Castien tog noget af en risiko lige nu. Han ville prøve at tage tilbage til Dianthos, se om han kunne være i blandt befolkningen, uden at blive angrebet hele tiden. Hvis det ikke lykkedes måtte han jo prøve Kzar Mora i stedet. Der var nok større sandsynlighed for, at han kunne omgive sig befolkningen dér, uden de større problemer. Siden hans forbandelse havde han undgået byer, eller højt befolkede områder, da han ikke gad at blive angrebet hele tiden. Naturligvis kunne det jo være, at han kunne ende med at blive dræbt, og hans forbandelse brudt, men han var tvunget til at overleve. Hvis der var bare én lille chance for overlevelse, så tvang hans forbandelse ham til at overleve, og han havde ikke ligefrem lyst til at risikere det. Nogle skæbner var værre end døden.

Castien sørgede for at rejse hen til Dianthos, imens det var nat. Der var mindre risiko for at han blev set, og solen genererede ham ikke, hvis noget skulle gå galt. Han gik langs den gamle landevej, og hans mørke pels ville gøre det svært at se ham, hvis det ikke var på grund af hans hvide øjne. De lyste op i natten sammen med månens skær. Han bevægede sig forsigtigt henover de små sten, der var på landevejen, for at larme så lidt som muligt.
Da han nåede tæt på Dianthos stoppede han op og så på byen. "Vi mødes igen, Dianthos. Hvad kan du tilbyde mig denne gang?" Hans hvide øjne kørte henover byens mange lys, og hans lettere store ører bevægede sig efter lydene. Han tænkte slet ikke over, at han pludselig var meget synlig overfor andre, da han ikke længere var skjult af mørket, og han havde snakket til sig selv.