Kragerne lettede fra træerne og et skrig gennemtrængte luften, alt stod stille da døden fyldte verden med sit væsen, greb om jorden, planterne og luften med sine fugtige kløer. Loath var dog allerede på vej.  Han havde lugtet blodet på længere afstand og var fast besluttet på at finde årsagen. Han trådte gennem krat og buske og luskede af sted i sin hvide dragt som lyset i skyggerne, og han bevægede sig uhæmmet i naturen som han havde levet i, i mange år nu.

Lugten blev kraftigere da han nærmede sig brynet i skoven og han satte tempoet op. Han hørte lyde omkring sig igen, og endnu et skrig drog i luften. Nu kunne han endelig se hvor det stammede fra. En smuk kriger med hvidt (dog næsten rødt) hår stod foroverbøjet over en falden fjende og hun holdt hvad der lignede en kniv i hånden. Loath trådte frem og lagde knap nok mærke til blodpølen han trådte i, og de aftryk han efterlod ved at han gik fremad.

Blodet hang og dryppede af bladende fra træerne omkring de to kæmpende og Loath stoppede få meter fra de to. Den sejrende virkede så rolig og fattet at Loath dårligt kunne forestille sig at hun udgjorde en trussel for ham - af en eller anden grunden antog han at hun havde kæmpet retfærdigt og han håbede sådan han havde ret. Han kiggede intenst på hende. Hun var utrolig smuk at se på, men hans interesse for mennesker, elvere og andre racer var lav. Hans libido havde udviklet sig over årene til udelukkende at anskue ulve for seksuelle væsner.

Han turde næsten ikke tale fordi han ville bryde billedet og han ønskede ikke at stoppe hende fra hendes stormløb af drab. I stedet lænede han sig forover og sniffede til blodet. Var det hendes? Eller hans? Han var ikke sikker. Han slikkede på det med sin pink tunge og løftede hovedet. Det var – begges. Men hun så ikke såret ud?

Han kiggede nærmere på hendes våben og nu smilte han. Den var skabt af blod, rød og crimson som det der lå foran dem og mellem dem. Han udstødte en lav ulveagtig lyd for at gøre hende opmærksom på hans tilstedeværelse og så bukkede han pænt for hende.

"Smuk dekoration." Han kiggede rundt på blodet for at signalere hvad han talte om og så smilte han igen. "Bare rolig jeg er ikke med ham." Han nikkede i retning af den døde modstander. Han brød sig egentlig ikke ret meget om blod, blod var unødvendigt - og nødvendigt i mørkets kamp, kampen for lyset. Hvilken side kæmpede hun mon på?

"Må man spørge hvad der udløste hans død?"

Omgivelserne var for længst blevet glemt, som Yotul åndede ud og tog en dyb indånding, som smagen af blod lagde sig på hendes tunge. Der hvilede et lystigt smil på hendes læber, som de grønne øjne var rettet direkte imod hendes modstand. Eller han var egentlig ikke hendes modstand, for han havde blot været et uheldigt offer, som var blevet tvunget ind i det. For nej, han havde ikke haft et valg, da hun først havde udset ham imellem skovene. Hans attitude havde været hel hen og i vejret, som han havde troet, at han bare kunne koste rundt med hende. Beordre hende til det ene og det andet. Mon det skyldes at hun var skovelver? Hvorfor var det at folk, specielt mænd, altid havde det med at dømme hende på racen. Skovelvere var ikke anset for at være grusomme væsner, men han havde tydeligvis ændret syn på det, så snart hun havde vist sin sande natur.

Den lyse hud var smurt ind i blod, som hun rettede ryggen op og med en knyttet næve fik manden til at kollapse foran sig. Kniven havde været smurt ind i hendes eget blod, men kun fordi manden havde været så ubehøvlet at hive den frem fra sin støvle tidligere, da hun havde været optaget af noget andet. Han havde ramt hende på armen, men det sår var for længst forsvundet, der var ingen tegn på hendes krop, ingen sår eller skrammer. Kun blod. Hendes og hans. Men kniven dryppede af hans blod, som hun havde boret den ind i hans siden på ham og ladet sit eget blod blande sig med hans. Derfra skulle hun blot trække tiden ud og det havde ikke været særlig svært, som manden havde været rasende og havde angrebet hende uden at tænke sig op.
Kniven var dog forsvundet ind i krattet, som han forsøgte at inddrage hende i en nærkamp. Hun vrissede lettere irriteret af ham, som blodet på hendes krop samlede sig i hendes hånd og formede endnu et våben. Nøjagtig samme format, som kniven fra tidligere. Denne gang var der dog tale om en kniv af blod. Evnen var knap så holdbar, så hun var tvunget til at holde sig tæt på kniven, hvis ikke formen skulle gå i opløsning. Mandens jamren dødede hurtigt ud, som hun trak på smilebåndet og rettede ryggen endnu engang. Hun løftede hånden med kniven og strøg håndryggen over mundvigen, før at hun atter åndede ud.

Der blev stille, som hun lod blikket dale mod jorden og holdt hånden frem, som kniven gik i opløsning og gled imellem hendes fingre. Blodet dryppede ned på jorden ved hendes fødder, som hun lænede hovedet tilbage og vendte blikket imod himlen. En lyd tiltrak hendes opmærksomhed, som hun skød det ene ben ud til siden og bøjede let i det anden for at løfte armene. Yotul var klar til at springe på hvem end der var dukket op. Der fik hun øje på den hvide ulv, som var trådt ud midt i blodpølen og trådte nærmere. Hun skævede kort mod liget, men rørte sig ellers ikke ud af stedet. Var den ude på at få føde af liget? Langsomt slikkede hun blodet fra sin mundvig væk, imens at de grønne øjne blev holdt på skikkelsen.

Endnu en ulv der kunne tale, hun rettede sig op igen, som hun udstødte et suk. Ulven ord bragte dog et bredt smil over hendes læber. Yotul satte sig ned på hug, som hun lagde hænderne imod jorden og spredte fingrene. Blodet, der var hendes, strømmede retur imod hende. Det ville kræve for mange kræfter at lade blodet blev genskabt i hendes krop, så hun kunne lige så godt tage det hun havde spildt tilbage. Blikket var dog endnu rettet imod ulven. ”Jeg var skam ikke bekymret” lo hun stille, stemmen var rolig og langt fra påvirket af den kamp hun næsten lige havde afsluttet. Ulven bad om en uddybning, som hun rettede blikket imod liget og trak let på skulderne. ”Foruden de fordomme, som han bar rundt på?” et spørgsmål blev besvaret med et andet, som hun rettede sig op og hev let ned i trøjen, som i forvejen kun lige dækkede hendes bryst. Rustningen blev kun brugt til officielle opgaver. Det var dette ikke.

//Afsluttes grundet inaktivitet - skriv hvis vi skal starte noget nyt!