Det havde været hårdt som altid at skulle tage afsked med Annabelle uden at lade pigen vide at Julia ville rejse væk i længere tid. En trøst var at det denne gang havde været muligt at efterlade datteren i hendes forældres varetægt og under hendes mors forstående øje. Derefter havde Julia forladt palæet og var forsvundet ud i byen. Først for at skifte fra sin pæne, adelige beklædning ud med en mere lurvet og brugt, så for at falde i et med mængden af handlende på markedspladsen. Hun brugte en halv dags tid i støvet og masset, fående det ind i huden på en naturlig måde og håret til virke mindre passet og pænt. Ingen lagde mærke til et nyt ansigt på pladsen og ingen tog notice af hendes løse spørgsmål om deres rejser dertil.

Hun fandt da også frem til en karavane gående sydøst på mod det område hun var blevet sendt af sted for at se nærmere på. En del væsner var forsvundet derfra og ikke kun elvere som det nu var tilladt at lade forsvinde. Et par spioner var holdt op med sende rapporter hjem, hvilket var den virkelig grund til at området havde fået opmærksomhed.
Karavanen ville tage af sted med det første lys næste morgen, men hun fik lov til at overnatte ved den. To andre kvinder og fem mænd gjorde det samme. Ingen af dem så bedre klædt ud end hun eller ud til at have til mere end turen hvorhen de end skulle. Ud af byen, væk fra resterne af et liv eller et hul uden noget i og ud mod muligheder af den ene eller anden art. Det var nær sommer og snart ville der være brug for ekstra hænder i markerne eller ved frugtplantagerne. Vigtigst af alt var at der håb om muligheder, noget byen ikke længere bød på for dem.

Den første aften så de hinanden an i tavshed, men som vejen strakte sig foran dem den næste og Dianthos forsvandt bag dem, begyndte de at åbne op. Tiden skulle gå med noget og snak om løst og fast gled smertefrit over i mere personlige ting. For nogen lettere end for andre. Julia gav nok til at bygge end troværdig baggrund op for hende og hendes rejse. Brudstykker af sagte ting og endnu mere hintet, som fik de andre til at holde spørgsmål tilbage for at blive for nærgående. Den ene af de to kvinder, den mørkhårede Anna, tog det dog som en opfordring til at snakke løs og dele alt ufiltreret.
Den anden kvinde, Isolde, var alt det en rødhåret ellers altid var. Rolig, tilbageholdende og med alt for alvorligt et blik. Hun løsnede op som en fjerde kvinde sluttede sig til karavanen efter den første uge. En lille blond sag, Danielle, der tydeligt var vant til at opnå det meste med sine kvindelig former.

Ugen efter forlod det sidste samrejsende par karavanen og noget ændrede sig i stemningen blandt vagterne. Hvad var ikke helt til at sætte fingeren på, men Julia var sikker på der var noget i gære. Hun skulle dog kun med tre dage mere, så hun slog det lidt hen som nerver. De nærmede sig trods alt Rubiniens ørken.
Den næste morgen vågnede hun i lænker...