Hun havde sjældent oplevet ham så vred. Og Renly var ellers vred tit, og var aldrig blind for at lade det gå ud over folk omkring sig. Dagen var ellers startet roligt ud, selvom dage der indeholdte festlige lejligheder, altid var af større stress faktor end andre. Det positive havde næsten været for godt til at være sandt, og glæden ved at se sin datter stråle og stadig forsøge sig på at gøre ting, hendes gravide mave ikke tillod hende, havde fået Helena til at smile endnu mere. Måske var det i virkeligheden at hun havde udtryk glæde der havde gjort det - det var lige nu svært at huske det hele, men hun vidste først at noget var helt galt da det var for sent. Renly havde formået at overtale Hailey og hendes mand til at tage hjem, og derefter vendt sin opmærksomhed alt for tydeligt mod Helena selv.
Helena var ikke helt sikker på længere, hvor han havde ramt, og hvor hårdt han havde slået, andet end noget var galt. Hendes vejrtrækning kom i små stød, påvirket af et brækket ribben der pressede mod den ene lunge. Læben var flækket, hun blødte fra næsen og tindingen og hendes arme føltes tunge som bly efter at havde forsøgt at forsvare sig. Optage bare nogle af de mange slag. Det var først som hun var faldet sammen op af væggen og ned på gulvet at han stoppede og gik fra hende. Hun måtte havde været besvimet, for det næste hun huskede var den unge tjenestepige der havde hjulpet hende op at sidde med et skræmt udtryk, og den ordne hun havde hilst hende med. Den første og nok også eneste hun tænkte på, som ligeledes ville være i stand til at hjælpe hende.
because I, too, am fluent in silence