Vargas

Vargas

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Rubinien

Alder / 1539 år

Højde / 191 cm

Zofrost 24.06.2018 15:44
Sted: Vargas' slavehandel i Balzera
Tid: Meget sen aften
Vejr: Nattekøligheden har lagt sig og stjernerne glimter

"Vi fik besked på, at vi under ingen omstændigheder måtte åbne kassen og al transport udenfor skygge skulle foregå om natten." Kaptajnen fra et af Vargas' skibe stod ret ved siden af en stor, aflang kasse, der var blevet slæbt ind i slavehandlen og placeret midt i den store stue, Vargas brugte, når han havde gæster. Ikke ligefrem det mest normale sted, at få en fragtkasse placeret, men kaptajnen, et ældre stykke havfolk, havde holdt fast i, at han havde fået at vide, at den skulle direkte til Vargas som gave.
Så nu stod han der, sammen med en anden sømand, og så på Vargas, der havde en rynke i panden, men samtidigt et nysgerrigt glimt i øjnene.
"Om natten siger du? Hm." Han bukkede sig ind over kassen, men kunne ikke mærke andet, end at der var noget levende i kassen. En ung sjæl så. Gad vide hvilken slags slave, der skulle sendes i en kasse?

Han gik rundt om kassen som katten om den varme grød, mens han overvejede, om han skulle gribe det an på nogen bestemt måde eller bare åbne kassen og se, hvad der væltede ud af den. 
"Du er sikker på, at den er fra Lord Herwin?" Den gamle traver havde en underlig form for humor, så det var ikke så sært, at han havde sendt en mystisk kasse.
"Ja, Herre Aziz, han kom selv ned for at give instrukserne. Han-eh, han så ud til at more sig lidt."
Vargas rynkede på næsen og trak vejret højlydt ind. Hm. Morede sig, ligefrem?

"Jamen, der er vel ikke andet for, end at se, hvad der er i kassen." Han nikkede til sømanden, der kom over med et koben for at brække låget af kassen. Kaptajnen lagde hånden på sit sværd, men Vargas blev stående. Han havde ikke våben på sig indenfor og siden Lord Herwin var en gammel bekendt, tvivlede han på, at han var i fare. Selvom man aldrig kunne vide.
Endeligt kunne låget skubbes af og de tre mænd stirrede ned i kassen. En kvinde, kneblet og bundet, så hun knap kunne røre sig. 
"Jamen dog. En vampyr i gave. I Rubinien. Så har man set det med."
- No wealth, no ruin, no silver, no gold, nothing satisfies me but your soul -
Koda

Koda

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 28 år

Højde / 173 cm

Koda 24.06.2018 16:49
Sult, blod, kvalme, afkræft, mange ting lå tungt som et tæppe af ubehag hen over Koda. Hvordan hun fra det ene øjeblik var gået fra frihed til at være endt i en kasse lå nærmest i en fjern tåge. Alt hvad lige hang fast var blot hun havde famlet omkring sulten efter at være udnyttet på det groveste, og på en eller anden måde var hun endt her.
Det første døgn havde været det værste, eller alt havde været slemt. De første 24 timer havde været et konstant stadie af panik angst hvor hun havde gjort alt for at komme fri af de reb der tvang hende til at ligge stille, hvilket kunne ses på hendes håndled hvordan slidmærker af kamp med rebet havde sat sig.
Det andet døgn havde været et stadie af håbløshed hvor Koda blot havde ligget og lyttet, til tider fældet tårre og frygtet for hvor længe hun skulle befinde sig hvor hun var.

Derefter begyndte kassen hun lå i at føles mindre og mindre, de få lyde hun kunne høre var fjerne og blev overdøvet af en næsten larm fra hendes indre lyde der blot blev forstærket af hun lå i en verden af mørke. Hvert sekund havde føltes som evigheder, hver øjeblik følte Koda hun blev mere og mere fjern fra sin egen forstand. Tanker fløj rundt i hoved og hendes høje hjertebanken hun kunne høre konstant blev mere og mere som en hammer der slog hende i baghovedet og for hvert slag skubbede hende mere og mere ind i mørke tanker.

Hvor længe den her konstante tilstand på kanten af, hvad vismænd ville sige var, sindsyge havde været igang, og hvor længe hun havde ligget i en kasse vidste hun ikke længere. Men da kassen blev løftet og det hele bevægede sig begyndte panikken endnu engang, denne gang blot forstærket af hendes psyke der havde været under konstant press.
Da stemmerne omkring kassen begyndte kunne Koda knapt nok opfatte hvad der blev sagt.

Hvad det væreste var da kassen blev åbnet vidste Koda ikke, at hun rent faktisk så andet end mørke, eller om det var følelsen af tomhed af et åbent rum der viste sig, vidste Koda ikke. Det viste sig dog tydeligt i angst og hvis Koda havde haft noget i maven var det bestemt kommet op lige med det samme.
Trods hvor meget hun havde ønsket nu så længe at slippe fri, lige så meget ville hun helst ikke op af kassen igen.
Kodas paniske blik af udsultet øjne kiggede op på manden der havde åbnet kassen, alt i hende skreg af der stod hendes middag, og samtidig skreg alt af angst og frygt. Men trods alt det der skete inde i hendes sind og krop, var alt kropslig reaktion blot at hun så godt hun kunne med sine indbundet ben prøvede at presse sig ind i et hjørne af kassen.
Vargas

Vargas

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Rubinien

Alder / 1539 år

Højde / 191 cm

Zofrost 26.06.2018 17:21
At det var en vampyr i kassen var ikke så svært at gætte. Manglen af stanken af kropslige funktioner talte for sig selv, men også kravet om konstant skygge fra giverens side. Og det udsultede blik, der ramte Vargas, et blik der også fik ham til at føle sig som hendes middag. Et smil, der viste hans perlehvide tænder, dukkede op på hans ansigt, da han betragtede hendes forsøg på at skubbe sig ind i hjørnet af den kistelignende kasse. Det var længe siden, at han havde haft en vampyr mellem hænderne. De kunne ikke bruges til slaver og hvilken vampyr var dum nok til at befinde sig i ørkenen? Så her stod han med et rent stykke legetøj. Morskab. Underholdning. Og glæden ved den tanke kunne ses i hans ansigt og de mørkebrune øjne.

For et øjeblik kiggede han bare på væsnet, inden han rettede sig lidt op og lagde hovedet på skrå.
"Hvor lang tid har turen taget herned?"
"Vi havde medvind, det tog fem dage." Kaptajnen svarede promte. Fem dage. Og måske et par dage før det, alt efter hvornår den var blevet fanget. Vargas havde haft nok med vampyrer til at vide, at efter nogle uger ville vampyren være afkræftet og en måned ville være alt for længe uden mad. Men en uge var ikke farligt. Han syntes dog at kunne se, at den nok ikke havde spidst et stykke tid før det.

Men blod skulle den nok få her. Hen af vejen. Han trådte op til hjørnet, hvor den forsøgte at gemme sig, og lænede sig ind over den.
"Jeg fjerner kneblen. Bider du, svarer jeg ikke for konsekvenserne." Han så lidt fast på den, inden han rakte ud og i en hurtig bevægelse trak stoffet over hendes hoved. Han kunne jo intet få at vide om hende, hvis hun ikke kunne tale.
"Det var bedre. Ikke sandt?" Hans blik gled over hende, vurderende.
- No wealth, no ruin, no silver, no gold, nothing satisfies me but your soul -
Koda

Koda

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 28 år

Højde / 173 cm

Koda 01.07.2018 07:44
5 dage? Havde det kun været 5 dage? Det havde føltes som evigheder Koda havde ligget i denne kasse og blot haft mørket som selskab. Hvem var de umenneskelige personer entelig som havde sat alt det her igang? Hvorfor var det hende der var endt her? Hvad ville de med hende? Så mange spørgsmål kørte rundt i hovedet på Koda der blot ønskede et sted at det her blot var en ond drøm der sluttet om lidt.

Da herren, der tydeligt bestemte her, kom over der hvor Koda ihærdigt prøvede at presse sig op langs kassen, greb panikken hende en smugle og Koda prøvede at møve sig fri af sine reb endnu engang. Den biddene smerte fra sårne på hendes håndled greb straks ind og gav en stikkende smerte der nærmest spredte sig til hendes hænder.
Dog som herren rakte ud efter stoffet som Koda var kneblet med, trods hans advarelse, var at, som kneblen blev fjernet, at Koda snappede ud efter herrens hånd. Udemærket vidste Koda godt et sted at det var ikke det hun skulle have gjort, men det var nærmest af ren refleks af at et håndled var så tæt på hendes mund med den sult der gemte sig i hende. Heldigvis fik hun ikke bidt sig fast.

Entelig skreg noget i Koda efter blot at skulle prøve at holde sig rolig og prøve at tale sig ud af det her eller blot gøre som der blev sagt og håbe på at blive sluppet fri, men alt angsten inde i hende gjorde blot hun panikkede mere og mere.
Som hun blev spurt om det ligefrem var bedre kunne Koda lige så godt være brudt i gråd, dog i stedet fik hun sagt med en mindre panisk stemme "Hvad vil i mig?"
Vargas

Vargas

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Rubinien

Alder / 1539 år

Højde / 191 cm

Zofrost 09.07.2018 21:18
Der var rimeligt kontakt afregning, da vampyren snappede ud efter hans hånd. Vargas lavede ikke tomme trusler og han gav hende et hårdt slag med bagsiden af en halvt knyttet hånd på siden af hovedet, inden han kastede kneblen væk fra sig. Den skulle han ikke bruge mere, regnede han ikke med. Vampyren virkede ikke som noget, der var en specielt stor trussel mod ham. Han glædede sig lidt til at rage på den sjæl og finde ud af mere. Alder, evner… men lige nu var det vigtigere at finde ud af det, han ikke kunne læse. Hvordan den reagerede i sine nye omgivelser.

Spørgsmålet fik ham til at trække på skuldrene og derefter læggede hovedet en anelse på skrå.
”Det har jeg ikke helt besluttet mig for endnu.” Han nikkede til de to sømænd, der begge bukkede for ham og forsvandt ud af stuen. Han havde ikke brug for dem. En enkelt vagt dukkede op i døren, de to mænd var gået ud af. Der var stort set altid en vagt i nærheden. Selvom Vargas var overbevist om, at han kunne holde sig selv i live, var der intet spildt i at have mere sikkerhed i huset. Han havde trods alt en hel slavehandel fyldt op med væsner, der ikke ønskede andet end at se ham dø. Det var ikke venlige omgivelser, men han var ligeglad.

Han satte sig på en skammel og lagde benene over kors. Her til aften var han iklædt en silkeskjorte i en mørkeblå farve og et par posede bukser i sort. På fødderne havde han et par behagelige sandaler uden hælerem, så de sad løst på hans fødder. Der var ingen våben og kunne man se bort fra rovdyrsglimtet, der var i hans brune øjne, så han ikke specielt farlig ud. Bare en almindelig Rubinsk rigmand. Noget han langt fra var.
”Jeg ved ikke, om du har gættet det, men du er i Rubinien. Havnebyen Balzera. Mit navn er Vargas Aziz og jeg ejer dette hus, der er omgivet af min forretning. Min slavehandel. Du er blevet givet som gave til mig.” Hans stemme var let og bar ikke præg af det alvorlige emne. Han kunne lige så godt have snakket om vejret.
- No wealth, no ruin, no silver, no gold, nothing satisfies me but your soul -
Koda

Koda

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 28 år

Højde / 173 cm

Koda 12.07.2018 16:20
Koda var blevet strippet fra alle hendes egndele som hun var blevet puttet ned i kisten og lå kun i de brune lædder bukser hun havde haft på sant en snusket skjorte der havde få indtørret blodpletter. Havde Koda ligefrem vidst hun skulle på fint besøg kunne hun da havde fundet en kjole, eller ja nok ikke med med her lortede måde at behandle hende på. Men hun var stadig hunderæd for hvad der skulle ske.

Vent? hun var i Rubinien? Det var jo det sted i verden hun havde mindst lyst til at være i hele verden, så lange dage med en brand varm sol. gud nej, bare luk hende ned i kassen endnu engang, det ville være bedre end det sted hun var havnet. Og hvordan kunne vargas blot lade som det hele var helt nomalt, hvilken syg mand var det hun var endt hos. Slavehandel? Det kunne de godt glemme, alt andet end det.
"Gave? Jeg er ingens gave, hver sød at slippe mig fri" sagde koda og det var lidt først lidt bestemt og at ingen skulle tage og bestemme over hende, men midt i det Koda sagde knækkede hendes stemme lidt og igen blev hun usikker. 

Hvordan skulle hun slippe væk herfra? En ting var måske at stikke af fra Vargas et tidspunk hvor hun på mirakuløs vis havde skaffet sig selv blod, men at sså være i Rubinien, Koda havde aldrig været her, hvordan skulle hun overhovedet slippet uset herfra og stadig slippe levende tilbage til hvor hun kom fra?

"Jeg... jeg kan betale for min frihed?" spurte Koda mindre desperart i håb af at de værdier hun ejede rundt omkring ville være nok til at redde hende, men det virkede bare håbløst med synet af det rum de var i og hvordan Vargas var klædt, det var nok ikke krystaller den mand stod og manglede.
Vargas

Vargas

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Rubinien

Alder / 1539 år

Højde / 191 cm

Zofrost 13.07.2018 12:59
Det så ud til, at hans gave ikke var glad for at få at vide, at hun var endt i Rubinien, men det forstod han nu udmærket godt. Der var ikke mange timers mørke og solen kunne slå ihjel, ikke kun for vampyrer. Men så var det lidt lettere at holde styr på vampyren, det var bare at minde hende om, at hun ikke kunne komme fra Balzera og uden hjælp rejse tilbage til hvor end hun kom fra. Ørkenen var ubarmhjertig og uden skygge. Ingen steder at gemme sig.
Hendes bøn om at blive sluppet fri, fik Vargas til at smile lidt mere.
"Du er blevet pakket pænt ind og givet til mig af en, så du er en gave." Han svarede ikke på det sidste. Vampyren vidste nok udmærket godt selv, at han ikke bare ville slippe hende fri. Han ville lege.

Han betragtede hende lidt. Ikke den mest yndefulde vampyr, han havde mødt. Nogle tog deres forvandling pænere end andre. Et minde om en bestemt kvindelig vampyr, han var stødt på nogle gange i sit lange liv, gled over ham og hans øjne var kort tomme, som han huskede hendes... ynde. Måske han en dag skulle se, om han kunne opspore hende. Hvis hun da levede endnu. De færdes trods alt i samme kredse. De dyre, adelige kredse.
Vargas trak sig ud af sine knapt så rene tanker, da kvinden foran ham forsøgte at foreslå, at hun kunne købe sin frihed. En lidt dæmpet og klukkende latter lød fra ham, som han lænede sig lidt frem mod hende.
"Lille ven, din frihed er ikke til salg." Ikke endnu i hvert fald. Måske hvis han kom til at kede sig eller hun faktisk havde noget spændende at sælge. Ud over sin sjæl. 

Han kørte en hånd igennem sit iltre hård og rakte så ud mod en skål med frugt, der stod på et bord lidt væk. Han kom tilbage med nogle druer, han straks begyndte at spise, mens han så lidt tænksomt på hende. Hvad skulle han finde på? Gemme hende lidt, så hun var ekstra sulten? Snuppe en elver og se, hvor meget hun reagerede på blod? Eller skulle han tage hende med ned til sit lille legerum, slå skodderne for og få lidt spændinger ude af kroppen? Han havde ikke helt besluttet sig endnu.
- No wealth, no ruin, no silver, no gold, nothing satisfies me but your soul -
Koda

Koda

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Vampyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 28 år

Højde / 173 cm

Koda 14.07.2018 06:03
Hvordan var det da gået så vildt at Koda var endt i denne kasse og nu var i hænderne på en slavehandler i en landsdel hvor hun havde ingen mulighed for at stikke af. Det var som om det hele blev mere og mere håbløst som hvert et øjeblik gik. Hvad skulle der ikke blive af Koda her, allerede nu hvor hendes sult var ulidelig, hvornår fik hun noget at spise igen? Hvis hun så bare havde holdt sin indtagelse af blod ved lige, men brød sig trods et par år som vampyr, stadig ikke om blodet før det øjeblik sulten tvang hende til at spise.

Ideen om hun var blevet til en gave som Vargas blot åbenbart så normalt at pludselig få, lod blot tankerne udvikle sig for Hvad hun måtte gå i møde og tanken skræmte Koda inderligt. Hvad ville en mand som Vargas ikke kunne finde på blot for morskabsskyld, tjo hun havde allerede fået en på hovedet hvilket smerten stadig mindede hende om.
"Vis nåde" var alt Koda kunne få sagt stille selvom det virkede håbløst at bede denne mand om. Hvad havde Koda gjort for at ende her? Hun prøvede sit bedste at påopføre sig som et ordentlig menneske, ja eller det sidste år havde været hårdt, det var som om at hver gang Koda fik undertrykt sin trang til blod og mærkelig tanker så skete der altid noget der fik hende til at give efter og blot lade sig flyde med strømmen. Hvis hun havde set sig selv give efter og lade den onde side af sig selv vokse så meget havde hun nok kastet sig ud for en klippe før sin forvandling. Så det her måtte være straffen for alt det hun havde givet efter.

Stadig lå Koda helt stille i hjørnet af kassen, måske var det en indbildning af hvis hun nu ikke rørte på sig ville der ikke ske hende noget, og stadig virkede det uoverskueligt hvis hun skulle øl fra hendes lille midertidloge hjem. Alt virkede entelig uoverskueligt som de eneste tænker der var i hendes hoved fokuserede på hendes sult og så alt det hun kunne forstille sig Vargas ville kunne finde på a stille op med hende.
Vargas

Vargas

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Rubinien

Alder / 1539 år

Højde / 191 cm

Zofrost 28.07.2018 16:12
Vampyren var overraskende stille, mens han sad og spekulerede over dens videre skæbne. Den var da lidt sølle, var den ikke? Ikke så meget saft og kraft. Hans blik hvilede lidt på den, mens han spiste sin sidste vindrue. Måske han skulle se, om han kunne få lidt gang i det blodtørstige ”bæst”, det ville være meget sjovere, hvis han kunne få det til at lave lidt problemer. Ellers ville det jo være ret kedeligt at daske til den, hvis den ikke strittede lidt i mod.
Men den tanke kom han på benene og vendte blikket mod vagten, der straks trådte frem.
”Slaven skal flyttes ud i mit lille rum.” Der var ikke behov for at sige mere, vagten nikkede og gik hen til vampyren i kassen. Med hovedet en smule på skrå, betragtede Vargas vagten, der uden videre greb fat i vampyren for at hive hende ud af kassen. Det var også lidt en test, for selvom hun lige pænt havde bedt ham om at vise nåde og hun ikke så ud af specielt meget, kunne der være mere til hende. Evner eller andet, der kunne være farligt og han havde i hvert fald ikke tænkt sig at udsætte sig selv for farer. Hans vagter derimod gjorde som der blev sagt. Også trods faren. Det var en del af arbejdet.

Så nej, han rørte sig ikke, mens vagten klarede det hårde arbejde. I stedet greb han et par vindruer mere og begyndte at lede an ud mod det rum, han havde talt om. Der var kun adgang udefra, så han gik ud af stuen, ned af en gang, hvor han greb en fakkel, og ud af en dør, der ledte ud i nattens stjerneklare mørke. Foran dem lå slavehandlen med slaver, kampbur og hvad der nu ellers var, men det var ikke den vej, de skulle. I stedet drejede han straks til højre og hen i mod en udbygning på hovedhuset. Han skubbede døren op og gik ind. Mørket var tæt, men faklen gav nok lys til, at man kunne se rundt. Der var en chaiselong og et lille bord ved bagvæggen og en mindre kommode ved en anden væg. Nogle høje vinduer var placeret i samme væg som døren, sat højt nok til, at man ikke kunne komme ud.
Han lavede en let bevægelse med hånden, så vagten vidste, hvad han skulle. Kæden. En kæde med et par håndjern for enden hang ned fra loftet. Vargas gik hen og løsnede kæden fra væggen, så det var muligt at lægge håndjernene på vampyren, hvilket han gjorde, mens vagten holdt hende.
”Gå ud og slå skodderne for.” Vagten slap vampyren og gik ud i nattekulden. Vargas vendte sin opmærksomhed mod gaven. Kæden var ikke lang nok til at hun kunne komme mere end et skridt eller to til hver side.
”Hvad hedder du?”
- No wealth, no ruin, no silver, no gold, nothing satisfies me but your soul -
Vargas

Vargas

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Rubinien

Alder / 1539 år

Højde / 191 cm

Zofrost 31.10.2018 11:02
Lukkes grundet inaktivitet
- No wealth, no ruin, no silver, no gold, nothing satisfies me but your soul -
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 11