Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 02.02.2018 20:36
"Find.. Karkhos.. Karkhos Ruadon" Helenas stemme var en smule grødet, som hun knap kunne holde sig ved bevistheden. Hun klemte om tjenestepigens underarm, hårdt nok til at indikere at hun mente det. "Jeg kan ikke gå fra dig, mylady" Helena tvang sig selv til at åbne øjnende og kigge strengt på pigebarnet, som kun en mor kan gøre det, når det ikke lå op til diskussion. Men hun sagde ikke mere. Pigen havde forstået det, og selvom hun var modvillig, fulgte hun ordren og forsvandt ud af lokalet. Helena lænede hovedet tilbage mod væggen, voldsomt svimmel, og brugte sine sidste kræfter på at holde sig selv vågen.

Hun havde sjældent oplevet ham så vred. Og Renly var ellers vred tit, og var aldrig blind for at lade det gå ud over folk omkring sig. Dagen var ellers startet roligt ud, selvom dage der indeholdte festlige lejligheder, altid var af større stress faktor end andre. Det positive havde næsten været for godt til at være sandt, og glæden ved at se sin datter stråle og stadig forsøge sig på at gøre ting, hendes gravide mave ikke tillod hende, havde fået Helena til at smile endnu mere. Måske var det i virkeligheden at hun havde udtryk glæde der havde gjort det - det var lige nu svært at huske det hele, men hun vidste først at noget var helt galt da det var for sent. Renly havde formået at overtale Hailey og hendes mand til at tage hjem, og derefter vendt sin opmærksomhed alt for tydeligt mod Helena selv.

Helena var ikke helt sikker på længere, hvor han havde ramt, og hvor hårdt han havde slået, andet end noget var galt. Hendes vejrtrækning kom i små stød, påvirket af et brækket ribben der pressede mod den ene lunge. Læben var flækket, hun blødte fra næsen og tindingen og hendes arme føltes tunge som bly efter at havde forsøgt at forsvare sig. Optage bare nogle af de mange slag. Det var først som hun var faldet sammen op af væggen og ned på gulvet at han stoppede og gik fra hende. Hun måtte havde været besvimet, for det næste hun huskede var den unge tjenestepige der havde hjulpet hende op at sidde med et skræmt udtryk, og den ordne hun havde hilst hende med. Den første og nok også eneste hun tænkte på, som ligeledes ville være i stand til at hjælpe hende.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 02.02.2018 20:56
Aftenen havde lagt sig og efter maden var Morpheus forsvundet. Han havde svært ved at sidde stille og trods udgangsforbuddet forsvandt han stadig om aftenen. Hvad han lavede ville Karkhos ikke vide og han stillede ikke spørgsmål, når hans herre og elev kom hjem. Heller ikke selvom der var blod på hans hænder og han selv var kommet til skade. Kun et par enkelte gange var vreden løbet af med den gamle mand og han havde skældt ud, selvom det ikke var hans plads.
Så atter en gang var han alene i det lille hus. Tjenestefolk havde de ikke mange af og de tog altid hjem efter aftensmaden. Karkhos var vant til at klare sig selv og Morpheus brød sig ikke om at have fremmede i huset. Som sædvanligt fandt den ældre mand noget praktisk at foretage sig, så da der forsigtigt blev banket på døren, var han ved at pudse sine våben. Ikke at de trængte, men det optog hans tanker og holdt hans hænder beskæftigede.

Overrasket over det sene besøg, havde han sværdet i hånden, da han åbnede døren. Udenfor stod en tjenestepige, ung og tydeligvis skrækslagen over at være ude i mørket under udgangsforbuddet alene. Det tog ham et øjeblik at forstå, hvad hun ville, lettere usammenhængende og på kanten til gråd. Lady Argyris var kommet til skade og havde brug for hjælp. Hun havde specifikt bedt om hans hjælp. Trods overraskelsen over dette, reagerede Karkhos promte. Der var ikke tid til at tænke, kun til at reagere. Han hentede sin jakke, satte sværdet i bæltet og forlod hjemmet for at følge med pigen tilbage til huset, hvor Helena var. Om det var held eller ej, var ikke til at vide, men de stødte ikke på nogen vagter. Selv hvis de havde, kunne Karkhos nok have fået fripas, siden de fleste vidste, hvem han var. Af byvagterne, i det mindste.

Den lille vimre tjenestepige løb op af trappen til førstesalen og Karkhos trampede efter, hjertet oppe i halsen. Og det var ikke fordi han havde skyndet sig. For et øjeblik var han bange for, at kvinden måske var død, men nej, hun sad stadig op hvor pigen havde efterladt hende. Karkhos gik med lange skridt igennem rummet og satte sig på hug foran hende, tydeligvis bekymret. Mere end han burde være, på en anden måde end han burde være det.
"Lady Argyris." Han var lige ved at kalde hende ved fornavn, men fik rettet sig selv inden det skete. Hans blik gled over de skader, han kunne se, vurderende og bekymret. Det var meget værre end sidste gang.
"Hvor slemt er det?" Hans stemme var neutral, rolig. For at holde hende rolig. Der var ingen grund til panik, selvom hun så ud til at have meget ondt. Vreden føltes som en brændende knude i maven, men han holdt den nede. Følelser ville ikke hjælpe på situationen.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 02.02.2018 21:08
Helenas øjne havde været lukket, og der var nogen gange smerten havde gjort alt endnu mere mørkt end sort, men hun var stadig ved bevidstheden, eller så tæt på som man kunne være, da døren gik op. Hun var udemærket klar over hvilket problemer tjenestepigen kunne havne i hvis hun blev opdaget ude på denne tid af døgnet, men Helena havde hverken krafter eller en tilstand der tillod sig at tænke over sådan noget lige nu. Det måtte komme senere, når hun for alvor kunne få mulighed for at takke den forskrækkede pige.

Hendes øjne blev åbnet langsomt, og også kun lige til hun kunne se ud af dem. Trods for at han sad på hug lige foran hende virkede han sløret, og stemmen underligt vandet. Med en anstrengelse fik hun tvunget sit hoved væk fra væggen, og rette sig bedre op. "S-slemt.. Meget.. Slemt" hendes stemme rystende og vejrtrækningen hoppende, som fik hendes brystkasse til at bevæge sig unaturligt og hendes ansigt til at fortrænge sig i smerte.

En metalisk mund spredte sig i munden, bekræftende at ribbenet havde ramt lungen lidt mere end den burde. Hendes øjne var skræmte. Helena var bange. Ikke for smerten. Smerten var ikke ukendt, men man kunne mærke forskel. Og denne gang var det ikke noget der bare som sådan ville heale af sig selv med tiden. Hendes øjne låste sig til hans, findende bare en smule tryghed og ro, selvom det virkede direkte umuligt for hende at opnå lige nu.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 02.02.2018 21:37
Karkhos mærkede et stik af en næsten ukendt følelse, som Helena svarede ham. Slemt. Det var værre end slemt, han havde en stærk fornemmelse af, at det hastede med at finde en healer. For en healer skulle der til. Ingen tvivl om det. Forsigtigt lagde han en ru hånd på hendes ene knæ.
"Helena, du har brug for en healer. Jeg ved ikke, om han vil gå ud under forbuddet, så jeg er nødt til at tage dig til ham. Men det kræver, at jeg løfter dig." Uden at tænke over det, gjorde han sig selv dus med hende. Han var bekymret og formerne var ikke vigtige nu. Hans ord var ikke en forespørgsel, han spurgte ikke om lov til hverken at tage hende til en healer eller til om han måtte bære hende. Og han ventede heller ikke på svar, før han så op på pigen, der stadig var bleg som et lig og så ud som om, at hun kunne bryde sammen hvert øjeblik. En ændring skete i Karkhos' holdning, som han fangede hendes blik. Løjtnanten kom op i ham som han begyndte at give hende ordrer.
"Find hendes kappe, der er koldt ude. Og du bliver nødt til at gå med os, holde øje efter Kilepræster og byvagter. Åbne døre. Der er langt, healeren bor i kanten til Det Nedre Bydistrikt. Jeg bliver nødt til at koncentrere mig om at bære hende. Forstår du?" Det sidste blev næsten bjæffet ud for at få hende til at samle sig. Der var ikke tid til søde ord og trøst, det kunne hun få senere.

Det gav et ryk i pigen og efter en kort tøven nikkede hun og forsvandt. Karkhos vendte sin opmærksomhed mod det tilskadekomne kvinde.
"Jeg skal nok være forsigtig." Den blide tone i hans stemme var tilbage og han var vitterligt så forsigtig, som han kunne være, da han lod den ene arm glide rundt om hendes ryg og den anden under hendes ben. Hun var tung. For tung, men han var trods sin alder stadig stærk. Stærk nok til at løfte hende uden at skulle kæmpe for det. Så han holdt hende ind til sig og bar hende ned af trappen. Tjenestepigen dukkede op med et tæppe og en kappe, som hun fik lagt om sin frue, inden hun hjalp dem ud af døren.
Turen var lang. Lang og kold på glatte brosten og med den konstante fare for at blive opdaget. Han kunne have sendt pigen hen efter en healer fra Helbredelseshuset, men de havde en tendens til at stille spørgsmål. Healeren Karkhos kendte, healede for krystaller, stillede ingen spørgsmål. Og han var nogenlunde dygtig. Han havde healet Karkhos mere end én gang, når hans smerter efter træning blev for meget.

Alle musklerne i Karkhos arme og ryg rystede og var syrede til, da de endeligt stod foran døren. Pigen bankede på og kort efter blev der åbnet af en høj, tynd mand med et kraftigt sort hår og et blegt, smalt ansigt. Uden et ord lukkede han dem ind og Karkhos bar Helena hen til et bord beregnet til samme. Her lagde han hende forsigtigt ned.
"Du kender prisen." Manden rullede sine ærmer op, mens han så fra Karkhos til Helena. Karkhos nikkede og sendte ham et bryskt blik.
"Du får krystallerne i morgen." Han havde ikke taget sin pung med i farten. Manden træk på skuldrene og undersøgte Helena lidt. Ingen spørgsmål. Og derefter lagde han de lange, tynde hænder mod hendes tindinger for at heale hende.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 02.02.2018 21:56
Helena nikkede meget forsigtigt, næsten uden at bevæge hovedet. Hendes hoved der føltes så tungt og gjorde så ondt, at hun mest havde lyst til aldrig nogensinde at røre sig igen. Hånden på hendes knæ spredte en beroligende varme, ved sin simple tyngde. At hun kunne mærke den, gav hende en forhåbning om at det nok skulle gå, men det var faktisk først da Karkhos kom med en lidt mere hård tone, dog henvendt til tjenestepigen, at Helena også kvikkede op. Hendes øjne blev mere fokuseret, som havde hun også fået en ordre.

En klynkende lyd pressede sig frem gennem lukkede læber, som han løftede hende op, og hun bed tænderne sammen. Hun vidste han var forsigtig, men smerten skar som knivskarpe blade i brystkassen, og hovedet begyndte at dunke faretruende. Helena bed fortsat tænderne sammen, og lod kun en ganske lavmælt ynkelig lyd forlade sig som hun lænede sin pande ind mod det stykke hvor skulder og hals mødes på Karkhos. Helena så ikke andet end sine egne øjenlåg igennem hele turen. Hun bemærkede ikke hvor mørkt der var, om der kom nogen eller hvor de var på vej hen. Hun så kun mørket fra sine egen øjenlåg og den lette afspejling af lys der gav genskær ind i tårerne der havde formet sig på grund af hovedets evindelige dunken.

Hele hendes krop faldte nærmest sammen som healeren gik i gang med hendes tinding. Hendes krop blev slap, og kun den iregulære vejrtrækning afslørede at hun ikke var faldet i søvn, eller besvimet. Langsomt begyndte hun at åbne øjnende igen, denne gang med evnen til at kunne fokusere bedre og rent faktisk opfange hvad der foregik omkring sig, uden at være fuldstændig fanget i den rene smerte. Det åbnede til gengæld op for at hun kunne mærke de andre skader, men det forhindrede hende ikke i at komme med et enkelt befriende suk.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 02.02.2018 22:17
Karkhos var ikke ligefrem en mand, der lod sig gå på af andres skader. Hvis han gjorde, kunne han ikke fuldføre sit job og passe sit arbejde. Men de smertefulde lyde som kvinden kom med gik lige ind i ham, fik ham til at ønske, at han kunne gøre mere. Men der var ikke andet for end at være stærk og bære hende til healeren.

Ude af stand til at blive stående af ren og skær udmattelse, satte han sig ned på en stol og betragtede manden heale Helena. Tjenestepigen stod skræmt ved døren, men virkede også lettet, som hendes frue fik hjælp. Karkhos lænede sig forover, hvilede sine rystende arme på sine lår og trak vejret en smule anstrengt som musklerne i hans ryg brokkede sig, samtidigt med at hele hans krop var lettet over at komme af med den ekstra vægt. Han var ikke ung mere, hvilket blev understreget gang på gang af hans krop. Der var ingen tvivl om, at det ville blive en pinsel at komme ud af sengen næste morgen. Men han ville klare det uden brok som altid.

Healeren lod sine hænder glide ned over Helenas krop, efter han havde healet hendes ansigt og den hjernerystelse, han ikke havde været i tvivl var der. Der var intet forkert over hans berøring, som han på en eller anden måde kom ind under hendes kjole og lagde de kølige hænder på hendes brystkasse. Det ville gøre ondt, som de to brækkede ribben flyttede sig på plads, men nu kunne han heale hendes lunge. Da det var gjort, undersøgte han resten af hendes krop, healede småting og et par gamle skader, der stadig kunne reddes. Nok var manden hvad byen ville anse for at være kriminel, men han var grundig og tog sit erhverv seriøst. Og han var tavs, stillede ingen spørgsmål.

Til sidst trådte han tilbage, sendte Karkhos et blik og forsvandt så fra lokalet ind i hans eget private hjem. Han var færdig og havde ikke mere at gøre med dem.
Karkhos havde også været tavs, havde blot set på, selvom hans blik var gledet til siden, da der var blevet flyttet rundt på hendes tøj. Det var ikke for hans øjne at se. Hans muskler sitrede stadig let og føltes meget tunge, men han var ved at komme sig på den lange tur. Langsomt kom han på benene og gik hen til bordet, hvor han havde fundet sit mere professionelle ydre frem.
"Hvordan har De det?" Bekymringen var kun et svagt skær i hans øjne.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 02.02.2018 22:45
Helena var lige nu ligeglad med at hendes hud blev berørt, andet end den reagerede på at hænderne var kolde. Som ribbenene pressede sig selv på plads, kom hun med en halvkvalt lyd, der hos en kvinde der havde oplevet mindre smerte i sit liv, ville havde været et skrig. Som lungen var healet sammen igen, var hun heller ikke langsom til at trække frisk luft dybt derned og på den måde tvinge sin krop til at slappe af igen. Skulderen bragte også et par små lyde med sig, ellers foregik resten ved at man kunne høre hendes vejrtrækning, og at hun ellers forholdte sig roligt.

Til at starte med flyttede hun sig ikke, selvom healeren gik. Hendes krop føltes unaturligt træt, og alligevel så let og afslappet. Helena drejede hovedet ganske let som hun hørte Karkhos skridt på vej hen imod hende. Hun tvang sig selv op at sidde, trods hendes krop var træt og udkørt, og kiggede derefter op på Karkhos. De grønbrune øjne var ikke længere bange, ikke på samme måde som før i hvert fald, selvom hun stadig var mærket af hele situationen. "Jeg overlever. Takket været dig" hun tænkte ikke over at hun glemte formaliteterne. Hun så på ham med taknemmelighed i blikket og fastholdte hans blik. Hvis han ikke var kommet, hvad var der så sket? De havde nok fundet en anden metode at få kigget på skaderne, men hun havde haft brug for ham.

Hun bekæmpede trangen til at række ud og tage hans hånd, selvom hun ønskede at gøre det. For selvom hun selv i sin træthed havde glemt etiketten, havde hun stadig hørt at han brugte den, genskabende afstanden deres forskellige rang gav dem, og forsøgte at overdøve tanken om hvilken varme og tryghed det havde givet da hans hånd havde lagt på hendes knæ, og endnu mere hvor tryg hun havde været af at kunne høre hans hjerteslag som han bar hende.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 04.02.2018 14:18
Karkhos var lige ved at tage blidt ved hendes skulder for at få hende til at lægge sig igen, hun så stadig mærket ud af smerten, der havde været. Og selvfølgelig var hun det, blot fordi sårene var healet betød det ikke, at kroppen var frisk og klar igen. Men han gjorde det ikke, det var ikke hans plads. Hun var stolt og han ville stadig ikke tage det fra hende, selvom han... ja, han følte for at passe på hende. Og måske var det også derfor, at han gik tilbage til den rigtige etikette, selvom han hellere ville være dus med hende og sørge for, at hun var sikker. Det gik op for ham, at noget var forkert, at det ikke var, som det skulle være, som hun takkede ham og fastholdt hans blik, selvom han helst ville trække det væk. Noget i ham reagerede på de kønne øjne og for et øjeblik kunne han ikke andet end at se ind i dem og føle sig... fortabt.

En lyd fra den anden del af huset brød forbindelsen og han trådte et let skridt tilbage og rettede i stedet sit blik i mod et sted forbi hendes hoved.
"Det er mit job, Lady Argyris. De er en Atillian." Det gjorde ondt at glide tilbage i sit aflukkede jeg, men der var ikke andet for. Hvad end Karkhos måske eller måske ikke havde følt i det øjeblik, var ligegyldigt. Hun var gift, hun var adelig og han var en gammel soldat, der havde forpligtelser. Og det var der intet, der kunne ændre. Så han tvang sig selv til at lukke af som altid. 
Trods ryggens smerter og hans armes tunge følelse, drejede han sig lidt, så han viste hende døren.
"Vil De hvile lidt eller er De klar til at gå? Vores vært ønsker ikke, at vi bliver for længe." Hvis det kunne undgås at have flere besøgende på én gang, var healeren gladest og ærligt talt havde Karkhos ikke behov for at se, hvem der ellers kom her. Man blev bare blandet ind i noget, der ikke kom én ved. 

Han havde ikke glemt tjenerinden, der tavs så til, ventende ved døren. Gad vide, om hun var til at stole på? Ville hun sladre til Lord Argyris? Fortælle nogen om, hvad der var sket denne aften? Han lavede en mental note om at snakke med hende, inden han tog hjem igen. Vurdere hende og beslutte om han skulle stole på hende eller true sig til hendes tavshed. Han ville ikke afholde sig fra det sidste, hvis det var nødvendigt. Det var hans egen og Helenas sikkerhed, der var på spild. Karkhos vidste nok om Renly til at vide, at Karkhos ville være i problemer, fandt manden ud af, at han havde hjulpet hans hustru.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 04.02.2018 14:36
Helena var kun tvunget til at være stolt, for ikke at havde brudt sammen for mange år siden. Helena havde dage hvor hun knap kunne komme ud for sin dør, og dage hun græd til hendes krop ikke kunne mere. Men hun havde andre end sig selv at tænke på. Hvordan ville det gå hendes børn hvis hun forsvandt! Den tanke havde været hendes drivkraft igennem deres barndom, og nu hvor Hailey var nervøs for den kommende fødsel, og hendes unge søn der flygtede farens blik så meget han kunne. Den drivkraft fik hende til hver gang at vende tilbage, hvor hårdt skadet hun end måtte være. Hun levede for dem, men for et øjeblik som hun så ind i de brune klare øjne, fandt hun langsomt frem til flere grunde til at leve. For selvom det var korte øjeblikke, var det alt sammen det værd.

Helena drejede blikket til siden ved en lyd, skadet af pludselige lyde kunne betyde pludselig reaktion, da hendes blik fandt tilbage, var hans rettet et andet sted hen. En følelse i maven fik blikket til at sænke sig og i stedet stirre på sine hænder. Hun kæmpede imod sit eget ansigt, der forsøgte at afsløre de indre følelser af at være fortabt.
Hun vidste ikke hvorfor hun reagerede så kraftigt. Hvorfor hendes øjne pludselig var fyldt med vand, og før hun vidste af det, løb et par tårer lydløst ned af sine kinder. "Det er jeg ikke mere" bekendtgjorde hun med en hul stemme og tørrede sig over kinden med de spinkle fingre.

Det var med en let usikkerhed, at Helena fik sine fødder ned på gulvet og stod oprejst, først ved at støtte sig til bordet. Hun snøftede lavmælt, tørrede det værste af blodet væk med sit ærme, ligeglad med at det satte blodrester på tøjet, og prøvede sig ganske langsomt med de første par skridt, inden hun genfandt rytmen, trods hendes krop klagede sig ved svage rystelser. Hun løftede blikket til sin tjenerinde, der stadig virkede meget rystet. "Vi er nødt til at komme tilbage, inden nogen opdager hvor længe vi har været væk" Den ene hånd lå stadig og hvilede mod sin egen mave, som stadig sendte stød af følelser igennem hele hendes krop, som hun ikke vidste hvad hun skulle gøre ved. Det var nemmere at fokusere på den hårde kendsgerning. Renly var ligeglad med hvordan hun fandt frem til at overleve mishandlingerne, men han var meget påpasselig med at havde anden selskab end hvad han havde godkendt.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 04.02.2018 16:37
Karkhos fortsatte med ikke at se på hendes ansigt, men derfor kunne han nu godt fornemme, at hun reagerede på, at han afviste hende som han gjorde. Og det gjorde ham vred. Ikke på hende, på sig selv, men mest på hele livet. Men alting, alle følelser og tanker, blev skubbet ned under det tykke dække af følelsesløshed, han havde perfektioneret igennem hele sit liv. Der var intet at gøre. Det havde der aldrig været. Bitterheden gav ham en grim smag i munden.
Det var dog næsten for meget for ham, da hun tørrede tårer bort og rejste sig og for et øjeblik var han frosset til stedet, stirrende frem for sig med et stivnet og mørkt udryk i ansigtet. Hans indre var tomt og lukket og det var først, da hun talte til sin tjenestepige, at han dukkede op til overfladen igen. Ja, de skulle hjem. Tanken fik ham i bevægelse og han gik over til døren.

"Jeg skal nok få Dem sikkert hjem." Han havde ikke andet at sige og åbnede døren, så de to kvinder kunne gå ud i aftenens mørke og kulde. Han var tavs på gåturen tilbage til deres hjem, opmærksom på sine omgivelser. En enkelt gang stødte de på en vagt, heldigvis en byvagt, som Karkhos hurtigt trådte i karakter overfor. Heldigvis var ikke alle byvagter glade for forbuddet og det var de færreste af de gamle, der brød sig om Kiles Ordens nye magt, så det tog kun et par ord og et klap på en skulder for at få byvagten til at vende ryggen til og glemme, at han havde set dem. Lidt autoritet havde den gamle mand, efter sin tid under byvagtens ledelse, selvom han aldrig havde været en af dem. 

Ellers var resten af turen uden hændelser. Gaderne var tomme. Sneen var begyndt at falde igen, men ikke tungt. Karkhos koncentrerede sig om alt andet end sine tanker og sit indre, det måtte han slås med senere. Og slås skulle han nok komme til. En gang i mellem gled hans blik til den ældre af de to kvinder, men det hvilede der ikke længe. 
Som de drejede rundt om det sidste hjørne, greb han tjenestepigen i armen og trak hende lidt tilbage. De brune øjne stirrede fast ned i hendes blå, der så skræmt på ham.
"Er du loyal mod din frue? Eller hendes mand?" Den brummende stemme var brysk. Pigen rettede sig lidt op, som det gik op for hende, hvad han ville.
"Min frue."
Karkhos betragtede hende lidt, men slap hende så.
"Godt. Lad være med at nævne noget. Mindst af alt mig." Hun nikkede og skyndte sig hen til Helena igen. Kort tøvede Karkhos, han burde ikke gå hen til dem, ikke nærme sig døren. Men han gjorde det alligevel, for han ville ikke gå uden at sige farvel. Det var alligevel forkert.
"Lady Argyris." Han bukkede let og mødte for første gang siden healerens hjem hendes blik. "De er stadig en Atillian. Får De brug for mig, må De sige til." Det var egentligt ikke det, han ville have sagt, men nu var det sagt. "Pas godt på Dem selv." Han gjorde tegn til at gå.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
Helena Ruadon

Helena Ruadon

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 54 år

Højde / 171 cm

Hobbit 04.02.2018 17:01
Helena lod det praktiske tage over, i hvert fald udadtil. Hvilket var hvad hun perfektionerede mest, at hun virkede rolig, afklaret og afslappet udadtil, til hvad andres blikke kunne se. Hendes tjenerinde vidste naturligvis bedre, og Helena var frygteligt opmærksom på at den stille pige havde set meget mere end hun burde. Selvom Helena på mange måder ikke ville acceptere hvad det præcis var der pludselig havde været så synligt.

Vandringen tilbage var mørk og kold, men Helena virkede næsten uimodtagelig overfor kulden. Engang imellem skuttede hun sig sammen i kappen, men ellers var tankerne mere overdøvende end den spinkle krop der søgte varme. Desuden havde den healende process givet hende en god kropsvarme til at starte turen på. Hun ytrede ingen ord, gjorde ikke antræk til noget, andet end at hun hele vejen tilbage kæmpede en skjult kamp på ikke at lade så meget som en eneste tåre bane sig vejen frem igen. Det var dumt og det var farligt. Hun kunne ikke holde af ham, ikke bare en smule, det var for farligt for dem begge to, og alligevel tog hun sig selv i at skæve til siden, nok til lige at se hans omrids før de var rettet tilbage igen på vejen.

Helena vendte sig forskrækket, som Karkhos havde grebet fat i pigen, ikke brutalt men insisterende. Hun var tæt på at indvende sig da hun hørte spørgsmålet. Et hun med lethed kunne havde svaret på, og bekræftet hvis hun havde været villig til at afsløre ting som kun tjenestepigen efterhånden kendte til. Helena ventede med at åbne døren til pigen var tilbage, kommenterede ikke på hvad der lige var sket, men lod hende blot komme med ind i varmen. Kappen var varm men stadig umådelig tung for hende at bære lige nu, hvilket resulterede i at hun fik den spændt op og lod falde til gulvet, i en træt bevægelse, før hun vendte sin opmærksomhed tilbage mod døren. Hun mødte hans blik, lyttede til hans ord, men var tavs. Da han begyndte at gå følte hun det som om en sten landede tungt i hendes mave, og stædigheden kom frem i hende.

Helena trådte ud af døren igen, lukkede den ikke efter sig, men trådte alligevel nok ud af den til hun ikke stod i skæret derinde fra "Karkhos vent.." Hun stoppede op igen, så på ham uden at vide hvad hun helt præcis ville sige. "Tak" hvad skulle hun ellers sige eller gøre? Hun kunne ikke sige mere, kunne ikke give mere eller gøre mere, hvor meget hun end ville. Hun så på ham længe inden hun bakkede et par skridt, og vendte tilbage ind af døren. Døren hun stod lænet op af efter at havde lukket den bag sig. Hele hendes krop rystede, og det var ikke af kulde. Langsomt gled hun ned til at sidde på gulvet, pressede sig sammen og begyndte at græde.
If you are too tired to speak • sit down next to me
because I, too, am fluent in silence

Karkhos

Karkhos

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 55 år

Højde / 187 cm

Zofrost 04.02.2018 18:22
Karkhos skridt mod hjemmet blev stoppet, som Helenas stemme nåede ham. Han tøvede kort inden han vendte sig mod hende og så på hendes mørke skikkelse. Hendes tak var egentligt ikke nødvendigt, men den gjorde ham alligevel lidt glad og fik hans ansigt til at mildnes en smule. De stod længe og bare så på hinanden, inden hun vendte om og gik ind i varmen, hvilket fik den ældre mand til at sænke blikket til jorden foran sig, inden han vendte rundt og satte kursen mod sit midlertidige hjem. Det første stykke gik fint, han gik og fik holdt hovedet nogenlunde tomt, men pludseligt svigtede balancen ham og han måtte sætte en hånd på en mur for at holde sig oppe. Han løftede den anden hånd op foran sig, betragtede den, som den rystede. Og pludseligt slog han den ind i muren, bare for at føle smerten. Ikke så hårdt, at han kom til skade ud over hudafskrabninger på knoerne, men hårdt nok.

Vreden rasede igennem ham og han lænede panden mod den kolde mur i et forsøg på at få hold på sig selv. Med lukkede øjne tog han et par dybe vejrtrækninger. Han kunne ikke have følelser for denne kvinde. Hun var adelig og gift. Han var blot en gammel soldat. De havde kun brugt kort tid sammen og han forstod ikke, hvorfor han skulle føle sådan. Det værste var, at han havde set de samme følelser i hendes øjne. At afvise hende havde gjort ondt, at se hende kvæle hvad end det var, som han selv havde gjort det. Selvfølgelig var det en Atillian, selvfølgelig var hun gift. Selvfølgelig havde noget rørt sig i ham for en kvinde, han aldrig i sit liv kunne drømme om at få. For anden gang i hans liv. Først Scaralin. Han så hendes ansigt for sig, et ansigt der var fadet ud i hans hukommelse, som det var firetyve år siden sidst, at han havde set hende. Han var ved at blive gammel og han vidste det.

Langsomt rettede han sig op igen og så på den blodige hånd med et ligegyldigt blik, inden han begyndte at gå hjem. Alt omkring Helena måtte han glemme, lukke nede i det dybe mørke i sit sind, det mørke, der havde forfulgt ham det meste af hans liv. Hun kunne ikke have en plads i hans sind, som de var adskilt af forskellen på deres verdner. De krav der var for dem, de forventninger.

Hjemme var Morpheus kommet tilbage, ingen af dem spurgte den anden, hvor de havde været, begge med blod på hud og tøj. Som han endeligt kunne lægge sig i sin seng, gemte han sit ansigt i sit albueled og skjule de få bitre tårer, der valgte at finde deres vej ud i den barske virkelighed.
- Carry on my wayward son, there'll be peace when you are done -
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Erforias
Lige nu: 1 | I dag: 10