”Hvor vover du bruge min kones tunge, dit usle bæst!” Han burde have indset ret hurtigt, at disse rappe kommentarer oftere end ikke kun fik smilet til at vokse yderligere på hendes ansigt. Han var trods alt ved at komme op i årene. Og bragt alderdom ikke visdom med sig? ”Kaptajn dog.” Skammen der kortvarigt viste sig i hendes ansigt var så falsk, at selv Krystallandets dummeste person ville kunne regne det ud. Hun lænede sig roligt væk fra sin intime nærhed, hun havde haft med manden under sig, så han kunne få et bedre udsyn til forvandlingen, der gik i gang, så stemmen endelig passede til udseendet. ”Er det en måde at tale til din elskede kone?” klukkede hun morende, mens hendes hænder lagde sig på hans sårede brystkasse og lagde et pres, der fik ham til at gispe af smerte. ”Hun har virkelig sit udseende med sig. Heidi, er hendes navn, ikke sandt? Jeg har faktisk længe overvejet at tvinge en ny primærform frem. Det er jo 500 år siden, jeg var iblandt jer sølle folk sidst. Verdenen har ændret sig. Så det burde jeg også. Det eneste problem er, at vi ikke kan have at to går rundt med samme ydre.” Hendes smil krakelerede endnu mere grusomt frem.
~..~~’~~! Pludselig var det som om, at et lyn havde slået direkte ned i hende. Hun havde sat sig stift op så hurtigt, som skulel man tro, at hun havde fået stød, og udtrykket i hendes ansigt var, som var hun blevet lammet fuldkommen. Men hendes øjne forblev følelsesklare. De stirrede tomt ud i luften og for et split sekund var der en vis form for skrækslagenhed i dem, da de vendte tilbage til deres oprindelige sølvgrå farve.
”NEJ!!!” skreg hun abrupt og smed straks begge sine blodige hænder op til sit hoved, hvor de begravede sig dybt ind i sit hår, der atter famlede til de sædvanlige sorte lokker. Der gik ikke længe, før at hele forvandlingen havde efterladt hende tilbage i, hvad der blev beskrevet som hendes primære form. Hun rasede næsten hysterisk, idé hun fik fumlet sig helt op at stå og bakkede ubevidst væk fra manden, der tydeligvis ikke havde nogen idé om, hvad der foregik. Han havde ikke hørt stemmen. Han havde ikke hørt sit navn blive udtalt. Han vidste ikke, hvad det betød.
Lige så pludseligt som hendes anfald stoppede det igen, da en tyk hånd ud af ingenting havde grebet omkring Rava’s hals og løftede hendes barnekrop op fra ladens gulv uden anstrengelser, hvorefter en enorm og robust trold trådte ud fra mørket. Primitivt klædt og med mærkværdige metal bånd om begge sine håndled. Selv uden at hun selv kunne se disse klodsede smykker, var hun klar over hvad det var. Hun kunne lugte stanken af de forbandede alfeblade. Og hendes styrke havde famlet sig markant. Gjort hende hjælpeløs, som hun hang og dinglede og kæmpede for at få fjernet grebet, der så nemt som ingenting nåede hele vejen omkring hendes slankehals. ”Master Ignis kalder. Du burde vide bedre end at ignorere ham..” sagde trolden.