Alting foregik som de andre dage, dagen efter. Morgenmad blev serveret og han fik lov til at kravle op på ryggen af Nille igen. Og så fortsatte turen. Stadig i et tempo hans lavbenede pony kunne følge med i, hvilket han var ganske taknemmelig for. Det ville have knust hans hjerte at have efterladt hende, selvom han havde en fornemmelse af, at hun nok selv kunne finde hjem.
Den yngre ridder, der havde ham på slæb, holdt sig midt i gruppen, både for at holde farten, men også for at der var folk bag ham til at holde øje med Ferg. Dværgen, hvis blik ofte fandt hvile på Generelen nåede lige at tænke, at der var noget galt, inden halvfuglen råbte og og en soldat foran Ferg og hans unge vogter faldt af sin hest, skudt med en pil.
Kaos opstod, som flere pile begyndte at falde og krigerne omkring ham trak deres våben. Fergs hjerte satte farten op og han lagde en hånd på ponyens hals. Hun var ikke vant til kamp og hun begyndte at trippe uroligt rundt under ham. Ferghus selv var rolig, det var ikke første gang, at han havde været mål for en omgang pile. Hans blik gled straks til øksen, han kunne se i Generalens bælte og han vidste, at han måtte have fat i den.
Med benene pressede han ponyen fremad, op på siden af hesten, den var bundet fast til. Den unge kriger så både skræmt og klar ud med våben i hånd og han så knapt ned på dværgen, som endnu en bølge af pile var på vej. Der var ikke mange, men der var nok og den unge mand frøs, som hans øjne fulgte dem igennem luften. Hårdt greb Ferghus fat i hans arm og trak til, hvilket frelste ham fra at blive ramt af en pil, der havde retning mod hans hoved. Uden at give sig tid til at se, om manden var okay, snuppede Ferg en kniv ud af hans bælte og lænede sig frem for at skære rebet over, der var bundet til ponyens hovedtøj. Lidt besværligt med håndjern om håndleddene, men kniven var skarp og det lykkedes. Kniven stak han tilbage igen, inden han sparkede til sin nervøse pony og fik hende til at springe fremad. Pilene var holdt op med at falde og det kunne kun betyde én ting. Angreb. Og ganske rigtigt, skikkelser begyndte at dukke frem fra gemmesteder langs vejen.
Det var lige ved, at han ikke kunne stoppe ponyen igen, men det lykkedes alligevel og han var nu på siden af hesten med Generalen.
"Øksen. Lad mig slås." Hans stålgrå øjne borede sig ind i halvfuglens. "De har ikke noget at tabe." Han rakte sine sammenlænkede hænder frem, ikke for at få dem skilt, men for at få den store, tunge kampøkse udleveret, så han i det mindste kunne forsvare sig selv.