Sted: En sidegade i Skumringskvarteret
Tid: Formiddag
Vejr: Vinterkoldt, men med solskin

Sparket ramte ham i ryggen, men der kom ikke en lyd fra Sklar, der knapt nok bemærkede det. Han lå krøllet sammen på den beskidte jord med armene beskyttende foldet om hovedet, så hans ansigt ikke var til at ramme. Det var nu for sent, han havde næseblod og ville nok få et blåt øje inden så længe. Men det havde været et par knyttede nævner, der havde ramt ham og ikke de hårde støvler, der bankede ind i hans krop lige nu. Endnu et spark ramte, denne gang gik det ud over hans ribben og en automatisk svag lyd kom fra ham, som det sendte en skarp smerte igennem ham.

Det var ikke en ukendt situation for ham, at få bank. Siden han var ankommet på børnehjemmet, da han var fem, var det sket regelmæssigt. Nu var han 23 og hans reaktion var som altid den samme. At rulle sig sammen og vente på, at det blev overstået. Eller Cyrine kom og frelste ham, men han havde ikke set Cyrine hele dagen, så han regnede ikke med, at hun kom.
De to unge mænd, der havde besluttet sig for, at Sklar var dagens offer, vidste godt, at han ikke var rigtig i hovedet. Det vidste de fleste nok i Skumringskvarteret, for man så ham ofte rende rundt efter bydelens katte, klatre i træer eller sidde og lege med sit legetøj. Og de fleste vidste også godt, at man skulle passe på med at nærme sig ham, hvis Cyrine var i nærheden, for hun tæskede gerne alle om enhver som var en trussel til hendes adopterede lillebror.

Men i dag havde han været alene og var kommet til at støde ind i den ene af de to bøller, hvilket de havde udnyttet som en undskyldning til at have lidt sjov med ham. Først havde de skubbet lidt rundt med ham, men det var hurtigt eskaleret til knytnæveslag og nu handlede det bare om at banke ham godt og grundigt.
Nok fordi de ikke rigtigt fik noget ud af det, som den voksne mand reagerede som en lille dreng og bare lukkede sig inde i sig selv. Slag og spark ramte, men Sklar havde allerede trukket sig ind i sin egen lille verden, en verden kun han kendte til. Et sted, hvor han ikke rigtigt lagde mærke til, hvad de gjorde ved ham, hvor han kunne beskytte sit skrøbelige sind mod verdens ondskab. Han havde aldrig tigget om nåde,når slag ramte og sjældent begyndte han at græde. Hvis han gjorde det, var det altid tavst og kun med tårerne løbende ned af kinderne. Denne gang var de dog kun to og det var kun slag, ikke al mulig råben og skrigen, der kunne gøre ham mere bange.
Så han ventede inde i sin egen lille verden til de gik igen og lod ham være.

Darko vandrede endnu en dag - endnu en nat. Når han gik igennem gaderne var det næsten med en melankolsk stemning omkring sig, som slæbte han sorg og frustration efter sig hvorend han gik. Darko var ikke ligefrem en munter sjæl.
Det kunne godt være han var engel og folk måske mente han var typen der skulle oprejse sig selv og gå videre ud i verden og gøre godt. Men sådan havde han det ikke. Darko følte sig fuldkommen død indeni, som var der ikke en eneste tanke eller følelse. Hans skaber havde sagt at han kunne mærke når det var rigtigt, og Darko mærkede bare absolut ingenting. Måske var det også derfor han var blevet lidt for glad for kvinder og lidt for glad for byture, fordi han ikke vidste hvordan han ellers skulle håndterer det liv - eller rettere efterliv, som han nu var blevet givet. Han var sikker på at hans bror Judas kunne hjælpe ham, men hvis  han skulle være ærlig så ønskede han ikke hjælp.

I et af de ikke så heldige kvarterer fandt han nu sig selv vandrende, og han anede ikke hvad han skulle gøre ved sig selv, han havde nok mest bare lyst til at hamre hovedet ind i væggen og forsøge at vække sig selv.
Som han drejede om det næste hjørne, mærkede han pludseligt et lille lys starte i hans brystkasse som han et stykke fremme så den unge mand på jorden. Følelsen af smerte og af afmagt kom skyllende over ham med hundrede kilometer i timen og Darko gik med hastige skridt frem i mod de to mænd, som havde han pludseligt mod for ti imens fornemmelsen i hans bryst spredte sig.
"HEY!" sagde han i en høj og dominerende stemme som var det ham der bestemte: "Smut!" sagde han hårdt og løftede sin hånd som lys roligt begyndte at blive fremmanet, han var ikke pisse god til magi, men altså det vidste de jo trods alt ikke.

Omgivelserne registreredes ikke rigtigt hos Sklar, smerten fra hans krop var fjern og han var ikke klar over, hvem eller hvad der var i nærheden. En rigtig god mekanisme til at klare det, som han egentligt ikke ville kunne holde til med sit svage sind, men knapt så smart når folk så ikke holdt op med at slå på ham. 
At der pludseligt var en tredje mand til stede opfangede han ikke og stemmet gav kun svagt ekko inde i hans lukkede sind. Men volden stoppede, så meget opfangede han. Det fik ham bare ikke til at røre sig nogen steder, for den kunne jo sagtens fortsætte om lidt. Og flygte var ikke altid en mulighed, især ikke i denne lille sidegade. Så han blev bare liggende, stadig gemt væk i sit eget sind.

De to unge mænd stoppede op, som der blev råbt af dem. Forvirrede. Hvem var det? Den ene havde åbenbart hidset sig godt og grundigt op over den manglende reaktion fra manden, de tævede og han bevægede sig et par skridt hen i mod den fremmede for at give ham en omgang også. Men magien fik skræmt hans kammerat nok til, at kammeraten tog ham i armen og hev ham med den anden vej. Nok var det kun lys ind til videre, men man kunne aldrig vide, hvad der lå bag det! Og den fremmede virkede selvsikker nok til, at han kunne have stærke kræfter! Nok ville de to unge mænd tæve på hjælpeløse idioter, men at tage kampen op mod nogen, der faktisk kunne skade dem... nej tak!

Det gik ikke rigtigt op for Sklar, at de to unge mænd forsvandt. Eller at han havde en redningsmand. Han blev liggende med armene over hovedet, blodet løbende fra næsen og kroppen dunkende af smerte fra alle de slag og spark, han havde fået. Langt væk fra virkeligheden. Det ville være svært selv for Cyrine at nå ind til ham nu, men med lidt tålmodighed ville det kunne lade sig gøre. Var der ingen, der gjorde ham noget det næste kvarters tid og han ubevidst efterhånden fandt ud af, at han var sikker, ville han endeligt selv begyndte at røre på sig for at komme på benene og finde hjem. I sikkerhed.

Man kunne vidste roligt sige at Darko var en smule magtsyg, han kunne virkeligt godt lide når folk frygtede ham en smule. Egentligt ikke fordi at han som sådan var typen der var ond eller stærk, men nok mere bare fordi han netop var svag og når man så udstrålede magt, så behøvede man ikke vise folk at man faktisk bluffede. Darko ville nok ønske han var stærk, men når han nu havde valgt at ignorere sin skaber, så var det nok ikke ham hun ville sætte de store penge på.
Darko smilede let som de to mand forsvandt, og han kiggede så i mod ham der lå tilbage på jorden. På en eller anden måde følte han sig virkeligt draget i mod den fremmede, også selvom han absolut ingen relation havde til vedkommende.

Darko gik roligt nærmere, og han kunne se at manden stadig lå og han trak vejret helt forsigtigt for at sikre sig at han ikke pludseligt ville gå amok. Darko stoppede etpar meter fra ham: "Hey? Kan du høre mig?" spurgte han i en forsigtig stemme og gik så en smule tættere på.
Han så ikke helt godt ud, men på den anden side lignede det mere tillært hjælpeløshed, en et direkte overfald af nogen fremmede.
Darko tænkte dog ikke lige det var noget han ville starte med at blande sig i, og han lyttede derfor blot forsigtigt efter at manden trak vejret. Darko kunne mærke små stik i hans brystkasse som han forsøgte at ignorerer, han forstod alligevel ikke ret meget af hvordan hans krop fungerede efter hans forvandling.

Der var nogen, der talte til ham. Normalt ikke noget Sklar ville registrere i den tilstand, han var i nu, men af en eller anden grund nåede den forsigtige stemme ind til ham. Om han kunne høre ham. Modvillig til at forlade sit sikre indre gemmested, forsøgte Sklar at ignorere manden, men det lykkedes ikke rigtigt og langsomt bevægede han sig i mod virkeligheden. Virkeligheden, der gjorde ondt.
En svag lyd, der nok mest kunne minde om et lille dyr, der peb, kom fra ham og han bevægede svagt på sig, som han trak sig endnu mere sammen i den sammenkrøllede stilling. Alting gjorde ondt. Især hans vejrtrækning, det føltes som om, at nogen havde sat ild til hans ene side. Var han uden for fare? Var bøllerne gået? Hvem havde snakket til ham?

Alle disse spørgsmål kunne besvares ved, at han åbnede øjnene. Det var dog ikke bare lige noget, at han gjorde, som mørket bag øjenlågene var det sidste skjold i mod virkeligheden og alt hvad der foregik. Men nysgerrigheden vandt alligevel, og efter lidt tøven åbnede han det ene øje på klem. Først skar lyset ham i øjet, men efter at have blinket en ekstra gang, dukkede der en skikkelse op. Ikke en af de unge mænd, der havde angrebet ham. Ham her var gammel. I Sklars øjne, i hvert fald. Han så... mørk... ud. Men venlig.

Men alligevel var Sklar bange for ham. Ikke så meget, som han kunne være, man kunne måske mere sige, at han var utryg. Han var altid bange for fremmede, havde altid været det. Normalt ignorerede han dem efter bedste evne, medmindre de faktisk virkede til at ville ham det godt - og i Sklars hoved skete det ikke så ofte.
Øjet blev lukket for et øjeblik, mens han forsøgte at samle tankerne nok til at finde ud af, hvordan han skulle reagere. På den ene side kunne han jo bare blive liggende til manden gik igen, det gjorde folk normalt, når han ignorerede dem. På den anden side havde han ondt og ville hjem til Cyrine. Ikke at han ville fortælle hende, hvad der var sket, for så tog hun bare på jagt for at tæve nogen og det kunne han ikke lide. Men det endte nok med det alligevel, Sklar kunne ikke lyve. Ikke så meget, i hvert fald.

Langsomt krøllede han sig ud og åbnede øjnene for at se på manden. En grimasse af smerte gled over hans ansigt, som han skubbede sig op at sidde. Og alting begyndte at ryste på ham, som adrenalinen, frygten og smerten begyndte at få overtaget over hans krop. De grå øjne fór til siderne som forsøgte han at finde en flugtvej, men lige nu ville hans krop ikke rigtigt andet end at blive siddende og have ondt. Så blikket endte på manden igen, fyldt med utryghed, usikkerhed og en dæmpet angst. Han sagde ikke noget, men det var ikke specielt. Han sagde sjældent noget til nogen ud over Cyrine.

Darko ville da ikke ligefrem sige han var godheden selv, egentligt vidste han slet ikke hvordan han skulle beskrive sig selv. Hvis man så Darko udefra ville man nok bare se en mørk sjæl, der var flabet og som alt for let lod sig tiltrække af kvinder og alkohol. Hvis en af Darko's venner skulle beskrive ham, ville de nok sige at han var sjov, udadvent og typen man altid kunne få med på den værste. Men hvis det var op til Darko selv, så havde han nok svært ved at sige ret meget andet end at han var tom, han var tom, alene og vidste ikke helt hvem han var.
Alligevel følte Darko et lys i sig lige nu, som var han tiltrukket af den fremmede, og som var der en magnetisk kræft der trak ham i mod ham. 
Darko vidste godt det måtte være hans race, og lige nu følte han sig nærmest høj, som kunne han ikke andet end at følge flowet og kunne han ikke kæmpe i mod. Varmen og fornemmelsen fyldte hans bryst, og han følte næsten han svævede selvom han stadig kunne mærke jorden under sine fødder.

Som der ikke kom noget svar, knælede Darko foran ham og lod en hånd hvile på hans arm: "Læg stille" sagde Darko og kunne mærke hvordan varmen gik ned i hans hænder, han anede ikke om han kunne heale, og han vidste slet ikke om han turde prøve: "Jeg... Ehm, jeg løfter dig..." sagde Darko, i det mindste hjalp hans race ham da med at være stærk, og om den fremmede ville heale ved berøring anede Darko ikke, faktisk spurgte han ikke rigtigt så meget omkring hans race, for det meste af han jo ligeglad.

"Jeg... Jeg tænker du er nødt til at ligge ned, jeg kender et sted ikke så langt herfra" sagde han i en rolig stemme og forsøgte at få den fremmede med, han havde god tnok et langt stykke hjem, men fordi at Darko vandrede så meget så kendte han da området ret godt efterhånden.
Han kunne aldrig sove om natten, han kunne ikek fungerer om dagen og han følte sig altid hvileløs. Derfor kunne han lige så godt forsøge at få den fremmede i tryghed.

Skrækken blev mere tydelig i Sklars ansigt, som manden kom nærmere og normalt ville han have forsøgt at flygte, men hans side gjorde ondt og hans ene knæ havde også udsendt et jag af smerte, da han fik skubbet sig op at sidde. Måske han slet ikke kunne løbe. Kunne han overhovedet gå? Han vidste det ikke helt, men det troede han nu nok. Lidt, i hvert fald.
Men nej, han kunne ikke flygte fra manden. Og han havde nær vendt det hvide ud af øjnene, da han rørte ved ham og trak hurtigt sin arm til sig. Hvis der var noget, Sklar ikke kunne lide, så var det at blive rørt ved. Selv Cyrine havde nogle gange problemer på den front. Nogle gange. Hun var hans søster og han stolede på hende. Han kendte ikke denne fremmed, og hvis ikke det var for smerten, der borede sig ind i ham, hver gang han trak vejret, ville Sklar have været godt i gang med at hyperventilere.

Ordene om at blive løftet på, fik hurtigt Sklar til at ryste på hovedet og forsøge at trække sig væk fra den fremmede. Nej, han ville ikke løftes! Der kom et klynk fra ham, som alting igen gjorde alt for ondt, som han flyttede på sig. Det voksne ansigt, der så alt for barnligt ud, trak sig sammen og han forsøgte at skubbe mandens hænder væk. Han ville ikke løftes og han ville ikke et eller andet fremmed sted hen. Tanken fik ham alligevel til at åbne munden og grådkvalt sige noget.
”Lad mig være. Jeg vil hjem.” En af hans fjer gik løs fra hans rodede hår og faldt til jorden, men han ænsede det ikke, alt for optaget af at få manden væk fra sig.

Alt han ville lige nu, var at mærke Cyrines arme om sig, være i sikkerhed ved sin storesøster, der altid havde passet på ham. Også selvom hun drak og sloges og egentligt var en ganske forfærdelig søster, så var hun alt han havde. Alt han nogensinde havde haft. Og selvom det nogle gange mere var ham, der tog sig af hende, end hende af ham, var hun stadig hans faste havn og lige nu ville han hjem til hende. Sandsynligheden for, at hun var hjemme var ikke så stor, men hjem var stadig mere sikkert.
Sklars tårefyldte øjne så skrækslagent på manden, som han ikke kendte. Som forsøgte at røre ved ham og tage ham med fremmede steder hen. Det kunne han ikke helt arbejde med og han begyndte at forsøge at komme op at stå, og selvom den ene knæ næsten ikke ville bære ham, lykkedes det ham at komme op at stå. At gå var dog noget helt andet, og han var nær væltet, da han tog første skridt. Alting gjorde ondt, men hans ribben og knæet var nu det værste og der kom igen en ynkelig lyd fra ham af smerte. Hvordan skulle han komme hjem? Der var ikke engang en overflade han kunne rejse igennem for at gøre turen minimal.

Darko vidste ikke hvad han skulle sige, egentligt var det jo ikke ham pludseligt at være så godhjertet, men på den anden side så ville han helst heller ikke lade manden ligge og dø for sig selv. Han kunne dog godt fornemme at hans hjælp ikke var kæmpe højt værsat, men lige nu valgte Darko egentligt bare at ignorere ham imens han mærkede sin gamle flabede personlighed komme en smule tilbage i hans sind.
Som manden sagde han ikke ønskede at blive løftet, valgte Darko at ignorerer ham og rullede så med øjnene: "Ja, det er jo langt bedre bare at lige her og rådne op" sagde han ironisk, og vidste godt at han måske burde være mere "engle agtig" og sød, men det var ikke særligt læænge af gangen Darko kunne holde den maske på.

"Okay, så du har valget mellem at blive her og ligge, eller lige lade mig fikse dig lidt sammen" sagde Darko en smule alvorligt og dog stadig med den flabede attitude. Han kiggede i mod manden og forsøgte at gribe ham da han ville op at stå.
"come on, hvad kunne det skade?" sagde han i et suk, Darko mente ikke selv han lignede en eller anden psyko morder, men på den anden siide kunne han godt forstå denne her fyr ikke stolede på nogen lige nu. Darko kiggede i mod ham, og tog fat omkring hans skulder: "jeg bor ret tæt her ved" forklarede han i håb om at kunne overtale fyren bare en smule.

Den fremmede blev ved med at ville røre ved ham. Sklar følte sig fanget, som han ikke kunne løbe og han nær gledet tilbage til det katatoniske stadie, men gjorde det ikke alligevel - manden ville løfte ham og tage ham med, hvis Sklar lukkede ned, ville det være nemt. Og Sklar ville hellere hjem. Så lige nu var han presset til at forholde sig til situationen. Ikke at de gik fantastisk godt, som panikken væltede rundt i ham.
Logisk tænkning var gået af fløjten og han forsøgte at tage et skridt mere, men benet gav efter under ham, og hvis manden ikke havde støttet ham, var han væltet. Det gjorde så ondt, der var gået noget helt galt. Måske var det den skarpe smerte, måske var det, at manden ikke havde gjort ham noget endnu, men Sklar stoppede op og lagde armene om sig selv, mens der kom et ynkeligt snøft fra ham.

Hvad skulle han gøre? Det var ret tydeligt, at han ikke selv ville kunne komme hjem, ikke gående i hvert fald. Og selvom han kunne blive og vente på, at Cyrine ville finde ham, var hun sikkert ikke hjemme og hun ville nok ikke opdage at han var væk, før der var gået lang tid. Han havde bare så ondt. Så han gav op. Trak skuldrene op og holdt om sig selv for at beskytte sig mod verden.
Alle hans bevægelser og reaktioner skreg til omverden, at der var noget galt med ham mentalt. At han ikke var den voksne person, han så ud til at være. Og da han åbnede munden, blev det bare forstærket, som hans stemme var lys og barnlig og fyldt med frygt, smerte og ynkelighed.

"Det gør ondt. Jeg vil hjem." Han snøftede igen, som han ikke helt kunne holde tårerne tilbage. Men han stod stille og ville ikke protestere, hvis manden rørte ved ham igen. Heller ikke, hvis han valgte at løfte ham. Sklar var heldigvis ikke så stor og vejede ikke så meget, som han var til den tynde side. Det var aldrig mad, han havde fået mest af i sit liv og det kunne nok også fornemmes på ham.
Lige meget hvad, ville han ikke sige mere og ikke komme med flere lyde, bare skære ansigt, når det gjorde ondt. Hele hans krop rystede stadig af skræk, adrenalin og smerte. Som en lille skræmt kanin.

Darko kendte ikke meget til manden, han kendte faktisk slet ikke ret meget til hvad han lavede lige nu. Alligevel tog han sig selv i blot at stirre ned på manden i et langt øjeblik og han sukkede så ganske langsom, velvidende om at det ikke altid var til at tvinge folk, selvom Darko nu ville mene at han normalt havde et trick eller to i ærmet. De tricks virkede dog primært til at score piger og ikke så godt når det kom til at hjælpe folk i nød, men Darko måtte jo give det et forsøg.
Darko endte med at løfte manden, han måtte da give ham en på hovedet hvis han havde tænkt sig at nægte. "Det er fint kammerat, jeg ved jo nemlig alt om hvor du bor, her hvor jeg har stalket dig over de sidste par uger" sagde Darko med stemmen drybbende af ironi.

Som Darko løftede fyren, begyndte han at vandre. Han skulle heldigvis ikke langt for at finde den lille hytte han boede i, Darko's kro job gav ham ikke specielt mange penge så lige nu havde han kun 30kvm som indeholde bad, køkken og en stue som også fungerede som soveværelse.
Men Darko havde ikke rigtigt brug for mere: "Bor du sammen med dinee.... forældre?" spurgte han ledende, manden opførte sig som et barn lige nu, men på den anden side turde Darko jo heller ikke rigtigt gætte på hvor gammel han var. Som han ankom til sit værelse, lagde Darko ham på sofaen og trådte så væk som han lagde armene over kors: "Sååh, roder du dig tit ud i problemer?" spurgte han, og anede ikke helt hvad der var passende og "engle agtigt" at sige i sådan en situation.

Da den fremmede tog ved ham og løftede ham, blev Sklar først stiv som et bræt. Hænderne på hans krop, fornemmelsen af den andens krop i mod sin. Panikken og skrækken var nær blevet for meget for ham og sammen med smerten var det lige ved at sende ham ind i bevidstløsheden. Så turen hjem til den fremmede var tåget og han lagde ikke rigtigt mærke til, hvor de gik hen. Ikke at det varet problem, han skulle nok finde hjem alligevel, som han kendte Skumringskvarteret rimeligt godt. Alle små skæve, grimme huse lignede hinanden, men Sklar lagde mærke til de underlige detaljer. Det de voksne ikke så. Og det hjalp ham altid med at finde hjem.

Han vågnede først rigtigt op igen, da han blev lagt ned på et møbel. Hans ene side føltes som en ildebrand og smerten fra hans knæ fik ham igen til at komme med en lyd af smerte. Denne gang begyndte tårerne at løbe, men tavst. Så snart det var muligt krøllede han sig sammen for at beskytte sig selv, med ryggen mod manden. Spørgsmålene fløj hen over hovedet på ham, især sarkasmen havde ingen effekt, som han ikke forstod den.
Han ville hjem, han ville have Cyrine. Cyrine ville gøre det hele meget bedre. Få smerterne til at forsvinde ved at hente en healer. Ae ham over håret og fortælle ham, at alle de andre var idioter og hun nok skulle smadre dem, hvis hun nogensinde fik fingre i dem. Holde om ham til han faldt i søvn. Hvorfor var Cyrine der ikke? Hans tanker var et stort kaos, som han lå der og rystede med tårerne dryppende fra hans øjne.

Darko kiggede i mod den unge fyr, han anede slet ikke hvordan han skulle gøre noget godt ud af denne her situation. Han var jo ikke ligefrem den fødte til at give omsorg og den "urge" han havde mærket til at gøre noget, dalede lige så langsomt og han følte nu nok mest af alt bare situationen akavet og en smule ubehagelig.
Han var bare ikke god til mennesker og socialt samvær, han gjorde sig ikke rigtigt i smalltalk og egentligt ville han helst drikke sig fuld på kroen og hooke op med en pige, eller bare vandre rundt for sig selv. Han havde en ødelagt sjæl og Darko havde sluttet fred med at den aldrig kunne fikses, især nu hvor han ikke rigtigt havde noget valg. Han kunne jo ikke tage livet af sig selv og rejse videre, han måtte blive her på jorden og finde ud af hvad det var ærke englene ville have ud af hans eksitens, også selvom Darko måtte indrømme han syntes de arbejdede lidt langsomt.

"Jeg... Øhm" fik han fremstammet og lod en hånd glide igennem det sorte hår, han havde oprigtigt ingen idé om hvad han skulle sige nu og han kiggede bare lidt forvirret rundt i den lille træhytte: "Vil du have... vand?" spurgte han lidt forvirret, han havde stadig en dunk med vand og egentligt ikke rigtigt så meget andet han kunne tilbyde.
"Kan jeg gøre noget?" spurgte Darko og mærkede bare den akavede stemning blive værre, han anede ikke hvad han skulle sige for at løfte den og endnu mindre om manden havde tænkt sig at tale til ham, så for nu stod han bare og følte han gik lidt rundt om sig selv, uden rigtigt at sige noget.

Jeg har aftalt med Joseph at lukke tråden, da jeg har besluttet mig for at aflive Sklar. Piv piv!