Efer den snak med Randall havde Faye været inde på kroen for at tage sin oppakning. Hun havde stirret edderspændt på kroejeren som hun få minutter før havde skreget af, før hun bare placerede sin nøgle på hans bord og sjoskede ud i regnen. Hun holdt ingen pause for at tage overtøj på, i stedet gik hun bare videre i pisvejret og blev plaskvåd. Det betød intet for hende. Hun var så vred, så absolut indestængt vred, at hun havde det som om at hun var lukket inde i en bobbel og at verden uden for bare gik som den ville mens hun vadede hen ad landevejen. De folk hun gik forbi, blev ignoreret til fulde og da hun en enkelt gang gik forbi én af de mange landevejsrøvere, gav hun ham ikke engang så meget som en chance for at tage hendes krystaller, da hun skubbede ham væk: Cirka 10 meter væk. Hun havde hverken tid eller overskud til den slags. Hun gik i flere dage før hun fandt en lysning og kravlede op i et træ for at sove. Derefter gentog hun samme rutine, til hun var ved Krystalbjergene, dødtræt, og stadig vred. Vreden var ikke lige så voldsom, men den lå og lurede under overfladen mens hun fandt vejen der snoede sig op af dette bjerg. Hun huskede godt hvor Reden lå, men samtidig, så tænkte hun slet ikke over, hvad hun havde gang i.

Først da hun så huset foran sig, samt de mange griffe, stoppede hun op og opdagede hvad hun lavede, og hvor hun var. Hun stirrede på huset gennem trætte øjne, gav slip på sin taske så den bare landede ved siden af hende, før hun gik over til hvor griffene var. Med det samme var Timus henne ved hende, snusende til hende, før den lavede den underlige lyd, som den også havde lavet da den havde fløjet med hende. Hun løftede en hånd op til dens hoved og kærtegnede den, dog var der end ikke antydningen af et smil på hendes læber. "Hey Timus," mumlede hun lavt, stemmen hæs efter flere dage uden at have talt. Hun blev stående sådan et stykke tid, før hun sukkede tungt og satte sig ned op af hegnet, benene trukket op til sig og lukkede øjne. Det var alt sammen et stort rod og Faye var ikke engang sikker på hvorfor hun var her. Eller hvad tid på dagen det var.
Hvad hun ikke var klar over var, at det var virkelig sent på aftenen, og at mens hun havde sagt hej til Timus havde en af de andre griffe lavet et værre spektakel over hendes ankomst. Hun vidste heller ikke, at hun var iskold efter at have gået flere dage i både regn og snevejr, eller at hun muligvis snart ville udvikle en forkølelse. Hun var virkelig så langt væk inden i sit hoved at hun ikke opfattede normale ting. Der gik ikke længe fra at hun havde sat sig, til at Timus' hoved hvilede mod hendes skulder. Heller ikke dette tog hun særlig meget notits af.

Gwen lå egentlig og sov komfortabelt i Lelays arme. Det havde været en god dag, den dag. Hun havde været ude og flyve på Timus, en af de små griffe havde fløjet for første gang, hende og Lelay fik en god aftensmad, det havde bare været en god dag. På dage som denne ville Gwen typisk læse inden hun sov, men i dag havde det kaldt mere på hende at putte sig indtil Lelay og lade sig falde hen.
Hun lå og lyttede til sin kærestes hjerteslag og åndedrag, blandet med mild regn på vinduet og… Griffeskræp?
Gwen drejede hovedet efter lyden og viklede sig så fri, uden at vække Lelay. Hvad kunne de skræppe op om nu, det var sent? Gwen frøs.
En tyv, sikkert.
Hun steg ud af sengen og tog en sweater ud over sin tynde natbluse. Hun greb derefter Lelays jagtkniv der hang på væggen. Hvis det var en eller anden spasser der troede at han kunne komme og tage en af hendes babyer, så kunne han tro nej. Sandt nok, griffene ville ikke lade sig tage uden kamp, men de kunne komme til skade, sæt nu der kom nogen med våben, eller nogen der tog ungerne imens moreren var distraheret.
Med smalle øjne og kniven i et fast greb gik hun ud af soveværelset, igennem køkkenet og over til hoveddøren. Hun åbnede den på klem og kiggede ud. Griffene skabede sig, det kunne hun se, men ingen af dem så ud til at være i panik, hvilket var rart. Godt nok var det lidt diset ude, dels på grund af tiden, men også regnen der langsomt var begyndt, men Gwen kunne ikke dy sig for lige at gå ud og tjekke op på deres elskede griffe. Hun stak i et par støvler der stod ved døren. De var Lelays, så alt for store, men de ville nok gå an. Hun begav sig så udenfor.
Hendes trin sagde små plask på den våde stensti der gik over til hegnet, hvorefter græsset begyndte. Der, helt tæt på, kunne hun se Timus. Han stod bøjet over noget og Gwen gik undrende nærmere.
”Timus? Hva så, min ven, hvad har du der?” spurgte Gwen, inden hun nåede derover.
Timus så på Gwen med et blik som elveren læste som alarmeret og bekymret. Hun så efter hvad det var han stod ved og fik et chok da hun så en lille skikkelse, pakket ind i sort tøj, med en taske.
”Faye?” spurgte Gwen, da hun genkendte den unge pige. Hun lod kniven dumpe ned i græsset med det samme og satte sig ned til den gennemblødte pige. ”Faye! Mellonamin, kæreste ven da, hvad laver du herude i regnen? Du er gennemblødt og hvorfor ligger du ikke og sover et sted?”
Gwens moderlige, bekymrede stemme vækkede Timus der skubbede blidt til Faye, i håbet om at få hendes opmærksomhed.
”Faye, søde ven, kom med ind, du kan ikke sidde her.”
Gwen kunne se at Faye var væk inde i sit hoved, så hun besluttede sig for at de ikke havde tid til at vente på at hun kom til sig selv. Meget blidt, som når man samler et spædbarn der græder op fra sin krybbe, lagde Gwen sin arm om bag Fayes ryg og lagde den anden under hendes knæ. Derefter løftede hun pigen og holdt hende ind til sig. Hun var kold, men havde vist ikke siddet her ret længe.
”Timus, vil du hjælpe mig?” spurgte Gwen griffen, der blidt samlede tasken op i sit næb.
Gwen sukkede bekymret og nussede kort Fayes kind med sin egen kind. ”Det er okay, mellonamin. Jeg har dig.”
Gwen gik varsomt over til døren som hun sparkede op med sin fod, hvorefter hun gik ind. Timus fulgte efter og satte tasken for foden af sofaen, hvorefter han lagde sig ved siden af armlænet, i den anden ende af sofaen, hvor Gwen lagde Faye.
Gwen lagde hende kort og gik så over for at få mere spark i bålet. Vandet skulle koge, pigen skulle have noget varmt i sig og hun kom ikke udenom et bad når hun kom til sig selv.
Gwen satte sig så på knæ ved hendes side og strøg noget af hendes hår væk fra hendes pande.
”Faye?”

Ganske som Gwen havde antaget det, var Faye langt væk i sine rasende tanker og tog ikke notits af elveren, der havde sat sig på hug foran hende og talte til hende. Hun stirrede fortsat ud i luften, også da Gwen samlede hende op. Der var absolut ingen reaktion fra hende, hun lå bare dér i Gwens greb, stadig stirrende som en død person. De kom ind i varmen og hun blev placeret i en sofa, hvor tankerne fortsat strømmede igennem hende. Indtil noget skubbede håret væk fra hendes pande og det var som om, at varmen fra bålet og Gwens ord, samt lydene fra Timus fik sat gang i pigen, der blinkede en enkelt gang. Så et par gange mere. Kort efter satte hun sig brat op med et vildt blik. Hun havde lyst til at skrige, slå og rive et eller andet fra hinanden. Som følelserne strøg sig gennem hendes sind var det ikke kun lys der kom fra hendes øjne. De gav genskin af den indre ild hun havde i sin krop. Hun begyndt at gnide sine hænder i et forsøg på at falde til ro, men samme øjeblik brød de i hidsige grønne flammer og få sekunder efter døde flammerne ud, mens hun lige så brat rejste sig fra sin siddende position. Lige nu var vreden mere overmandende end trætheden.

Faye var mildt sagt knust. Hun havde fået at vide, at hendes mormor var en dæmon, og at hun havde været sammen med én af Krystallandets mest egoistiske møgmænd. Hun skyldte ikke som sådan skylden på Randall, det var mere alle de... De løjne! Hvorfor?! Troede de hun var et eller andet lille barn?! Hendes næver knyttedes rystende og man kunne se hendes kæbe spændes mens hun stirrede ind i bålet. "De løj.." sagde hun lavt, sammenbidt. Hendes stemme dirrede endda let.
Hun vendte sig mod Gwen, med det samme vilde og rasende, men også sårede blik. "De. Løj. Dem alle sammen," hun kunne ikke forklare sig selv bedre. Lige nu var hendes hoved så propfyldt med følelser at logiske tankegang var en bedrift, der var hende nær umulig.

Den store grif bag armlænet veg forskrækket tilbage, da Faye satte sig op og lyste på alle de måde hun gjorde. Gwen selv blev også forskrækket da det skete. Hun vidste ikke at Fayes øjne kunne lyse, ej heller at hendes hænder ville bryde i brand, men hun var ikke skræmt. Hun ventede et øjeblik imens hun observerede den vrede pige på sin sofa.
Løj… Hvem havde løjet? Og om hvad? Det måtte være noget slemt, for at få Faye helt herop i det røde felt, men lige nu var måske ikke tiden at spørge ind til detaljerne. Faye var vred, men også såret og Gwen vidste at bag hver rasende voksen er der et trist barn der mangler trøst.
”Faye…” sagde Gwen stille og startede med at ligge en hånd på Fayes skulder. ”Faye, kæreste, det er jeg så ked af…”
Ganske blidt lagde Gwen sine arme om Fayes små skuldre og trykkede hende ind til sig. Gwen var varm, så Faye frøs forhåbentlig ikke mere, men elveren bad også til at Faye ikke ville skubbe hende væk.
”Såååå… Roooolig…” hviskede Gwen stille, imens hun strøg pigens ryg. ”Hvem end der har løjet for dig, jeg vil gerne høre om det. Men først må du falde liiiiidt ned, okay min søde?”
Gwen holdt Faye stille og holdt hende sikkert og moderligt. Gwen havde meget erfaring med at trøste, da hun havde en del søskende og hun altid havde været den varmhjertede af dem.
”Jeg forstår at du er vred,” hviskede Gwen, imens hun fortsatte med at ae Fayes ryg.
”Men træk vejret, stille og roligt, så finder vi ud af det, ikke?”

I modsætning til de fleste, der bare veg tilbage og gik deres vej, og undgik hende, så var Gwen der stadigvæk, da hun satte sig tilbage på sofaen. Hun bemærkede det da en hånd lagde sig på hendes skulder og hun sagde hendes navn. Hun skævede mod elveren, tøvende, men stadig med vrede i blikket, til Gwen lagde sine arme om hende, hvilket overraskende nok fik Faye til først at stivne komplet, før vreden langsomt sivede ud af hende, som en ballon der langsomt blev tømt for luft. Hendes totalt opspændte skuldre begyndte at slappe af og hun løsnede sine knyttede næver. Varmen fra Gwen var beroligende og Faye var ekstremt træt. Hun havde ikke sovet i næsten to et halvt fulde døgn og stadig var hun plaskvåd. Langsomt trak hun benene op til sig og lænede sig op af Gwen. Dog græd hun ikke. Hun havde en klump i halsen og øjnene var ret blanke, men hun ville ikke. Hun ville ikke være den samme svage Faye som hun havde været for fire år siden.

"Jeg... Jeg er rolig nu," mumlede hun tøvende, hæs, før hun så op mod Gwens ansigt fra sin position i hendes favntag. "Hvorfor løj de? Man lyver ikke om sådan noget... Ikke... Ikke over for ens børn... Jeg forstår det ikke," hun begyndte at tage sig til hovedet hvor en støt stigende hovedpine var begyndt at terrorisere hende og snøftede derefter let. Ikke fordi hun græd, men netop fordi hun var begyndt at blive lettere forkølet.

Gwen holdt stadig Faye i sine arme da hun faldt lidt ned. Gwen besluttede sig for ikke at give slip helt endnu, men i stedet at give Faye den nærhed hun vidst manglede. Elveren så bekymret ned på Faye da hun spurgte: ”Faye, hvad er der sket? Hvordan og hvorfor forvildede du dig herop, til fods? Og i det vejr?”
Gwen strøg noget af Fayes sorte, våde hår. Ovre i gryden kunne hun høre vandet boble og hun skævede over til Timus, der rejste sig op fra gulvet. Han gik over til gryden og puffede til den med sin hale. Heldigvis blev Timus ikke brændt af den slags, det var griffe for robuste til. Timus havde for længst lært at tippe varmt vand ned i kanden der stod under gryden og Gwen var evigt taknemmelig for at han kunne gøre det lige nu og her.
”Nu skal du høre,” sagde Gwen imens hun nussede Fayes ryg. ”Jeg har kogt vand, så du kan få en kop te og et bad bagefter. Jeg har også noget tøj du kan låne. Hvis du sidder i det her bliver du syg. Du må også være sulten, så jeg bikser noget mad sammen til dig. Imens vi gør alt det, så har du tid til at fortælle mig hvad der er sket. Skal vi sige det?”
Gwen ville gerne høre hvad Faye havde at sige, men hun skulle ud af det våde tøj og til at have varmen. Hun kærtegnede igen sin unge ven og smilede varmt.

Gwen havde mange spørgsmål. Faye vidste ikke helt hvordan hun skulle besvare dem. Hvordan skulle hun overhovedet være i stand til at fortælle andre, at hun var blevet holdt for nar hele sit liv, og at hun teknisk set var en blanding af et menneske og én af de mest mørke racer i Krystallandets eksistens. En race der før havde arbejdet sammen med Mørkets Hær. Hun rystede derfor bare på hovedet tog sig til det med begge hænder, før hun igen vendte sine trætte blanke øjne mod Gwen. 
"Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle tage hen," svarede hun, simpelt, undgående de andre spørgsmål til at begynde med. Hun kunne bare ikke sige det højt. Det gjorde for ondt helt ind i hendes sjæl. En sjæl, som hun ikke var sikker på om hun overhovedet havde til at begynde med. Havde dæmoner sjæle? Bare tanken gjorde hende frustreret, men hun var for træt til at blive rigtigt vred, og i stedet sank hun bare endnu mere sammen.

Før hun nåede at sige mere, fortalte Gwen hvad hun havde i sinde at gøre fra nu af. En kop te lød rart. Et bad lød også rart. Og nyt tøj. At undgå at blive syg var næsten noget af det bedste ved dette arrangement, men Faye var ret sikker på at den del var for sent, for hun havde det allerede ikke særlig godt. Træthed, hovedpine, snøfteri? Det kunne ikke være andet end en melding om sygdom. Kærtegnene fra Gwen fik Faye til at føle sig led bare ved tanken om at hun sad her og fik al den positive opmærksomhed, selvom hun var, hvad hun var. Det var næsten ubærligt. "Okay... Okay, men måske er det nok en idé... At jeg først lige nævner det faktum, at jeg er kvart dæmon, du ved.. Før du giver mig alt det her, for.. Ja, det er jeg altså.. Kvart dæmon," hun nåede ikke engang at opfatte at hun havde gentaget sig selv, for bare det, at sige hvad hun i virkeligheden var, fik også chokket til at gå ordentligt op for hende. Hun indså det kun så meget bedre af, selv at sige det. Hun var et væsen af mørke. Hun var sin egen fjende. Langsomt glemte hun alt om sin stolthed og arrogance, samt at hun gerne ville undgå at fremstå som svag, da hun, stirrende ud i luften, bare begyndte at græde. Der var ingen hulken. Bare tårer der burde være dukket op for lang, lang, LANG tid siden. Faye var en hård tøs. Men hun var blevet tvunget igennem en del de sidste fire år, hvilket havde efterladt hende arret, både psykisk og fysisk.
"Er du sikker på, at du har lyst til at lade sådan én være i dit hus? Sammen med dine griffe? Spise din mad? Drikke din te?" hun talte nu omkring det hele, som var en dæmon en.. Ting..

Gwen nikkede til Fayes årsag til at komme her. Det var godt hun kom, tænkte Gwen for sig selv. Hvem skulle ellers passe på hende? Hun er nok sej, men hun kan ikke gør alting selv.
"Okay... Okay, men måske er det nok en idé... At jeg først lige nævner det faktum, at jeg er kvart dæmon, du ved.. Før du giver mig alt det her, for.. Ja, det er jeg altså.. Kvart dæmon,"
Gwen hvilede sin hånd på Fayes skulder og gentog hvad hendes unge ven lige havde sagt, inde i sit hoved. Kvart dæmon… Gwens hjerte sank dybt da det gik op for hende at det var det Fayes ulykkelige mine handlede om. Gwen så bekymret på Faye da hun begyndte at græde og elveren rykkede sig tættere på.
"Er du sikker på, at du har lyst til at lade sådan én være i dit hus? Sammen med dine griffe? Spise din mad? Drikke din te?"
Gwen sukkede tungt og kæmpede nu selv med en klump i halsen. Hun rakte ud og lagde en blid hånd på Fayes kind inden hun vendte hendes ansigt til at se ind i Gwens blanke, mandelformede øjne.
”Faye…” sagde hun, idet hun brugte sin tommelfinger til at tørre en af Fayes tårer væk. ”Mellonamin, du må aldrig tro at Lelay og jeg ikke vil dig. Ligegyldigt hvad du er eller hvem dine familiemedlemmer var, det ændrer ikke på at du er en ven, som vi kun vil det bedste.”
Gwen lukkede sine arme om den grædende Faye og trykkede hende ind til sig i en trøstende omfavnelse.
”Det betyder ikke noget for os at du er kvart dæmon, men jeg forstår at det gør dig oprevet at finde ud af.”
Gwen selv lod nu også et par tårer falde og hun knugede Faye ind til sig. ”Du er okay, Faye. Det lover jeg. Lelay og jeg er her for dig, lige meget hvad, det skal du altid vide.”
Gwen fortsatte med at stryge Fayes hoved og ryg og hviskede så stille til hende: ”Jeg lover dig, hverken mig, Lelay, Magus eller griffene ser dig som mindre end familie, fordi du er kvart dæmon. Du er bare Faye her, intet mindre.”

Der blev ikke gjort nogen modstand fra Fayes side idet Gwen vendte hende mod sig med en hånd på hendes kind. Hun kiggede bare på Gwen, mens tårerne tavs trillede ned af hendes kinder og øjnene fremviste følelsen af absolut nederlag. Hun havde tabt kampen. Hun havde tabt den på forhånd, for hvordan skulle hun nogensinde kunne dræbe alt hvad der havde med mørket at gøre når hun selv var en del af det? Når hendes mormor var en del af det? Det eneste familie hun havde tilbage, ud over Randall, men ham gav hun ikke fem potter pis for længere. Han havde ingen interesse i hende og derfor havde hun heller ingen interesse i ham længere. Andet end at hvis hun så ham igen, havde hun ikke bar tænkt sig at ignorere ham men var fuldstændig fast besluttet på, at gøre hans liv virkelig træls. Men det ændrede ikke på Fayes følelser omkring sin egen situation.

"Men.. Jeg er ikke bare Faye. Jeg har dæmonblod i mig. Jeg tilhører mørket," svarede hun omgående, træt og ked af det mens hun alligevel lod sig kramme af Gwen. Det var rart at være på denne måde, i en anden persons favntag. Tryg. Men ikke længe. Der gik meget kort tid før panikken vældede op i hende. "Og der gav du mig lige en grund til at jeg ikke kan være her.. Jeg kan lide det her sted, jeg kan lide jer og griffene, og derfor så kan jeg ikke blive.. På et eller andet tidspunkt kommer min fortid og bider mig i røven og så... Så dør I også!" alene tanken om, at mørket kunne komme her og dræbe disse varme, flinke folk, var nok til at Faye decideret fik kvalme. Hun begyndte langsomt at krumme sig sammen i Gwens kram mens farven forlod hendes ansigt. "Hvordan.. Hvordan skal jeg kunne jage dem nu? Jeg er jo én af dem.. Hvis jeg skal få min absolutte hævn.. Det.. Nej.. Det kan jeg ikke," hun begyndte at ryste let, både af frygt men også af lammende, overmandende træthed. Alle disse tanker drænede hende fuldstændig, men hun havde stadig lyst til at rejse sig og gå væk herfra. Hun bragte Gwen og hendes kære i fare ved at være her. Hun var et omvandrende kaos af uheld.

//Afsluttet grundet inaktivitet