Som i de gode gamle dage.

Rava La’eetus

Rava La’eetus

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 2989 år

Højde / 147 cm

Dew 25.08.2017 20:33
”Jeg tror aldrig jeg har set dit ansigt fortrække sig så umådeligt grimt. Det fremhæver virkelig dine rynker, kaptajn.” Hendes stemme var blid som en forårsbrise på en varm dag. Nærmest for blid til et punkt, hvor den i stedet virkede foruroligende. Men det kunne umuligt have været nok til, at få frugt til at vokse i en tilfældig voksen mands øjne. Heldigt for hende, så var den kære kaptajn alt andet end et tilfældigt offer for netop dén stemme, hun ytrede sig med. Hun havde ikke ligefrem behandlet ham specielt godt i den tid, han havde været i hendes hænder. Den stakkels mand blødte fra både lår og arm og bryst. Og hans ellers så majestætiske overskæg havde mistet en tredje del af sin tilstedeværelse over hans læber. Han havde kæmpet godt. Af et menneske at være i hvert fald. Hun havde haft nød til at kaste lidt ekstra rundt med ham, før han endelig ville ligge stille. Dog forblev det hendes nye stemme, der påvirkede ham mest.


”Hvor vover du bruge min kones tunge, dit usle bæst!” Han burde have indset ret hurtigt, at disse rappe kommentarer oftere end ikke kun fik smilet til at vokse yderligere på hendes ansigt. Han var trods alt ved at komme op i årene. Og bragt alderdom ikke visdom med sig? ”Kaptajn dog.” Skammen der kortvarigt viste sig i hendes ansigt var så falsk, at selv Krystallandets dummeste person ville kunne regne det ud. Hun lænede sig roligt væk fra sin intime nærhed, hun havde haft med manden under sig, så han kunne få et bedre udsyn til forvandlingen, der gik i gang, så stemmen endelig passede til udseendet. ”Er det en måde at tale til din elskede kone?” klukkede hun morende, mens hendes hænder lagde sig på hans sårede brystkasse og lagde et pres, der fik ham til at gispe af smerte. ”Hun har virkelig sit udseende med sig. Heidi, er hendes navn, ikke sandt? Jeg har faktisk længe overvejet at tvinge en ny primærform frem. Det er jo 500 år siden, jeg var iblandt jer sølle folk sidst. Verdenen har ændret sig. Så det burde jeg også. Det eneste problem er, at vi ikke kan have at to går rundt med samme ydre.” Hendes smil krakelerede endnu mere grusomt frem.

~..~~’~~! Pludselig var det som om, at et lyn havde slået direkte ned i hende. Hun havde sat sig stift op så hurtigt, som skulel man tro, at hun havde fået stød, og udtrykket i hendes ansigt var, som var hun blevet lammet fuldkommen. Men hendes øjne forblev følelsesklare. De stirrede tomt ud i luften og for et split sekund var der en vis form for skrækslagenhed i dem, da de vendte tilbage til deres oprindelige sølvgrå farve.
”NEJ!!!” skreg hun abrupt og smed straks begge sine blodige hænder op til sit hoved, hvor de begravede sig dybt ind i sit hår, der atter famlede til de sædvanlige sorte lokker. Der gik ikke længe, før at hele forvandlingen havde efterladt hende tilbage i, hvad der blev beskrevet som hendes primære form. Hun rasede næsten hysterisk, idé hun fik fumlet sig helt op at stå og bakkede ubevidst væk fra manden, der tydeligvis ikke havde nogen idé om, hvad der foregik. Han havde ikke hørt stemmen. Han havde ikke hørt sit navn blive udtalt. Han vidste ikke, hvad det betød.
Lige så pludseligt som hendes anfald stoppede det igen, da en tyk hånd ud af ingenting havde grebet omkring Rava’s hals og løftede hendes barnekrop op fra ladens gulv uden anstrengelser, hvorefter en enorm og robust trold trådte ud fra mørket. Primitivt klædt og med mærkværdige metal bånd om begge sine håndled. Selv uden at hun selv kunne se disse klodsede smykker, var hun klar over hvad det var. Hun kunne lugte stanken af de forbandede alfeblade. Og hendes styrke havde famlet sig markant. Gjort hende hjælpeløs, som hun hang og dinglede og kæmpede for at få fjernet grebet, der så nemt som ingenting nåede hele vejen omkring hendes slankehals. ”Master Ignis kalder. Du burde vide bedre end at ignorere ham..” sagde trolden.
Ignis Pontchardon

Ignis Pontchardon

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 1026 år

Højde / 190 cm

Dew 26.08.2017 20:40
Det var ikke længe efter, at trolden havde taget overhånden og fået lukket munden på dæmonen i hans greb, at et nyt sæt af skridt kunne høres. Tørt hø og skidt og møg knasede under tydeligt solide såler. De var langsomme. Rolige. Pirrende. Og inden længe trådte endnu en skikkelse frem. En skikkelse langt mindre end trolden, men blot hans atmosfære hævede sig overlegent over hvert et individ til stede i den noget forfaldne lade. En hånd var blevet ført op for at fjerne et hængende stykke stof fra sin vej frem, hvorpå hans skarpe ansigt blev lyst op ad månelyset, der lige akkurat skinnede igennem hulerne i taget. Og som noget af det første landede hans kolde blik sig direkte mod Rava og fangede øjnene på det falske barn. Der var ikke det mindste strejf af venlighed i hans ansigt. Alderslinjerne skabte nærmest et kraftigere udtryk af utilfredshed.

”Ah, …Rava, min kære.” Med ét stillede han sig fast med fronten rettet mod hende og slår velkommende sine arme ud, som indbød han hende til at begrave sig i hans favn. En ting, han var velvidende om, at hun ikke kunne. ”Du holder dig godt. Ikke ældet en eneste dag, kan jeg se. Du ligner dig selv, præcis som den dag, du begreb dig på min fader. Åh, Kile velsigne ham.” Selvom at hans ord var smigrende og hans stemme var kontrolleret og imødekomne, dryppede det stadig med direkte ondskab hver gang han sagde sine løgne og provokerende sætninger.
Et host bag ham, fik straks Ignis til at se sig over skulderen imod den tilskadekomne kaptajn. Men det eneste den stående mand gav af følelser mod den liggende var afsky og skam over, at en ridder havde ladet sig ende i sådan en position. Mennesket var så svage væsner, og bare tanken om, at han selv havde været en del af dem, kunne få det til at vende sig i maven på ham. Uden at tage sig det mindste af sit oprindelige mål den aften, drejede han omkring på hælen af sine polerede lædersko, i takt med at han sænkede sine arme og travede uden tøven mod den sårede mand og faldt på hug ved hans side. Han sukkede lavmælt, hvorefter han rakte en hånd om bag sig og trak en kniv fra dens skede, som var det blot en almindelig og tilfældig hverdags ting. Og ligeledes blev kniven løftet kort og spiddet ned i brystkassen på manden, inden kniven blev tvunget i en lige linje ned over hans overkrop. Blod sprøjtede op på ham, som kroppens sidste forsøg på at hævne sig, før livet forsvandt. Ignis kunne vel se sig selv som ganske heldig, at hans klæder havde været mørke, for den røde farve stod kun klart frem ved de få pletter af blod, der havde landet op ad hans hals og ansigt. Ligegyldigt rejste han sig op igen og gav en enkelt gang hånden med kniven et hårdt ryst for at få det værste blod af, hvorefter han trak et hvidt lommetørklæde op for at tørre det resterende af bladet, så kniven kunne komme tilbage ned i dens skede. Den blodige hånd blev også hurtigt tørret af, og lommetørklædet blev smidt fra sig.

Og atter gik han tilbage til dæmonen - og trolden. Han stillede sig denne gang noget tættere på og gjorde en enkel håndgestus, der fik trolden til at sænke Rava lidt længere ned i hans højde. ”Hvor kom vi fra? Åh ja! Hvordan har du haft det? Godt kan jeg forstå.”
Rava La’eetus

Rava La’eetus

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 2989 år

Højde / 147 cm

Dew 27.08.2017 19:49
Frygt var ikke en følelse, der kunne blive tilknyttet Rava’s egne udfoldelser, men det var ikke fuldstændigt umuligt at opleve, hvis man observerede hende på de rette tidspunkter. Der gik ikke meget mere end et millisekund, efter at hun havde vendt sit blik mod skridtene, så godt som det var hende muligt med et tykt halsbånd af kødrige fingre klemt omkring hendes hals, at hendes ansigtsudtryk faldt markant og glattede nærmest ud til direkte uskyldig skrækslagenhed, da hun først fik øje på den alt for velkendte skikkelse. Små rynker omkring hendes øjne havde været tæt på danne sig, så meget som hun spændte op. Hun strammede sit tag i troldens hånd, der holdt hende fanget, og borede mere eller mindre ubevidst sine negle ned i den hårde hud, der ikke så ud til at påvirke det robuste væsen overhoved. Men så hurtigt som det var kommet, var det væk igen. Erstattet af vrede. Et brændende had for den ranglede mand, som han nærmede sig hende. Et had der voksede endnu mere blot ved, at han åbnede sin mund og talte til hende.
”Kile kan rende mig bag i!” hvæsede hun med en smule problemer med at få nok adgang til sit stemmebånd til at tale højt og tydeligt. I stedet lød hun hæs og afbrækkende. Dog vidste det sig hurtigt, at det ikke havde været besværget værd, da Ignis allerede havde vendt hende ryggen. Det var, hvad hun hadede mest ved ham. Måden på hvordan han aldrig nogensinde i deres tid sammen havde tøvet med at vende ryggen til hende. Det havde været en konstant påmindelse om, at hun ikke kunne spidde ham bagfra. Han havde kontrollen. Og det sveg inde i hende bare ved tanken. Drabet rørte hende ikke. I stedet syntes det at vække lidt positivitet i hende. Også selvom det var en skam at se sit legetøj løbe tør for batterier.

Rava havde forholdsvis holdt sig i ro med undtagelse af små fortrækninger. Men idét at det kontrollerende menneske atter stod foran hende, og hun blev ført ned i en bedre øjenhøjde, ventede hun ikke med at jage ud efter ham, som et vildt dyr, da grebet omkring halsen ligeledes blev løsnet bare en smule for at lade hende tale. Men hendes barnearme var for kort til at kunne lange sig ud efter ham. ”Du forseglede mig i 500 år!! Og du forventer en sukkersød velkomst! Du er ikke længere min herre. Og du har såvel aldrig været det! Din magt over mig, er falsk og forældet..!” Hun spyttede ud efter ham i håb om at ramme ham i fjæset. En handling der automatisk fik kvælertaget til at stramme ind på ny, og straks fik hende til at vride sig en smule over ubehaget og den milde smerte af blokaden.

”Du havde ikke brug for mig… i et halvt år-..hundred.” Igen måtte hun kæmpe for at få ordene ud, da trolden ikke gav udtryk for at slippe grebet igen. ”…så hvorfor nu..?” Det første smil i det nye selskab voksede sig lettere morende frem på hendes læber. ”Kunne du ikke.. finde en bedre… bøddel for din blodhøst?..” Hvad der nok kunne beskrives som halvkvalt klukken lød efterfølgende fra hende.
Ignis Pontchardon

Ignis Pontchardon

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 1026 år

Højde / 190 cm

Dew 28.08.2017 00:02
Ignis gjorde ikke meget ud af at undgå spyttet bort set fra, hvordan hans øjne automatisk lukkede i og hans hoved gav et svagt jag tilbage ud af ren og sker refleks. Men samtidig så det ikke ud til, at han valgte at reagere yderligere på det. Han tog det som en ganske almen ting. Noget han var ganske vant til i dæmonens selskab. Dog lagde han ikke skjul på skuffelsen, der kom i et form af et dybt suk, og måden han roligt førte en hånd op for at tørre det værste af spyttet væk fra sin kind, beskrev klart, hvor træt af hendes julelege han var. Han rystede noget opgivende på hovedet og tog lidt tid til at blot se ned på sine fødder, hvor han fik knast et kravlende insekt.
”Du tager så grueligt galt. Jeg var ikke den, der forseglede dig.” Snerrende langsomt løftede han blikket tilbage mod Rava. Stadig med hagen vendt en smule ned af, så hans kolde blik af sig selv blev mere gennemborende. Han frygtede ikke kreaturet. Ikke længere i hvert fald. Egentlig huskede han aldrig at have frygtet hende, men det var ved at være længe siden, så han kunne meget vel være forket på den. ”Det var rigtig nok mig der hintede til landsbyfolket, at der var en metode. Og som forventet sprang de til maddingen som hungrende fisk i en beskidt sø. Sådanne uduelige snegle kan være så fantastisk desperate.”  

Som ud af ingenting, blev hans øjenbryn rettet skarpt ned i et arrigt udtryk, inden han holdte en knyttet hånd op mod sin mund, hvorefter han gav et hårdt pust, som fik et klar-gult pulver af pulveriserede blade blive blæste direkte ind i ansigtet på Rava. Straks derefter gjorde han endnu en håndgestus, som fik bjergtrolden til at give helt slip for dæmonen, så hun blot ville falde til gulvet. ”MEN DU ER STADIG MIN!” brølede han nådesløst og nedladende. ”Tro aldrig, at du nogensinde vil være fri! Jeg er den der kender dit navn!” Og som forsvandt vreden som dug for solen, faldt han til ro igen. Han trådte hen over hende og satte sig ned på hug over hende, så hun kunne høre hans lavere ord. ”Jeg er den med magten.. Og ærligtalt…” Han rakte fredeligt en hånd frem mod hende og lod fingrene glide næsten kærligt igennem hendes sorte lokker, hvorpå han greb hårdt fat for at holde hende nede. ”Så jeg havde ikke troet, at du ville være tilbage så tidligt. Du havde virkelig heldet på din side, da de dæmoniske plager brød ud. Jeg havde som sådan ikke brug for dig, men siden du alligevel er tilbage..”
Rava La’eetus

Rava La’eetus

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 2989 år

Højde / 147 cm

Dew 28.08.2017 09:12
Den allerede kraftige urtelugt af troldens armlænker havde lykkes at afværge fra den samme lugt fra, hvad Ignis tilsyneladende skulle have haft i sin hånd, så det var for sent for Rava at forudse hans næste træk. Selvom at hendes telepatiske evner ikke var fuldkommen blokeret, så havde denne mands hoved altid været et forvirret virvar, der kun meget sjældent havde give hende brugbar information. Så da det gule pulver blev pust mod hende, havde hun ingen måde at være forberedt på det. Og da hun forstod, hvad det var, havde det allerede fundet sin vej ind i hendes krop igennem hendes luftveje. Og frygten var vendt tilbage til hendes ansigt. Lige i tide inden effekten trådte ind.

Selvom at hun landede som en kat på sine fødder, da hun blev sluppet, gav hendes ben med det samme op og lod hende falde sammen som en slap kludedukke. Hun begyndte straks at gå igennem et voldsomt anfald af hæse og hivende vejrtrækninger og kraftige host, som blev hun oprigtigt kvalt. Med opspilede øjne kradsede hun panisk mod sin hals i et desperat forsøg på at få, hvad end der var inde i hende, ud. Og inden længe lå hun helt nedlagt og krampede sig. ”..Dra’h…” hviskede hun umådeligt svagt.
Det var noget for hende at være i nærheden af den forbandede plante. Det var noget helt andet for hende at have indtaget planten. Pulveriseret eller ej. Hun kunne direkte mærke styrken famle endnu mere ud igennem porerne i hendes krop. Mirakuløst blev det hjælpeløse udtryk dog endnu engang skriftet ud med et mindst lige så arrigt had, som han havde vidst frem, da han havde stillet sig hen over hende. Og de brutale forsøg på at få luft blev formindsket i tide til at hun kunne mærke hans hånd i hendes hår. Anstrengt klemte hun øjnene i, da han stærkt holdt hendes hoved nede, og hun bed hidsigt de skarpe tænder hårdt sammen, inden hun igen fik kæmpet sine øjne åbne for at stirre mod ham med dræbende blikke.

”Skrid til helvedet!..” hvæste hun svageligt og problematisk. Hun måtte virkelig stå imod at række ud efter ham. Han var tæt nok på denne gang. Men hun stod ingen chance imod en mand som ham i den tilstand, som han havde sat hende i. For han havde ret. Han havde stadig magten over hende. Om hun brød sig om det eller var ellevild for at kunne stå ved hans side.
Ignis Pontchardon

Ignis Pontchardon

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 1026 år

Højde / 190 cm

Dew 29.08.2017 19:45
Man skulle næsten tro, at man ville kunne blive træt af at opleve et sådan cirkusnummer, som dæmonen udførte, da plantesporene havde overmandet den. Og man ville have helt ret, hvis det var sådan man tænkte. For Ignis havde ikke udsat Rava for det ud af ren og skær morskab. Han var trods alt ikke en mand af latter og leg, lige som hende. Det havde blot været for at sætte den dominerende grænse op mellem dem igen. En grænse hun syntes at have glemt alt om i hendes ensomme tid i de forladte ruiner det sidste halve århundred. Men selvom at han ikke virkede til at more sig - ikke engang antydningen til et smil var at finde i hans kantede ansigt - så var det selvfølgelig ikke ensbetydende med, at han ikke inderst inde egentlig nød at se hende krampe sig sammen som et såret føl. Der var altid et eller andet ved at sænke et ellers så magtfuldt væsen til sit laveste.

”Du burde vide, hvor travlt en mand jeg er, Rava.” svarede han provokerende roligt tilbage til hende, hvorpå han fjernede sin hånd fra hendes hår og lod den i stedet umådeligt blidt kærtegne hendes kind. Det var ikke gjort ud af nogen form for kærlighed, for i hans øjne så han hende med overlegent medlidenhed. Han lagde ikke skjul på, hvordan han så ned på hende, og nærmest havde ondt af hende, af at være så lavtstående. Med ét forsvandt den blide berøring, da han brutalt greb omkring hendes hoved. Med tommelfingeren på den ene kind og de resterende fingre på den anden. Han klemte nådesløst til omkring hendes kæbe til det punkt, hvor hendes læber blev mast sammen. ”Du skal da være glad for, at jeg er tilbage. Også selvom at jeg aldrig har været væk.” Han rettede hendes hoved til at se direkte mod ham og modstod hendes mulige forsøg på at komme fri fra hans jerngreb, som han blot strammede.

Et djævelsk smil krøllede sig så i mundvigen, inden han fluks fik lænet sig ned - og løftet hende en smule op - og fangede grådigt hendes læber i et kortvarigt kys, han afgående afsluttede ved at kaste hendes hoved tilbage mod jorden, slap sit tag i hende og kom helt op at stå igen i stort set samme bevægelse. ”Fri leg er ovre, Rava..!” sagde han med en højthævet stemme, som han vendte hende ryggen og spadserede over til trolden, der havde stået tålmodigt og ventet. En hånd var nonchalant hævet i en afskedtagende gestus. ”Jeg håber, at du har lært en ting eller to.” Han så sig ikke tilbage igen, men fortsatte ind i mørket med sin følgesvend efter sig og forsvandt på samme mystiske måde, at de var ankommet.

//Out//

Rava La’eetus

Rava La’eetus

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 2989 år

Højde / 147 cm

Dew 30.08.2017 16:33
Kysset var fangende. Skabte en hvis form for hunger i hende, så det næsten kunne minde om skuffelse, da det hurtigt var overstået. Som hendes hoved ramte hårdt ned i det hårde underlag, fortrak hun sig dog en grimasse, der lagde skjul på den oprindelige følelse. Den grove behandling hjalp bestemt heller ikke på hendes tilstand og slaget - trods det ikke havde været skadende - fik det nu alligevel til at svinge lidt omkring i hendes hoved. Og de allerede sammenbidte tænder gned sig arrigt mod hinanden i et forsøg på at holde sig så stabil som muligt.

Rava blev så vel liggende midt i laden, mens den venlige læge tog sin afsked. Hun kunne alligevel intet gøre ved ham, selv hvis hun var sine fulde fem. Som hun lå der kunne man mistænke hende for at være fuldkommen besejret. Hun hev stadig efter vejret, og brystkassen hævede og sank som havde hun løbet fra Azuien til Rubinien og tilbage igen. Små rasende grynt kunne af og til også høres. Meget langsomt begyndte hun så ellers at dreje sig mere om at ligge på maven, hvor det var nemmere for hende at løfte sig op i armene og få sine ben med ind under sig. Allerede da det første ben var blevet sat klar til at få hende helt op at stå, forsvandt hun dog fra sin placering i en minimal sky af røglignende tåge. Blot for at komme frem med det samme kun få metre fra sit start punkt.
Straks blev en hånd slået fladt ind mod træstolpen ved siden af hende for at støtte hendes nu oprejste skikkelse. Den anden hånd var blevet ført op til hendes mund, hvorpå hun uden meget eftertanke lod pege- og langefingeren glide så langt ned i hendes hals som muligt, indtil de hurtigt blev trukket ud i tide, inden hendes mave fik vendt sig, og hun kastede op. Det var den mest effektive måde, at få det pulver, der havde fundet vej ind i hendes krop. Selvom at det stadig ikke fik fjernet alt, så var det uden tvivl bedre end ingenting.
Hånden, der støttede hende til stolpen, blev så ellers klemt omkring den. Det gamle træ bukkede godt nok under fra den overmenneskelige styrke, hun stadig havde i sin svækkede krop, men det blev ikke til mere end et par splinter, der ligeledes borede sig ind i hendes håndflade.
Zane

Zane

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 260 år

Højde / 185 cm

Efterlyst af Lyset

Neph 30.08.2017 17:26
Dæmoner, trolde og wannabe-dæmon-mennesker... fandtes der mere vederstyggelige skabninger?
Måske, men i så fald kendte Zane ikke til dem.
Altså lige bortset fra Lyset's Hær... ih guder, en flok fanatiske bavianer...

Men tilbage til pointen... disse skabninger var vederstyggelige, og så var de ofte dummere end de gik og bildte sig selv ind.
Ingen af dem havde nemlig opdaget den mørkelver, som sad godt skjult på en af ladens bærende tværbjælker, helt oppe under loftet.
Godt gemt af skyggerne havde han med voksende interesse fulgt det lille optrin som udspillede sig under ham.

Det var næsten som at få den bedste plads il et interessant skuespil.

Og skuffet var han da lidt, da det hele var overstået.

Dæmon-wannabe forlod stedet og efterlod dæmonen med barneskikkelsen... som efterfølgende kæmpede sig op og stak to fingre i halsen for at komme af med... ja, hvad end det var der var blevet brugt imod hende.

Zane smilede let, og lod sig så dumpe ned på ladens gulv.
Han landede elegant, og rettede sig op for så at lade sit unaturlige, lilla blik glide hen imod dæmonen.

Klædt i en sort rejsekappe med hætten slået ned, en sort skjorte med detaljer i skind, møke bukser og sorte læderstøvler, så han ikke ud til at være en hvilken som helst omrejsende.
Og det ene sværd, som hang ved hans side afslørede ham som værende potentielt farlig - hvis altså ikke hans race i sig selv gjorde dette.

"Du har ikke heldet med dig her til aften... Rava." sagde han og sendte hende et køligt smil.
"Ser du... du ville være sluppet af med ham fyren hvis han havde fortsat bare en anelse længere. Jeg er ikke nogen helgen, og jeg er klar over at du ikke er hvad du ser ud til at være... men at røre et barn, eller blot det der ligner..." han rystede på hovedet og kom med et roligt, rytminsk 'tsk, tsk, tsk...'
Rava La’eetus

Rava La’eetus

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 2989 år

Højde / 147 cm

Dew 06.09.2017 23:16
Ravas spinkle skildre straks sig straks sammen, da hendes ører opfangede lyden af en tunge krop, der landede bag hende. Ikke langt fra hvor hun stod. Det var ikke i form af et chok. Det virkede mere irritabelt. Endnu en bekræftelse på, at hendes sanser ikke virkede som de skulle. For hvordan ville hun ellers have undgået at fornemme tilstedeværelsen af en anden skikkelse. Til at starte med troede hun, at det blot var Ignis eller den forbandede trold, Flint, igen. Men selv i sin svage tilstand, ville hun kunne kende forskel på dem og andres atmosfære uden problemer.

Armen faldt slapt ned langs siden, hvorefter hun langsomt drejede sit hoved for at se sig over skulderen. Der gik ikke mere end et millisekund, før hendes rasende øjne, låste sig borende fast på elveren, hvor på et noget utilfredst udtryk spredte sig i hendes ansigt. Det var lige dét, hun havde brug for nu. En spidsøret, det så sit lys til at stikke næsen ned i andre folks affærer. I stedet for at have vokset deres ører lange, burde det have været deres næser, der skulle have fået en forvoksning. På den måde kunne den forhåbentlig også skjule smilet, hun mest af alt havde lyst til at tvære af den fremmedes ansigt.

”Hvad vil du, tjærefjæs?” hvæste hun af ham uden yderligere eftertanke. Det var ikke nemt for hende at virke skræmmende. Ikke sådan som hun knap nok kunne holde sig oprejst uden støtte. Og det at hæse host ligeledes lød fra hendes strube, blot fordi hun havde talt, hjalp ikke på situationen. Hun gjorde dog sit bedste for at holde sig så udrettet som muligt, da hun endelig vendte fronten mod ham, og det lykkedes hende endda at ranke ryggen. Hendes hoved faldt ligegyldigt tilbage for at sende ham et lidt mere overlegent blik. Det eneste der syntes at mangle på Rava’s ansigt var det legende smil. Et smil hun ikke havde tiden eller lysten til at vise frem.
Havde han set, hvad der var sket? Set hendes ydmygelse? ”Forsvind, før du fortryder det… Zane.”
Zane

Zane

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 260 år

Højde / 185 cm

Efterlyst af Lyset

Neph 24.09.2017 15:15
Tjærefjæs? Virkelig?
Det var faktisk så plat at det var sjovt, og Zane tog sig i at smile overrasket til pigebarnet - som han udemærket vidste ikke var noget barn.

Ah, havde hun dog bare taget sig en anden form, så ville han have haft det sjovt med hende... men ak, et 'æres'kodeks kunne aldrig brydes. Heller ikke selvom væsenet inde i barneformen ikke var et barn.
Suk...

"Arh, mon ikke du kunne være en anelse mere flink? Jeg ville have flået ham fra hinanden hvis han havde prøvet på mere. Nok er du intet barn... men din krop er. Og den slags mænd kan jeg slå ihjel overraskende langsomt." sagde han og sendte hende et blændende smil.

"Så skulle vi ikke i stedet skrue ned for truslerne, og tale om hvad vi kan gøre for at du slipper for den kære Ignis - og naturligvis også hvad jeg kan få ud af at hjælpe dig."
Han mødte hendes blik, og var tydeligt ligeglad med hendes overlegne måde at glo på ham på.
Det virkede bare knap så godt når man lignede en 12-årig tøs med bræksyge...
Rava La’eetus

Rava La’eetus

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 2989 år

Højde / 147 cm

Dew 02.10.2017 20:42
Rava’s ansigt faldt pludselig i næsten bløde folder ved sortelverens ord. Vreden var som smeltet væk og efterlod kun et lettere forundret udtryk. Hendes krop holdte igen med at være så anspændt og stiv, dog forblev den svagelige kropsholdning sammen med den tydelige kamp om at ikke se alt for ynkelig ud. Blikket i hendes månesølv øjne blev blidt. Ja, det kunne meget vel beskrives som bedende. Taknemmelig. Eller endda lettet, som hun ikke længere fremstod som en stor varsling om at nærme sig hende. Pludselig fremstod hun langt mere som et barn, end hvad hun ellers havde gjort.

”Bekymrer du dig om mig?” var de første ord, der forlod hendes stemmebånd, der dog stadig bar eftereffekten af at have blevet udsat for mavesyre. Hun begyndte at se længselsfuldt hen imod ham, som kunne hun søge ly og hjælp i hans arme, men usikkerhed var tydelig at se i måden, som hun pressede sine læber sammen til en svagt dirrende streg, hvor hun alligevel fik kæmpet et minimalt smil frem i den ene krog af hendes mund. ”Der er ingen der har bekymret sig sådan om mig før. Hvad kan en ydmyg pige som mig, dog nogensinde kunne give dig igen for din hjælp?”
Og illusionen var død endnu en gang, som hun smed yderligere unødvendig dramatik ind i sit skuespil. Med god vilje selvfølgelig. Rava havde en fornemmelse af, at løgne ikke ville virke optimalt mod den mørkhudede, da han allerede måtte kende til, hvad der lå under facaden, så det hun havde blot brugt det som provokation. Og derudover var hun langt fra i humøret til at opretholde en så kvalmende sødme. Hun gjorde sig selv mere syg ved det. Så inden længe var det arrige udtryk og blik tilbage på sin plads.

”Hvad skal du forestille at være? En krigerisk prins på den hvide hest, der slår til imod pædofilerne i landet? Og du mener jeg er plat.” hvæste hun, mens en ændring endelig skete ved hende, da hendes ellers lange hår krøb op til en længde ved skulderne. Det havde bestemt hjulpet at tvinge sin maves indhold op.
Ignis Pontchardon

Ignis Pontchardon

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 1026 år

Højde / 190 cm

Dew 27.12.2017 10:13
//Afsluttet: Grundet sletning af karakter.//

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 3