Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Koldt og solrigt
Hovedstadens beboere og de utallige gæster tårnede sig op over den ældre dværg, som han let støttet til sin stav gik rundt blandt de forskellige væsner. Han var alene, hvilket i sig selv var en bedrift, for dværgene, der var taget med ham på det årlige offentlige visit havde holdt godt øje med ham, vogtet over ham som var han det mest dyrebare i verden. Efter belejringen af Dragorn, hvor han havde siddet indespærret i den dybeste fangekælder, været blevet tortureret, sultet og nær aldrig var kommet levende derfra igen, havde opmærksomheden i mod ham været stor. Dværgene havde reageret med en voldsom trang til at passe på ham og det var som sådan godt nok, men nogle gange følte han sig en smule klemt. Som han altid havde gjort, glad for den frihed han sjældent havde, men det var kun blevet værre det sidste år.
Det var ikke fordi, at det burde være en overraskelse for hans vogtere, at han blev væk, det var efterhånden en tradition, at han stak af fra dem og brugte nogle timer i hovedstaden alene, når de var her. I år havde han dog slet ikke haft tanken, træt og uden glæde, men på en eller anden måde var det alligevel sket og han havde fundet sig selv vandrende igennem de smalle gader i denne by med himlen over sig. Uden at have sat en bestemt kurs, ledte hans gamle ben ham mod markedspladsens livlige aktiviteter. Det bedste sted i hele byen, han elskede at komme her. Her kunne han betragte racer, han normalt ikke ville se, opleve livet udenfor Dragorn. Og ingen vidste, hvem han var. De færreste havde set dværgenes Than, ingen bekymrede sig om hans eksistens. Og det gav ham en frihed, han nød.
Ved en bod købte han en klump kandis, ved en anden et simpelt trækrus, der blev fyldt med sød æblecider. Og derefter fandt han en bænk i solen ved en husmur. En ung kvinde tilbød ham sin plads og han tog taknemmeligt i mod den. Gåturen havde ikke været lang, men efter tiden i Dragorns fangekælder var hans ben blevet trætte. Han havde ikke så mange kræfter som før, men det var begyndt at hjælpe lidt på det.
Her på bænken satte han sig til rette, stillede egetræsstaven med sølvet fra sig og gav sig ganske tilfreds til at nippe af cideren og sutte på små stykker af kandissen. Selvfølgelig var begge dele til at skaffe i Dragorn, men det smagte nu anderledes her på markedspladsen. De gamle, blege, blå øjne gled over hans omgivelser og for en stund glemte han alle sine tunge tanker og de evigt triste følelser. Her var han bare en gammel mand, der nød solen og ikke havde ansvaret for et helt folk.
Og medmindre man havde set ham før eller kunne genkende stavens ved hans side, lignede han også bare en ældre dværg, der tog en pause, det hvide skæg og hår samlet med enkelte fletninger, en almindelig grå kofte og et par brune bukser. Over koften havde han en pelsforet lædervest, der kunne holde ham varm og på fødderne et par forede, kraftige støvler. Intet afslørede, at her sad dværgenes mægtigste mand.