Tarek havde ikke vidst, hvad han havde troet, at der skulle ske. Måske at hun havde angrebet ham, hun var så vred. Men han ville ikke bakke væk, ikke ændre sine ord. Hun havde skadet Juno, også selvom hun åbenbart ikke selv kunne se det. Han var klar på kamp, både med ord og med våben, selvom han på ingen måde havde lyst til nogle af delene. Han afskyede faktisk både psykisk og fysisk vold og nogle gange kunne man nok godt undre sig over, hvorfor han havde valgt at være byvagt. Men for ham var essensen af byvagterne, at man skulle hjælpe. Hjælpe dem i nød, dem der ikke kunne selv. Han kunne kæmpe og han var ikke ringe til det, men kunne han undgå det, gjorde han det gerne.

Så han var spændt op i hele sin krop, mens han ventede på Livs reaktion. En reaktion, han ikke havde regnet med. Hun blev lille. Mindre end før, uden tvivl. Og tårerne kom tilbage. Hans egen vrede begyndte at falde fra hinanden og hans hænder og skuldre faldt ned. Åh, det var næsten værre, at hun blev så ked af det. Det gjorde det svært for ham at holde fast i, hvorfor han var der.

Forsigtigt trådte han et par skridt frem mod hende, mens han kun lige forhindrede sig selv i at række ud og røre hende. Han var fjenden nu.
“Jeg vil have dig til at give mig dit ord på, at du ikke opsøger Juno og Hector igen. At du lader dem være. De er bange for dig.” Hans stemme var tilbage til normal. Varm, venlig og bekymret. Hjælpsom. “Og hvis du lover mig det, vil jeg lade dig betale en bøde for din efterlysning, så den er væk. Så byvagterne ikke vil genere dig igen.” Han bed sig i læben og løftede kort hånden, men lod den falde igen.
“Jeg… er ked af, at jeg har gjort dig så oprevet. Men min største bekymring er for gadebørnene. Jeg håber du forstår.” Han havde glemt alt om rigtig tiltale, når hun var så ked af det, ville han bare gerne trøste.

"Bare lad mig være," sagde Liv uden at se på Tarek. Hun ville være alene, så hun kunne skifte. Hun kunne ikke holde ud af være i denne krop længere. Sejr var ligeglad med alt, han havde ingen bekymringer… Det var så lang tid siden, hun sidst havde skiftet, at hun næsten havde troet, at hun ville blive i denne form resten af sit uendelige liv, men den tanke kunne hun ikke holde ud nu. Hun måtte bedøve sig selv.

"Der er krystaller dér," sagde hun og pegede mod et smukt skrin, der stod i en vindueskarm. Det var meningen, at de krystaller var til Cole, hvis han havde brug for at købe noget til sig selv eller tvillingerne, men nu måtte de gå til noget andet.

"Tag, hvad du skal bruge, og forsvind," hviskede hun, mens hun satte sig på hug på gulvet, stadig med de store vinger om sig. Hun brød sig ikke længere om hans blik på hendes krop. Faktisk havde hun slet ikke lyst til at nogen så på hendes nøgne krop længere. Hun følte sig udstødt og hæslig og dum for at tro på, at Juno faktisk havde haft lyst til hende.

"Vil du ikke godt gå nu?" bad hun stille med armene om sine knæ.

Tarek så mod det skrin, hun pegede på, men han gik ikke hen til det. I stedet fulgte han hende med blikket, som hun satte sig på hug. Alle de negative følelser og tanker i mod hende var væk. I stedet væltede medfølelsen ind over ham og hans øjenbryn trak sig sammen, som hele hans ansigt udviste den medfølelse. Han følte sig skyldig, det var ham, der havde gjort hende så oprevet, så ked af det. For et øjeblik blev han stående, men til sidst gik han hen til skrinet. Lige meget hvad, kunne han i det mindste vende tilbage til sin overordnede med en betalt bøde. Der var mange krystaller i skrinet, men han tog kun dem, han skulle bruge for at betale bøden. Det faldt ham slet ikke ind at tage mere.

Egentligt skulle han bruge hendes underskrift på det stykke pergament, han havde med i en inderlomme i jakken, men tanken om at bede om den, brød han sig slet ikke om, så han valgte at lade være. Mon ikke, at det gik alligevel.
Han så ned mod hende og derefter mod udgangen. Hun bad ham gå og det burde han gøre, men hans store hjerte ville hellere forsøge at trøste hende. Og han fulgte altid sit hjerte.

Der var ikke meget plads, men han kom op på siden af hende. Så langt ned, hun gik ham ikke engang til bringen, som hun sad der. Lidt tungt gled han ned at ligge, en sårbar stilling, men den eneste måde, han kunne komme bare lidt ned i højde med hende.
“Jeg bryder mig ikke om at gå, når du ser ud til at have det dårligt.” Denne gang rakte han ud og rørte let ved hendes skulder. Straks kunne han læse hendes følelser. Han sank en klump. Der var meget stor forskel fra første gang, at han havde rørt hende. Så meget… selvhad? Og en følelse han ikke kendte.
“Det var ikke min intention at gøre dig ked af det. Jeg undskylder.” Han smilede forsigtigt og svagt opmuntrende til hende. “Er der noget, jeg kan gøre?”

Det mærkelige ved Livs følelser var, at de kun blev mere og mere forvirrende og komplicerede, jo længere man studerede dem, hvilket var grunden til, at hun normalt netop ikke studerede dem. På overfladen lå sorgen og følelsen af svigt lige nu, da disse var de to mest dominerende følelser i hende nu, men hvis Tarek lod sin hånd hvile på hendes skulder længere, så ville han hurtigt finde af afgrundsløse ensomhed, der i virkeligheden var den følelse, der styrede stort set alle Livs handlinger og tanker. Liv var sjældent selv opmærksom på den, men den var altid til stede, undtagen når hun havde sine små børn i favnen og kiggede ind i deres små, hjælpeløse ansigter. Så snart de blev større og mere selvstændige, kom ensomheden snigende tilbage, for hun vidste, at de ville forlade hende en dag på den ene eller anden måde.

Liv skuttede sig, da Tarek rørte hendes skulder, men hun trak sig ikke væk eller slog hans hånd væk. Hun var ligeglad nu. Hun rystede på hovedet.

"Bare lad mig være," sagde hun stille og løftede endelig hovedet en smule. Hun mødte dog ikke hans blik, men lod i stedet sit blik falde igennem et af de store vinduer, der vendte mod haven. Hun kunne se Cole løbe rundt med Dag på ryggen og lille Nat grinende i hælene. De legede måske fangeleg? Et lille glimt af kærlighed blomstrede i hendes bryst.

"Mine børn… jeg skal tage mig af mine børn," sagde hun så. "Så længe de vil lade mig."

Tarek snagede helst ikke i folks følelser, han læste dem kun, når han følte, at der var behov for det. Så han ville egentligt ikke lade sin evne arbejde så længe, ikke efter at have set de første triste følelser. Men han lod nu hånden ligge og mærkede efter. Han kunne læse en persons følelsesregister på sekunder, det var en anden ting at sortere ud i dem og få dem tydet. Det tog ham somme tider lidt længere. Men selvom hendes ensomhed var begravet dybt, tog det ham alligevel ikke længe at fange den. Det var som en sort, kold følelse, der fik hans mave til at trække sig sammen under jakken.

Hun bad ham ikke om at flytte hånden og han lod den hvile mod hendes hud. Han håbede at hun forstod hentydningen, at hun ikke var alene. Han var ikke fjenden, selvom han lige havde ladet sig selv være det på vegne af en anden.
Hendes ord valgte han at ignorere for nu, hun havde det alt for dårligt til, at han ville gå, især når det var hans skyld. Han ville forsøge at… gøre bare et eller andet.

Hans blik fulgte hendes. Han havde set manden med de to børn derude, men valgt ikke at spørge ind til dem. Han vidste ikke, om det var hendes, men det fik han svar på nu, som han kunne mærke kærligheden dukke op. Om det også gjaldt manden, vidste han ikke, han kunne bare mærke kærligheden, ikke hvem den var rettet i mod.
“Det lyder som det rigtige at gøre.” Han gav hendes skulder et klem og slap den endeligt. Måske han skulle gå. Men han manglede stadig noget og hans smil forsvandt med et svagt suk.
“Madame… Vil De love mig at lade både Juno og Hector være? Jeg bliver nødt til at have Deres ord på det, så jeg kan berolige Juno.” Drengen var ikke et godt sted, men Tarek ville ikke sige det til kvinden, der lige nu heller ikke havde det godt.

“Jeg kan ikke engang huske, hvordan den knægt ser ud,” sagde hun og rejste sig, så snart Tarek havde fjernet hånden fra hendes skulder. Hun rømmede sig lidt og forsøgte at tage sig sammen, selvom de stygge tanker stadig vejede tungt i hendes sind. “Hvis du ikke var kommet her, var han forblevet glemt. Jeg havde ikke tænkt mig at opsøge ham før, og det gør jeg stadig ikke. Hvis jeg vil have en mand, så finder jeg en rigtig mand, ikke en dreng, der benytter sig af løgne og bedrag mod dem, der hjælper ham.”

Hun vendte sig endelig mod Tarek. Hendes ansigt var hårdt igen, men det var dog stadig tydeligt, at hun var ked af det.

“Du skal gå nu,” sagde hun bestemt. “Ellers må jeg hjælpe dig med at gå.”

Med en løftet hånd pegede hun mod døren. Hun havde fået nok, og selvom hun ikke brød sig om vold og tvang, så ville hun ikke tøve med at bruge det med hesten, hvis han ikke forlod hendes hjem omgående.

Tarek kom på benene, som hun rejste sig. Han følte sig ikke tryg ved at ligge ned, selvom han ikke havde fornemmet noget farligt hende. Men det kunne jo hurtigt skifte. Han nikkede let til hendes snak om, at hun ikke havde tænkt sig at opsøge ham, slet ikke havde haft det. Han burde tie stille, men kunne alligevel ikke lade være med dæmpet at give et par ord om, hvorfor han var der.
“Det kunne Juno jo ikke vide, når De… siger, De kan finde ham, når De har lyst.” Han var lige ved at sige true, men fik fornuftigt nok rettet sig selv. Resten svarede han ikke på, han havde efterhånden opfanget, at hendes syn på det, der var sket, aldrig ville passe med Junos syn.

Han blev bedt om at gå. Roligt bukkede han let for hende, udadtil upåvirket af truslen.
“Jeg takker for, at De ville snakke med mig.” Han fik vendt rundt uden at vælte noget og gik mod døren. Lidt tøvende stoppede han op og drejede overkroppen, så han kunne se tilbage mod hende.
“Jeg ved godt, at De har fået et dårligt indtryk af mig, hvilket jeg er ked af.” Han tøvede kort, men smilede så svagt. “Lov mig ikke at gøre noget uden for loven igen, så kommer jeg ikke og forstyrrer Dem mere.” Han nikkede farvel og gik til døren. En hånd på murværket åbnede væggen for ham og han kunne gå ud på gaden med en dyb vejrtrækning. Både af lettelse over at være under åben himmel igen, men også for at være ude af huset og væk fra kvinden.

Hans ben førte ham straks ned mod de fattige kvarterer. Han skulle finde Juno. Med en tænksom mine rakte han op og rev fletningen ud, inden han rystede på hovedet og lod det lange hår falde som det ville. Det var bedre. Nå, mon Juno ikke var hjemme på denne tid af dagen.

//Out

Liv stirrede efter Tarek, mens han gik, og først da han lukkede døren bag sig, vendte hun blikket væk. Hun sukkede og stirrede ud på sine børn i haven. På mange måder havde hun ikke lyst til at skifte, men hun havde også kunnet mærke det i flere uger nu, og besøget fra Tarek i dag havde bevist hende om, at det var det rigtige at gøre indtil videre. Hun sukkede igen, inden hun tog sit vinglas for at gå i retningen af haven og sine tvillinger, der nu lå og rullede rundt i græsset.

//Out