Forbeholdt Saga

Rideturen fra Hovedstaden og til udkanten Norvik havde været lang og hård. Grundet meget sne da de ramte grænselandet til Det Nordlige Krystalland, havde det taget dem en dage mere end regnet med. Men de var havde stadig nået det. Jon planlagde altid med en ekstra dag, hvis der nu skulle ske noget. Hvorfor skulle det altid være sne? Havde Jon spurgt sig selv flere gange da de var nødt til at skubbe deres vogn fri af sne. De var taget 7 mand afsted fra Hovedstaden men da de nåede til udkanten af Norvik var de nede på 4 mand, nogle havde vendt om da de ramte de store mængder sne, en enkel var aldrig vågnet, efter de havde lagt sig til at sove ovenpå en lang dag. Men på den lyse side, var der flere penge at gå rundt mellem dem. Og jo flere penge som Jon, kunne tjene på en så kedelig mission, jo bedre. 4 var lige præcis nok til at kunne klare opgaven og samtidigt have deres vogn med udstyr og forplejning med. 
Ved alle guder hvor Jon dog hadede Det Nordlige Krystal land. Alle som boede i den nordlige del, var altid, så alvorlige og langsomme oppe i hovedet. Eller det var hvert fald hans egne erfaringer med dem. 
Jons sædvanlige læderrustning var blevet byttet ud med langt mere praktisk tøj. På ryggen havde han en tyk uld kappe med pels på kraven, på hans overkrop bar han en tyk slagkofte med en ringbrynje inden under, man skulle aldrig gå ned på beskyttelse. På benene havde han et par tykke uld bukser, med nogle sorte, varme støvler på fødderne. Om livet hang hans trofaste sværdbælte, hans langsværd hang ned langs hans venstre side og daggerten hang til højre. 1 mand, Jon, gik op af de lange trapper til Bashein templet, de to andre blev og holdt vagt ved hestene og deres vogn med udstyr. 
På vej af trapperne bankede Jon sine støvler af, så et fint spor af sne dannede sig efter ham. Solen var så småt på vej ned og sendte blodrøde stråler hen over himlen. 

Den store tunge dobbeltdør, der udgjorde hovedindgangen til templet, åbnede sig kun få sekunder efter, at den krigeriske herre havde trådt op på det øverster trin af den lille fem-trins trappe. Allerede inden at han ville kunne få lov til at egentlig banke ordentligt op og bekræfte sin ankomst. Lyden af hans støvler havde meget vel kunne høres finde fra og på den måde gjort det for ham, for individet, som stod frem i døråbningen, så ikke spor overrasket ud over at se en sådan udrustet mand. Kvinden var bestemt ikke af samme imponerende højde som ham, men ansigtet fortalte om en levetid blot få år under et halvt århundred. Og tydeligvis også den livserfaring der hørte til. Det mørke hår var blevet sat op i nakken for ikke at være i vejen og front-delene var ligeledes snoet som en krans fra maj festivalen.  Hun var iklædt den sædvanlige tempeluniform bestående af en lang sølvgrå kåbe, der nåede ned til gulvet for at skjule benene og dækkede samt armene i slanke ærmer. Hun var meget vel en moder af templet, men der var tydeligt at se, at hun ingen børn selv havde født.

Hun mødte ham med et varmende smil, inden hun så længere bag ham for at se mod de resterende mænd, som hun formåede var med den førende. ”Velkommen til. I har været ventet.” sagde hun uden den mindste mistanke om, at hun var forkert på den. ”Nak’lar byder jer indenfor i hans tempel.” Roligt trådte hun til siden og gjorde plads for at lade dem træde indenfor i varmen. Om det så kun var taleren eller hele gruppen, der tog imod hendes tilbud, var ikke til hendes bekymring.
Indenfor ville man blive budt velkommen af den større bede-sal. Højt til løftet. Oplyst af levende lys. Og med et smukt alter for underguden Nak’lar i den modsatte ende, hvor en ung kvinde påklædt i den samme tempelkåbe sad på sine knæ og bedte bøn for solnedgangen. Uforstyrret af gæster. Derudover var en anden skikkelse at finde i en af de små dørløse porte, der åbnede op for gangene imod både vest- og øst vingerne af templet. Endnu en ung kvinde med orangerøde lokker og et nysgerrigt udtryk i ansigtet, der stod så skjult som muligt, mens hun stadig kunne se, hvad der foregik. Dog forblev hun der ikke længe, før hun fluks drejede omkring og luntede væk igen.

”Vi er meget taknemmelig for at I kunne komme frem så hurtigt. Urolighederne siden at Kiles Orden har fået Krystallandet i sine hænder, har kun udviklet sig til det værre.” begyndte moder Grace at forklare, uden selv at have lagt mærke til den observerende skikkelse. I stedet havde hun haft opmærksomheden rettet mod soldaten, mens hun med langsomme skridt førte ham længere ind i bede-salen. ”Jeg håber inderligt at rejsen ikke bragte for mange problemer. Vinteren er begyndt at krybe ind her i Norden til trods for nede ved Hovedstaden.” Hun placerede da sine hænder mere bestemt mod hinanden foran sig og stoppede op for en stund. ”Men lad os hellere begive os ind mere privat og diskutere vores samarbejde igennem.” Med det rakte hun en anmodende arm frem i retningen af den modsatte vinge, hvor var Saga havde tittet frem kortvarigt, for at fører vejen mod, hvad der nok kunne beskrives som hendes kontor.

Lige idet Jon skulle til at tage sin hånd op for at banke på, åbnede de store døre sig, så Jon trådte et skridt tilbage, han lagde sine arme afventende over kors. Hvad der mødte ham, var ikke just overraskende selvfølgelig var det en kvinde i en lang kedelig uniform, som så ud til at være en del ældre end ham selv. Han hilste med et anerkendende nik. Han vendte sig hurtigt rundt og gjorde tegn til at hans kammerater skulle begynde at pakke deres vogn med udstyr ud.

Et lille smil kom på Jons læber, da Moderen nævnte at de havde været ventet. Selvfølgelig var de det, at dømme efter, så det ikke ud til at der var nogle tempelvagter 
"Det er jeg sikker på han gør" Mumlede Jon for sig selv, idet han trådte ind. Jon havde aldrig været i Nak’lars tempel, faktisk var det meget sjældent at han var i nogle af Gudernes templer. Hans far havde ikke været en særlig religiøs mand, heller ikke hans onkel for den sags skyld. Hvilket egentlig var underligt, nu hvor Jon tænkte over det, både ham selv, hans far og onkel var alle soldater, de har alle måtte håndtere død på en daglig basis og alligevel havde de ikke fundet trøst i Guderne? En smule besynderligt. Alle de indtryk man mødte inde i bedsalen, var næsten for meget for Jon. Han måtte have lignet et barn som for første gang træder ind i templet, alt var så stort og der var høj til loftet! Dog gjorde Jon alt for at skjule sin overraskelses. Utroligt at de kunne fokusere på deres bøn, med en fremmed som kom ind i deres tempel. 
Kiles Orden var blevet en alvorlig spiller i Krystallandet, efter de fik Lyset dronnings støtte. Udgangsforbud i Hovedstaden og øget magt, de var blevet lidt for stor en autoritet i Hovedstaden, efter Jons smag. Hvilket gentagne gange havde resulteret i karambolage mellem Jon og Kiles Ordens vagter. Jon fulgte med præstinden "Kiles Orden har allerede overtaget en del af magten nede i Hovedstaden, det er rart at komme væk fra det. Men jeg er sikker på at de udfordringer I har her oppe, ikke er noget vi har prøvet før" Måtte Jon dog indrømme. Efterhånden som Jon kom længere ind kunne han da godt sætte sig ind i hvorfor nogle mennesker ville tale så langt væk for at tilbede en gud. Der var på ingen måde de samme problemer eller fristelser som nede i hovedstaden.

Jon nikkede da moder Grace foreslog at rykke et mere privat sted hen. "Intet vi ikke kunne klare, jeg har medbragt en gruppe hærdede mænd, lidt sne rører dem ikke Moder." Hun behøvede naturligvis ikke at vide at, der var faldet noget fra, det ville jo se ud som om at Jon havde valgt forkerte at tage med. Endelig kom de forbi 'høflighederne' og kunne begynde med forhandlingerne. "Jo selvfølgelig, lad os" Sagde Jon mens et smil bredte sig på hans læber, snak om samarbejde betød altid penge for mænd som ham. Han så afventede på hende indtil hun begynde at føre an hen til hendes kontor. "Jeg vil være ærlig Moder, jeg kører ikke en velgørenheds-ting, men inden vi snakker om betaling, så vil jeg gerne høre om hvad vi står overfor. Hvor mange oprører, er det vi taler om? Og jeg gætter på vores opgaver bliver at beskytte templet og dets medlemmer?" Sagde Jon afslappet mens han placerede hænderne bag ryggen.