Log ind Opret bruger
Hector
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Satyr
Alder: 38 år

Skaber: Rabbit

Skuffelsen var tydelig i Vargas' ansigt og stemme, og Hector kunne mærke panikken boble op i hans bryst. Hvad fanden betød det? Ville Hector få sin eliksir eller ej? Skulle han regne med at hans bryster ville svulme op og hans stemme blive lysere eller ej? Tanken fik Hector til at synke en klump, og han kunne mærke, hvordan panikken hurtigt spredte sig til resten af hans krop. Tårene begyndte at dukke op i øjnene, og hans hænder og knæ summede, mens hans hjerte hamrede i brystet på ham og sveden haglede af ham. Men han kunne ikke gøre noget! Han kunne ikke søge ly i Junos arme eller i hans seng. Han kunne bare stå her og lade, som om alt var fint, selvom han var ved at brække sig af skræk.

Hector's paniske blik søgte Juno. Hvad fanden skulle han gøre? Før han kunne nå at flippe endnu mere ud, skete der dog noget meget mystisk. Hende den anden elverdame, som Vargas havde bedt om vand, kom hen til ham og gav ham et glas vand, hvilket egentligt ikke var specielt mærkeligt, men mens Hector drak vandet, var det, som om det fjernede hans panik bid efter bid, indtil der næsten ikke var noget tilbage. Hector blinkede forvirret og tog glasset fra munden og gloede på det et øjeblik. Var vandt fortryllet eller måske forgiftet? Han så op og mødte damens blik, og en varm, behagelig og rolig følelse varmede straks op i hans mave. Var det hende, der gjorde det? Han havde slet ikke ænset hende før, men nu kunne han ikke lade være med at stirre på hende. 

"Øh," nåede han at mumle, men da var damen allerede væk, og alt, Hector kunne gøre, var at glo på den dør, hun var forsvundet ind gennem.

Broerne brænder, vi drikker vin og danser tæt, bygger luftkasteller, lever og elsker som mennesker. Du er bekymringsløs, det er jeg vild med, jeg elsker den måde, du er dig på... Jeg tror, jeg kender dig

Juno
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 18 år

Skaber: v0idwitch

Juno havde haft for travlt med at forsøge at flirte med pigen til at bemærke at Vargas kom hen til ham, før manden allerede havde grebet fat om hans nakke. Truslen virkede kun delvist - Juno blev skam opmærksom på, at han ikke måtte stirre på hende foran Vargas, og han lod også være for nu, men hans tanker blev kun endnu mere fyldt med forestillinger om, hvordan hun så ud nøgen. Havde Vargas set hende nøgen? Ville Juno kunne komme til det? Havde slaverne fællesbad? Var pigen også slave, eller ville hun kunne købe Juno?

Sådan én vil jeg gerne sælges til, så er det vist ikke så slemt at være sexslave, tænkte han for sig selv, og han vidste at hverken Netrish eller Hector ville være enig med ham, så han skævede til Thanos for at få bekræftelse fra ham af, men så snart han fik øje på Thanos' ansigt, kom han i tanke om hvad det var for en mand han havde at gøre med. Fra tid til anden kunne han virke menneskelig, og for at kunne overleve fortrængte Juno så ofte som muligt det værste der var sket på turen, men nu kom mindet tilbage til ham, og han endte med at stå og stirre ned i jorden, i stedet for at dele sine tanker om pigen.

Først da Thanos begyndte at gå, vældede vreden frem i ham igen. "Du kan aldrig nogensinde slappe af igen, Thanos. Jeg myrder dig, når du mindst venter det." Han råbte truslen efter Thanos, og selv efter manden var forsvundet indenfor, hævede og sænkede Junos brystkasse sig tydeligt, vrede pulserende igennem ham. 
   

Netrish
Krystalisianer

Retmæssig Neutral
Race: Skovelver
Alder: 184 år

Skaber: Dragonflower

Netrish var næsten blevet vand til sin manglende påklædning på de sidste dages rejse.. næsten. Da slavehandleren trak ud i hendes kjole, stod hun fast, og holdt blikket frem for sig, armene langs siden, med hænderne knyttet hårdt. Hun overvejede kort om hun kunne dræbe ham, lige der. Hun ville aldrig overleve det selv, men måske de andre ville have en chance så? Ikke at de ville have længe.. Men det var for usikkert. Hvis Thanos fik fat i hende inden hun kunne færdiggøre det ville hun miste livet for ingenting, eller hvis manden gjorde hvad han havde gjort ved Hector, eller noget mere... så hun stod blot, fast som en klippe, og lod ham glo.

De sammentrukne hænder foldede sig ikke ud før den anden elverkvinde bragte hende vand. Netrish tog en indånding og modtog kruset med næsten ceremonielle, rolige bevægelser. Hun drak langsomt, og da hun var færdig rakte hun kruset tilbage med begge hænder, og et ærebødigt "tak". Netrish var ganske sikker på dette ville blive den sidste venlige gestus hun kom til at se i meget lang tid.

I buret satte Netrish sig med ryggen op af tremmerne, overrasket over hvor meget plads der faktisk var. Hun holdt blikket fra de to drenge som hun ellers havde opbygget noget hen af positive relationer med over de sidste uger. De ville ikke være i hendes liv meget længere, så der var ingen grund til at bebyrde nogen af dem med farvel.
I stedet fiskede hun sin halskæde frem, det gamle, slidte symbol for Kile der engang havde tilhørt hendes mentor. Hun lod fingeren glide over metallet inden hun lukkede hånden tæt om den og holdt den ind til sig. Hun viste de ville tage den fra hende, at hun skulle have givet den til den anden elverkvinde, eller smidt den efter Thanos hvis hun nogensinde ville have en forhåbning om at se den igen, men... af alle ting i denne verden, var det lille smykke en af dem hun ville have sværrest ved at miste. 
You got what everybody gets. You got a lifetime.

Tråden er afsluttet