Det var en kold vinter morgen. Nyfalden sne hvilede på træernes kroner og kastede en dæmpet ro over landskabet. De sidste nattejagere var gået i skjul, men dagen var endnu ikke startet for hvad dyr der gjorde udkanten af skoven deres hjem. Uforstyrret stilhed havde sænket sig som solen langsomt kravlede op på himlen, og for et kort øjeblik eksisterede intet ondt i verdenen.
Den magiske ro blev pludseligt brudt da Spike satte sig op i sneen. Den tykke jagtkappe han havde trukket op til hagen faldt dovent væk fra hans bare overkrop som han rettede ryggen og strakte sig. Ved siden af han rejste ulvehunden sig pludseligt, og rystede ophobet sne af sig. Den logrede tavst med halen, og gav Spike et enkelt slik i ansigtet, som han børstede sne af sig. Han vidste bedre end at prøve at benægte det mægtige bæsts affektion, og kløede den groft bag øret.
Det sidste han kunne huske var at han havde befundet sig på en kro. Han havde brugt sine sidste penge på en flaske stærk alkohol af ukendt oprindelse. Kroværten må have indset i løbet af aftenen at han ikke kunne betale for et værelse, for der var langt til det nærmeste vandhul, så han må have gået den bedste del af natten. Hvad end han havde drukket havde slået godt igennem, og han kunne stadig mærke de vedvarende effekter af alkoholen.
Han rejste sig op, og børstede sne af de bukser han stadig havde på. Han tog et par skridt ind mellem træerne, og begyndte at grave i sneen efter planter, der kunne klare hans hoved. De plejede at gro i skoven om vinteren, og hans håb var at han kunne finde nogle tæt på træerne, hvor sneen ikke havde haft mulighed for at knuse dem.

Senya gabte og strakte sig. Hun kunne mærke halmunderlaget i sin seng, selvom halmen var inde i en madras, under et ekstra tæppe også. Hun strakte sig igen, katteagtigt, og lagde hånden mod sin mave. Eller hun forsøgte i hvert fald, for på hendes mave lå en doven, rødstribet kat og sov. Hun skubbede lidt til væsnet, men den rørte sig ikke ud af flækken.

"Jinx altså." sagde hun kærligt til katten, og gav den endnu et skub "Jeg skal op og igang." Det synes at få gang i katten, som utilfredst miavede og rejste sig op. Den trippede lidt rundt på hendes mave, inden den sprang end fra sengen i et langt hop. Katten var langhåret, og holdt varmen godt om vinteren, men den ville alligevel helst ligge på Senyas varme mave om natten. Senya holdt nemlig varmen godt, også selvom vejret var håbløst som i dag, med sne over alt.

Da katten havde flyttet sig, så rejste hun sig selv op. Hun svang benene ud over kanten på sengen, men der var ikke langt ned til gulvet. Sengen var mere eller mindre end træramme, af billigt træ, en halmmadras og nogle tæpper. Hun rystede sig let, som en hund, da hun var kommet op og stå. Hun gik da hen til kaminen. Ilden var gået ud, så hun vidste, at hun måtte ud og finde noget brænde på et tidspunkt, og det tidspunkt var snart, for ellers ville der blive meget koldt i den dårligt isolerede hytte.

Hun gik over til bordet og tog kedlen. Hun rystede den let. Jo, der var stadigvæk vand i den, så det var bare at sætte den over den lille bålplads som kaminen i virkeligheden var, men det krævede jo ild. Og ild krævede brænde. Hun trak særken over hovedet, og hen over kroppen, hvorefter hun trådte i et par lædersko og trak en kappe om sig. Så kunne hun da holde varmen, på trods af de bare fødder og ben, indtil hun var kommet ind igen med brænde og tændt op i kaminen.

Derved gik hun udenfor med Jinx i hælene. Din dumme kat, tænkte hun med en hovedrysten, det er jo koldt udenfor!

Hun så sig om, da hun var kommet ud. Hun betragtede smilende Jinx løbe igennem sneen, og hen imod brændeskuret. Jo den vidste udemærket hvor de skulle hen. Hun fulgte derfor efter katten mod brændeskuret, men fandt det, desværre, tomt. Hun måtte lidt ud i skoven så.

"Skal du med Jinx?" spurgte hun katten, som hun trak kappen tættere om sig, og tog brændekurvens hank hen over armen.

Han fandt hvad han ledte efter, og begyndte at gnaske på et par grå urter og en enkelt rod, der stak op af jorden. Han rejste sig op, og gik tilbage til stedet hvor han var vågnet, og klædte sig hurtigt på igen. Et kort øjeblik nød han skovens rolige stilhed. Han kiggede sig omkring. Langsomt kom han til den realisation, og han ikke genkendte landskabet. En ting var sneen, selvom han havde set sne ved udkanten af sin skov, men også træerne så anderledes ud, lavere og mørkere. Spike havde aldrig været den bedste stifinder, og med et indså han at han ikke vidste hvor han var. Hvilket spolerede hans ellers gode humør.
I det øjeblik vendte vinden sig, og han hørte lyden af en stemme drive forbi fra et sted længere inde i skoven. Hvis der var andre i skoven kunne han finde ud af, hvor han var og hvordan han kom hjem til sig selv. På den anden side kunne det være uklogt at opsøge kontakt med tilfældige folk der bosatte sig i skove, noget han selv var et strålende eksempel på. Han tøvede kun kortvarrigt inden han satte i retning af lyden. Han havde ikke det store valg, taget i betragtning at han var faret vild.

Han bevægede sig stille gennem skoven. Han havde aldrig været den bedste til at bevæge sig lydløst på nyfalden sne, men han var heller ikke den værste. Hans bedste håb var at vinden fortsat blæste i hans retning, så han kunne få en ide om hvem de andre personer var. Eller person, hvis tossen talte til sig selv.
Ulvehunden bevægede sig naturligt og muntert igennem træerne, uden nogen ide om overvejelserne der gik igennem Spikes hoved.

Da han kom nærmere, kunne han se en kvinde med en kurv. Efter hende var der et lille dyr, men Spike kunne ikke se hvad det var uden at bruge sin magiske kræft, der med sin ikoniske form kunne afsløre hvem han var. Han gættede på at det var hende der havde talt, og at det var dyret hun havde talt til. 
Som han sad på hug delvist bag et træ og lavede denne observation vandrede hunden uforstyrret over mod kvinden, med tungen lykkeligt hængende ud af munden og logrende hale. Spike var for optaget af sin udspionering til at opdage det før den var længere væk end han kunne kalde den tilbage uden at blive hørt. Istedet rejste han sig op, og forsøgte at virke naturlig. Det var bare et spørgsmål om tid før ulvehunden ville afsløre hans position med dens klare spor i sneen.

Da Senya havde trukket kappen tættere om sig, gik hun dybere ind i skoven. Hun boede i og for sig ikke så dybt inde selv, men for at finde brænde, som var nogenlunde tørt, så skulle man et stykke ind. Det var ingen hemmelighed, og alle vidste det, men ingen bevægede sig derind, medmindre de kendte området. Det var trods alt Dunkelskoven, after all.

Engang imellem skævede hun til den rødstribede kat, som ikke gik ved siden af hende, men lidt foran eller lidt bagved. Der gik dog noget tid før hun opdagede, at de to ikke var alene, hende og katten. Hun så da op, fra jorden foran sine læderbeklædte fødder, og opdagede en stor hund af en art. Det lignede egentlig mest en ulv, men den var bestemt af den familie: Canis lupus-familien.

Hun spærrede øjnene op stort, da hun så den og stoppede op. Som den kom nærmere, så trådte hun baglæns. Jinx var allerede sprunget op i et træ, udenfor rækkevide for det nyopdukne dyr. Den var da også så klog. Væsnet så dog ikke uvenligt ud, så hun nikkede til den.

"Er du faret vild?" spurgte hun den, også selvom den næppe kunne svare alligevel.

Hunden drejede sig om da hun talte til den, og kiggede direkte på Spike, der fortsat stod op af et træ. Han lignede en person der forsøgte, og fejlede, at se skummel ud. Han rystede kort på hovedet, og gik tættere på. "Han er med mig." Nok var hunden ikke den klogeste, men Spike måtte give den ret i at kvinden ikke så truende ud. Hun lignede en person, der ærligt foretrak at være for sig selv, en holdning han kun kunne støtte op om. 
Jake vendte sig tilbage mod kvinden, med tungen hængende ud af munden, overbevist om at den havde gjort et godt arbejde. Den gik tættere på for at se om den kunne få lov til at lugte til hendes hånd. "Du skal ikke være bekymret for Jake, han bider ikke."
Han stoppede et stykke fra hende, i hvad han bedømte var en respektabel afstand. Det var trods alt ham, der havde sneget sig ind på hende. På den afstand ville det alligevel være nemt nok at tale sammen.
"Og vi er faret vild, for at være helt ærlig." Han kiggede efter katten, der havde gemt sig i et træ. Jake stod for foden af det, og logrende lykkeligt i håbet om at han ville møde en ny ven. Hunden var uden tvivl verdens mindst farlige jagthund, men det gjorde ikke så meget, da Spike var en af verdens farligste jægere.

"Åh!" udbrød hun forskrækket, da en mand kom ud i lyset. Eller ikke så forskrækket, mere overrasket end forskrækket, må man nok lige rette det til.

Hun skævede til ulvehunden, som kom tættere på sig. Så tæt at den til sidst kunne snuse til hendes hånd, og hun lod den gøre det. Den virkede ikke truende, ej heller dens herre, så den eneste den i virkeligheden generede var hendes kat Jinx. Men det måtte Jinx altså lige leve lidt med, han kom jo ned når først kræet var væk, og var iøvrigt godt pelset, så han kunne holde til kulden.

"O-okay?" svarede hun på hans kommentar om, at den ikke bed eller ikke ville bide. Det var hun glad for. Hun ønskede ærligt ikke at blive bidt. Ikke fordi hun ikke bare kunne heale det igen bagefter, for det kunne hund, men hun ville godt være oplevelsen foruden - ærlig talt.

"Jamen, så er det godt, at I er stødt på mig. Jeg kan vise jer begge ud, hvis det skal være." Hun skævede fra hunden til dens herre. Manden var bleg med brunt mellemlangt hår. Han så rimelig veltrænet ud, og hverken ranglet eller drenget.

Hun mærkede da selv kulden og rystede let på hovedet. Hun bukkede sig ned, og samlede lidt kviste op, hvorefter hun proppede dem i sin kurv, i håb om at de kunne nå at tørre nok til at man kunne tænde op med dem.

"Men du vil måske ind og have en kop the at styrke dig på og lidt at spise, inden du drager videre til hvor-end-du-skal-hen? Jeg skulle alligevel lave noget til mig selv." Senya smilede mildt til manden. Hun troede på det bedste i folk, også selvom ham her så lidt uhyggelig ud.

Spike havde et specielt forhold til sult, og følte det normalt kun hvis den var meget kraftig. For at bibeholde sit gode humør, var det vigtigt at han spiste regelmæssigt, selv når han ikke følte sig sulten. Med begivenhederne der var sket sidste nat, følte han sig ikke sikker på hvornår det var, han sidst havde spist. Og det var ikke just fordi han havde travlt med at komme videre. Han gav hende et skævt smil, og trak let på skuldrene. "Jo, det lyder dejligt." Han overvejede om han burde hjælpe hende med brændet, og nærmede sig med en akavethed af en person, der ikke var vant til at være til gavn. Han samlede et par kviste op på vejen, og lagde dem i hendes kurv. 
"Jake! Lad katten være." Hunden sad stadig for foden af træet, og kiggede muntert op på katten. Da den hørte sit navn, drejede den hovedet, men faldt hurtigt tilbage til at observere dyret i træet. Spike sukkede atter - men i det mindste gjorde hunden ikke nogen skade. 
"Du må undskylde min hund," sagde han roligt, mens han samlede en stor gren op og knækkede den i mindre stykker, "han er ikke specielt kvik." Eller også var han netop, det var svært at sige. "Jeg hedder Lee." Han rakte hånden frem mod hende med det samme akavede skæve smil på sine læber.

Senya smilede lidt akavet, som han gav sig til at hjælpe hende lidt med brændet. Hun skulle egentlig til huggeblokken, men kunne godt klare sig med nogle kviste. I hvert fald lige i første omgang. Hun fandt en større gren, og stoppede den ned i kurven til kvistene, med et veltilfredst smil. Hun nikkede da til manden.

"Jamen så følg med mig." Hun bevægede sig mod hytten med svajende hofter, da hun kom i tanke om Jinx, katten. Hun hørte ham skælde ud på sin hund. Det fik hende til at smile lidt, men han kunne alligevel ikke se det, for hun stod med ryggen til.

"Det gør ikke noget." svarede hun med et smil, og vendte sig mod ham. Hun gik mod træet, hvor katten sad og skulede til hunden. Hun hang kurven over armen, og åbnede armene for katten.

"Skal du med ind Jinx?" Katten nærmest rystede på hovedet, og blev siddende i træet, mens hun kluklo: "Fair nok. Det må du altså selv om" Hun vendte sig om mod fyren, som havde præsenteret sig som Lee.

"Jeg hedder Senya." svarede hun ham, selvom han ikke havde spurgt, og gik mod hytten i rask tempo. Det var mildest talt skide koldt udenfor, og hun havde ikke ret meget tøj på. Det havde jo ikke været meningen, at hun skulle ud i skoven. Blot ud og hente noget brænde i skuret. Men sådan var det altså ikke gået. Men på den anden side... så havde hun jo aldrig mødt ham Lee heller, så det var ikke alt sammen dårligt.

Spike smilede sit skæve halvsmil. Han var sikker på at hunden og katten kunne holde hinanden med selskab, og var katten venligsindet ville den udentvivl finde det gengældt hos hunden. Han kiggede efter Senya da hun begyndte at gå, men vendte sig tilbage mod skoven inden han fulgte efter. Han havde savnet skoven, på trods af at han kun havde været væk i nærheden af to uger. Der var en ro under trækronerne, man ikke kunne finde i storbyen. Det føltes som om tempoet blev sat ned. Han vendte sig om og fulgte efter hende. 
Personligt var han en forkæmper for tavshed - man kunne lære mere om en person der var behagelig i tavshed, end man kunne fra tusinde ord. Men han forstod også at der var forventninger om at de ville tale, specielt da hun havde inviteret ham indenfor. Normalt var han skeptisk grænsende til paranoid, men der var noget ved kvinden og omgivelserne, der ledte ham til at tro at intet galt kunne ske i netop dette øjeblik.
"Hvad laver du helt herude i skoven, Senya?" Det føltes som et fjollet spørgsmål, givet at han kunne se hun boede her og havde en rimelig idé om hvorfor, men man skulle jo starte et eller andet sted. Han stillede det i en afslappet tone, der tydeligt indikerede at han ikke mente noget dybere.

Senya bevægede sig mod hytten i et roligt tempo. Hun havde fyren, Lee, ved sin side eller i hvert fald med sig. Måske lidt bagefter sig dog. Hun havde endnu kurven på sin arm, da gik et par trin op, for at nå til hoveddøren. Men da hun nåede der til, så spurgte Lee hende om noget. Det fik hende til at stoppe i bevægelsen mod at tage i dørhåndtaget, og dreje hovedet mod ham.

"Mig? Jeg bor her." svarede hun med en blød stemme, inden hun åbnede døren og gik indenfor.

Indenfor var der varmere end udenfor, betydeligt. Hun gik hen til ildstedet med kurven, og smed kvistene og de få grene hun havde fået med sig ind i den. Der var næsten kun gløder tilbage, så hun besluttede sig for at kickstarte det lidt. Derfor holdt hun hånden frem imod ildstedet og hviskede lavt:

"Shara, hjælp mig please."

Det var altid venligt at spørge sin Gud(inde) om krafterne til at udføre noget magisk. Ikke at hun ikke kunne gøre det uden, for det kunne hun, det var bare høfligst. En ildkugle, en lille en, formede sig i hendes håndflade, og hun lagde den forsigtigt i ildstedet. Ilden bredte sig og tog fat i træet og flammede op. Det var en smart måde at gøre det på, synes hun selv, for så behøvede man ikke tændstikker og den slags ting.

Spike kastede et sidste blik på de to dyr, og fulgte så efter Senya. I døråbningen stoppede han for at tage hytte indre til sig, og fangede sig selv i at undersøge hytten  for skjulesteder hvor der kunne lægge folk i baghold. Han regnede ikke med at hun var ude på at overfalde ham, men et livs værd af paranoia havde sat deres spor i Spikes personlighed. Han trådte ind, og lukkede døren efter sig. Varmen begyndte roligt at sprede sig igennem hans krop, og han kunne mærke hvordan det afspændte hans muskler.
"Men hvorfor her?" han var selv en skovdvæler så han forstod attraktionen i at bo lidt væk fra alt og alle. Det ville være interessant at se om hun havde det på samme måde, for han havde reelt aldrig snakket med an anden skovboer før.
Da hun sendte en bøn og blev belønnet med ild, kunne han ikke lade være med at udstråle tilbageholdende kropsprog. Spike brød sig ikke meget om magi generelt, og han kunne ikke lade være med at forestille sig den skade kuglen ville gøre, hvis den kom i kontakt med hans materiale.
"Er du en præst?" Han kendte ikke navnene på alle guderne, det havde aldrig været relevant i hans forrige erhverv. Måden hun sagde det på fik det i hvert fald til at lyde som en bøn.

Senya rejste sig fra den knælende stilling, rettede sig op og så lidt ud i luften. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål, og kom frem til et meget enkelt og praktisk svar. Hun ønskede nemlig ikke at snakke om sin fortid eller hvorfor hun i virkeligheden boede herude hvor kragernes utøj vender.

"Fordi her er så stille, og fordi jeg skal bruge urter, når jeg healer. Og de er altså nemmest at finde herude." svarede hun og rødmede lidt, da hun fortalte om, at hun brugte urter til healing. Normalt brugte man ikke urter til healing, kun magi, hvilket gjorde hende dårligere end andre healere. Hvilket hun skammede sig lidt over, men når noget virkede, jamen så virkede det altså.

Hun skævede til ilden i ildstedet, og satte så en lille gryde med sne i over det, så det kunne smelte og blive til thevand.

"Nej, jeg er bare healer. Men jeg har stor tilknytning til min gudinde Shara. Desuden er det pænt at spørge om magien, i stedet for bare at bruge den." Og det var jo rigtigt nok. Som regel så spurgte hun om magien til at heale eller angribe (ildkuglerne). Medmindre det altså var en nødssituation, og der skulle handles hurtigt.

Spike havde altid haft en industriel tilgang til magi - hvis man kunne løse et problem med viden fremfor en magisk løsning, var løsningen til gavn for flere. En helbreder, der kun havde tilgang til magi kunne hjælpe dem de kom i kontakt med, mens lægevidenskab kunne hjælpe alle de steder hvor der fandtes folk villige til at lære. Det var en sindstilling der havde tjent ham godt igennem sine år i militæret, hvor afhængighed af individer var en svaghed, da alle kunne forsvinde fra den ene dag til den anden.
Spike elskede skoven. Tavsheden og isolationen den tilbød gjorde at det var det eneste sted han følte sig tilpas. Han forstod hendes grunde.
"Kan du vise mig hvad du bruger?" Da han brugte størstedelen af sin tid i skoven, kunne han ligesåvel samle nogle urter sammen til hende, hvis han så dem. Måske endda tjene en mønt eller to i processen. Havde hun ingen penge ville han nok forære hende urterne alligevel, hvis ikke andet så for at støtte op om hendes helbredende videnskab.

Det var aldrig faldet Spike ind at spørge om magi, da han aldrig havde været troende. Hans evner var tættere på en forbandelse, så hvis der var en gud at takke var det næppe pæne ord den skulle forvente fra manden. "Får du da din magi for din gud?" spurgte han nysgerrig. Han havde ikke de sociale færdigheder til at registrere at hans spørgsmål kunne være uhøflige 

(Da jeg ikke kommer til at svare det næste lange tid, så har jeg besluttet mig for at lukke denne tråd. Så den ikke hænger og blafrer nogen steder. Det stresser mig bare mere, at jeg skal svare på en masse tråde, når jeg engang starter igen. Hvilket gør at jeg nok aldrig får startet igen. Derfor lukkes den.)