Falk bemærkede straks hvordan Liv varmede lidt op igen, og det gjorde hende kun endnu mere ivrig efter at få Castien væk. Hvis han ikke gjorde Liv glad med sit nærvær, så burde han slet ikke være her med dem. Falk tænkte ikke så langt, som at Liv ville blive ked af det over ikke at se Castien, men tænkte kun på den kortsigtede løsning; som var at Liv plejede at være glad, når det bare var de to, alene sammen.

Så da Castien fastslog at han ville gå med det samme, stoppede Falk op og stirrede vredt efter ham, men sagde ikke noget til ham. Falk foretrak både Liv og Castien når de var adskilt, havde hun meget hurtigt opdaget, så det var kun godt hvis han gik. Hun var dog ikke sikker på at Liv ville give hende ret, så hun holdt fast om Liv med begge hænder for at stoppe hende, hvis hun prøvede at stoppe Castien. Ikke at hun kunne, hvis Liv virkelig ville, men hun kunne prøve.

Livs hjerte bristede i tusind stykker, da Castien vendte sig og gik, men denne gang sagde hun ikke noget, og hun prøvede heller ikke at stoppe ham. Hun havde jo vist, at det ville ske; Hendes egen søn hadede hende nu, alt sammen på grund af den far, og Liv svor, at hun aldrig ville fortælle nogle af sine børn noget om deres fædre igen. Det førte kun ulykker med sig. Et par tårer trillede ned ad hendes kinder, mens hun så sin søn forlade hende.

"Jeg er ked af, du skulle se det her," sagde hun til Falk, da Castien var gået. Hun tørrede sine øjne og smilede til sin datter. "Din bror var... plaget af noget, selv ikke jeg kunne hjælpe ham med. Men i det mindste har jeg stadig min elskede, lille rovfugl."

Liv løftede Falks hånd og kyssede den, før hun trak hende ind i et kram. "Min lille skat. Mors elskede, lille Falk. Nu skal vi to have noget at spise, ikke?"

Castien blev ved med at gå væk, og var ærlig talt lettet over, at Liv ikke forsøgte at holde ham tilbage igen. Han orkede ikke at skændes med hende mere, men han ville heller ikke lade hende få sin vilje. 
Hans første tanke var at tage tilbage til Dunkelskoven, som han havde sagt, men lige nu havde han mere lyst til noget at drikke - en øl, måske? Han kunne tage hen til den kro, hvor han havde mødt den pæne pige?
Hvis han var heldig var hun der stadig, men alligevel gad han ikke have kontakt med andre. Han havde heller ikke krystaller nok til at købe en øl - han havde jo slet ingen!
Med et lille suk drejede han hen imod templerne. Det skulle vidst være hans soveplads for denne nat.

Falk skævede efter sin bror, da han gik. På trods af hvordan hun selv havde bedt ham om at gå, gjorde det hende ked af det at han gjorde det. Han var jo en del af familien, og hun kunne godt forstå hvis han gerne ville vide mere om sin far; det ville hun jo også selv. Som hun så det var forskellen bare at hun kendte deres mor godt nok til at vide, at det ikke ville nytte noget at spørge ind til ham. Hvis man ville finde ham, måtte man selv gøre arbejdet.

Falk fnøs også bare overlegent, da Liv forsøgte at forklare Castiens opførsel. Om ikke andet kunne hun i hvert fald overbevise både sig selv og sin mor om at Castien ikke betød noget for hende.

"Mmmh, jeg har lyst til svin," svarede Falk og smilede til Liv. Med Castien ude af syne var det nemmere for hende at glemme ham og tænke på sin mor og mad i stedet.