Den uventede reaktion fra den blåøjede ork havde frembragt en noget perpleks mine i Gortrosh' gnotne ansigt, men det vedblev kun ganske kort, før hendes smittende latter for alvor ramte ham; ikke et lige så slemt tilfælde, men han kunne ikke lade være med le en smule af hende.
"Jeg tror, jeg har en god idé. Du sendte den arme knægt lige ned i støvet med dét kast... ingen nåde." Men vældig underholdende. Han undertrykte en klukken, der dog alligevel formåede at komme til fuldt udtryk i de brune øjne, hvor en mild varme havde bosat sig. Med en hånd hvilende omkring det nu halvfulde krus, placerede han den ene albue mod skranken og plantede følgende hovedet i den frie håndflade. Hunorken blev diskret, men nøje studeret, alt imens han lyttede til de dæmpede toner af skjaldens lut. Der var ikke længere noget sang, hverken fra barden eller de døsige gæster. Det rungede derfor også ekstra lydeligt ud i krostuen, da et småfornærmet "Hey!" rumlende blev udbrudt, men ikke uden et afsluttende grin. Han valgte ikke at tage sorgerne på forskud denne gang. Måske var der sågar en lille del af ham, der reelt brød sig om de flabede modsvar.
"Du finder ikke et bedre sted at overnatte end her. Jeg sværger ved Isari," sagde han skråsikkert og lagde en flad hånd på hjertet for yderligere at validere sin påstand. Præcis hvor meget sandhed der var i det var vel op til diskussion og bundede i det enkelte individs udgangspunkt. Der var formentlig en del, som var af den holdning, at dette ikke var det mindste bedre end et hul i jorden. Men det var egentlig til hans egen fordel. Sådan nogle fine folk var som oftest en pine i røven blot at være i nærheden af. Her var der ingen kunder, som rynkede på næsen af hverken bøvser eller fuldemandssang. Apropos...
Gortrosh fik hældt det resterende mjød indenbords, lige inden den opboblende gas blev sluppet ud i form af et ordentlig ræb. "Du tager bare for dig, hvis ikke tørsten er slukket endnu," fortalte han og lod sit eget krus stå til fordel for en moppe, der stod lænet op ad væggen nær køkkendøren. "...tre rav for ét, en jade og to ravstykker for genopfyldning ad libitum," blev der straks tilføjet i tilfælde af hun skulle have glemt, det her var en beværtning og ikke en velgørenhed. Han var ganske kortvarigt fristet til at foreslå et kys i stedet for, men den slags betaling var knap så brugbar, når udgifterne skulle betales.
Et urimelig højt pift brød øjeblikkeligt den behagelige stilhed og fik det til at gibbe i flere af de tilstedeværende væsner. "Hør, I dovne røvhuller - højst en omgang eller to endnu og så kan I godt skride ud ad min kro." Endnu en ting, der ville have fået et helt herskab af rigmænd til at gispe i kor. Den sædvanlige jargon på Kyklopen var grov og lige til, for det var nu engang sådan, man bedst fik et budskab igennem til folk. Specielt når hovedparten af dem var døddrukne. "Og hvis I skal kaste op, så gør det nu. Jeg skal til at vaske gulv," annoncerede han, før han satte kurs mod køkkenet på færd efter en spand.

Tidshop: Ca. ½ time.

Endelig. Den våde moppe blev kørt henover det sidste stykke af det mørke gulv. Pletfrit var nok en overdrivelse, men i det mindste kunne man spise direkte fra gulvbrædderne uden en alt for stor risici for at blive ramt af en eller anden dødelig sygdom. Al støj var borte, selv de skæve toner fra strengeinstrumentet, og ikke en sjæl var til stede - altså bort set fra ham selv og...
"Zaladins kugler... jeg føler mig mere brugt end smedens hammer," udstønnede han lettere udmattet, idet han tog fat i hanken på træspanden for at bære den hen til et af de diamantopdelte ruder, hvorfra det snavsede vand blev skaffet af vejen. Med et sløvt suk lukkede han vinduet i, kun for kort efter at åbne det igen. Lidt udluftning var formentlig tiltrængt. Han var bare for vant til den indelukkede luft til, at han bed mærke i det.
Gortrosh drejede om og sjoskede tilbage til baren for at sætte både spand og moppe fra sig. "Nåh, nu hænger jeg på dig hele natten. Det var sgu da lige godt irriterende," brummede han ad Dura, dog i et gemytligt tonefald. Et halvskævt smil blev tilsendt piraten, da han med en tommelfinger pegede i retning af en trappe til øveretagen. "Værelserne er ovenpå. Det er kun et af de fem, der er udlejet, så du har næsten frit valg." Selv boede han i kælderen sammen med alle rotterne, men dem var der heldigvis ingen af på loftet... sidst han tjekkede. "Hvis du vil vaskes af, inden du hopper i seng, bliver det altså med en spand vand. Det er ikke et badehus. Medmindre du hellere vil hoppe i mjødtønden," sagde kroejeren med et fåret grin. Han var absolut ikke fan af at gå i bad, hvilket uden tvivl kunne opfanges af selv de mest uopmærksomme næser. Det var nok nærmere ham, der skulle skrubbes godt og grundigt af før sengetid.

Dura elskede hvordan Gortrosh allerede havde en ide om hvordan hun ikke brød sig om nåde. Det havde aldrig været noget hun rigtig havde kendt til i sin klan, men var noget hun var begyndt at udøve lidt på skibet. ”Sådan er det jo, Gortrosh. Jeg bliver jo nød til at vise hvem der bestemmer,” sagde hun og trak lidt på skulderen med et lille smil. Der var en en god del seriøsitet i hendes svar til hans kommentar, eftersom det ikke kun gik ud over folk der trodsede hende, men også folk som blot var tilstede i hendes det rum hun stod i. Hun var derfor ærlig talt lidt ærgerlig over at den blonde tøs var nået at gå så hurtigt. Tøsen havde i den grad fortjent et slag eller to. Det brude være mere end rigeligt for den tøs, til at sætte hende i respekt.

Skjaleden gjorde virkelig et godt arbejde, med at holde stemningen hyggelig og hjemlig. Måske skulle hun anskaffe sig en hav-sikker skjald? En som havde noget andet end bræk i munden i hvert fald. ”Vil du vædde?” spurgte hun med et lumskt blik i sine øjne og et frækt smil på læberne, som hun så over på det store grønne hoved. ”Jeg sover her i nat, og i morgen sover jeg et andet sted for at vurdere hvilket der er bedst,” foreslog hun som hun rettede sig op, tømte sit krus i sin mund og placerede den frie hånd på sit ene lår, i en selvsikker position.

Tilbuddet om at tage for sig, hvis hun var mere tørstig, gjorde at hun straks fyldte det nu tømte krus. Hun sendte ham dog et blik som han forklarede at det kostede. Nu havde hun jo lige fyldt op. Hun stillede dog bare kruset fra sig og fandt tre jader frem, som hun satte på disken til ham ”Behold resten,” lød det lavt fra de grønne læber. Så var der for mjøden nu, et eventuelt værelse, lidt for hjemmebryggen og lidt til kruset som havde fået en revne. Som kroejeren piftede, valgte Dura at tage en drejende lillefinger i øret, tættest på ham, for at indikere at hun i hvert fald havde hørt ham, og det stadig rungede i ørene. Mens hun drak videre i ro og mag, lod hun sine øjne hvile sig på Gortrosh et par gange, mens han vaskede gulv. Hun samlede det resterende af sit tøj op fra gulvet, og satte det på en stol i ved siden af hende.

~Tidshoppet~

Et smil bredte sig på Duras læber som Gortrosh nævnte hvor brugt han var. ”Det lyder som om du trænger til en pause, Gortrosh!” kaldte hun, som han var i gang med at tømme spanden med beskidt vand ud af et vindue. Dura nød at Gortrosh ombesluttede sig, og valgte at lufte lidt ud i kroen. Det var ret så tiltrængt.  Nogen var jo vant til frisk havluft hver dag, så det kunne godt være lidt af en omvæltning at sidde i en indelukket krostue.

Inden længe befandt han sig bag disken igen, med en nok så kæk kommentar. ”Ja jeg er sgu heller ikke helt tilfreds,” brummede hun tilbage, muntert og tømte sit krus, og stillede det fra sig, så han kunne tage det ud til opvasken, bagved. ”Lækkert,” kom det så fra Dura som måtte strække sig med armene op i vejret. Lyden af et bad var noget Dura faktisk gjorde sig i, og det bragte næsten glæde i hendes ører, at høre det var en mulighed – et begrænset et af slagsen dog. ”Nu virker det ikke til det er noget du går meget op i, men jeg tror i den grad jeg vil snuppe mig et bad,” lød det ret så tilfredst fra den efterhånden trætte hunork. Hun rejste sig derefter op fra  sin stol og greb det resterende tøj og sine sko. ”Hvor finder jeg så spanden?” spurgte hun med et hævet bryn, klar til at blive vist frem til spanden.

Åh, der var da ingen ende på den impertinente orks næsvished. I forsøget på at undertrykke et grin, gryntede Gortrosh lettere arrogant af hende, skønt det ikke var meningen, det skulle udtrykkes således. "Jeg tror, vi har væddet rigeligt for i dag. Desuden kan du godt lige skrue lidt ned for al den selvsikkerhed - du kommer aldrig op, når først du har lagt dig i en af sengene her på stedet," påstod han med en spøgefuld undertone. Det var vidst ganske tiltrængt, at hun med jævne mellemrum blev sat lidt på plads - også selvom det betød, at han konstant skulle gå rundt og frygte for en blodig tud eller det, der var værre. Han skyndte sig at frembringe et smørret smil, så hun ikke var i tvivl om, at han blot drillede hende.
Det overskydende antal jademønter blev i en fejende bevægelse samlet op fra disken og følgende stukket sikkert ned i hans ene bukselomme. "Det siger jeg ikke nej til," blev der tilfredst brummet, før han  taknemmeligt nikkede til hende og kastede sig ud i det store projekt det var at rengøre Kyklopens smudsede inventar.

Tilbage til tidshoppet.

Et bevidst overdrevet suk sivede ud mellem de dybdeforskudte læber som følge af Duras bemærkning. "Også i den grad. Det må være alle de ekstra kilo," sagde han grinende og klappede sig et par gange på maven. Selvironi var ikke noget, han manglede; skønt ironien i dette tilfælde blev overskinnet af reel sandhed. Måske var det ikke helt forkert, at han godt kunne trænge til en lidt mere kaloriefattig kost.
Den løse trøjes ærmer blev dovent smøget op, hvorefter begge albuer forplantede sig på den hældende skranketop. Som reaktion på hendes modsvar, blev nogle af tænderne i overmunden blottet i et fjoget smil, og han valgte ganske taktisk at holde igen med flere drilske kommentarer. Han var vældig klar over, at lunten ikke var så lang og derfor ikke holdt evigt, så han måtte hellere gemme lidt til senere. De ravbrune øjne fulgte med hunorkens veltonede arme, da de blev sendt til vejrs i en udstrækkende bevægelse, og søgte først efter deres nedsænkning mod det havblå blik, der garanteret ville besøge ham i hans drømme det næste lange stykke tid. Sukket, som ledsagede denne tankestreg, var lavmælt og kortvarigt, og han lovede samtidig sig selv, at han ikke måtte lade sig rive alt for meget med - uanset hvor nydelig en ork, hun så var.

Gortrosh klarede sit stemmebånd med en irettesættende rømmen og havde nær givet hende en ordentlig lammer mod den ene skulder, men fik ændret handlingen til et noget mere uskyldigt dask. "Hey, tal pænt om den kære kroejer. Han er en meget travl mand. Ikke alle kan leve livet som en sorgløs pirat... Og lidt snavs bag øret lopperne på afveje," fortalte han med stærk overbevisning i stemmen, men bukkede i sidste ende under for et fåret smil, der havde presset på siden starten af hans åbenlyse løgn. Et noget mere tænksomt udtryk indtog dog det skæggede ansigt ikke så forfærdelig længe efter, som han pludselig fandt sig selv i et mindre dilemma. Var hans had til vand virkelig af så ekstrem en grad, at han ville forbigå muligheden for endnu et smugkig på den kvindelige kaptajns afklædte krop? Jo mere han overvejede det, desto tydeligere blev det for ham, at han var alt for stivsindet, og hans prioriteter helt forkerte. Selvfølgelig måtte det være et definitivt nej. Hvis han var rigtig uheldig, var det her ikke blot deres første men også sidste møde, så nu var det tid at vende skibet om og træffe nogle lidt mere risikable valg.
"Du finder den mindre balje, du kan stå i, i kælderen." Hanorken fjernede armene fra skranken og nikkede henvisende til trappen, som førte en ned til underetagen. "Hvis du trisser ned og smider kludene, så varmer jeg lige et par spande vand op til dig..." fremførte han listigt og vendte sig selv om for at trave ud i køkkenet. "Bare pas på rotterne - de er ret glade for tæer!" nåede han lige at tilføje, før han forsvandt ind bag den svingende dør.

Vandet i den kæmpe, sorte gryde var ikke blevet udsat for meget varme, inden to træspande en efter en blev tvunget ned over den svagt simrende overflade og fyldt til randen. Det skulle nødig være alt for skoldende hedt - ellers ville hun meget hurtigt gå fra værende grøn til rød. De to skvulpende spande satte han kort fra sig, alt imens han grublede over, hvad den bedste indgangsvinkel ville være. Skulle han selv tage klæderne af nu, eller vente til han var i samme rum som hende? Hvad nu hvis hun absolut ikke var interesseret i sådanne tilnærmelser, og han endte med at måtte gå derfra med et brændende håndaftryk på kinden? Eller værre, et blåt øje... Nej, det var nok klogest at vente.
Med valget om at beh0lde bukserne på lidt endnu, greb Gortrosh beslutsomt om hankene og bar spandene med sig hen til den nedadgående trappe. Han stoppede dog, netop som sålerne ramte det første trin og skulle til at annoncere sin snarlige ankomst, men snerpede læberne sammen næsten før de overhovedet var blevet adskilt. Nu skulle han ikke ruinere det for sig selv på forhånd. Det er bare en smule hud, tænkte han i et forsøg på at indgyde sig en sjat gåpåmod. Faktisk havde han jo allerede set hende nøgen, og hvis man så bort fra, at det var nogle ret slørrede billeder, han havde af Duras krop, var det intet nyt i vente. En dyb indånding blev taget, hvorpå han begav sig ned ad de knirkende trappetrin til nåede bunden, hvor det medbragte læs blev aflastet.

Dura hævede et øjenbryn som hun blev bedt om at skrue ned for selvsikkerheden – Gu’ ville hun da ej! Hun var lige ved at spørge hvad hun fik for at kunne komme op af sengen igen, men måske de ikke skulle vædde mere for nu… Det havde han måske alligevel ret i… Pis! De blå øjne fulgte den fejende bevægelse, han lavede, så snart hun havde smidt jadestykker på bordet.

~ Det der tidshop ~

Dura klukkede lidt, som Gortrosh gav hende et lille dask på skulderen og af hans kommentar, ”Det er vist også rigtig, Hr. Kroejer,” sagde hun med et drillende ansigtsudtryk – selvom det ikke hjalp på hendes teori om at han ikke gjorde sig i at vaske sig. Det var selvfølgelig også noget lidt andet, når Dura havde været vant til at der var vand i massevis, hele tiden, dagen lang.

Med sit tøj i favnen, lyttede hun aktivt til kroejerens navigation til at finde baljen hun kunne vaske sig i. ”Pas på det ikke bliver for varmt,” beordrede hun, måske en anelse bidsk. På havet var hun vant til at vandet ikke blev varmet, og var i den grad vant til ret så koldt vand. Hendes krop var i den grad vant til kulden, men hun var overbevist om at et varmt bad ville være rart. Med en dyb vejrtrækning begyndte hun at bevæge sig ned af trappen, iført bare tæer. Hun ignorerede højt og helligt hans varsling omkring rotterne.

Som hun kom ned i kælderen, fandt hun en overflade, hvorpå hun kunne lægge det tøj, hun i forvejen havde i hænderne. Så snart armene var frie knappede hun sin skjorte op, og lod den glide ned af skuldrene, for efterfølgende folde den… pænt. Nu hvor hun ikke havde sin lille håndlanger til at folde tøjet måtte hun jo selv. Hun havde på ingen måde de samme færdigheder til at folde tøj som knægten på skibet. Inden hun gik til sine bukser, valgte hun at løsne alt sit hår, eftersom noget var flettet. Det tog noget tid, med alt det hår. Så snart det var løst, hang det straks ned over hende som et telt. Tykt, voluminøst og glinsende. Det havde vist sig at gøre underværker at holde håret flettet hver dag, når man var på havet. Håret var nu lidt i vejen, for at kunne åbne bæltet og hun endte med at knurre lavmeldt af det, indtil hun til sidt blot rev læderbæltet over i to. Man kunne høre bæltespændet faldt til jorden, og det var hurtigt efterfulgt af et lettet suk. Hun tog derefter bukserne af, og gjorde sit bedste forsøg på at folde dem, for efterfølgende at lægge dem på bunken af tøj.

Hun kunne nu høre Gortrosh begynde at gå ned af trappen. Hun vendte sig blot mod ham, med et ret så passivt ansigt, med øjnene på spandene. Hun var på ingen måde påvirket af at stå nøgen over for ham – og da slet ikke i et privat rum. Han havde desuden set hendes krop nøgen for blot nogle timer siden. Hun rakte sine arme ud, for at tage imod spandene. Nok var hun vant til at den lille knægt på båden kunne stå for at hælde vandet når hun bad om det – men det ville måske også være i overkanten at spørge Gortrosh om – eller ville det?

Som led af at den brede ryg blev ranket, landede hans blik helt automatisk på den komplet nøgne ork foran ham. Stående klar i baljen med armene udstrakt. Han måtte kæmpe en smule for at fastholde øjenkontakten, men endte ultimativt med at give efter for den gnavende nysgerrighed; dog ikke før han knap så diskret havde himlet med øjnene af hendes tavse befaling. Hun var givet vis vant til at hundse rundt med andre, men der var altså en grænse. På den anden side havde han selvfølgelig selv tilbudt at bringe hende det opvarmede vand, og så var det vel ikke for meget at forvente at få det leveret helt til døren.
Det var med et temmelig indskrænket fokus, at han atter fattede om de to hanke for at bære de fyldte spande med over til piratkaptajnen, som åbenlyst stod og ventede på den lovede service.
"Værsågod, prinsesse." Et drillende, lidt forsigtigt smil tegnede sig på læberne af hanorken, der med en flakken i blikket placerede træspandene nær den lille runde balje. Han rømmede sig ud af ren vane, da han fornemmede en langsomt opbyggende nervøsitet snige sig ind på ham. Heldigvis fik en mental lussing hevet ham ud af det igen og i det, der var noget af et sats, gik han kort ned i knæ og samlede den ene af vandbeholderne op i sin favn. "Måske det er bedst, jeg hælder," brummede han og gjorde sit ypperste for ikke at lyde alt for tøvende.

Opsat på ikke at ødelægge hvad der formentlig var hans eneste chance, røg spanden over i den ene hånd, efter han havde relokeret sig selv således, at han nu befandt sig lige bag den frygtløse klanleder. Hvis bare han kunne få en snert af den selvtillid, hun lod til at besidde.
"Jeg lover, det ikke er for varmt," forsikrede han hende om i et mildt tonefald, inden han en anelse tilbageholdent rakte en hånd frem mod det lange, sorte hår, som dækkede hele hendes ryg.  De overraskende bløde lokker blev med stor omhyggelighed trukket til siden og ført over den ene skulder. Han måtte tage al selvbeherskelse i brug for at overvinde lysten til blot at smide spanden fra sig og i stedet trække hende tæt ind til sig.
Ganske påpasseligt blev en mindre portion af det kropsvarme vand hældt ned over kaptajnens ryg, forinden en pludselig tanke påmindede ham om urtesamlingen, som hang nær garderoben. "Øjeblik..." Træspanden forlod for en kort stund hans greb, og en lille håndfuld lavendelstilke blev få sekunder efter smidt ned i baljen, der nu ikke længere var fuldkommen tom. Det burde øge effektiviten af badet en tand eller to. Den sødlige duft spredte sig hurtigt ud i det dunkle rum, som udelukkende blev  oplyst af et sæt væghængende lysestager.

"Det burde nok i virkeligheden være mig, der blev skrubbet godt og grundigt igennem," mumlede han knap hørligt, netop som han fandt en finmasket, men grov klud frem. Bemærkningen lod brat til at forsvinde ud i intetheden, så snart den var ytret. Det var næppe et passende tidspunkt hovedløst at begynde at rive tøjet af. Kroejeren røg ned på hug kun for straks at blive konfronteret med synet af Duras bagdel. Med betydeligt rødere ører skyndte han sig at vådgøre kluden i det velduftende vand og sprang nærmest op som en fjeder efterfølgende.
Gortrosh gav sig i kast med at skruppe den muskuløse ryg, dog med en vis nænsomhed nær de tre, lange ar. Fronten vovede han ikke at bevæge sig hen imod. Det ville formodentlig resultere i en rimelig anspændt stemning, og han holdt sig derfor til den mere upersonlige vinkel. "Jeg håber ikke, du har noget imod... du ved... ellers må du brokke dig lidt højere," udslyngede han og smilede skælmsk for sig selv. Hun kunne jo af gode grunde ikke se det. Endnu en portion, nu halvlunken, vand blev øset ud over hende. Den våde overflade fik næsten hendes kulørte hud til at ligne hav af smeltet smaragd.

Orker var ganske vist ikke det, de fleste ville klassificere som konventionelt attraktiv - men i hans øjne var Dura ualmindeligt henrivende. Igen forsvandt han ned i en lavere stilling for at vride kluden op. Denne gang tog han dog sin tid og kunne ikke længere dy sig for at lade blikket vandre op ad benene mod det velformede bagparti. Han drog et dæmpet suk, der nærmest dryppede af indestængt længsel, inden han kom atter kom op at stå i sin fulde højde. Hvad var der i det hele taget at miste? På nær hans stolthed... Men en ekstra bule og et par ridser i lakken virkede pludselig fuldstændig ligegyldigt. Det var straks værre at brænde inde med ærgrelse over uforløst kærlighed.
Det krævede nogle dybe indåndinger, men han fik i sidste ende taget mod nok til at læne sig ind mod hunorken, indtil hans brystkasse stødte mod øvre ryg. "Sig endelig til, hvis du skal have hjælp med resten," halvhviskede han; den mørke røst syntes at klæbe sig til de små, fine hår i nakken. De kraftige arme listede sig dernæst rundt om hende blot for at overrække hende den våde klud. Han undlod at trække sig tilbage. Hvis hans nærvær generede hende, måtte hun selv ryste ham af.

De himlende øjne fik Dura til at løfte et øjenbryn. Hvad var problemet? Han havde jo selv forslået at varme vand til hende, og at hun bare kunne gøre sig klar til sit bad? Han regnede vel ikke med hun ville klæde sig selv af, for efterfølgende selv at gå op i krostuen for at hente det vand han havde varmet? Hvis hun selv skulle traske rundt med spandene, iført tøj, ville det sikkert nå at blive koldt før hun kunne få tøjet af og løsne sit hår. Så at få bragt det lune vand til baljen var jo det eneste der virkede passende, hvis man spurgte Dura selvfølgelig.

Prinsesse. Det var som en kat rev hende i ryggen. Lettere vrissen trak hun let på overlæben, mens afstanden mellem hendes øjenbryn blev en anelse kortere, som hun rynkede på dem. Hvad bildte han sig ind i at kalde hende prinsesse? Hun følte sig i hvert fald ikke som en lille, tynd, muskelfattig, lyserødt klædt pigebarn – ligesom kunden fra tidligere. Hun var en rigtig prinsesse, en som blev sur og tvær over ikke at få tingene som hun ville have det, og straks ville skråle op, hvis tingene ikke gik som hun havde planlagt... Dura kunne selvfølgelig godt finde ud af at udtrykke sin holdning højt, når noget ikke gik som hun havde forstillet sig, men det var da på en helt anden måde. Det var heldigt han havde sagt det med et drillende smil, for ellers havde vandet nok været rødt af blod fra hans næsebor, efter et sammenstød med hendes næve. Hun gav et let suk fra sig, som han rømmede sig. Da han pludselig rejste sig op med en af spandene i sin favn så hun undrende på ham. Der var noget i hans stemme der lød en anelse tøvende. Men han måtte da gerne give det et forsøg – det ville hun da ikke sige noget i mod.

Hun prøvede så vidt muligt at stole på hans ord, om at det ikke var for varmt, selvom det var fristende lige at stikke nogle fingre i vandet, for at sikre sig at det var i orden. Eftersom han stod bag hende, lod hun dog bare skæbnen ligge i hans hænder. Han ville i hvert fald høre fra hende hvis det var for varmt – eller måske ville han ikke nå at høre hendes ord. Det gik jo an på om han ville gå i gulvet ved første slag. Med en rolig bevægelse, valgte hun at hjælpe ham med at få de sidste små totter af hendes lange hår om på siden af sin højre skulder. Afventende på vandet, snoede hun sit hår en anelse, så det ikke ville komme i vejen hvis nu hun ville bevæge sig. De tre lange bjørne ar strakte sig langt ned over hele hendes skulderblad, hvilket var tydeligt, nu hvor der ikke lå noget hår eller tøj til at gemme dem.

Som den første portion af vand ramte hendes ryg, kunne man ane en dyb og langtrukken vejrtrækning. Vandet var fint og fik hende faktisk til at lukke øjnene i. Han stemme brød dog det tilfredse ansigt, som var malet på hendes ansigt, da han pludselig brød stilheden af det dryppende vand fra hendes krop. Hun åbnede sine blå øjnene igen, og så undrende efter Gortrosh. Kort efter blev duften af lavendel mødt af hendes næse. Det ville jo ende med hun ikke ville kunne stå på benene, med den cocktail. Varmt vand og lavendel.

”Hm, ja du trænger lidt til det,” fnøs hun drillende af ham – hun kunne jo sagtens dufte andet end blot lavendelen… Så snart hun kunne høre noget i ruske rundt i vandet hun stod i, så hun ned, for at bekræfte det ikke var en rotte som var blevet tørstig. Heldigt for den fraværene rotte var det blot Gortrosh der meget hurtigt gjorde kluden i sin hånd våd. Så var hun da også forberedt på hvad han havde tænkt sig. Hun stod trodsalt ret så ’forsvarsløs’, helt nøgen med sine sværd liggende lidt ude for rækkevidde. Det varede ikke længe før hun kunne mærke den grove klud mod sin ryg. Der gik kun et øjeblik før hun atter lukkede øjnene og udgav et tilfreds suk. Den grove, drillende stemme lød fra sig igen, og fik hende til at åbne øjnene på ny og skæve over sin skuder til kroejeren bag sig. ”Noget imod hvad?” spurgte hun forholdsvis afslappet… Hun lukkede kortvarigt sine øjne, da hendes ryg blev mødt af endnu en portion varm vand.

Lyden af kluden der blev vredet op i vandet, lod denne gang ikke lokke hendes blik til at undersøge, om det var en rotte, også selvom det tog lidt længere tid end normalt. Hun lod sig ikke tænke over sukket, men svarede nærmest tilbage med et tilfreds suk. Hun blev en anelse overrasket, da noget, som ikke var en grov klud, rørte hendes øvre ryg. Hun skævede endnu engang en anelse over sin skulder, og blev mødt af et tilbud og efterfølgende en hånd, som listede sig frem foran hende med en klud, ”Hvis ikke du har noget bedre at tage dig til kan du bare fortsætte,” foreslog hun i nogenlunde samme tone som ham. Om han ville gå til ben, arme eller foran hende, var hermed lagt i hans hænder. Hvis ikke han ville forsætte, ville hun derimod tage imod kluden. ”Du spørger bare hvis du vil vide noget om arene. Alle er nysgerrige” fik hun tilbudt. Hun var vant til at dem der så hende uden tøj ikke kunne lade være med at spørge ind. De fleste på hendes skib havde trodsalt set hende uden tøj på et tidspunkt – sådan var det jo når man var kaptajn og kunne gøre hvad man havde lyst til.

"Du er dæleme ikke bleg for at sige tingene lige som de er, hva'?" Et retorisk spørgsmål. Ingen fornærmet undertone var at spotte i stemmen, som blot bar præg af en velmenende varme; dog var han lettere imponeret over, at hun havde været i stand til at forstå, hvad han mumlede. Men med den korte afstand imellem dem, var det vel nær umuligt ikke at opfange hver enkel detalje, uanset hvor ubetydelig den end måtte være. Stående i sikkerhed uden for hendes synsvidde var Gortrosh da heller ikke bleg for at lappe samtlige følelsesindtryk i sig. Det værende lyden af hendes salige suk, duften af hendes kropslige nærvær og synet af de kantede, men feminine former. Når alt dette sammensmeltede, føltes det nærmest som en mild form for ekstase.
Et fåret, nedtonet grin lød fra den forlegne kroejer. "Du ved... at jeg står og befamler dig med en våd klud," svarede han mindst lige så fjoget som smilet på sine læber og kunne kort efter mærke, hvordan den anspændte fornemmelse i de brede skuldre begyndte at slippe. Hun lod heldigvis ikke til at have noget imod det, og netop den bekræftelse fik ham omsider til at føle, at han kunne trække vejret igen - om end det endnu var præget af en smule åndenød. Den, indtil videre uskyldige, ophidselse var ikke til at benægte; faktisk blev intensiteten af den kun mere fremtrædende for hvert sekund, der passerede.

Svaret på tilbuddet efterlod hanorken tom for ord. Det allerede hårdtslående hjerte sprang et slag over, og hun ville uden problemer kunne føle den rytmiske banken ind mod hendes ryg. Han strammede forsigtigt grebet omkring Duras talje for at få hende til at rykke bagud, indtil hælene stødte mod baljens side. Med afstanden fuldstændig elimineret, så han kunne skæve ned mod kaptajnens front, strøg han nænsomt kluden henover den veltrænede mave. Sammenlignet med den grundige skrubben af ryggen før, blev de cirklende bevægelser denne gang udført med langt mere sensualitet. Hans åndedræt var tungt, men ikke nødvendigvis mere hørbart. Det var dog nok til at han selv blev gjort bevidst om det.
"Jeg gik såmænd bare ud fra, at det alle er nogen, du har fået i kamp." Hendes spørgsmål var en velkommen distrahering fra den urolige følelse, der havde spredt sig i hans mave; i det mindste var det ikke længere forårsaget af den kvalmende hjemmebryg. Det lykkedes Gortrosh at skubbe sine sociale hæmninger så tilpas meget i baggrunden, at han kunne få samlet nok mod til at bevæge hånden op mod hunorkens bryst. Endnu et hjerteslag blev sprunget over i samme øjeblik som en dyb indånding fyldte hans lunger med den aromatiske, sødlige duft af lavendel. Den grove klud nåede dog aldrig at færdiggøre sit arbejde med at rengøre overkroppen, før et mindre ryk i hans nedre region brat fik ham til at trække armene til sig og tage et panisk skridt bagud. "Lort. Ikke kig! Jeg mener, bliv bare stående...!" udbrød han, åbenlyst forfjamsket over den uheldige situation. "Jeg, øh... jeg tabte bare kluden..." ævlede han sekundet efter, han med vilje havde smidt den fra sig. Stofkluden var landet ret ned i baljen med en opstænkende kollision, og kroejeren røg fluks ned på hug for at samle den op.
"D...ine ar... apropos dine ar - hvem har givet dig de tre store ar nedover din ene skulder? Det ligner nærmere noget, der stammer fra et slagsmål med en bjørn fremfor sværdfægtning..." fremsagde han spørgende og forsøgte bedst muligt at skjule desperationen i den gutturale røst.

Gortrosh fiskede tøvende den dryppende klud op fra det nu stuevarme vand og kom i mellemtiden til den konklusion, at han ikke kunne rejse sig op, hvis den temmelig afslørende bule i bukserne ikke skulle være alt for iøjenfaldende. Derfor blev han pænt, om end ret ukomfortabelt, siddende i perfekt øjenhøjde med piratens bagdel, hvilket blot fik det knap så grønne ansigt til at koge endnu mere.
Han vred atter kluden op, inden den blev ført ind mellem Duras ben. Ganske bevidst holdt han sig udelukkende til læggene og ydersiden af lårene, men selvom dette var tilfældet, tog han alligevel jævnligt sig selv i at kaste stjålne blikke mod et højereravende område. Hvorfor var han ikke for længst stoppet med den nær uudholdelige selvtortur? Det lod vitterligt ikke til at være fysisk muligt for ham at flytte sig så meget som en centimeter, så han fortsatte bare med at gnubbe de snart pinligt rene ben.

Dura grinede lidt, som han kommenterede på hun var nådesløs ærligt. Sådan var det vel, når man begav sig på et piratskib størstedelen af sine vågne timer. Og med samtlige ledertitler, så mistede man nemt for hvornår var nok. Man kunne jo gøre lige som der passede en.
Hun trak kortvarigt på skuldrene, som han mente han befamlede hende, ”Er det da ophidsende for dig?” spurgte hun ret så lige ud. Dura selv, nød blot badet. Det var i hvert fald anderledes end på skibet, men om hun ville kategorisere det som ophidsende, det var måske en tand over stregen.

Stilheden og det hårdt pumpende hjerte gjorde det tydeligt for Dura at han ikke havde noget bedre at tage sig til. Eller måske havde han, men prioriterede alligevel at blive færdig med en ting af gangen, og lige nu gjaldt det Duras krop skulle rengøres. Hun løftede dog brynene en anelse, som han trak hende bagud, så hendes ankler ramte kanten af baljens side. Med forsigtige og cirkulære bevægelser blev hendes mave skrubbet. Der var noget ret så beroligende over bevægelserne og hun valgte derfor langsomt at lukke øjnene og lægge hovedet lid til side, så han nemmere kunne se forbi hendes hoved. Hun lænede sig en anelse op af ham.

”Hver kamp har hver sin historie,” lød det afslappet fra hende. Man kunne se hun trak vejret langsomt og roligt, på den måde hendes brystkasse bevægede sig. Et tilfreds suk efterlod hende endnu engang som han begyndte at arbejde sig højere op på hendes overkrop.
Ud af det blå trak han pludselig armene til sig hvilket fik Dura til at spærre øjnene op med det samme, og en lille vred rynke dukkede da også frem i det tidligere afslappede grønne ansigt. Da han trak sig et skridt væk fra hende, prøvede hun at forhindre hun ville vælte, ved at bukke sig lidt forover, hendes ankler var trodsalt nærmest limet op ad baljens side, så hun kunne ikke bare lige træde et skridt bagud.
Inden hun nåede at få helt styr på balancen, havde han allerede sagt hun ikke skulle se tilbage og inden hun kunne nå at dreje sig, fik han fortalt at han havde tabt kluden. Hænderne blev nu placeret henover kors som hun gav et utålmodigt suk fra sig.

Hun lyttede opmærksomt, som han satte sig ned på hug for at samle kluden op. En lav kort latter undslap hendes læber, som han nævnte at de ar hun havde henover skulderen lignede noget fra en bjørn, ”De er fra da jeg nedlagde en bjørn som elveårig,” fortalte hun med et bredt smil, ”Jeg skulle vise mig overfor min fader,” klukkede hun, med et bredt smil som hun mindes dagen hvor hun nedlagde en stor bjørn og hendes healende kræfter viste sig for første gang. Alt mens hun fortalte, skrubbede han hendes ben rene. Da han havde siddet dernede i lidt tid, søgte hun hans blik, ”Jeg tror mine ben er rene nu,” kom det fra hende, og måske en anelse hårdt. Hendes hud skulle jo helst ikke blive skrubbet helt af.

Ydmygelsen var total; næsten lamslående. Da han tidligere havde leget med tanken om, hvordan denne intime seance ville forløbe, var det næppe dette udfald, han havde håbet på; men som han havde for vane i lignende situationer, var den hidtil afslappede stemning på imponerende kort tid blevet vendt fuldkommen på vrangen, og han befandt sig nu uhjælpeligt fanget i den pinefulde akavethed. Uundgåeligt, men som altid selvforskyldt. Gortrosh bandede indvendigt som en fordrukken sømand og ignorerede meget bevidst hunorkens spørgsmål om, hvorvidt det var en ophidsende oplevelse for ham. Afgav han et løgnagtigt svar ville det være alt for indlysende, at han ikke talte sandt, så han valgte den stadigvæk uærlige, men sikre rute og forblev tavs.

En yderligere eskalering af den allerede ubekvemme pinlighedsfaktor fulgte, da Dura nær var snublet baglæns ud af baljen som resultat af hans tankeløse, impulsive forsøg på at skjule det opstartende telt i bukserne. Til hans lettelse søgte hun ham ikke med de blå øjne, men lystrede og holdt blikket fremadrettet, om end det var med en større grad af utilfredshed over hans kluntede opførsel. Ville han undgå at tilegne sig alt for meget uønsket opmærksomhed, måtte han hellere udføre sine handlinger med stor påpasselighed fra nu af. Så snart han var kommet ned at sidde på hug, følte han sig knap så udstillet, og et lydsvagt suk blev sluppet ud som tegn på netop dette. Blodet strømmede dog fortsat til det forkerte hoved. Forbistret. 
På trods af han gjorde sit bedste for at abstrahere fra den ubehagelige trykken, var det kun med et halvt øre, han lyttede til fortællingen om kaptajnens beundringsværdige præstation, som bekræftede hans teori om bjørneslagsmålet. Selvfølgelig var hun kommet ud som den sejrende. End ikke benævnelsen af den unge alder fandt han chokerende. Hun var unægteligt et stærkt individ, både fysisk såvel som taktisk, og havde tilsyneladende været det lige fra barnsben. Det var bestemt ikke noget, han kunne spejle sig selv i, skønt han var beriget med en robust kropsbygning.

Kroejeren, som i mellemtiden var faldet helt i staver over det selvnedværdigende tankespind, blev nådesløst revet tilbage til virkeligheden, idet lyden af den kvindelige orks lettere intimiderende røst nåede hans øregange, men det tog ham lidt tid, før han fik opfattet præcis hvad, hun havde sagt. Omgående stoppede han den nærmest maniske skrubben og knugede dernæst flovt kluden med den ene hånd til det meste af vandet var vredet ud af den.
Ramt af fornemmelsen af at blive overværet, lod han med åbenlys tøven sit eget blik glide opad for at møde hendes, mens et småforlegent smil simultant bredte sig henover de forskudte læber. “Beklager. Jeg blev vidst lidt for ivrig – men nu er du så ren, at du praktisk talt skinner,” undskyldte han smilende med en snert af forfjamskelse og blev straks efter konfronteret med det rædselsfulde dilemma, om han kunne tillade sig at blive siddende eller var nødsaget til at rejse sig op; men svaret stod klart, selv før problematikken var blevet tænkt igennem. Han kunne ikke blive i denne position meget længere uden at fremstå enormt mistænkelig, så med de to muligheder vejet op mod hinanden, konkluderede han, at der intet var at miste på nær værdigheden. Men den var alligevel for længst blevet kastet for løverne.

Det var med en noget hyppigere hjertebanken, at Gortrosh kom op at stå på benene; dog ikke før han strategisk fik placeret hænderne foran den afslørende bule, endnu med den fugtige klud i hans besiddelse. Munden snerpede sig sammen, så godt det nu kunne lade sig gøre med de forvoksede tænder, for at fugte læberne i forberedelse til hans næste manøvre. En dyb rømmen, emmende af nervøsitet, rungede som det første ud i kælderrummet, inden han med sin frie hånd greb ud efter Duras ene underarm, som han blidt trak i med ønsket om, at hun skulle vende sig om mod ham. 
“Sig til hvis det her ikke er okay...” nævnte han i et sagte tonefald og lænede sig en smule tilbageholdent ind mod piratens ansigt, så hun kunne nå at afslå. I tilfælde af der ingen indsigelser var, ville han ufortrødent fortsætte, indtil afstanden mellem dem var elimineret, og med hovedet på sned presse sine læber insisterende imod hendes. Kluden ville brat ryge til gulvet som følge af, at han lagde armene omkring hende i et tæt favntag. Det galoperende hjerte syntes pludselig at stå fuldstændig stille.

Stilheden talte for sig selv, da hun havde spurgt om det ophidsede ham. Hanorken vidste tydeligvis ikke hvad han skulle svare. Han frygtede sikkert hvad hun ville sige til hans svar, uanset om det var et ja eller et nej. Hun lod dog bare spørgsmålet hænge i luften.

Ikke en kommentar om arenes historie. Det overraskede hende en smule. Men hvad skulle hun have regnet med? Det var trodsalt mange år siden nu, men hun syntes da selv hendes bedrift havde været formidabel og burde få en form for anerkendelse. Hun mindes hvordan hun havde syntes det samme da hun kom hjem fra turen og det eneste hun fik var bekymrede og skuffede blikke. Tingene gik bare ikke altid som man ønskede det. Men sådan var tingene indtil man blev mere mægtig med sine lederstillinger. Måske Gortrosh bare var helt paf over den fortalte begivenhed?

Det var tydeligt kroejern skulle bruge et øjeblik på lige at finde ud af hvad der var blevet sagt, men så snart beskeden nåede frem blev der handlet. Han stoppede sin skrubben og deres blik mødtes. Det der mindede om en undskyldning blev sendt i hendes retning og hun fnøs let over det, dog med et lille smil på sine læber. Det var ikke ligefrem fordi Dura behøvede at skinne, men det var vel altid rart? Hun vidste udmærket at efter sådan en grundig skrubben ville hendes hud have brug for pleje, præcis hvad den pleje bestod af var hun dog ikke klog på. Det var alligevel ikke noget der blev passet så meget. Duras glød plejede blot at være fra de citrusfrugter der var ombord på skibet.

Da hanorken valgte at rejse sig så hun lige frem for sig, som hun afventede hvad han ville vaske som det næste. Da han så greb hendes underarm, konkluderede hun først at det var armenes tur, men da han trak i de vendte hun langsomt blikket over skulderen før hun vendte sig mod ham. Hans ord forvirrede hende et øjeblik, hvilket kom til udtryk på hendes bryn i hvad der varede et splitsekund. Da han lænede sig ind mod hende så hun undrende på ham. Hun var måske en anelse langsom på tråden her, for det var først de sidste centimeter mellem dem hvor det gik op for hende hvad han havde gang i. Sødt. Hun lod ham plante sine læber på hendes og gengældte det da også. Da han så lagde sine store arme rundt om hende følte hun sig et øjeblik splittet mellem at smelte i armene på ham eller trække sig fra ham. Forvirret af sine valgmuligheder trak hun sin venstre arm op mellem dem, for at lægge den om hans brede nakke og trække ham tættere. Dette fik dog også hendes nøgne våde krop til at læne sig mere ind mod hans. Hun lod ham nyde deres kys et øjeblik, før hun lod sin albue presse imod hans brystkasse for at skabe plads mellem dem. ”Så det var ophidsende for dig?” lød det fra hende drille. Lavendelstilkene han havde smidt i baljen, havde i den grad mindsket hans chancer for at mindste en tand i et slag mod kæben. Lavendelen havde nærmest opslugt den arrighed der kunne have været. Med et lusket smil på læberne mindskede hun presset mod hans brystkasse, for i stedet at lade deres læber mødes igen.

Følelsen af det stillestående hjerte svandt hurtigt bort og blev i stedet for erstattet af galoperende slag, som nærmest fik det til at runge i hele hans indre. Dura udsendte umiddelbart ingen tegn på, at hun havde i sinde at afvise hans forsøg på at lægge op til et kys, og derfor lænede han sig med fornyet selvtillid det sidste stykke ind mod hende. En bølge af varme spredte sig fra centeret af brystkassen og ud i hver eneste krog af hans krop, i det eksakte øjeblik hans læber strejfede hendes, og et dybfølt kys blev indledt.
Imod forventning, men nøjagtigt hvad han havde håbet på, gengældte hun det; og det var al den bekræftelse, han havde brug for. Den brændende flamme i hans indre blussede øjeblikkeligt op og som resultat af dette, strammede han sit greb om hunorken; dog ikke så meget at det forhindrede hendes arm i at finde vej op til hans nakke.

Da der opstod en naturlig pause, trak han sig villigt en anelse tilbage, idet han mærkede presset mod sin brystkasse. Spørgsmålet fra tidligere, som han så desperat havde forsøgt at undgå, genlød som et forsinket ekko. Der var vidst ikke nogen vej udenom det længere, men så tæt som de stod, ville svaret næppe komme som en overraskelse for hende.
Et smil formede sig på hans læber. For en gangs skyld udstrålede det ikke forlegenhed eller vidnede om, at han på nogen måde var utilpas, skønt det ikke fik lov til at brede sig fuldt ud. “Skyldig...” svarede han så langt om længe og kunne heldigvis ikke nå at komme med nogen fårede tilføjelser, før kysset blev genoptaget – denne gang af Duras egen vilje. Flugtende med rygsøjlen førte han de bredryggede, ru hænder ned mod hendes lænd og trykkede hende insisterende ind mod sig selv. Hans eget tøj havde efterhånden absorberet det meste af vandet fra hendes våde front, men det var knap nok noget, han bed mærke i. Det eneste han fokuserede på var at holde sin iver nede. En kamp han dog hurtigt måtte erkende var tabt på forhånd.

Med de allersidste hæmninger kylet over bord, bøjede han let ned i knæene og uden at bryde kysset, tog han fast i hendes bagdel med begge hænder. Dura var ganske vist ikke nogen mager elverpige, men han fik alligevel løftet hende op fra baljen uden det mindste besvær. På trods af at han bestemt ikke var så meget som i nærheden af at være en kampstærk kriger, så besad han stadigvæk en imponerende styrke - særligt i ryggen og armene.
Endnu en pause opstod, så han kunne få trukket noget luft ind, og udåndede derefter ledsaget af en dyb, guttural brummen. Gortrosh lod sine ravbrune øjne fordybe sig i hendes intense blå og hankede, nu med et godt greb om hendes underlår, op i hende. “Jeg vil have dig,” lød det lavmælt fra ham med et tydeligt, underliggende begær til stede i tonefaldet. Hans aura havde ændret sig markant på meget kort tid som følge af, at hans mere dyriske side havde fået lov til at bryde ud til overfladen. Hvis de spidse ører stadigvæk bar præg af den rødlige kulør fra tidligere, var det ikke længere forårsaget af flovhed men snarere ren ophidselse.

Hans lystfulde blik forblev fastlåst i hendes, men afstanden mellem deres ansigter var blevet noget større, siden kysset var stoppet. De var dog stadigvæk så tæt, at hun uden problemer burde kunne fornemme hans tunge vejrtrækning ud gennem den flade næse. Heftig men støt, som en ophedet, tøjlesløs tyr.
Hun havde virkelig formået at vække et eller andet i ham, og det var endda uden aktivt at forsøge. Blot eksisteret, stillestående i baljen med vand, og uvidende ladet ham tilbede hendes krop. Det var dog slut med at gøre det i hemmelighed. Han havde allerede givet klart udtryk for, at han begærede hende; så han kunne lige så godt vise hende præcis hvor meget. Såfremt hun ville lade ham.
Gortrosh tog et skridt baglæns og sænkede hende forsigtigt ned på gulvet igen. For at undgå at hun distancerede sig alt for meget, søgte han atter ned og lagde en hånd ved hendes lænd, mens han med den anden tog et nænsomt men bestemt tag om hendes kæbe med tommel- og pegefingeren. “Hvis du også har lyst til mig - så sig det,” krævede han, velvidende om at han bevægede sig ind på farligt territorium; men han ville nødigt kaste sig over hende, hvis ikke han havde hendes fulde tilladelse.

Svaret overraskede hende på ingen måde, for hun kendte i forvejen til svaret og det var udelukkende for at lege lidt med ham. Hun var dog godt tilfreds med hans smil, da han svarede. Det gav hende også kun mere lyst til at trække ham ned til et kys. De brede, ru hænder trykkede hende tættere, og som hvis hun var gele lod hun sig føre helt op ad hans krop. Hans skjorte var næsten halvvejs vasket, så våd som den var blevet af at de havde elimineret afstanden mellem hinanden. Det var egentligt ikke noget hun lagde mærke til, før han bevægede sig sine ru hænder ned til hendes muskuløse baller og løftede hende op og ud af ballen. Hendes højre hånd fandt derfor også vej om til hans nakke.

Da han hankede op i hende, for at få et bedre greb, sukkede hun afslappet. Hendes blå øjne beundrede hans ravbrune. Det var næsten helt overraskende, sådan som han havde ændret sig fra at være en anelse forlegen omkring hende, til pludselig at have selvtillid til at se hende ordentligt i øjnene. Et skævt drillende smil trak op på hendes ansigt, som han nævnte han ville have hende. Hun vidste udmærket godt hvad han sagde, men hun havde sådan en underliggende lyst til at sige hun ikke var til salg, at hun ikke kunne købes. I den anden ende hev det i hende blot at sige ’så tag mig dog for zalan’. Han virkede i den grad til at have styr på samtykke, selvom det var tydeligt at lysten også lå dybt i ham.

Hvad havde dog fået ham til at reagere sådan? Var det måske fordi han levede sit liv i storbyen, Dianthos, og hun levede livet på vandet og i sin orkklan? Var det måske noget forskruet hjemve eller bare en generel mangel på det barske liv, som Dura sådan bar præg af?
Roligt fik hun lov til at få kontakt til jorden igen, som han forsigtigt sænkede hende ned. Det hele var som sådan fint, hånden om lænden var i den grad tiltalende, men så snart han greb fat i hendes kæbe, var det som dagen blev til nat på et øjeblik. Det frække blik falmede. Måden han holdt om hendes kæbe virkede degraderende og nedladende. Ordene han fik sagt, var i den grad med en blanding af at være nedladende og at have respekt for hende. Han snakkede jo til hende som var hun en eller anden lille prinsesse. Hun hørte kortvarigt hans ord, før hun ville forsøge at rive sin kæbe fri fra hans blide greb og skubbe til ham, med begge sine hænder mod hans brystkasse, i et forsøg på at skabe midlertidig afstand mellem dem – eller skubbe ham ned i sengen bag ham. Lykkedes det hende at skubbe ham ned i sengen, ville det være tydeligt at hun stadig var lysten, på den måde hun ville nærme sig sengen, med en anelse slingrende gang, hvor hun til sidst ville hun kravle hen over ham, så hun havde et knæ på hver side af hans hofte og en hånd på hver side af hans skuldre. ”Så flæk mig,” udfordrede hun med et bredt drillende smil. Han havde i hvert fald ikke ødelagt det helt endnu.

Det havde været lige på grænsen til at gå grueligt galt. Hendes blik, hvori et tydeligt begær indtil nu havde brændt, ændrede sig som lyn fra en klar himmel og var ikke til at tage fejl af. Var det ikke fordi, hun selv havde fået løsrevet sig fra hans greb, ville han omgående have trukket hånden til sig. Det havde bestemt ikke været udtænkt som en nedladende handling eller med et ønske om at påbegynde en kamp om dominans – i hvert fald ikke af den slags som endte med blodige næser og knoglebrud.
Gortrosh nåede dog aldrig at forklare sin oprindelige intention, der tilsyneladende var blevet udført temmelig uheldigt, før et kraftfuldt skub mod hans brystkasse fik ham til at stavre nogle skridt baglæns. Ved det sidste og tredje trin stødte hans lægge mod den hårde træramme på sengen og uden nogen mulighed for at genoprette balancen, bumpede han ned på den høstoppede madras. Armene havde febrilsk forsøgt at tage fra, så han var endt i en halvliggende position med albuerne begravet i madrassen, fungerende som støtte for overkroppen, og det var med stor forvirring malet i ansigtet, at han glanede mod Dura. Umiddelbart så hun ikke vred ud, men det tog han nu ikke som en garanti for, at han kom til at forlade dette rum uskadt. End ikke den sensuelle måde hun fremførte sig på, på sin vej hen til ham, var nok til at berolige ham.

Til hans forundring blev han dog hverken mødt af skæld og smæld eller en ordentlig lammer. Han var i mellemtiden rykket en smule længere ind på sengen og fik lige akkurat ytret et fåret “øøøhh...” idet den afklædte hunork kravlede indover ham som en løvinde over sit nedlagte bytte. I takt med hun nærmede sig, lænede han sig mere og mere tilbage, indtil albuerne gled helt ud til siden, og ryggen ramte madrassen. Han ville have været noget mere tilbageholden med at stirre så åbenlyst som han gjorde, hvis ikke udsigten var så hjernedødt ophidsende. For en kort stund kunne han sværge ved Isari, at tiden faktisk gik i slowmotion; og enten var det hendes hjerteslag, han kunne høre, eller også var det hans eget der var blevet så voldsomt, at pulsen gav genlød i øregangene.
Den forhøjede lyd af de rytmiske slag ophørte dog brat, da piratkaptajnen udmeldte hvad hun ville have, at han skulle gøre ved hende. Det var ganske vist ikke fremført som en ordre, men rettere en drilsk opfordring. Uanset hvad det var ment som, satte det i hvert fald fut under den boblende lyst i hans indre. Flække en klanleder? Det lød som noget af en udfordring. Måske endda lettere intimiderende. Men han havde trods alt noget, hun ikke havde – et stort og kampklart sværd. Som ærlig talt var på nippet til at revne hans bukser, hvis hun så meget som vrikkede med måsen.

I modsætning til Dura, som havde været skamløst direkte i sin tale, var hans modsvar noget mere diskret men langt fra subtilt. En dyb, guttural knurren forlod hans strube lige inden, de ru hænder strøg opad ydersiden af hendes lår og fik taget solidt fat i hendes bagdel.
“Gladeligt...” sagde han kortfattet, før han i en hurtig bevægelse fik vendt dem om, så han lå øverst, men blev højst liggende i to sekunder. Det var vel ikke helt retfærdigt, at hun var den eneste som var splitterravende nøgen. Desuden kunne han allerede mærke, hvordan hans kropstemperatur begyndte at stige.
Siddende på knæ tog han fat i kanten på den løse, hvidlige trøje for at trække den over hovedet og blotte den behårede overkrop. Det var jo sådan set ikke første gang, hun så ham uden klæder på, skønt det forrige tilfælde havde være langt mere uskyldigt. Med lige så stor hast fik han krænget bukserne ned, og selvom han til en start lod underbukserne blive på, var absolut intet overladt til fantasien. Han konkluderede dog hurtigt, at et telt på den størrelse kun ville være i vejen, og underklæderne røg derfor også ned til tøjbunken på gulvet.

Gortrosh sænkede sig atter ned over klanlederen, denne gang uden noget lag af stof imellem dem, med en hånd placeret på hver side af hende, så hun blev spærret inde; eller dannede illusionen af at hun var det. Hun ville formentlig lige så nemt som ham kunne vende situationen rundt. Det var næppe så nemt at få hende til at overgive sig.
Så tæt som de befandt sig på hinanden, var det praktisk talt uundgåeligt at deres kønsdele rørte, men han havde nu heller ingen planer om at forhindre det. Tværtimod. Det gav anledning til, at det nu var hans tur til at sende hende et drilsk smil. “Vil du have et ord du kan råbe, hvis det bliver for meget?” spurgte han i et spøgefuldt tonefald der vidnede om, at det nok var retorisk ment.

Han endte i sengen. Fantastisk. Hun beundrede nærmest den forvirring er var malet i hans ansigt, som hun nærmede ham. Det var såmænd forståeligt nok, at han ikke helt vidste hvad der foregik i hendes hoved – selv hendes skibsbemanding som brugte flere måneder med hende, vidste ikke engang hvor de havde hende. Ingen var jo nogensinde i god jord hos hende og i så fald skulle man være forberedt på at ende i den dårlige jord få sekunder efter.

Den måde han rykkede sig længere ind på sengen, næsten verbalt udtrykkede sin usikkerhed og sank dybere ned i sengen fremprovokerede et lumskt smil på de grønne læber. Klar til at æde ham råt. Hun kunne tydeligt se hvordan pulsen i hans hals pumpede derudaf. Ja, hendes egen var da også steget, men nok ikke nær så meget.
Det var tydeligt at beskeden blev modtaget, på den måde han tillod sig at lade sine hænder køre op langs hendes lår og om til hendes bagdel. Kort efter var der svar, som rungede noget så godt i hendes øre og fik hende til at trække lidt mere på smilebåndet. Med ét blev hun dog trillet rundt, så hun lå nederst. Det var lettere uforudset, eftersom han havde virket lidt chokeret over måden hun havde nærmet sig ham. Hun blinkede et par gange med øjnene, og inden hun vidste af det, var han ude af sin trøje. Hun så ned langs sin krop, og for enden af den mødte hendes blik en halvnøgen ork. Halvnøgen forblev han ikke længe, for der blev straks trukket ned i bukserne, som fik hende til at smile drillende. Han var da virkelig ihærdig om at komme af med tøjet, hva? Oven i det, tillod hun sig at klukke lidt over hvordan han et øjeblik stod med sine underbukser på. Han kunne næsten lige så godt have taget dem af, i et hug, sådan som hun nærmest kunne se alt på forhånd. Hun løftede et lille kækt øjenbryn da han endelig rev sine underklæder af. Alt mens han havde taget sit tøj af havde hun rettet lidt på det uendeligt lange hår. Det var stadig hen over hendes ene skulder, men havde dog viklet sig ind under hendes ryg igen. Hun nåede kun lige at få håret fri, før han kravlede hen over hende igen. Ja han indespærrede hende endda, ligesom hun havde gjort overfor ham. Jah, han kunne vel godt lige have lov til at tro han havde tøjlerne lidt endnu…

Hendes vejrtrækning virkede utrolig rolig, som han lod deres kønsdele røre hinanden. Ikke noget særligt ved det, endnu. Da han så valgte at sende hende et drilsk smil og en kæk kommentar løftede hun et øjenbryn, som havde et strejf af fornærmelse i sig. Hun vidste udmærket godt at det var ment i sjov, og derfor trak hun også på et lille skævt smil og gav et lille glædeligt fnys fra sig. ”Skib” svarede hun dog kækt tilbage på orkisk. ”Husk du også må bruge det,” klukkede hun så og så lidt op og ned af ham. Dura selv vidste hun sagtens turde tage skridtet videre, sådan som de lå nu, men turde han selv det? Hun var faktisk ikke helt overbevist.

Som kontrast til Duras forbavsende rolige åndedræt, blev ilten åndet noget tungere ind og ud hos den store, ophidsede kroejer. Det drillende smil, der ellers var falmet lige så hurtigt som det havde bredt sig, blussede så småt op igen, da det orkiske ord for ‘skib’ flød ud mellem klanlederens læber. Ganske vist var han ikke flydende i sin egen arts modertunge, men det udvalgte sikkerhedsord var ikke fremmed for ham. Skibet, han havde tilbragt en mindre årrække på som kok, havde foruden ham huset én anden ork; og det var primært fra denne artsfælle, at Gortrosh havde lært størstedelen af sit orkiske ordforråd.
Der var dog et eller andet helt særligt ved at høre det fra hunorken under ham. Om det var den mørke, men kvindelige røst eller blot den intime, fysiske samhørighed var ham uvist. Det eneste han var fuldstændig sikker på i dette øjeblik var, at han ville have hende og ingen andre. Enhver anden tanke, og selv de materielle omgivelser, fik lov til at glide i baggrunden, tilsløret af deres nuværende irrelevans, så han uforstyrret kunne fokusere på kaptajnen.
“Skib...” gentog han, lavmælt og brummende, for at tilkendegive sin accept. Hendes efterfølgende tilføjelse gav godt nok udtryk for, at det ligesom hans egen udmelding bare var det rene spas. Alligevel bestemte han sig for, at det ikke skulle være sidste gang, hun ytrede dét ord. Han ville i hvert fald gøre sit ypperste for at realisere det, selvom han udmærket var klar over, at det var noget vanskeligere end at klø sig i nakken. Gevinsten ville dog være det værd. Alene forestillingen om at høre hende udbryde det, øgede både lydstyrken og hyppigheden af hans vejrtrækninger. Nu gjaldt det bare om at holde længe nok... såfremt han var i stand til det.

Presset mod madrassen blev pludselig rimelig ujævnt, da Gortrosh løftede den ene hånd og lod den søge ned mod sin honnørværdige rejsning. Han fattede om skæftet på det grønne sværd og begyndte urimelig langsomt at gnide enden af det mod hendes skød. Intensiteten steg i takt med, at hans egen selvbeherskelse svandt ind, og en dæmpet, dyb brummen kunne regelmæssigt høres fra ham. På intet tidspunkt nænnede han at fjerne sit blik fra hende. Han var stærkt opsat på at få hver eneste reaktion med, men til trods for dette, fik de ravbrune øjne alligevel forvildet sig nedover hendes overkrop af og til. De endte dog altid oppe ved Duras ansigt igen.
Den pinefulde ventetid blev brat og nådesløst tilintetgjort på et splitsekund, idet han endnu engang fik skubbet sig op at sidde på knæ. Uden tøven, og med et fast greb om hunorkens veltrænede lår, trak han hende tæt ind mod sig. Hans hænder pressede derefter insisterende mod inderlårene for at få hendes ben spredt så meget som muligt og mindske modstanden, når han omsider trængte op i hende.
“Er du klar?...” spurgte han sagte med en stemme som dryppede af begær. Uanset om han fik et verbalt svar eller ej, satte han sig i position og spyttede en ordentlig klat ned i håndfladen i tilfælde af, at det beskedne forspil ikke havde haft den fornødne effekt. Det nu nypolerede spyd blev prøvende trykket mod åbningen ind til himmerige, men gled de første mange gange kun lige akkurat indenfor. Alt efter om hans egen utålmodighed ville overhale hendes, ventede han til hun var lige på nippet til at beklage sig ud af ren frustration. Ligegyldigt udfaldet ville et hårdt stød følge, ledsaget af et gutturalt støn, som meget snart ville udvikle sig til en prusten. Han tillod sig dog at forblive i hendes indre for en kort stund, lettere overvældet af den intense følelse, før han helt og holdent ville hellige sig til at imødekomme hendes ønske. Hvis ikke hun endte med at gå herfra på gummiagtige, stavrende ben, var sandsynligheden for at hun ville kunne huske ham næppe særlig stor; så han havde i sinde at yde sit allerbedste. Om det så betød, at han i bogstaveligste forstand skulle få jorden til at ryste under hende – eller som det mindste sengen.

Gortrosh tog atter fat i Duras ben, denne gang for at lægge dem over sine brede skuldre, så han kunne læne sig så tæt på hende som muligt med knoerne begravet i madrassen på hver side. De følgende stød var langsomme men kraftfulde og med den betydeligt mindre afstand, lagde han lige så forsigtigt sin pande mod hendes. De blå øjne, der fremstod endnu mere kulørte på så nært hold, fængslede ham med det samme, og han forsvandt straks dybt ind i dem. Hun ville utvivlsomt kunne mærke de tunge, varme åndedrag mod sit ansigt og ligeledes fornemme de svage vibrationer fra den dyriske knurren, som lod til at komme helt nede fra maven af.
Som tempoet eskalerede blev han nødsaget til at løfte hovedet igen og koncentrerede sig i stedet for om at opretholde en fast rytme. Måske var han ikke kendt for at være det mest dominerende, højtrangerende mandfolk i hele landet, men når alt kom til alt var han en lystdreven, testosteronpumpet ork, hvilket han med fuldt overlæg sørgede for, at kaptajnen blev mindet om igen og igen.
Men den ukuelige viljestyrke var ikke helt på lige fod med hans fysiske udholdenhed. Det var uundgåeligt, at der efter noget tid opstod en pause i de hårde, hurtige stød, men han besluttede sig for at udnytte det til sin fordel. Temmelig forpustet satte han sig op og fik undervejs taget fat om taljen på Dura, så hun også blev trukket med. Hans hænder søgte derfra hver til sit; den ene ned mod hendes lænd og den anden op til midten af ryggen. “Hurtigt... læg armene om min hals,” tilskyndede han og ventede knap et sekund, før hænderne røg ned for grådigt at tage fat i hendes bagdel.

Så yderligt som han var placeret på sengen, strakte han først ét ben bagud og fik fodfæste, hvorefter det næste fulgte trop. Et støn af anstrengelse lød, da han kom op at stå med Dura i sin favn. Okay, hun var vidst ikke helt så nem at bære på, som han fejlagtigt havde regnet med. Han strammede derfor grebet, inden han på skift begyndte at hæve og sænke hende over sin omfangsrige træstamme. Armmusklerne spændtes synligt for hvert løft, men på turen ned var det hendes kropsvægt der stod for det meste af arbejdet. Dog sørgede han for at støde tilsvarende hårdt i bund, så han var sikker på, det kunne mærkes helt oppe i mellemgulvet.
Gjorde hun tegn til at ville ned, ville han trække sig ud og sætte hende ned på gulvet; ellers ville han fortsætte til den ophobende mælkesyre fik hans arme til at dirre, og de tiltagende støn blev erstattet af en stadig, dyb bjørnebrummen.

Dura var glad for at hanorken over hende virkede til at vide hvad ordet betød, både på hvordan han så ud da hun sagde det og det at han gentog det, accepterende. Med et skævt, dominerende smil beundrede hun hvordan han virkede til at give sig hen til hvad han lystede efter. Hun tillod da også selv at lade sin hånd finde vej ned mellem hendes ben, for at kærtegne den lille nydelsesgivende perle, som endda var pyntet med en piercing. Ja, han bemærkede nok også at hendes køn var udsmykket. Alt ved hende udstrålede selvsikkerhed og ro. Hendes øjne var halvlukkede, mens de beundrede ham, og smilet var forsat skævt som hun bemærkede hvordan han enkelte gange så ned over hendes overkrop.
Det varede dog ikke længe før han trak hende tættere, det virkede næsten selvsikkert. Med hans brede hænder pressede han mod hendes inderlår, så de spredte sig mere for ham. Hun var da også villig nok til at sprede dem for ham. Det var dog også tydeligt at hun ikke var en smidig elverpige, eftersom musklerne ved inderlårene stoppede yderligere spredning – det var dog alligevel bredt nok til at han sagtens kunne være mellem benene – og det var for nogen ret imponerende.

Hun klukkede lidt som han spurgte om hun var klar. Det var ikke ligefrem det mest imponerende forspil fra hendes synspunkt, men skidt være med det. Meget hurtigt lod hun da selv sine fingre finde ind i dybet, for efterfølgende at lade de våde fingre tørre sig af på sit køn, så der var lidt at køre på. Han var trodsalt godt udrustet.
Det varede da heller ikke længe før han introducerede sit lem, men kun lige lidt. Dét var trodsalt pirrende. Afstanden mellem de mørke bryn blev kortvarigt mindre, ikke i arrigskab men derimod i af at blive pirret en anelse. Eftersom han forsatte i lidt tid, bed hun sig selv lidt i underlæben, så vidt det nu var muligt med de store tænder i undermunden. I stedet for at beklage om mere, lod hun den ene hånd finde om til hans skulderblad hvor hun blidt insisterede på mere. Det resulterede da også i at hun fik hvad hun ville have. Overrasket åbnede hun sin mund en anelse, og det eneste men kunne høre var hvordan hun trak vejret ind, for at holde det. Lyden af en anden mand over hende, havde været gemt væk i lang tid, men at høre den igen fik en lille varme til at sprede sig i brystkassen. Der gik et lille øjeblik før hun tillod sig at vende tilbage til en langsom dyb vejrtrækning.

Da der blev grebet om hendes muskuløse ben og rettet på dem, fjernede hun sin hånd fra hans skulder, så hun ikke ville ende med at være låst derimellem. Da hans hænder fandt plads på hver side af hende, lod hun den ene hånd finde vej blidt rundt om hans håndled og den anden støttede op ad hendes lår, så det blev på plads. Ret så villigt og krævende lod hun sin pande mødes med hans, som hun sukkede nydende til hvert af de langsomme stød. Til tider valgte hun dog at holde sukket for sig selv og i stedet give et minimalt lille gisp fra sig. Et lumskt smil bredte sig hen over de grønne læber, som han nærmest stirrede ind i hendes øjne og hun kunne mærke hans tunge åndedræt. Hans knurren gjorde dog kun hendes smil endnu bredere. Det virkede næsten som om hun vækkede noget i ham, som havde ligget og simret hele hans liv, og det virkede da også til at han godt kunne tåle og blive prikket lidt til, så det endelig vil bruse helt over. Hun skulle bare lige finde det rigtige tidspunkt, hvor hun kunne hælde brænde på bålet.
Hun sukkede lidt, som han trak sin pande fra hendes og øgede tempoet. Hendes ene hånd valgte derfor at rejse fra låret op til hendes bryst, hvor hun selvsikkert klemte og kærtegnede det nydende. Hun lukkede da også øjnene et øjeblik mellem støddene og lagde hovedet lidt til siden- det kunne næsten virke underdadigt. Da han valgte at gribe om hendes talje, var det som en hånd slog mod hendes kind og kastede hende tilbage til virkeligheden. Hun vendte sit blik tilbage til kroejeren som trak hende med op og sidde. Et kækt smil bredte sig, som hans hænder fandt hver deres vej på hendes ryg og han tillod sig at beordre hende til at lægge sine arme om ham. Man kunne høre en lille drillende latter som hun svarede ham: ”Næh,” det var lavt og næsten hviskende. I stedet for at gøre som han sagde slyngede hun sine muskuløse ben rundt om livet på ham så godt som hun kunne, og lod en enkel hånd finde vej til hans skulder, for at gøre det bare en anelse nemmere for ham, selvom hun, så tarvelig som hun var, valgte at læne sig lidt bagud, så det blev tungere for ham at komme op og stå.

Dura klukkede lidt som han anstrengte sig for at komme op og stå. Det lange hår fandt vej ud over skulderen og han nu ned  og dækkede for hans hænder. Inden længe, valgte hun at hjælpe ham lidt, ved at trække sig tættere på ham, så han ikke ville få overbalance og falde med dem begge to. Det ville ikke have været kønt. Hun smilede lumskt som han strammede sit greb om hendes baller og løftede et forventningsfuldt øjenbryn og var da lidt imponeret over hans taktik med at hæve og sænke hende. Man kunne da også høre hun nød det, som hun sukkede nydende og lidt højere end før. Den frie hånd valgte dog nu at finde vej om til hans nakke, og fingrene fandt vej op i det korte hår, for til sidst at finde vej til det hår der var længst. Hun knugede fingrene lidt om det, hvilket måske godt kunne nive lidt. For hvert et stød blev hendes støn mere og mere forstummet og overtaget af gisp eftersom det nærmest tog pusten fra hende. Hun lagde derfor hovedet let tilbage, så hendes åndedræt blev lettere.

Ja, det var hårdt og til dels godt, men noget i hende syntes ikke det var nok. Hun trak hovedet tilbage på sin rette plads og lænede sin overkrop helt ind til Gortroshs hvor hun holdt sig oppe ved hans hoved et øjeblik, ”Læg dig,” lød det fra hende. Det kunne lyde både som noget hun bad om eller som en decideret ordre. Insisterende lukkede hun hånden lidt tættere om hans hår, uden helt at vide om det ville ændre på noget.

Måden Dura tog sig ud på med så imponerende en mængde selvsikkerhed var ubegribeligt ophidsende. Det var tydeligt at se, at hun ikke ejede så meget som en snert af forlegenhed; men dét indtryk havde han vel sådan set allerede fået, sekundet hun var trådt ind på Kyklopen. Selv ved første øjekast havde han kunnet mærke en væsentlig ændring i hjertets slagrytme, en diskret men sigende indikation af den øjeblikkelige tiltrækning han havde følt, som dog til at starte med havde indgydt mere betænkelighed end forhåbning. Han havde i hvert fald ikke vovet at anerkende den, velvidende om at løbet ville være tabt, før det overhovedet var skudt i gang. Havde nogen forsøgt at bilde ham ind, at inden aftenen var omme, ville han være tæt forbundet med den kvindelige ork i en intim, kropslig sammenslutning, havde han nægtet at tro på det. Jah, selv nu virkede alene tanken fuldstændig absurd, til trods for han befandt sig midt i akten.
De nydelsesinducerede lyde som jævnligt lød fra hende var på sin vis en form for anker til virkeligheden; både en bekræftelse af at det han gjorde ikke var helt skidt men vigtigst af alt, at det var mere end blot en dagdrøm. Han kunne ikke mindes, hvornår en kvinde sidst havde formået at vække en så utæmmelig lyst i ham, som det tilsyneladende var lykkedes hende. Der var stort set ingen kontakt til den fornuftige hjernehalvdel. Alt blev drevet af og udsprang direkte fra det primitive center, stedet for drifter og instinktstyret opførsel.

Energien, han nu udstrålede, var ikke dén af en forskræmt, rystende gazelle, men rettere en territoriel bjørn i brunst. Selvom kaptajnen ikke længere havde ham trængt op i en krog, opførte hun sig dog stadig som den uovervindelige løvinde; nådesløst tirrende med sin drillesyge fremtræden. Dominansen var tydeligvis ikke blevet etableret endnu, skønt hun ret beset havde underlagt sig ham, idet hun velvilligt havde ladet ham trænge op i hende. Jovist, han ønskede da ikke, at hun skulle overgive sig fuldkomment; der var intet sjovt ved et modspilsløst, ensformigt samleje, men derfor mente han nu alligevel, at hunorken burde og ville have godt af at slippe tøjlerne lidt - også selvom det blot var for et kort øjeblik.

Hånden, som lidt efter lidt havde bevæget sig opad for at tage et solidt tag i den korte, pjuskede hanekam, fik ham kortvarigt til at fortrække ansigtet i en beskeden, pinefuld mine, men den falmede hurtigt bort og blev atter erstattet af det lystfulde udtryk. Som hendes støn faldt i styrke, forkortede han intervallet mellem de dybe stød, og havde han ikke været så håbløst fortabt i den grønhudede gudinde i sin favn, ville de følgende gisp have frembragt et skælmsk smil på hans læber. I stedet for øgede han blot intensiteten af sine egne lyde og brummede en smule utilfredst, da hun strammede fingrenes greb om hans hår.
Hendes ord rungede lige så tydeligt ud i det lysfattige kælderrum, men i første omgang svarede han bare med en intens øjenkontakt og aftagende, gutturale prust. Gortrosh var dog stoppet med at elevere hende op og ned, og der gik ikke lang tid, før han trak sig ud af hendes dyb. Lige så langsomt løsnede han sit tag i hende og sænkede hende ligeledes ned mod gulvet i håb om, at det ville få hende til at give slip på de sorte hårlokker; men han gav hende aldrig en reel chance for at få ordentligt fodfæste. Så snart hendes tåspidser rørte det rustikke trægulv, slap han med den ene hånd som straks røg op og fik samlet en god portion af det lange hår i en stram hestehale. I et splitsekund stod verdenen omkring ham stille, men han holdt hårdnakket sin tøven fra døren. Nu var det dristige skridt jo taget.
“Måske er du vant til at give ordre på dit skib...” antog kroejeren med en knap hørlig, knurrende røst. “Men her? Her er det mig der bestemmer.” Kraften bag denne udmelding var noget mere gennemtrængende end tiltænkt. Godt nok bar den ikke præg af spydighed, men var blot meget bestemt. ’Læg dig’... Han havde måske været tilbøjelig til at adlyde hende i hvilken som helst anden situation. Ikke den her. Hvis hun ville have en føjelig skødehund at koste rundt med i sengen, var hun det forkerte sted. Desuden var hun heller ikke selv nogen lille, hjælpeløs skabning, og han havde derfor fuld tiltro til, at hun kunne finde ud af at sige fra. Forhåbentlig med munden fremfor en hård knytnæve.

I næsten én og samme bevægelse slap han Duras hår og greb om hendes skulder for at vende hende om ved hjælp af et hårdt skub. Lykkedes det at skabe bare en smule overbalance, ville hanorken lægge hele sin kropsvægt i og tvinge hende hoved først ned i sengen. For at hun ikke skulle betvivle hans motiver, slap han ligeså hurtigt igen, hvorefter han bøjede sig indover hende med en hånd pressende noget mere skånsomt mod hendes øvre ryg.
“Jeg sagde, jeg ville have dig... og det vil jeg... uden begrænsninger,” sagde han lavmælt, nærmest i forlængelse af en tung, langtrukken udånding. Begæret i hans stemme syntes endnu mere fremtrædende end tidligere. Typisk var han ikke typen der talte så åbent. Ufiltreret ærlighed var dog det mindste af det, når lysten brændte så fyrigt i ham, at han knap nok var i stand til at tænke klart.
Den frie hånd fandt vej ned til klanlederens underliv, hvor han lod tommeltotten stryge mod smykket ved hendes åbning et par gange, inden han indsatte fingeren i hende. Måske det kunne være en idé at skrue bare en anelse ned for det stædige konkurrencegen. Han var trods alt oprigtigt interesseret i, at det skulle være en behagelig oplevelse for hende; og et dybt suk af vellyst var, når alt om til alt, bedre end selvtilfredsheden ved at høre hende ytre ét sølle ord – ligegyldigt hvor højt det så blev skrålet.

Gortrosh efterlignede hvad hun tidligere havde gjort og kørte den nu våde tommelfinger ud, rundt og videre ned mod den anden piercing, hvor pege- og langfingeren tog over; dog ikke i specielt lang tid. Efter en sidste, cirkulerende berøring trak han hånden til sig, alt imens han den anden gled mod hendes nakke og øgede presset. Såfremt hun ikke strittede for meget imod, ville han stille sig an og trænge op i hende igen; ikke helt så hårdt som de forrige stød, men nok til at ramme i bund både første gang og de efterfølgende. Som en overhængende tordensky ville lyden af hans hæse støn atter buldre frem med jævne mellemrum, og begge hænder søge mod hendes hofter, så hun lettere ville kunne trække sig, skulle hun have lyst.

Dura havde intet imod at han var lidt utilfreds med at hun greb hans hår, for den effekt det havde på ham, nød hun. De utilfredse brummende lyde og den stigende intensitet, fik da pulsen til at stige lidt.
Hendes ordre førte til en intens øjenkontakt og hans prust aftog. Hendes blik var i den grad mindst lige så intenst som hans. Hun var vild med det, hvordan han var blevet grebet helt af akten og lige skulle overtale sig selv lidt før han faktisk var villig til at trække sig ud. Hun slap da også hans hår, for hvis han skulle lægge sig, skulle det ikke begrænse ham. Hun følte sig i sandheden overlegen, sådan som han ’bare’ fulgte hendes ordre.
Dura nåede dårligt nok at mærke trægulvet under hende, før han havde et greb om hendes hår og hun udgav et utilfredst støn efterfulgt af en brummen, som næsten kunne virke knurrende. Hans ord prøvede virkelig at virke hårdføre, men ordene var ikke nok til at få kaptajnens ben til at ryste af skræk. Hun udgav et højt hånende fnys. Der skulle mere til for at overbevise hende om at det var ham der bestemte.

På hvad der virkede som et splitsekund, blev hendes hår sluppet og skulderen skubbet til. Præcis hvad Dura havde forventet, vidste hun ikke, men hun blev i hvert fald vendt om og fik en anelse overbalance. Hun var tæt på at finde balancen igen, for at ville dreje sig de sidste grader til at vende sig mod ham og give ham et los mod kæben – blot for betaling for skubbet. Planen blev dog drastisk ændret, som Gortrosh fik tvunget hende ned i sengen, med sådan et skub at det sveg lidt mod kinden og kæben, som hun blev skubbet langs lagnet. Ikke at hun kom til skade, det var blot ubehageligt. Denne gang blev det et utilfreds grynt der undslap hende. Hånden, som nu var på hendes øvre ryg, fik hende på ingen måde til at tvivle på at han faktisk prøvede at tage styringen fra hende. Ordene han tillod sig at sige til hende, mens hun lå der med røven i vejret, under ham, gav hende faktisk kuldegysninger, som måske ville kunne ses på hendes arme, eftersom hendes hænder var ved siden af hver skulder. Havde han virkelig nosser nok til at leve op til det?

Et lille overrasket gisp lød fra hende, som hans fingre fandt vej til de intime smykker og begyndte at pirre hende noget mere. Hun strittede ikke imod lige nu. Hun gav ham faktisk chancen for at pirre hende og tage tøjlerne, bare et øjeblik. Så måtte han jo overbevise hende om at han kunne styre det at have ’frie’ tøjler. Det øgede pres mod hendes nakke, gjorde hende faktisk kun mere tændt, som det virkede til at var ved at låse hende fast. Så manglede der bare lige lidt mere…. Eller meget… Alt efter hvor meget han ødelagde det i mellemtiden.
Da han trængte op i hende igen, prøvede hun lidt at holde et støn tilbage, hvilket blot resulterede i det nok kun lød langt mere lystent. Så snart hans hænder søgte mod hendes hofter, rettede hun lidt på sig, så hun kunne bevæge sig i, så godt som muligt, i takt med ham. Der gik utroligt nok heller ikke længe før hun kunne mærke noget løbe ned af hendes inderlår.
Der var ikke ingen tvivl om, at havde dette været i åbningstiden ville kunderne ikke i tvivl om at der var gang i den i hans kælder, sådan som de begge stønnede.