Tid: 20:41
Sted: En lille åbning i skoven
Vejr: Lidt skyer på den sene aften himmel.
Stemning: Rolig.

Røgen fra et bål søgte op imod den sene aften himmel, bålet lavede små lyde som det varmede en gryde der stod over det. En kande var på ildstedet hvor i vand nærmede sig  kogepunktet. Den dybe aroma af tilberedt kød og urter der havde simret et stykke tid nu havde spredt sig over det næremeste skov område, og der var ingen skjul på der var en herre der havde slået lejer her for natten der skulle komme.
Aaran sad på en træstup og roede lidt i ilden der nænsom bevægede sig i takt til vinden der kom blidt mellem træerne. Han var langt med maden, men der manglede stadig friske urter, og lidt kryderier retten skulle smages til med, men han havde tid at løbe nok på. Aaran ventede på en bestemt person. En gæst kunne man sige. Dog vidste Aarans gæst ikke at han var Aarans gæst. Det var kombliceret. Men Aaran vidste snart ville en herre bevæge sig gennem det område, og hvem ville ikke efter en dag i skoven blive lokket til af den herlige duft.
Aaran sad i sine bukser lavet af lædderet fra en hest, og en hvid slidt trøje med korte ærmer. Hans arme var dækket af favrige tatoveringer men der var igen på hænderne eller fra halsen og op, dog var resten af kroppen dækket.

Roligt kiggede Aaran hen imod et par træer og regnede snart med hans gæst ville komme. En tabt sjæl der havde brug for et godt måltid mad. Desvære besøgte Aaran så mange at han ikke kunne huske alle sjæle han havde lånt minder af, så han måtte være navn skyldig på herren han skulle møde.. Men man sagde jo en god samtale kom over et bål, så mon ikke han skulle lære mandens navn at kende inden måltidet var ovre her til aften.

James bevægede sig gennem landevejen Han var syunderknust, og han var ked af alt det han havde gjort. Det var ikke fordi han ikke havde lidt nok., Hans søster arbejde for en dæmon og havde ikke ville sige noget. Corrine var blevet til en fugl og han havde skylden for det hele. Det var sådan han følte det. Hvis han aldrig havde fået slået hul i hovedet som barn og lignede et død menneske, så havde hans søster nok aldrig ændret sig til at skulle arbejde med en dæmon. Hvis han aldrig havde givet Corrine den eliksir var hun aldrig blevet en halv fugl. Han kunne mærke tårene trænge sig på igen. Det var det eneste han kunne nu om dage. En mand på 35 år viste så mange følesler på det sidste at han ikke engang anede hvad han skulle gøre af sig selv. Han bed sig i læben og kunne dufte mad. Hans mave knurrede og han var tydeligvis sulten. Han gik efter duften og han så en ensom mand sidde og vente på nogen, eller ventede han på nogen? Det var svært at bedømme. Et snøft kom fra James da han kunne dufte maden, hvor var han egentlig sulten. ”Godaften gode ære, noget imod jeg sætter mig ved ilden og får lidt varme?” kom det grådhabilt fra ham og gik tættere på bålet.

Aaran sad blot i sin egen perfekte verden og lod blikket være på maden som den roligt nærmede sig perfektion. Smagene var ham allerede klar i munden, han vidste præcis hvad der skulle til for at gøre dette til det perfekte måltid, som kun var de fines værdig. Dog havde aaran aldrig set forskel på folk når det galt hvem der skulle spise. Det var fjollet at selv ikke den fattigeste mand måtte nyde et godt måltid mad.

Som Aaran blev hevet ud af sine egne tanker, rettede han blikket op på herren der var ankommet. Perfekt, der var han jo, og så endda lidt før tid. Så havde det været det rigtige sted at sætte sig denne aften. Trods Aaran ikke lod det vise kunne han godt se den unge herre var dybt væk i sit sind, og havde brug for netop det Aaran sad og arbejde på.
"Hver endelig min gæst min ven" lød det venligt og varmt fra Aaran som lavede en gestuts til en plads ved siden af sig. Det var den eneste anden plads om bålet der var gjort plads til. Aaran regnede ikke med det ville komme andre her denne aften, en ham og hans gæst.
 Et roligt blik hvilede på herren og med et sagde Aaran blot "De ser ud som en der har brug for et måltid mad min gode herre... lad mig dele et måltid med dem... navnet er Aaran forresten"
Om herren ville reagere på Aarans navn eller ej var altid et sats, men det gjorde ikke Aaran meget om hans rygte gik ham forud, eller om han blot var en mand der sad foran et bål. Det var ikke ham dette måltid skulle handle om.

James kiggede lidt på Aaran og bed sig i læben. Ven? Hvordan kunne han kalde nogen for en ven når man var vildt fremmede for hinanden? Egentlig gjorde det ikke James det store, men det lød bare mærkeligt i hans øre. Han bed sig lidt i læben igen og kiggede på stedet som Aaran havde vist han kunne sidde. I stedet for at sætte sig der satte han sig på græsset over for Aaran med benene i skrædderstilling. Han kiggede lidt ind i bålet og varmede sig ved det. Det var nu meget rart at sidde og varme sig ved bålet men et måltid mad var nu mere at sætte pris på! Inden James overhovedet havde spurgt om lidt mad havde Aaran selv tilbudt det. Han kiggede forvirret på manden og nikkede så. "Et måltid mad vil jeg sætte pris på min gode mand." kom det venligt fra ham og kiggede lidt ind i bålet. Et suk kom over hans læber. "James" kom det roligt fra ham som tiltale på Aarans navn. Man kunne vel lige så godt være venlig lige som Aaran havde været over for ham. James havde aldrig hørt om Aaran før eller hvad han kunne. Men han havde også været alt for optaget af alt muligt andet. Corrine, Jocelyn, det at være varulv. Ja der var bare så meget der var sket på så kort tid at han ikke anede hvad han overhovedet skulle stille op med noget som helst.

Roligt fulgte Aaran blot James med sine øjne, og trods Aarans øjne var varme og rolige, var der lidt tristhed at se. Detvar mest fordi Aaran vidste udemærket godt hvorfor de sad her nu, eller ikke grundene, men blot at Aaran var hidkaldt af håbløsheden i James sjæl der manglede en gnjst. Men dog var det også Aaran en ære at skulle give denne mand et måltid der ville sætte puf i lysten til livet igen, at give et kort øjeblik af håb.
Da James havde sat sig og introduceret sig selv rørte Aaran lidt undt i gryden, hmm lige lidt endnu, det skulle være helt perfekt. Men Aaran tilsatte urterne til retten og straks kom der en ny aromatisk duft over bålpladsen.
"Mig en ære James" sagde Aaran blot venligt og tog en flaske frem der indeholdte øl og hældte 2 krus op og rakte det ene til James så han havde lidt at sunde sig på til maden var serveret.

"Det er forunderligt entelig.. ser du James.. alt vi smager har en begrænsning.. Men når vi får to ting der komplimentere hinanden sker der det smagende forstærker hinanden og vi rykker grænsen for vores smag så vi kan få mere smag ud af det" sagde Aaran roligt, trods James måske ikke var ligeglad med snak om mad. Men Aaran havde i mange år skulle starte samtaler med mange mennesker og væsner, og sjovt nok var det alle kunne tale om, var mad. Da hvert et væsen skulle indtage en form for føde. Så det varen god måde at få folk i tale og lidt væk fra deres tanker.

Aaran løftede sit krus og gjorde en kort gestus med det og tog så selv en tår og mærkede den søde øl med den komplekse bitterhed fra himlen ramme sin tunge. Fantastisk smag hvis han selv skulle sige det.

James kiggede på Aaran og sendte ham et kort smil. Det var meget  hurtigt og slet ikke til at tage fejl af at han ikke mente det. Det var bare ikke ham at sende et oprigtigt smil sådan lige her og nu. Da der blev skænket nogle krus op med øl og rakt ud til ham tog han imod det ene. Han tog en tår af det og nød det. Det var længe sidne han havde fået et krus øl. Sådan var det jo når man ikke havde så mange penge. Han bed sig i læben og kiggede ind i bålets lys. Det var en verden der var fyldt med liv. Mere liv end James kunne tillade sig at have for sig selv.
Han kunne mærke tårene presse på. Hvorfor skulle en voksen mand være sådan her? Han var 35 år og alligevel følte det som om han blot var en teenager der ikke kunne få sin vilje. Men det var sådan han havde det. Det var ikke det værd mere. Han vidste ikke engang hvad han lavede her. Hvorfor skulle han sidde her og være ked af det. Han kunne da lige så godt gå sin vej og lade vejen viise ham hvor han skulle gå.
Han bed sig i læben og lyttede til Aaran's ord. Han snakkede om mad, hvorfor snakkede han om mad? Det var der da ikke nogen grund til. Han rystede lidt på hovedet og kiggede lidt ned i sit krus og så tilbage imod Aaran. "Mmh." kom det blot fra ham da han ikke anede hvad han ellers skulle sige. Det var ikke det samme mere. Det var bare mad, og han havde smagt mad der var værre helt sikkert. Maden i Tusmørkedalen var forfærdelig så hvad skulle denne mad gøre det mere specielt?

//Inaktivt//