Sted: Kroen i Lazura
Tid: Halvsent ud på aftenen
Vejr: Regnvejr

"Snyder?! Ved Kile, jeg snyder ikke!" Randalls lettere snøvlede stemme hævede sig over den generelle larm i kroen. Han var placeret ved et bord ikke ret langt fra baren, midt i rummet. Et af de større borde, hvor de kunne sidde otte mennesker og spille spil.
Mørket havde lagt sig udenfor og dem, der var til stede i kroen var klar på ikke at skulle ud. Både på grund af udgangsforbuddet, men også på grund af regnen der silede ned. Der var overraskende mange i kroen og stemningen var for det meste rimeligt hyggelig. Det havde den også været for Randall, der havde drukket pænt tæt de sidste mange timer - døden havde ramt ham igen og sendt ham til dette våde stykke af Krystallandet. Og som altid var hans første trang at drikke hjernen ud, så det var, hvad han havde givet sig i kast med, med de krystaller han altid havde på sig, når han vågnede de nye steder i den nye krop.

Så man kunne rimeligt tydeligt se, at øllen havde gjort sit. De grå øjne svømmede, han svajede lidt i stolen og hans tale var efterhånden ved at være ret sløret og hans latter ofte fuldt op med nogle fordrukne grynt. Fuld var han, uden tvivl. Men han havde det herligt. Han elskede at være pangel stiv.
Den gode stemning var da gået lidt af fløjten, som en af de andre mænd ved bordet havde rejst sig og med en dirrende pegefinger peget på ham og erklæret, at han var en snyder. 
"Ved min fars skæg, du snyder, din fordrukne horeunge!" Vreden i den anden var ikke til at tage fejl af og Randall kom på benene, med et fast tag i det tunge bord.
"Ved Zaladins behårede røvhul! Tag de ord i dig igen! Jeg hverken snyder eller er fordrukken!" Han bankede en hånd i bordet, men fik på en eller anden måde væltet sit krus med øl ved den handling. En næsten uforståelig ed forlod hans læber og han begyndte at fumle rundt efter sit sværd.
"Jeg udfordrer dig til... til... duel! For min... hik... øjeblik... ære!" Stadig fumlende valgte han at forsøge at få fat i kniven i stedet, men hans bevægelser var upræcise og rodede. Den anden mand trak uden problemer sit sværd, klar til at snitte Randall i skiver.

Det var blot en hverdagsaften som alle andre for den garvede veteran-kriger. Han stod og talte med kroejeren og drak et enkelt krus øl, da de alle godt vidste, at den enorme mand sagtens kunne holde til sin alkohol og arbejdet på samme tid. Der skulle en del til for at fylde så stor en krop med fuldskab og nu hvor Reynald var en velkendt skikkelse i Lazura, så var der heller ingen der bebrejdede ham det. Han kunne sidde derhjemme hos sin familie, enten hans kone og barn eller hans to brødre. Begge dele havde han valgt at undgå når de nåede ud på aftenstimerne: Han var en herre der begik sig i at arbejde hårdt og han kunne ikke stille sig tilfreds blot med at sidde derhjemme også selvom han havde krystaller nok til det.

Mens han stod der og hyggede sig skete det uundgåelige, specielt i disse tider med udgangsforbuddet: Mænd der hyggede sig, havde drukket for meget, begyndte nu at te sig voldeligt. Ikke på hans vagt. Reynald rettede sig op og trak tomlerne fri af bæltet hvor de før havde hvilet afslappet, hvorefter han gik hen til mændene og først sendte alvorlige blikke mod alle andre, der med det samme forstod at han havde styr på det. At de ikke skulle blande sig. De var trods alt stamkunder, i modsætning til de folk han skulle til at konfrontere. "Vil I venligst stoppe jeres håndgemæng?" Reynalds tone var høflig, men hans øjne fortalte en anden historie: "Start noget, og jeg losser jer begge ud med hovedet først i mudderet". Han var bare for flink til at sige det.
"Ellers ved I begge to hvor døren er.."

Randall havde normalt rimelig kontrol over tingene, når han drak som et hul i jorden, men nogle gange nåede han et punkt, hvor han hverken havde styr på det ene eller det andet og i dag var sådan en dag. Først havde han ikke kunne få tag i sit sværd og nu ville knivens skæfte heller ikke finde hans hånd. Røv og hængepatter, hvem havde flyttet rundt på hans våben?! Som det gik op for ham, at manden, der havde fornærmet ham, havde hevet sit sværd frem, valgt Randall i stedet at gribe kruset, der nu var tomt. Så kunne han i det mindste kaste det i skallen af ham!

Inden han nåede så langt, var der noget, der ændrede sig hos de andre ved bordet og en mands stemme kravlede ind i hans skal. Hurtigt vendte han sig mod ham og måtte nærmest lægge hovedet tilbage for at få de grå øjne flyttet op til det skæggede ansigt. Der kom en fordrukken og imponeret lyd fra ham, som det gik op for ham, hvor stor manden var. Men det blev hurtigt skiftet ud med irritation. Døren. Han skulle ikke ud af døren. Han var jo lige ved at drikke og hygge sig og... nåh ja, ved alle dødsrigets kolde røve, han var blevet fornærmet!
"Min gode mand, denne græsskider fornærmede min ære og jeg har... puh... tænkt mig at... øh..." Hans blik blev tomt for et øjeblik, som hans tanker forsvandt ned i et tomt hul skabt af sprutten. "... tænkt mig... at hævne mig! Ved en duel!" Svingende med kruset, vendte han sig, klar til kamp. Eller, så klar han nu kunne være, som han stod der og svajede med et hånd på en skoleryg for at holde sig stående. Det tog ham et øjeblik at finde ud af, hvem det nu var, han skulle slå på. Ah! Ham med sværdet! Et ondt blik blev sendt i den retning. Om nogen havde fattet et ord af, hvad han sagde, kunne måske være svært at vide, siden tungen var blevet slatten efter al det øl.

De to mænd virkede ikke som om at de ville stoppe med hvad end de havde gang. Ganske vidst havde manden med den røde jakke tøvet og han forsøgte også at forklare sig. Men den anden mand stod stadig klar med sit sværd og som manden med den røde jakke sendte ham onde blikke og forklarede hvordan han ville hævne sig, rystede Reynald på hovedet. Fulde mennesker var altid i farezonen for at komme i problemer. Og rødjakkens "modstander" virkede ikke til at være tilbøjelig til at bakke ud af dette, nej, faktisk så hævede manden sit sværd, klar til at kløve rødjakken ned på stedet. Reynald trak i en hurtig bevægelse sin store langkniv og parerede angrebet. Stål mod stål lød, men til forskel for den fulde mand var Reynald stærk og havde en teknik der var nært fejlfri. Han vippede også let i håndleddet, således at det sværd der havde braget ned i hans kniv vibrerede hårdt, og manden tabte, noget overrasket, grebet på sit sværd. Derfra var Reynald ikke tøvende med, at neutralisere ham. Han hamrede knoppen på sin kniv i hovedet på manden, der kort efter faldt til gulvet med en stor ramlen.

Reynald vendte nu sin opmærksomhed mod rødjakken. Kniven var allerede placeret i sin skede igen. Han ønskede ikke at slås på denne måde. Men den anden mand havde ikke givet ham noget valg, så nu var spørgsmålet bare, om rødjakken var af en anden kaliber.
"Han har desværre ikke tid til en duel lige nu. Du må snakke med ham om det i morgen, når I begge to er mere klare i jeres hoveder," han placerede hænderne på bordet og kiggede på rødjakken med et afventende blik.

Manden, som mente Randall havde snydt, så ganske agressiv ud og for et øjeblik var Randall ikke i tvivl om, at der ville blive udgydt blod. Det var ikke fordi tanken gjorde han mere ædru, han begyndte i stedet at sigte for at kyle kruset i hovedet af ham, enten for at give sig selv tid til at hive et våben frem eller flygte. Han havde ikke lige taget en beslutning om det endnu.
Men inden han nåede at gøre noget, svingede den anden sit sværd i mod ham. Åh pis. Lyden at stål mod stål nåede næsten hurtigere Randalls bevidsthed end synet af langkniven, der stoppede sværdet i dets bane. Med opspærrede, overraskede øjne så han, hvordan sværdet blev tabt og den store mand slog idioten bevidstløs. Det hele tog nogle langsomme omgange i den fordrukne hjerne, inden han helt havde fattet, hvad der skete. Den store mand havde lige reddet ham fra i bedste fald at få en røvfuld. Et stort grin bredte sig på det fulde ansigt og han så glad op på den store mand.

"Det var absolut fantastisk!" En slatten latter lød fra ham og han rakte ud og gav manden et klap på armen. "Sådan skal... det gøres!" De grå øjne svømmede over mandens ansigt og gled så op i mod baren. "Det skal fejres! Øl! Masser af det! Også til mine nye ven her" Usikker på benene blev han stående, tydeligvis ikke i mangel af mere alkohol, men hans plan havde været at drikke til han gik under og så langt var han dog ikke endnu. Så mere øl! 

Det havde i starten været Reynalds plan, også at smide Hr Rødjakke på porten. I stedet stoppede han op i sin tankegang i det rødjakken begyndte at lovprise ham og være ovenud lykkelig i det komplet fulde stadie. Han var lidt som en fordruknet mus, så fuld så han ud til at være. Fuld og fri for farer, hvorimod den anden mand havde været aldeles truende i sin adfærd. Så Reynald gjorde noget, han sjældent gjorde i andre tilfælde. Hans hårde blik blev mildt og et smil gled over hans læber, da han trak en stol ud til den fulde mand. "Hvad med at vi sætter os så?" selv satte han sig ned og forventede egentlig bare at den anden mand enten blev smidt ud af andre krofolk. Eller op på sit værelse. Der var jo stadig udgangsforbud om natten.

"Kom med noget øl til os, mutter. Min ven her er meget tørstig," en ny opgave var sat for dagen: At drikke rødjakken under bordet. Hvis dette skete, ville han ikke være til gene for andre krogæster. Desuden, hvis han blev ved manden, så kunne han altid sætte ham i en armlås. "Nåh! Hvad hedder min nye ven så? Jeg kan vel ikke bare kalde dig Hr Rødjakke hele denne aften."

Randall regnede ikke ligefrem, at den store mand ville sige ja til at drikke og han forventede slet ikke, at der var mere øl til ham den aften, egentligt regnede han med at blive smidt ud, men den store mand sagde til hans glæde ja til forslaget og kromutter så ikke ud til at sige nej. Så smilet på hans ansigt blev bare endnu større og han fik afleveret sit korpus i en stol uden at vælte på gulvet, selvom det var tæt på.
"Du må være tankelæser, tørstig, dét er jeg!" Han grinede og kørte en hånd ned over sin skægstubbe, inden hans  blik gled tilbage mod baren i forventning om øllen. Det tog ham lige et sekund at opfange, at den anden spurgte ham efter hans navn, og han svarede ikke med det samme, som et krus kom ned og blev placeret foran ham. Hurtigt satte han kruset for læberne og slugte et par store mundfulde. Aaaah, der var intet bedre! Ud over damer, selvfølgelig, men det vrimlede ikke ligefrem på kroen med dem og i dag ville han hellere drikke.

Endeligt satte han kruset og drejede sig mod manden, han ikke vidste hvem var. Ud over hans redningsmand, selvfølgelig.
"Mit navn er Randall Kraglin, men nu jeg er i så godt selskab, kan du kalde mig Randy!" Han blinkede til manden, en tendens han havde, når han gav sit navn ud, især kælenavnet, men det var bare et blink denne gang, siden Reynald havde det forkerte køn. Så snart det var gjort, drak Randall en tår mere.

Reynald fik sat sig efter at rødjakken gjorde det. Hans smil var stadig noget reserveret, men det var der, og snart kom der da også øl ned til deres bord i form af en kande, samt et glas til Reynald, nu hvor Randall allerede havde ét. "Tankelæser? Nej, nej, det er jeg ikke," forklarede han mens han lænede sig ind over bordet, tog kanden og hældte øl op til både sig selv og til Randall.
"Randy.. Randall Kraglin.." det lød eftertænksomt, og Reynald kløede sig let i skægget, som han tænkte over hvad der virkede så velkendt ved navnet. Det tog noget betænkningstid, men så gik det op for ham. Det var et navn der stod på nogle af de efterlysningstegninger der var sat op. Randall Kraglin var en eftersøgt mand. Og ikke bare for trivielle ting, han havde faktisk en længere liste af ting, som han var eftersøgt for. Og det var ikke så meget belønningen for hans tilfangetagelse, der var vigtig, så meget som det faktum, at han potentielt var til fare for alle i dette lokale. 

"Godt at vide. Nå, skål," han havde ikke i sinde at skabe en scene. Ikke nu, lige nu havde han styr på Randall, som tingene var. Så i stedet for at forsøge på noget blev han ved med Plan A. Efter en slurk begyndte han blot at observere hvor fuld manden i den røde jakke var.

Hvis Randall havde vidst, at den store mand kendte hans navn fra en efterlysning, havde han nok enten været hamrende ligeglad eller mindet sig selv om at holde et ekstra øje på manden i tilfælde af, at han skulle have lyst til at lege dusørjæger. Men han var lidt for bedugget til at opdage den eftertænksomhed, manden kort udstrålede, da han fik hans navn. Havde han kendt til hans tanke om, at Randall potentielt var en fare for alle i rummet, ville han nok have været pavestolt, men også være ved at dø af grin. Mest fordi at han ligenu var så fuld, at han ikke kunne kende forskel på op og ned og slet ikke kunne svinge et våben, men også fordi han han ikke ligefrem var typen, der gik amok. Jo da, han havde smadret kroer, men vred blev han så sjældent, det var kun i fuldskabens sjov eller bare af ren kedsomhed.

Men alt hvad Randall kunne koncentrere sig om lige nu, var øllet i kruset og bevidstløsheden der ventede i bunden af det - eller et af de mange næste krus, han ville drikke. Det var ikke noget han selv tænkte over, det var ikke noget nogen kunne være klar over, men han var voldsomt træt af altid at dø. Han havde været glad for øl før forbandelsen, men hen over de sidste 30 år var hans drukture blevet en smule mere ofte og en smule mere tunge. Og som hver eneste død og genopstandelse altid sendte ham i alkoholens favn, var det også sådan denne gang.
"Skål ved Zaladins stinkende øregang!" Han lagde nakken tilbage og med nogle store slurke, tømte han kruset for at smække det i bordet med forventningen om mere. Det lykkedes ham både at gribe kanden og hælde op uden at spilde ret meget.
"Hva' så, hvad hedder dagens mand i... skysovs." De svømmende øjne rettede sig mod hans redningsmand.

Det var ingen overraskelse af Randall tømte sit krus. Han var allerede stinkende fuld - ja, han stank faktisk langt væk af øl - og han virkede generelt heller ikke til at være den mest fornuftige mand til lands. Måden manden skålede på fik næsten Reynald til at grine. I stedet blev det bare en brummen af morskab. "Så siger vi det, stinkende øregang," mumlede han med et lille smil på læberne bag det fyldige skæg. Han drak lidt mere, så det ikke lignede at han var kedelig. Det handlede om, at holde Randalls opmærksomhed fanget på sig, så han ikke var til problemer andetsteds, fuld eller ej. Han var stadig kriminel, og i morgen kunne det godt hænde, at han ville slå ham ud og få ham kylet i kasjotten.

"Han hedder Reynald," han lod være med at sige sit efternavn. Èt: Det ragede ikke Randall. To: Det ragede ikke Randall. Tre: Det ragede ganske enkelt ikke Randall. Han stillede kruset fra sig for at sørge for at kanden ikke væltede, da Randall var færdig med at hælde op til sig selv. "Jeg vil vædde to jadestykker på, at du ikke kan drikke mig under bordet," sagde han noget pludseligt. For at understrege det, drak han resten af sit krus, så let som ingenting, smækkede kruset i bordet og fyldte det op. "Hvad bliver det? Tror du, du kan klare det, Kraglin?"

Randall forsøgte at fokusere på manden, han havde en samtale med. Reynald. Det havde Randall uden tvivl glemt igen i morgen, men han ville forsøge at huske det resten af aftenen. Om det ville lykkes ham, ja det kunne guderne nok end ikke svare på.
Ordet ”jadestykker” fangede hans opmærksomhed, men iveren ved tanken om penge forsvandt hurtigt for et utilfreds udtryk, som han rynkede på næsen og med en pegefinger pegede på den store mand.
”Se… jeg er allerede fuld… så det er ikke helt fair…” Han snøvlede sig igennem ordene og greb fast i bordet igen, som verden tog endnu en vippetur. Tungt dumpede han ned at sidde i en stol. Væddemål. Han elskede væddemål.

”Men jeg siger… da ikke nej til et lille… væddemål!” Han smilede stort, et ukontrollabelt smil, der bar tydelig præg af, at han ikke havde alt for langt til selv at ryge under bordet. Om han var i besiddelse af to jadestykker vidste han faktisk ikke, men han havde liget spillet, så mon ikke… han kunne ikke lige huske det. Skidt med det! Han greb sit krus og hævede det mod den store mand.
”Lad den svageste gå under først!”

Selvfølgelig var det ikke fair. Og som Randall nævnte det, vidste Reynald godt at han snød manden for et godt ord ved at han ikke selv var spor fuld. Men det var den mest fredelige måde at få fyren tilbage til byvagten på, så det var sådan det kom til at foregå, hvis Randall altså sagde ja til det. Heldigvis lød det da sådan. "Jeg har ellers lige tømt mit krus. Og jeg må indrømme det, jeg er lidt af en svagdrikker. Der kan vindes en del," lokkede han med et lille smil. Der skulle vidst ikke mere til. Det så ud til til at denne herre virkelig kun levede for ganske få ting, og at krystaller og alkohol var to af dem. Det skulle ikke komme som en overraskelse, hvis hor var den tredje.

"Og må den stærkeste tage al æren!"
Idet Randall løftede sit krus med et udråb, efter at have sagt ja til udfordringen, slog Reynald kort sit eget krus ned i bordet, før han drak til, dog mere afventende på, om Randall nu skulle ende med at ligge under bordet i stedet for på stolen. Han virkede noget fuld og slatten.

Randall var for fuld til at overveje noget som helst ved situationen, det eneste han kunne tænke på, var næste krus øl. Så snart den anden mand hilste ham tilbage og deres lille drikkekonkurrence startede, satte Randall kruset for læberne og drak. Og efter to krus begyndte hans verden at give slip og halvvejs igennem det tredje, slukkede hans hjerne, druknet i alkohol. Den slatne krop gled faktisk ind under bordet, som han var kommet for langt ned i stolen og han langsomt gled ned af den og ned på gulvet. Kruset væltede og plaskede det sidste øl ned på gulvet ved siden af ham, men han opdagede intet, som bevidstløsheden havde taget ham.

Og bevidstløs ville han være resten af natten, så fordrukken at det halve kunne være nok. Hvis nogen flyttede på ham, ville han intet opdage.
Det var absolut ikke første og heller ikke sidste gang, at han havde drukket sig selv under bordet, det skete overraskende ofte. Og han ville vågne op på samme måde som sædvanligt - med en bragende hovedpine og en mave der skulle tømmes hurtigst muligt.
Men indtil da - den dejlige bevidstløse søvn, der ikke gav drømme, men også efterlod ham sårbar for alt og alle omkring sig.

Ganske som forventet, gik der ikke mere en to krus øls tid før manden han sad med, gled ned af sin stol, lidt som en slatten pølse. Og ind under bordet og det hele. Øl på gulvet. Et værre svineri, men nu havde Randall Kraglin også været temmelig fuld. Men også overraskende fredelig taget i betragtning, at han var eftersøgt. Reynald skævede ned mod gulvet, hvor pølen af øl bredte sig. Også lidt mod Randall selv. Han ville helt sikkert stinke af øl og tømmermænd i morgen. Og det var vel sagtens ikke noget nyt for den stakkels fulderrik.

Til sidst besluttede han sig for, at manden måtte sove rusen ud andetsteds, så han besluttede sig for at betale for et værelse til ham, før han slæbte den fordrukne mand med sig derop. Han lagde manden i seng, gik nedenunder og fik én af krofolkene til at give familien besked om at han havde et ærinde der holdt ham tilbage, hvorefter han gik tilbage til rummet, hvor Randall snorkede rusen ud for at vente til dagen efter. Med reb og knoer klar på at skulle tage manden med sig til byvagten. Det var det bedste at gøre i den her situation.

Randall sov. Tungt og godt og uden drømme, som hele hans system var lukket ned af en ret habil alkoholforgiftning. Han opdagede ikke, at han blev slæbt op på et værelse og smidt i en seng. Han kunne have sovet på gulvet i ølsjatten hele natten uden at have opdaget det.
Solen nåede at komme et stykke op over horisonten, før der var liv i sengen. Han kom langsomt til bevidsthed med et lidende støn og hans hænder søgte til hans ansigt. Så lyst. Så ondt i hovedet. Og så dårlig. Hans mave vendte sig og han kom op at sidde, blikket først søgende efter noget, han kunne tømme den i, hvilket blev natpotten, han lige nåede at spotte, ikke skubbet helt ind under sengen.

Lidende lyde kom fra ham, som hans krop trak sig sammen og skilte sig af med alkoholen, der endnu svømmede rundt i hans mave. Der var ikke så meget andet i mavesækken, mad var jo dyrt og krystallerne skulle bruges på øl. Endeligt stoppede det og han stønnede igen ynkeligt, som han rettede sig op og med en ret så stor bagbrandert så rundt i lokalet. Hvor ved Zaladin var han? Hans hukommelse var fuldt med en stor sort plet, hvor aftenen skulle have været, det sidste han huskede var at komme til en kro… men et værelse? Han endte aldrig på et… han fik øje på den fremmede mand som han ikke genkendte. Lort. Hvad havde han nu lavet i sin brandert? Hurtigt lavede han et paniktjek af sin krop, men han kunne ikke lige mærke, at der skulle være sket noget af den slags. Ville nu ellers have forklaret værelset.
”Jeg vil ikke vide, hvis vi har… øjeblik…” Han afbrød sig selv ved at brække sig igen. Med en rystende hånd tørrede han sig om munden og så på manden igen med øjenbrynene skudt op i panden. ”… hvis vi har lavet andet i det her værelse end at sove.”

Lukkes grundet inaktivitet