Det tog hende lidt tid, før at hendes tanker var begyndt at samle sig, og hun kunne huske hvad der var sket, hvordan hun i det hele taget var endt her. Det var også lidt svært at tænke når hendes hoved gjorde så ondt, og hun bare havde lyst til at græde. Hun havde også mærket efter, og hendes hår og baghoved var klistret. Det var ikke så underligt at det gjorde ondt.
Hun havde fået forvildet sig op nordpå. Detaljerne var stadig uklare for hende, men hun havde været kold, og sulten, så hun havde fundet noget mad. Han havde smagt dejligt. Fyldt op hendes lille mave med sin varme kød, og havde drukket det varme blod, og så var det blevet mørkt. Mon nogen havde slået hende og kidnappet hende? Vent, hvorfor ville de kidnappe hende, hun havde jo ikke gjort noget galt.
Hendes læber begyndte at bævre som hun overvejede det. Var der slemme mænd der ville gøre slemme ting til hende? Det fortjente hun ikke! Hun havde bare været sulten, og han havde tilbudt sig selv.
Tårerne begyndte at samle sig i øjenkrogene af Agarwaenel. Det var både af panik, men også af vrede. Vrede over at nogen havde kidnappet hende på denne her måde, og lukket hende i et bur. Hun var ikke et vildt dyr. Hun forlangte ikke at være her. Hun fortjente et trygt og varmt hjem, men forældre der elskede hene. Det var det hun havde ledt efter. Tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder, som hun sad midt i buret, og så vred og ked ud af det.