Log ind Opret bruger
Jolantha Larethian
Mørkets Ridder

Retmæssig Ond
Race: Skovelver
Alder: 753 år

Skaber: Black Phoenix

Lugten af blod havde trukket Yotul ned i dybet, nærmere bestemt fangekælderen, ikke noget hun havde gjort ofte, men som hun placerede fingrene mod den kolde mur og tog de mange trin ned mod kælderen, kunne hun mærke sin puls stige. Lugten var langt mere intens jo tættere hun kom på kælderen og lydene var også langt højere, som hun trådte ned på brostenene og lod blikket glide mod den nærmeste fakkel. Der var ikke meget lys i fangekælderen, men hun havde nu heller ikke brug for lyset for lydene var hvad der lokkede hende fremad med et lystigt smil på læben. Hun havde endnu en hånd mod væggen, som hun dog stoppede op foran nogle tremmer og forsøgte at få en fornemmelse af, hvad der sad derinde. Yotul kunne høre nogle lænker mod brostenene og så snart at de gav en højere lyd fra sig, sprang hun tilbage fra buret, som en behåret arm blev rakt ud imellem tremmerne. ”Argh!” lød en hæs stemme, den var ru og dyb, som Yotul endnu smilte, men ikke flygtede yderligere i stedet rakte hun hånden frem mod skikkelsen. Lænken knirkede og gav efter, som den atter ramte gulvet med et bump, som væsnet trak sig tilbage. ”Vil du ikke lege?” spurgte hun lettere skuffet, som væsnet vendte ryggen til hende. Yotul trak let på skulderne, som hun førte fingrene over de kolde tremmer og begyndte at gå videre, som hun lod fingrene slå imod tremmerne.

Buret var ikke særlig stort, så inden længe havde hun atter hænderne mod den kolde mur, som hun strøg blikket langs med den lange gang og lyttede efter lydene. Der var skrig fuld af smerte og pinsler, hun var næsten nødt til at undersøge det. Det kunne næsten kun være deres torturmester, som var i gang med at arbejde? Forhåbentlig kom hun ikke for sent, for det ville være ærgerligt, hvis han var ved at færdiggøre offeret. Uanset hvad, så kunne hun høre, at lydene så småt var begyndt at dø ud. ”Mester Cortez?” lød hendes stemme med en svag undertone af leg, som hun nærmede sig hans dør. Heldigvis for hende, så var den på klem, så det var ikke et problem at komme indenfor. Selvfølgelig var hun ikke sikker på, hvad hun ville forstyrre ham i. Det kunne jo også være det modsatte af tortur. Yotul var dog ikke bekymret, som der hvilede et køligt smil over hendes læber. Hun vidste godt, at det var meget almindeligt at gå rundt i deres rustning, men hun havde haft brug for luften, så hun bar i stedet almindelige bukser og det sædvanlige korte top, som efterlod hendes mave bar. De grønne øjne søgte rummet efter tegn på hvad der var foregået.
Pain, without love
Pain, I can't get enough
Pain, I like it rough
'Cause I'd rather feel pain than nothing at all


Civil påklædning - Rustning

Azaic Cortez
Torturmester

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 40 år

Karakteren er efterlystSkaber: Jinx

Ofre var der skam mange af, og der kom hele tiden flere og flere til, hvilket var helt fint for så ville de blot få en smertefuld og frygtelige død, og de ville selv opleve kræfter med torturmesteren. De fleste oplevede aldrig sådan et møde, og de fleste havde fået en grufuld død, og nærmest makabert død, men de var selv ude om det, og så igen sommetider var det mest for at straffe dem, og torturer dem til at komme ud med de ting de planlagde, og tvinge ofrene til at afsløre planer og gerninger, ja hvad der nu ellers kunne være. Der var som altid mange fangere bag tremmerne, som både skreg, og som altid prøvede at slippe fri ved enten at bryde ud af tremmerne, og prøve at grave sig fri, men tit hjalp ingen af tingene, ja der havde såkaldt været en fange der troede det kunne hjælpe ved at snakke med torturmesteren, eller prøve at komme med komplimenter, dog endte det galt, hvergang. Men det var sjovt der var mange fanger der prøvede på det, som troede de kunne komme fri, fordi det kunne de ikke, var de først fanget, så var de fanget. Og torturmesteren gav ikke efter sig, man skulle være glad hvis man bare kunne holde sig bag tremmer uden at opleve de grusomme ting Azaic kunne finde på. Azaic den frygtelige, og grusomme torturmester, der var mange der havde respekt for ham med god grund, og der var mange der vidste at de ikke skulle trodse ham, eller undervurderer ham. 

Lyden af en kvinde stemme kunne høres, og det var ikke en stemme han havde hørt før, og det betød heller ikke noget. Han havde hørt mange kvinde stemmer, og der var ingen der havde sagt ham noget, der var ingen stemme der kunne bryde ind til ham, og der var heller ikke en kvinde han havde mødt som kunne gøre noget der ville få ham til at være medfølende, og blød. Siddende i en stol i midten af fangekælderen, med hans trofaste slanger Zith og Zap, sad han afslappet og nød lyden af skrig, og slag mod tremmerne, der lå en næsten død mand på jorden lidt væk fra ham, som havde mistet et ben, og med den ene arm hængende i næsten kun tråde. Han havde oplevet kræfter mod Azaic, og var i smerter, og bare kiggede trist rundt, og nærmest ikke kunne kravle, eller komme ud, dog vidste han ikke om hans skæbne var over, og om han ville dø, men Azaic vidste godt at det var ude med manden, han havde intet tilbage, hans liv var nytteløst. Hans slanger var som altid slynget rundt om begge hans arme, og de ventede blot på ordrer selvom de begge to godt kunne mærke på Azaic hvis der var noget han kunne tænke sig, eller havde i tankerne, de kunne mærke det på deres ejer, hvis der var noget, hvilket var farligt og spændende.

Så der var en kvinde som havde kaldt hans navn, nævnt hans efternavn, se det var interessant, gad vide hvad hun ville, ville hun have samme tur som manden der lå i smerte på gulvet, og nærmest bad til gud for at skåne ham. Kvinder var hvist meget vilde efter at træffe ham, eller også var de blot allesammen dumme nok til at nærme sig fangekælderen, kun hvis de havde et ønske om at dø, eller opleve grusom og frygtelig tortur, så var de ankommet til det rette sted. Dog var der få der nød at se hvordan Azaic udførte hans evner, og tortur, og det skulle de da have lov til, han ville ikke stoppe dem, de kunne kigge så meget de ville, han kunne så høre slangerne hvislede med tungerne, og nærmest fortalte Azaic, om de skulle slynge sig ned ad armene og hen mod døren, men det rystede han på hovedet for, og kiggede på døren, hvor han kunne se en kvinde"Det er mig, sig frem hvad ønsker du"lød det fra ham med den nærmest rolige og bestemte stemme, med en dyb undertone. Lyset fra vinduets kunne ses på gulvet i en plet, og skær, og manden der stadigvæk lå på gulvet og nærmest var igang med at bede til gud, kiggede op på Azaic, men Azaic ignorede det, og sad blot på stolen og kiggede nærmest tomt og uinteresseret på kvinden der var ankommet.
Slither, slither, slither

Put your fangs into my back.

Slither, slither, slither

Think I don't know where you're at.

Jolantha Larethian
Mørkets Ridder

Retmæssig Ond
Race: Skovelver
Alder: 753 år

Skaber: Black Phoenix

Noget kunne tyde på, at Yotul havde fundet den rette dør at gå ind af. Stedet var en anelse forvirrende og hun tvivlede på, at hun ville kunne finde retur igen, hvis hun først blev distraheret af endnu en af fangerne. Men hendes fokus hvilede på torturmesteren, da det var ham, hun var kommet for at møde. Eller hun behøvede ikke møde ham, hun ville bare gerne se hans arbejde og se om hun kunne lære noget af det. Hendes fingre vandrede ukontrolleret over de kolde vægge, som hun gik i spænding, da hun havde fået øje på døren, der stod åben. Hun kunne høre en jamre, men ikke meget andet end det, spørgsmålet var om hun var kommet for sent til at se, hvordan han bar sig ad? Så måtte hun jo bare vende retur en anden dag.. Eller aften, det var lidt underordnet, for hans arbejde stoppede vel aldrig? Det lod i hvert fald til at være umuligt at kede sig et sted som dette. Der var forsøgskaniner nok i fangekælderen og Yotul havde da et mindre ønske om at tjekke den behårede fyr ud i cellen, men tænkte at det ville være dumt at bryde ind i en celle uden at spørge mesteren om lov først.

Lugten af blod var hvad der lokkede hende til rummet, som hun forventede at finde torturmesteren derinde og hun lod ikke til at blive skuffet, som hun hurtigt fik øje på stolen midt i rummet og dernæst slangerne for til sidst at kigge på den ynkelig skikkelse på jorden. Hun betragtede såret, der hvor manden havde mistet sit ben og trådene, som endnu holdt sammen på armen. Det var umuligt at redde, så han ville næppe få armen tilbage. Det ville måske bare være bedst at fjerne armen helt. Men måske det var langt mere smertefuldt at lade den side? Mon han kunne bevæge sine fingre? Yotul var distraheret at manden på jorden, som hun ikke rigtig kiggede på Azaic, da hun valgte at træde ind i rummet. Lugten af blod var himmelsk og hun var næsten nød til at komme tættere på.. De grønne øjne gled over på Azaic for en stund, som han bad hende forklare sig. ”Jeg komme tydeligvis for sent” svarede hun med et nik, ikke at hun svarede direkte på hans spørgsmål, men blikket gled tilbage mod manden på gulvet, som hun bed sit let i læben. Hun strøg fingrene op til det hvide hår og flyttede det fra øret, som de spidse ører flyttede sig let. Hun gik hen til manden, der var travlt optaget med at forsøge at overtale Azaic til at lade ham gå. Uden tøven begyndte hun at røre ved trådene, som holdt armen fat. Blodet hun fik på fingrene generede hende ikke rigtig. ”Hvordan formåede De at gøre dette ved ham?” hun lød interesseret, nysgerrig og en anelse begejstret, som hun førte fingrene op til læberne og strøg blodet over underlæben.
Pain, without love
Pain, I can't get enough
Pain, I like it rough
'Cause I'd rather feel pain than nothing at all


Civil påklædning - Rustning

Azaic Cortez
Torturmester

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 40 år

Karakteren er efterlystSkaber: Jinx

Synet af manden hvis ene ben og de tråde benet hang i lå lidt mishandlet på jorden, gjorde enlig bare at Azaic nød synet af det hele, og fik et lille skævt smil frem på læben, det var jo ganske underholdende, det var noget han godt kunne lide at se, og det var skam ikke hans skyld at manden havde mistet benet, det var vel hans egen skyld, dog burde han også vide at det var tid til at han ville dø, hvordan han så skulle dø var lige det, der var jo masser af muligheder, og det ville ikke være de blide og søde muligheder, nej det ville være ekstremt og grusomt, som det altid var når det omhandlede Azaic. Mange vidste godt, at så snart de trådte ned i fangekælderen, var det ude med dem, dog havde der også være nogle der kun befandt sig i fangekælderen for at se, hvordan Azaic havde tænkt sig at torturere fangerne, og ofrene, og hvergang havde det overrasket de fleste, og de fleste var mere end glade for det ikke var dem det gik ud over. Som han stod på stolen og kiggede til den ene side, hvor der var nogle fanger der var begyndt at kravle op ad tremmerne og som stak hovedet ud imellem tremmerne, det var dog intet problem at de gjorde det, det fik blot Azaic s smil til at brede sig lidt mere det var et kolde øjne der var rettet på fangerne på tremmerne, og han knipsede med fingrene hvorefter Zith og Zap hans trofaste og skønne slanger slyngede sig ned ad armene og ned ad den kolde jord, videre op mod tremmerne hvor fangerne stod med hovedet ud imellem tremmerne, som var de desperate efter at komme ud. Azaic sukkede, det var tåbeligt af dem, dog vidste han godt hvad der ville ske med dem, han sagde ikke noget, holdte blot blikket på den ene fanger der netop lige i øjeblikket havde fået øjenkontakt med den ene slange. 

Hurtigt havde slangen bidt mandens øje ud, og nærmest spist det i en mundfuld, og det var ganske underholdende for Azaic at se på, det var et smukt syn. Det hele gjorde så også at manden der lige havde mistet det ene øje bakkede sig tilbage, for han skulle bestemt ikke miste andet øje pågrund af en slange, nej det ville han ikke risikerer. Så han faldt ned fra tremmerne, og slangen hvæsede af ham, og langsomt så ud som den ville slynge sig ind imellem tremmerne, fordi slangen kunne sagtens slynge sig ind imellem, det var intet problem, men det havde Azaic ikke bedt den om, dog var han fristet til det, men der var andre planer. Den anden slange hvæsede af en fange, og havde ignoreret Azaic s ordre, så den slange var godt igang med at bide armen af den anden fanger der havde haft hovedet ud imellem tremmerne. Det var bestemt ikke noget der var blevet ordret, men sådan var det jo. Den fanger levede sikkert ikke ret meget længere, medmindre Azaic kaldte slangen tilbage, og det havde han bestemt ikke tænkt sig lige i øjeblikket, så han lod den blot lege lidt videre med fangen"Tåbelige fjolser...."lød det koldt og lavt fra ham, hvorefter han vendte blikket væk og hen mod kvinden han hørte snakkede til ham.
"Intet er for sent"svarede han blot og holdte blikket på hende lidt mere, før han kiggede ned på manden med det næsten fjernet ben der stadigvæk hang i tråde.

Det var mere smertefuld at lade det være sådan, og han vidst godt at han bare kunne flå armen af uden at tænke på den hang i tråde, men for ham var smerte smuk musik i hans øre, han elskede det. At denne kvinde havde lyst til at røre ved manden der lå og vred sig lidt i smerte, måtte hun om. Synet af manden gjorde Azaic glad, et lille bredt smil bredte sig over hans læber, og han kunne mærke hvordan hans slanger slyngede sig lidt ned ad armene, men stoppede som de næsten var på vej ned mod jorden"Godt du spørger...Det er intet problem når man har trofaste slanger der kan bide et ben over som var det et kødben, eller et stykke kød"svarede han ærligt, og kiggede så på kvinden.
Slither, slither, slither

Put your fangs into my back.

Slither, slither, slither

Think I don't know where you're at.

Jolantha Larethian
Mørkets Ridder

Retmæssig Ond
Race: Skovelver
Alder: 753 år

Skaber: Black Phoenix

Yotul havde ikke det store behov for at blive i fangekælderen. Hun var blot kommet for at lære lidt, når først hun skulle ud på mission igen. Det sjoveste missioner måtte være dem, hvor de skulle tvinge oplysninger ud af stædige borgere. Hun havde ikke meget tilovers for dem, som valgte at holde på informationer som mørkets lord ville have, så hun havde ikke problemer med at torturere dem for at få oplysningerne. Men ofte var hun mere afhængig af sin evne end direkte tortur, så Yotul havde ikke mange tricks oppe i ærmerne, når hun bare kunne frembringe smerte ved at trænge ind i deres kredsløb, men den form for tortur, som manden var blevet udsat for, var noget helt andet end hvad hun var van til. Det var ganske fascinerende, som hun langsomt førte fingrene over trådene, som holdt sammen på armen og skulderen. Hun kunne godt mindes en lignende situation, men der var det hendes egen arm, som var tæt på at blive revet af, af et bæst. Men heldigvis havde hun evnerne til at lappe sig selv sammen, så hun havde aldrig rigtig været i fare for at dø. Selvfølgelig hvis bæstet ikke havde sluppet hende, men hun havde jo planlagt det fra starten af..

Yotul greb fat i trådene, som hun hev let i dem, blot for at høre om der endnu var liv i manden eller om han var ved at miste bevidstheden. Hun rettede dog blikket mod slangerne, som snoede sig over gulvet mod tremmerne. De grønne øjne fulgte deres bevægelser, som de nærmede sig tremmerne og hurtigt udså sig nogle ofre. Hun kunne ikke lade vær med at grine, da den første fange mistede et øje og straks trak sig tilbage. Der var tydeligvis ikke meget vilje tilbage i dem, de trak sig hurtigt fra tremmerne for ikke at komme i flere problemer, men den anden slange var travlt optaget af den anden fanges arm. Hun kunne høre hvordan huden blev revet over og hvordan fangen skreg af smerte. Hun vred hovedet let til siden, som hun sukkede nydende og bed sig i læben. Slangernes opvisningen havde fået hende til at slippe mandens arm, som hun var distraheret længe nok til at han greb fat i hendes ben og hev til med den modsatte arm. Et gisp undslap hendes læber, som hun dog hurtigt hamrede albuen mod hans strube, så han begyndte at hoste. Men han fik da sluppet hendes ben, så hun kunne rejse sig op igen. Yotul børstede blusen af, som hun vendte blikket mod ham og gik lidt på afstand af fangen. Hun smilte let af hans ord, han kunne sagtens have ret, for noget kunne tyde på at slangerne ikke var færdig med at lege.

”Så det er slangerne, jeg burde få nogen tricks af?” spurgte hun med et udfordrende smil på læben, som hun rettede blikket mod slangerne. Måske det i virkeligheden ikke var hans fortjeneste, at fangerne frygtede ham, måske det hele skyldtes de grådige slanger? Det var måske en smule ondt at drage til den konklusion, men hun tog tingene meget let og til tider fik det hende i problemer andre gange var hun bare heldig at slippe med en advarsel. Men hvad tænkte torturmesteren om hendes udtalelse?
Pain, without love
Pain, I can't get enough
Pain, I like it rough
'Cause I'd rather feel pain than nothing at all


Civil påklædning - Rustning

Azaic Cortez
Torturmester

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 40 år

Karakteren er efterlystSkaber: Jinx

Den søde musik i hans ører af fanger der skreg, råbte efter hjælp så højt de nu kunne, ja næsten af deres lungers kræft, ja det var næsten ligefør at alle fangernes skrig, og deres råb efter hjælp gav ekko i hele fangekælderen, der var sikkert nogle der ville høre det på lang afstand, og undre sig hvad der dog skete, dog vidste de fleste også godt hvad der mon skete, hørte man først skrig, og en masse råb efter hjælp, så vidste man at Azaic var godt igang med at torturer og lege løs, og var det ikke ham så var det hans slanger. De havde allerede hygget sig en hel del med knogler, kød, ja hvad der ellers måtte være, godt nok kunne han godt se nogle af fangerne begyndte at give op med at slippe fri, ja de gad slet ikke prøve på det, de vidste godt de aldrig ville komme ud alligevel, de fleste var vel selv ude om at de var landet bag tremmer, det var deres egen skyld, og nu var de blot med til at se en helt masse shows af mennesker der mistede livet, på grusomme måder, og metoder. Ja der var ikke det fangerne havde set, og dog så var der stadigvæk en helt masse fangerne ikke havde set endnu, der var en helt masse ting som Azaic gemte på, som han slet ikke havde vist endnu, men det havde heller ikke været nødvendigt endnu.

At hun så nævnte om det var slangerne hun skulle få tricks af, gjorde blot at han smillede bredt, og lænede sig en smule tilbage i stolen, og lod øjnene falde ned mod manden der lå på gulvet, så rejste han sig op, og lod slangerne slynge rundt ved stolen han havde siddet. Han vandrede så hen mod manden, og kiggede ned på kvinden der var ved ham, i følge Azaic gik han ud fra at de to ikke kendte hinanden, men han var også ligeglad med om de gjorde det, der var ikke andet tilbage ved manden udover hans liv, som meget snart ville blive taget væk fra ham. Manden kiggede med triste øjne på kvinden, som i håb om at hun kunne redde ham, men det var ikke fordi Azaic havde ondt af ham, slet ikke, derimod stod han så med en fod ved mandens hals, og kiggede tomt ud i loften"Så mange tåbelige individer tror at deres liv er noget værd"sagde han så, og valgte fortsat at kigge tomt ud i loften, inden han trådte hårdt ned på mandens hals, så hovedet blev skilt fra kroppen. Se det var ikke kun slangeren der dræbte, nej det gjorde Azaic også, og han elskede det, og nød hvert sekund af det"Mine slanger har ligså mange tricks som jeg selv har, det kommer blot an på hvad man ønsker"sagde han som svar til hende, hvorefter han fjernede foden fra mandens hals, og fik et bredt smil på læben, og kiggede i retningen af hans slanger der hvæsede og slyngede sig rundt om stolen,
Slither, slither, slither

Put your fangs into my back.

Slither, slither, slither

Think I don't know where you're at.

Jolantha Larethian
Mørkets Ridder

Retmæssig Ond
Race: Skovelver
Alder: 753 år

Skaber: Black Phoenix

Torturmesteren lod sig ikke rigtig provokere af hendes ord, om end hun spændte svagt i kroppen, da han valgte at rejse fra stolen. Hun havde måske forventet en eller anden form for reaktion, men i stedet blev hans fokus vendt imod manden. Arme mand. Yotul havde ikke ondt af ham, men hun havde måske håbet på lidt modspil eller i hvert fald noget hun kunne bruge. Slangerne kunne ikke ligefrem give hende det hun søgte, eller hun havde ingen planer om at provokere slangerne nok til at de gik til angreb på hende. Det var ikke altid nemt at få hvad man ønskede sig og torturmesteren var tydeligvis mere interesseret i sin fange end hende. Det fik hende kort til at bide sig let i læben. Hun havde intet tilfælles med fangen, han skreg af smerte, hvorimod hun ville stønne, hvis det kom så langt til at hun faktisk ville få noget smerte ud af det. Ikke at hun ville ligge sig for døden bare for at være i stand til at nyde det. Der var også grænser for hende, men ingen havde fundet den endnu om end nogle få havde givet det et forsøg, så var hendes syge lyster stadig uden grænser. Det eneste som kunne være en begrænsning var hvad hendes krop kunne holde til og hvad hendes evne var i stand til at håndtere før at hun ville kollapse af udmattelse.

Yotul flyttede sig let fra fangen, så han ikke lige pludselig fandt på at gribe fat i hende igen. Der var ingen hjælp at hente ved hende og hvorfor han nogensinde havde fået den ide, når hun havde revet i hans tråde og forvoldt ham mere smerte, var hende et mysterium. Måske manden var så forvirret af smerten, at han ikke kunne finde hoved og hale i den situation, han var havnet i? Tanken fik hende til at bide sig lystigt i underlæben, som hun overvejede hvordan det ville føles, hvis man blev presset så langt ud at man ikke kunne tænke klart. Manden kunne kigge længe på hende, for hun havde ikke planer om at hjælpe ham, i stedet gav hun Azaic plads til at gøre sit. Hun rynkede let på næsen af hans ord og lagde armene over kors, forhåbentlig talte han ikke om hende. Et skrig af smerte.. der hurtigt døde ud og så var manden ikke længere i blandt de levende. Hun lo af hvad der var sket, som hun betragtede det blodige område på jorden. Hun flyttede let på sine fødder for at løfte dem over i blodet og skubbe det rundt på gulvet. ”Smerte” svarede hun med et smil på læben. Yotul var dog travlt optaget af at smøre blodet ud på jorden til at have tid til at kigge på ham.
Pain, without love
Pain, I can't get enough
Pain, I like it rough
'Cause I'd rather feel pain than nothing at all


Civil påklædning - Rustning

Azaic Cortez
Torturmester

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 40 år

Karakteren er efterlystSkaber: Jinx

Så denne kvinde kunne godt lide smerter, og hvist også blod af hvad det så ud til, jamen det var ganske interessant, og det var næsten sjældent at Azaic havde set sådan noget, men så var hun vel ligesom ha selv, på nogle områder da. Han kunne høre slangerne hvæsede og han kunne godt høre, at der var nogle fangere der var tæt på at komme fri, men det var kun fordi de var dumme nok til at prøve at masse sig imellem tremmerne. Det så ganske dumt ud, men det måtte de selv om, det ville blot ende galt for dem, og der var masser af ideer og planer endnu, så det skulle slet ikke komme an på det. En af fangene en kvinde der var ganske tynd, kunne lige netop masse sig ind imellem tremmerne, og det gjorde hun også og da hun så stod i midten af fangekælderen og kiggede på Azaic tog hun en sten op fra jorden, og skulle lige til at slå ham med den, men det nåede hun ikke, for Azaic havde grebet fat rundt om kvindens hals, og hurtigt pressede hende ned mod jorden, han kiggede på hende, og lod slangerne holde sig lidt væk indtil videre, hvertifald indtil at han var færdig med det han skulle gøre. Han kunne se at kvinden prøvede at bide ham i hånden, men hun kunne ikke, og det morede faktisk Azaic at hun prøvee, selvom han var langt stærkere end hende, han lænede sig lidt ind mod hende, lod hans øjne nærmest bore sig ind i hende, hvorefter han uden at sige noget strammede grebet om hendes hals, han strammede hårdere og hårdere, så kvinden langsomt ikke kunne trække vejret mere"Du burde være klog nok til at vide at en fange aldrig slipper fri"lød det fra ham kynisk og koldt.

Kvinden begyndte at græde og kunne intet sige, og han havde stadigvæk ikke ordret slangerne til noget, han gad ikke gøre noget ligenu, og strammede grebet og fniste koldt hvorefter kvindens hoved med et pop blev skilt fra hendes krop, og han stod med blod på hele hånden, men det var ikke noget der gjorde ham noget. Han kiggede sig hen mod kvinden, og sendte hende et enkelt ligeglad blik, og kiggede så hen mod hans slanger igen, den ene slyngede sig hen over jorden, op ad hans ben og videre op til hans arm, og langsomt til hans hånd, den begyndte at slikke blodet væk, men ikke det hele, fordi resten slikkede han selv væk"Så hvis du elsker smerte så meget, så må du elske at være her i fangekælderen"lød det fra ham, og han lagde hovedet på skrå. Nu havde han jo en fri plads fordi kvinden er havde været fanget var død, hendes hoved lå adskilt fra kroppen, og det så nu ganske fint ud i følge Azaic, han fandt nærmest som et mestervæk, et smukt kunsterværk. Han holdte så blikket hen på kvinden igen"Den frie plads kan også blive din hvis du ønsker det"sagde han og gik hen mod tremmerne der hørte til cellen der var tom. Den plads skulle næsten fyldes, det var altid hyggeligst hvis der var fyldt med fanger, den skønne lyd af skrig, og smerte, og folk der græd, alt var sød musik i hans ører.
Slither, slither, slither

Put your fangs into my back.

Slither, slither, slither

Think I don't know where you're at.

Jolantha Larethian
Mørkets Ridder

Retmæssig Ond
Race: Skovelver
Alder: 753 år

Skaber: Black Phoenix

Det var en smule forunderligt at fangerne faktisk forsøgte at flygte, for hvor ville de løbe hen? Fangekælderen var et stort sted og hvis de først kom ud derfra, så var der langt til den nærmeste udgang, og de ville næppe kunne overleve hele vejen. Yotul tvivlede i hvert fald på, at det endnu var lykkes en fange at slippe ud af fæstningen. Alligevel var der en kvinde, som forsøgte at undslippe sin skæbne. Hun var dum nok til at opsøge mesteren, som Yotul blev lidt på afstand og lagde armene over kors med et stille smil på læben. Forsøget var ynkeligt og det skulle selvfølgelig ende galt. Kvinden endte på ryggen med ham over sig. Hun fnøs let, som hun viftede let med hånden og bevægede sig let rundt i lokalet. Hun havde intet imod skrigene og smerten i rummet, men hun var ikke mere interesset i at mærke det på egen krop, derfor havde kvindens smerte ikke den store betydning for hende. I stedet vendte hun fokus mod tremmerne, som hun strøg fingrene over de kolde tremmer og forsøgte at se om hun kunne se nogen i cellen. De var godt gemt i mørket og var tydeligvis ikke interesseret i at komme frem fra mørket. Selv ikke da hun valgte at række en hånd ind for at kunne nå dem. ”Så sølle..” lød hendes ord, hun lød trist og skuffet over at være havnet i denne situationen.

En underlig lyd fik Yotul til at vende ryggen til tremmerne, som hun rettede blikket imod mesteren og kvinden. Hovedet var blevet adskilt fra kroppen og lå et stykke fra den. Hun smilte let, som hun langsomt trådte nærmere. Det var ganske fascinerende, at han havde formået at adskille hovedet på den måde. Hun havde aldrig set det gjort før, som hun ubevist strøg fingrene over hendes egen hals. Yotul sank en klump, som hun ikke ønskede at mærke den form for smerte i halsen. Det var jo ikke fordi hun havde et brændende ønske om at dø.. De grønne øjne blev rettet imod ham, som hun bed sig i læben. ”Tak for tilbuddet, men jeg har en rolle at udfylde i hæren” der var bestemt ingen grund til at hun skulle tage en fanges plads. Hun var ikke en fange, egentlig blev hun en smule fornærmet over hans sammenligning, som hun lagde armene over kors og fnøs af hans ord. ”I stedet skal jeg nok bringe en ny fange til den tomme celle” lovede hun med et køligt smil på læben. Fokus var blevet fjernet fra lysten til smerte, som hun bestemt ikke brød sig om at skulle sættes ind i en celle. Der hørte hun i hvert fald ikke hjemme og at han overhovedet tænkte sådan var da frustrerende. Hun var en kriger af hæren, så hvorfor spilde sin tid i en celle i fangekælderen?
Pain, without love
Pain, I can't get enough
Pain, I like it rough
'Cause I'd rather feel pain than nothing at all


Civil påklædning - Rustning

Azaic Cortez
Torturmester

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 40 år

Karakteren er efterlystSkaber: Jinx

Så denne kvinde havde en rolle at udføre i hæren, gad vide hvad det kunne være, det var ikke noget han hørte tit, faktisk aldrig, men det undrede ham ikke hvis nogle af fangerne havde været indenfor samme område, eller andet erhverv, eller job, og arbejde. Han havde ikke snakket så meget med fangerne, fordi han ærligtalt ikke så nogle grund til det, de skulle vel allesammen dø på et eller andet tidspunkt, der var vel en grund til de var bag tremmerne, det vidste han godt. At hun takkede nej til tilbudet betød ikke noget for ham, dog havde han været nød til at komme med tilbudet til hende, fordi man kunne aldrig vide jo, nogle kvinder var sikkert alt for dumme til at takke ja, og springe ud i det, fordi enten tændte de på tortur, eller generelt smerte, eller også havde de bare et ønske om at dø. Cellen der var tom, og enlig bare manglede en slave, fange, endnu et ynkeligt individ, gjorde at han ikke behøvede tænke over at finde en, fordi kvinden havde netop lige sagt til ham, at hun nok skulle finde en ny fange til ham, se det var interessant, og den tanke kunne han godt lide, men igen der var vel ikke noget han ikke kunne klare, dog så han hende pt som noget han kunne bruge til noget nyttigt, noget der ville blive sjovt"En ny fange lyder bestemt fristende"svarede han og gav et nik fra sig, hvorefter han stod henne ved en celle, hvor der sad en mand med armene over kors, og nærmest mumlede noget for sig selv, Azaic fik et lille bredt smil frem på læben.

Med næsten hurtig hastighed havde slangerne slynget sig hen mod tremmerne , og ind i cellen, de nærmede sig manden der bare sad og mumlede alt muligt for ham selv. De andre fangere, mest dem der havde celler ved siden af manden kunne godt høre hvad manden mumlede om, og det fik dem selv til at gøre det samme, og ønske at de kunne komme fri, nogle var efterhånden desperate at de nærmest råbte og skreg at Azaic skulle dræbe dem, de havde ikke fået noget at spise, eller drikke, de var næsten tæt på at dø af sult, dog var der nogle fangere der havde fået en af slangerne ned i kroppen hvor slangen havde spist fangen indefra, så på en måde havde nogle da fået noget at spise, og så alligevel ikke. Slangerne gjorde ikke noget ved manden, men slyngede sig rundt om manden, og lidt op omkring hans ben, manden sad og stirrede på slangerne, og derefter op på Azaic, som i øjeblikket stod og kiggede på manden med armene hvilende over kors"Hvis du ønsker at slippe fri så lad mig hjælpe dig"sagde han koldt og kynisk, og greb fat i gammel sav der hang på væggen, han kastede den til manden, og smillede bredt, han kunne se manden stirrede endnu mere, og nu havde set saven, men ikke vidste hvad Azaic ønskede"Du kan bare skære dig fri, hvis du kan, og gerne vil fri, saven er der, gør hvad du vil med den"sagde han og vendte ryggen til ham, han gik nogle skridt hen mod kvinden, stoppede lidt væk fra hende"Du virker modig af dig, og som en der finder tortur og smerte ligeså spændende og hyggeligt som jeg selv gør"lød det fra ham med et neutralt udtryk på ansigtet, og tomt udtryk i øjnene.
Slither, slither, slither

Put your fangs into my back.

Slither, slither, slither

Think I don't know where you're at.

Jolantha Larethian
Mørkets Ridder

Retmæssig Ond
Race: Skovelver
Alder: 753 år

Skaber: Black Phoenix

Yotul var overbevist om at hun kunne gøre mere nytte udenfor cellen, end hvad hun ville kunne gøre fanget i en celle som disse. Hun havde allerede fået en forsmag på, hvad han gjorde ved fangerne og hun ville gerne beholde sit liv. Og sine lemmer.. Ellers ville hun jo ikke være i stand til at more sig på andres bekostninger? Selvfølgelig ville hun altid kunne kontrollere sit eget blod og angribe andre med det, men der var nu også noget ganske tilfredsstillende ved at bruge sværdet og skære dem i små bidder. Bare tanken bragte et lystigt smil frem på hendes læber, som hun vred sig let og bed sig i underlæben. Skrigene var noget af det bedste hun vidste. At lokke mænd i fordærv var virkelig nemt, alt hun skulle bruge var hendes krop og så kunne de faktisk ikke sige nej. Ikke at der var mange som fik chancen for at mærke hendes krop for alvor. De blev altid slemt overrasket, når hun skiftede taktik. Derfor mente hun også at hun nemt ville kunne overtale et hankøns individ til at følge med hende, blot for at overlade hans skæbne til torturmesteren. Yotul blinkede kort, hvorefter han havde flyttet sig. Hun rynkede på næsen og fulgte hans blik imod manden i cellen. Hvad skulle der nu ske? ”Så De er interesseret?” spurgte hun køligt, som hun endnu legede med sin underlæbe. De spidse tænder rev let i læben, som hun endte med at bløde. For en stund virkede hun overrasket, som hun løftede en finger op til læben og strøg fingeren over blodet. Hun smurte blodet ud over de øvrige fingre, imens at hun gik hen til ham.

Hænderne blev placeret omkring tremmerne, som Yotul var ivrig efter at se, hvad der foregik inde i mørket. Hun kunne se hvordan slangerne snoede sig omkring mandens krop. Hun rettede blikket imod Azaiz, som hun smilte til ham. Hun nikkede ivrigt, opmuntrende faktisk, for at få ham til at fortsætte. Saven blev hevet ned fra væggen og smidt ind til manden. Det gav hende kuldegysninger, som hun rettede blikket imod fangen og lo let. ”Ta’ den..” hviskede hun lokkende, som hun nikkede imod saven. Knoerne på hendes hænder var begyndt at blive hvide, som hun var ivrig efter at se, hvad manden kunne finde på at gøre. Mon han ville gøre et forsøg på at stikke af? Skære sig fri? Eller ville slangerne komme først? Det morede hende gevaldigt, som hun vendte det legende blik imod torturmesteren, som han henvendte sig til hende. Hun slap tremmerne og vendte kroppen imod ham. Der var stadig blod på hendes læber, men det lod ikke til at genere hende. Langt fra faktisk. ”Hvad afslørede mig?” spurgte hun med et grin, som hun placerede den ene hånd mod hoften og slog let ud med den, som hun dog skævede ind til manden i cellen. Han virkede bekymret, nervøs og langt fra klar til at gribe saven. Mon han var bange for hvad slangerne ville gøre ved ham? Blikket vendte retur til torturmesteren, som hun trådte nogle skridt frem mod ham og uden advarsel lagde armene omkring hans nakke. ”Jeg tror desværre ikke, vi vil det samme” lo hun, som de grønne øjne gled ind i hans. Var hun mon for tæt på?
Pain, without love
Pain, I can't get enough
Pain, I like it rough
'Cause I'd rather feel pain than nothing at all


Civil påklædning - Rustning

Azaic Cortez
Torturmester

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 40 år

Karakteren er efterlystSkaber: Jinx

At denne kvinde også havde lokket manden til at tage saven, der var vel ikke rigtig noget manden ville kunne gøre, så han kunne ligeså godt tage imod saven. Han kunne høre hvordan de fleste fanger gøs bare ved synet af saven, og flere og flere var allerede igang med at slippe fri fra deres celler, så de ikke skulle opleve de ting som manden. Ja der var mange fangere der generelt ikke ville opleve alle de ting Azaic kunne finde på, de var allesammen bange, hvilket var forstående, og de havde også en god grund til at være bange, var man ikke bange så skulle man nok blive det. Synet af saven der var blevet smidt ind til manden, var fantastisk, og Azaic ventede enlig spændt på at manden ville skære hans ben af, eller måske fødder, ja han ville vel gøre alt for at komme fri, så han var næsten nød til at gøre det. Dog ville det sikkert ikke blive så godt for manden, han ville uden tvivl miste meget blod, hvilket var meningen, det var kynisk, koldt, men sådan var det jo, og så var det også bedst når det var sådan. Det var jo fangekælderen, alle der var fanget her, burde vide at man aldrig kom ud, og man blev udsat for grusom tortur, og alle mulige forfærdelige ting, samt blive udsat for de frygtelige redskaber der var.

Kvinden havde så pludselig lagt hendes arme rundt om hans nakke, og han stod blot foran hende med hans arme liggende over kors. Hun var modig af sig, det kunne man ikke tage fra hende, der var ingen der turde nærme sig ham, de fleste var alt for bange, med god grund, og det skulle de også være, men at denne kvinde var så tæt på ham, havde han ikke oplevet før, og han var ligeglad. Ville hun være tæt på ham skulle hun da have lov til det, det var ikke fordi han ville skubbe hende væk, tværtimod, hun var da ligeså interesseret i de ting han selv var, så hun var ganske spændende i hans øjne, dog var der også en snert at mistænksomhed hos ham, der var jo flere og flere kvinder der var interesseret i de samme ting som ham, så hvorfor skulle den kvinde her være mere speciel end andre. Han kiggede kort på hende, lagde mærke til de grønne øjne, og kiggede væk fra hende, han kunne se slangerne hvæsede af manden, som havde taget saven med rystende hænder. Det skulle nok blive interessant hvad der ville ske, om manden ville skære sig fri, eller om manden ville dræbe sig selv, men uanset hvad ville manden miste meget blod, og det havde Azaic intet imod.

Han vendte blikket hen mod kvinden igen, og han lod armene fortsat hvile sig over hans brystkasse, og han havde nu et ret neutralt ansigtsudtryk, og han tænkte ikke rigtigt over at hun havde armene lagt omkring hans nakke. Flere og flere kvinder ville ønske de turde kaste sig i armene på ham, eller nære sig ham, men i hans øjne fortjente de ikke et blik, eller ord når de ikke engang turde det. Når man ikke turde være så tæt på som denne kvinde var, så var der intet at sige, eller bruge tid på, han fik et lille skævt smil på læben, og lagde så hans hænder rundt om hans nakke, så de lå ovenpå hendes, og han rykkede sit ansigt tættere på hendes"Du er modig af dig"lød det kort fra ham, hvorefter han holdte blikket lidt mere på hende, før han fjernede hendes hænder fra hans nakke, og han trådte rundt, så han stod med ryggen til hende. Han kunne høre manden mumlede noget, men han hørte ikke helt hvad det var, så han gik tættere på tremmerne for at høre hvad det var manden sagde, og han kunne så se at manden var begyndt at skære i hans ben for at komme fri, det var et smukt syn. Azaic lagde armene over kors igen, og kunne se hvordan slangerne slyngede sig op ad tremmerne"Hvordan ved du om vi vil det samme"lød det fra ham, og han vendte blikket hen mod hende kort"Hvad afslører dig ikke"lød det så koldt fra ham, og han vendte blikket tilbage mod manden der var fuld igang med at skære hans ene ben af.
Slither, slither, slither

Put your fangs into my back.

Slither, slither, slither

Think I don't know where you're at.

Jolantha Larethian
Mørkets Ridder

Retmæssig Ond
Race: Skovelver
Alder: 753 år

Skaber: Black Phoenix

//Jeg kan simpelthen ikke få gang i de gamle tråde igen, derfor afslutter jeg den - men jeg tænker måske også at Azaic er kommet videre i hans liv siden da? x3
Hvis vi skal lave noget mere nutidigt, så siger du bare til! Jeg er frisk.
Pain, without love
Pain, I can't get enough
Pain, I like it rough
'Cause I'd rather feel pain than nothing at all


Civil påklædning - Rustning

Tråden er afsluttet