjælpeløs ved tanken om de mange hemmeligheder han holdt for sin bedste ven. Sin højre hånd. Hans greb løsnedes, men han slap ham ikke helt. Han havde lyst til at undskylde. Give Hector ret og trække ham ind i et kram. Love at fortælle ham alt fra nu af. 

"Som om du ikke har nogen hemmeligheder for mig," snerrede han i stedet og skubbede Hector væk fra sig. 

Hector havde forventet, at Juno ville skubbe ham væk, og derfor var han klar. Han greb fat i Junos ærmer, da Juno skubbede ham. Hector snublede bagud, og hans hove gled på brostenene, der var slidt glatte af generationers traven frem og tilbage henover dem. Han holdt stadig fat i Juno og trak ham med sig, mens han faldt. Med et dunk og et højt grynt landede Hector på ryggen på brostenen, men det gjorde slet ikke nok ondt til, at han glemte, hvad Juno netop havde sagt.

"Hvad skulle jeg holde hemmeligt for dig?" hvæsede han, stadig med fingrene knyttet i Junos ærmer. "Jeg ved ikke en skid om mit liv selv, så hvad skulle jeg holde hemmeligt, hva'?! Mine forældre smed mig ud som skrald, da jeg var lille, og hvis teatergruppen ikke havde fundet mig, så var jeg nok blevet ædt eller sultet ihjel." Det faldt ikke Hector ind at fortælle om Ezra dér. Hvis han sagde det højt for Juno, føltes det mere ægte, og han ville bare ende med at blive bittert skuffet. 

"Hvad vil du ellers vide, Juno? At du er min bedste ven?" fortsatte han, mens hans stemme kom faretruende tæt på at knække over. "At jeg slet ikke gider at leve, hvis du ikke her der? At du… du er det eneste i hele verden, der betyder noget for mig? Er det dét, du vil vide?"

Hector lagde slet ikke mærke til, hvordan tårer var begyndt at trille ned ad hans kinder og ned i de mørke krøller, mens han stirrede arrigt op på Juno.

Hectors fald kom bag på Juno, der normalt ville have kunnet holde balancen, selvom Hector trak i ham, men fordi hans første instinkt var at gribe desperat ud efter sin ven for at gribe ham, mistede han selv balancen, og blev tvunget med Hector ned.
Hans knæ ramte hårdt imod brostenene, ét ben på den venstre side af Hector og ét ben imellem Hectors. Han så straks op for at tjekke om Hector var okay, og blev igen overrasket, da Hector opførte sig som om de stadig var midt i en diskussion.

Han forsøgte at flå sine ærmer til sig, da Hector begyndte at snakke om sin barndom. Han kunne ikke holde ud at høre på det. Hvad havde hans barndom at gøre med hemmeligheder? Juno havde selv en masse hemmeligheder fra sin barndom, men han havde også en masse der var nyere. Han var irriteret på Hector fordi alternativet var at have ondt af ham, og dér var han bare ikke nu.

Først da han så Hectors tårer, holdt han op med at forsøge at flå sig ud af hans greb, og han så tavst på ham i chok. Hans blik fulgte en tåre som den trillede ned ad hans vens kind, og Hector sagde en masse ting, der på ingen måde var en hemmelighed, men som Juno tværtimod havde vidst længe. Han brød sig dog ikke om at høre det sagt højt. Ordene fik det kun endnu mere til at føles som om han skuffede Hector.

"Hey.. Ssh," tyssede Juno nervøst og fjernede sig fra Hector, så han kunne hive ham op at sidde. Juno selv satte sig på hug ved siden af ham og tørrede forsigtigt hans tårer væk med sine tommelfingre.
"Du er også min bedste ven, Hector, for fanden," mumlede han frustreret, men uden at fjerne sine hænder fra Hectors kinder. "Hør, hvis det generer dig så meget, så skal jeg nok fortælle dig den slags fremover."

"Jeg… Jeg vil jo bare gerne hjælpe dig, chef," snøftede Hector og stirrede på Juno med sine våde øjne. I nogle få sekunder så Hector bare på Juno, men så kom han ligesom tilbage til sig selv igen, og skammen over at have flæbet som en hysterisk kælling vældede straks op i ham. Hans kinder blev meget varme, mens han fjernede blikket fra Juno og rømmede sig.

"Jeg kan jo ikke tvinge dig," mumlede han og skulle til at vende hovedet væk. Men noget i ham fik ham i stedet til at læne sig tættere og placere et kys mod Junos kind. Et blødt, vådt og varmt kys. De havde ikke kysset siden Balzera, og Hector savnede det, så det næsten gjorde ondt. Nu havde han åbenbart besluttet at tage et kys, hvis Juno ikke ville give det frivilligt.

Først da hans læber forlod Junos kind, vendte Hector sit hoved og tørrede sit ansigt og næse i sit ærme. Han var stadig pinligt berørt over det hele, og han kunne ikke helt få sig selv til at se Juno i øjnene lige nu.

"Skulle vi have den øl eller hvad?" gryntede han og rejste sig fra brostenene.

Det trak nedad i Junos mundvige, da Hector så på ham med tårer i øjnene og påstod, at han bare gerne ville hjælpe ham. Det var en sød tanke, men Hector kunne ikke hjælpe ham mere end han allerede gjorde. At dele sine byrder med ham, ville ikke gøre læsset lettere for Juno, det ville kun gøre det tungere for Hector også.

Juno var ved at formulere noget i sit hoved om, hvordan det føltes som afpresning at Hector græd, når han ikke fik sin vilje, så jo, han kunne godt tvinge ham hvis han ville, men inden han fik det ud følte han Hectors bløde læber imod sin kind. De havde ikke kysset i hvad der føltes som en evighed. Juno havde troet, at han ikke ville bryde sig om det. Men Hectors kys føltes på ingen måde som Livs. Liv ville aldrig have grædt over ham. Livs kys havde ikke været kærlige, de havde været sensuelle. Et af dén slags kys ville have fået Juno til at stivne, men Hectors kærlige, blide kys fik ham til at smelte. Han lod sit hoved falde ned og der gik et øjeblik fra Hector havde rejst sig op, til han selv fulgte med. 

I stedet for at svare Hector med det samme, greb han fat om hans trøje igen, ikke for at hive ham tættere på sig, men for at holde ham hvor han var, imens Juno selv stillede sig helt tæt op af ham. Der var få centimeter imellem deres kroppe og Juno sørgede for at deres ansigter var lige så tætte.

"Jeg er ikke hjælpeløs. Jeg kan tage mig af mit eget lort. Ikke nok med, at jeg tage mig af mit eget lort, jeg kan fandme også tage mig af dit og af hele bandens," sagde han, selvom han havde haft allermest lyst til at lades som om dén samtale var slut. Han vidste, at det ikke var, hvad Hector havde lyst til at høre, men han var nødt til at sige det.
"Skal jeg tage mig af dit problem med det samme?" Det var Hector der havde startet det her og Juno havde tænkt sig at køre det ud over kanten; han åndede tungt ud imod Hectors mund og strejfede hans læber med sine. Han tilbød ham noget, som han aldrig havde solgt væk før, men hvis Hector var sådan efter ham, fordi han var liderlig og ikke fik gjort noget ved det, så både kunne og ville Juno hjælpe ham. 

Hector vidste hverken ud eller ind lige nu. Det var, som om der foregik en kæmpe krig indeni Juno, men Hector kunne ikke finde ud af, hvad den gik ud på. Hans mørke bryn samlede sig til en rynke i panden. Junos dejlige læber var helt tæt på, og han havde lyst til at kysse dem, men der var et eller andet galt.

"Mit problem?" spurgte han og trak sig et par centimeter væk for at kunne se ordentligt på Juno.

Junos blik fløj op til Hectors brune øjne, da han trak sig væk. På trods af Junos giftige ord udviste de ikke andet end bekymring, og det sidste af Junos hårde facade forsvandt, da han endnu en gang blev mindet om at Hector altid var på hans side.

Han vidste ikke, hvad han havde forventet fra Hector. Vrede. Måske en erkendelse af, at han havde savnet Junos pik. Eller et pænt 'ja tak' til hans tilbud. Men Hector udviste kun forvirring og det fik Juno til selv at tvivle på sine ord. 

"Har du ikke savnet det her?" spurgte han skeptisk og skubbede forsigtigt sine læber op imod Hectors. Det var ikke meningen, at han ville have gjort mere, men han skilte sine læber ad og håbede at Hectors fulgte med, så han kunne strejfe hans tunge med sin. Hector duftede og smagte som han altid havde, men noget var alligevel helt anderledes. Juno havde aldrig kysset ham på åben gade før.

En lille, blid lyd kom fra Hector, da Juno kyssede ham, og i hvad der føltes som et kvart sekund, kyssede han tilbage. Men han kunne ikke få sig selv til at gå videre. Ikke sådan her.

"Selvfølgelig har jeg det, din kæmpe idiot," sagde han, mens han trak sig ud af kysset. "Men ikke sådan her. Du har jo ikke lyst, chef, og jeg er sgu ikke typen, der bare tager, hvad jeg kan få."

Det var intet bebrejdende i hans blik eller toneleje, kun bekymring. Hector tyggede på sin underlæbe og strøg et par fingre over Junos kind.

"Jeg savner dét, og jeg savner dig, men... Jeg har ikke lyst til noget, du ikke har lyst til," fortsatte han stille. "En dag får du måske lyst igen, og jeg venter til den dag. Jeg vil meget hellere drikke nogle øl med dig og glemme alt det andet lort."

Det var uhyggeligt at blotte sig selv så meget, og især når de stod midt på gaden, hvor andre kunne se og høre dem, men det føltes vigtigt at få sagt, så Hector bed det i sig.

Hector var blid ved ham, men Juno havde det alligevel som om han var blevet slået i ansigtet. Selvfølgelig havde Hector ret - Juno vidste, hvordan hans ven var, og selvom han vidste, at Hector havde lyst til ham, vidste han også at Hector på ingen måde var, som dem de havde mødt på deres rejse.

Junos ben føltes svage under ham og han var pludselig taknemmelig for, at han stadig holdt fast i Hectors trøje. Det var det tætteste de var kommet på at italesætte Junos traumer. Juno vidste ikke hvad det skyldtes, men Hector havde ikke bragt det op, på trods af at det var ham, det gik mest ud over.

"Og hvis jeg har lyst til at snave dig? Ikke - ikke noget af det andet. Ingen hænder under tøjet, ikke noget af det rigtigt sjove. Bare.." Juno trak vejret dybt ind og skævede væk et øjeblik, inden han så tilbage på Hector, et hint af skam i hans stemme for første gang; "mere af det her."

Han følte at han bad sin ven om verdens største tjeneste. Han bad ikke kun om flere kys, han bad om hans tålmodighed, han bad ham om at gentage, hvad han lige havde sagt, ikke bare én gang, men flere gange fremover. Han bad ham om hjælp og han havde det forfærdeligt med det. Han vidste, at Hector havde været udsat for det samme som han selv havde, men han havde ikke set ham bede om hjælp.

For første gange i dag smilede Hector, og han smilede ordentligt. Hans fingre gled fra Junos kind og ind i hans hår, hvor de missede lidt igennem de lyse hårstrå.

"Så kan du fandme bare komme an, chef," sagde han og hev let i en hårtot. "Min mund står altid åben."

Hector ville tage alt det, Juno havde lyst til at give ham, også kys. Måske især kys. Efter Hectors mening var kys noget af det allerbedste. Resten var også godt, men kys trumfede alt andet. Især Junos vidunderlig kys.

Hector lænede sig lidt ind mod Juno med let skilte læber, men han lod Juno tage skridtet, hvis han ville.

Tryghed strømmede over Juno i det øjeblik Hector hev ham i håret og han vidste med det samme, at han ville komme til at opsøge mere af samme slags, om han ville det eller ej. Det var et øjeblik, hvor det føltes som om han godt kunne overlade lidt af vægten på sine skuldre til Hector. 

Junos blik faldt på Hectors læber og han lænede sig langsomt ind imod Hector også, mere end villig til at tage det næste skridt, selvom hans hjerte sad i halsen på ham. 

"Måske ikke her," argumenterede han lavmælt, men det holdt ham ikke fra forsigtigt at kysse Hector. Det ville føltes farligt ligegyldigt hvor de var. 

Kysset, deres første rigtige lys i flere uger, fik Hector til at føle, at han voksede. At han voksede sig større og større, indtil han kunne helt omslutte Juno og beskytte ham fra alt ondt i verden.

Hans fingre tog fat om en tot af Junos hår. Ikke for at tvinge ham tættere, men blot for at holde om ham, som ville han minde Juno om, at han altid havde fat i ham. Intet kunne skille dem ad, det vidste Hector.

Hector gengældte kysset, blødt og roligt, mens hans frie hånd tog fat i Junos jakke. Hector passede på ham, roligt og bestemt. Med et blidt suk mod Junos læber, afsluttede Hector kysset og lænede sin pande mod Junos, mens hans fingre stadig havde fat i hans hår.

"Fortsættelse følger?" foreslog han med et halvt smil. "Et sted hvor vi bare er os?"

Følelsen af Hectors fingre om hans hår fik Juno til at udånde tungt ind i deres kys, og selvom hans hoved ikke var helt klart, med Hectors læber imod sine og en helt ny slags høj, vidste han at han havde afsløret noget om sin lyst efter ham, som han ikke vidste om han var klar til at dele endnu. 

Men Hector var en solid støtte og hans kys var blide. Hvad der kunne have udviklet sig til panik, blev i stedet til en varm følelse i brystet, og et smil, da deres kys endte.

"Helt sikkert," svarede han og gnubede sit ansigt op imod Hectors med et lavmælt grin, inden han langsomt trak sig ud af Hectors greb. Hans blik var på fyrens ansigt imens og glæden han følte var nærmest overvældende. Det føltes ikke som noget han nogensinde havde oplevet før og han vidste ikke, hvad han skulle stille op med den. 

Hector strålede nærmest som en lille, krølhåret sol, og han tog Junos hånd for at give den et klem, inden de endelig fortsatte mod deres yndlingsværtshus. De blev og drak i et par timer, talte og grinte og råbte og opførte sig i det hele taget som idioter, inden de endelig dinglede hjem arm i arm og faldt om på Hectors seng. 

Der var stadig nogle timer, til solen stod op, og drengene brugte dem flittigt på at kysse med hinanden, indtil de begge faldt i søvn, Hector halvt ovenpå Juno med en hånd begravet i Junos hår.