Det var en mørk og kold aften, da Myssa slæbte sig af sted gennem gaderne i det centrale bydistrikt. Hun var træt og kold og gennemblødt. Der havde nemlig været skybrud for knap en time siden, men ingen varm, gul sol til at varme hende op igen. Og hun havde heller ikke ligefrem en lejlighed, som hun kunne tage hjem til og varme sig i. 

For Myssa boede på gaden, som så mange andre, der tilhørte den lavere del af fødekæden i Krystallandet. Boede man udenfor byerne, så var det dog lidt lettere. Der kunne man altid finde træ til at bygge en hytte eller bare lidt læ, men det var anderledes i byen. Der sov man hvorend der var plads. Under en kærre, op af en bymur, ja selv et hønsehus kunne bruges, så længe ejeren af dette ikke opdagede én.

Så derfor traskede Myssa af sted, kold og klam, denne sensommer aften. Hun havde fundet et brev i sin taske, som var det eneste hun havde fra sin mor(som var død for længe siden), i en skjult lomme. Et brev som hun aldrig havde set før, men det indholdte hendes fars navn. Hendes fars navn og en andens. Hun havde svært ved at tyde det, men kunne da læse lidt, og det lignede at der stod Faye. 

Så nu stod hun udenfor lejligheden, hvor denne Faye skulle bo. Desværre fandt hun ingen i lejligheden. Der var lukket og slukket, so to speak. Myssa rystede på hovedet, og valgte at opgive. Hun kunne altid komme forbi en anden dag, og tjekke om denne Faye var der. Forhåbentlig ville hun være der, for Myssa gik nemlig ud fra, at det var en 'hun'.

Men fordi hun ingen fandt, så valgte hun at gå til Det Halve Svin for at se, om hun ikke kunne tigge sig lidt mad og drikke. Forhåbentlig ville de forbarme sig over hende, og stikke hende et stykke hårdt og tørt brød eller sådan noget. For hun havde ikke ret mange penge, og de fleste dage slet ingen. Hun krummede tæer i de nedslidte sko, og børstede det værste støv af sin blegrøde kjole, inden hun gik ind af krostuens dør.

Det var sådan set rart nok at have et midlertidigt hjem i Hovedstaden, selvom Faye egentlig ikke havde råd til det. Hun havde det også kun mens hun arbejdede her, for hendes arbejde kunne netop få hende til at ende mange steder. Lige nu var det så bare i hovedstaden, hvor hun havde fundet ud af, at hendes arbejde kunne bruges af mangt og mange. Måske skulle hun bare bo her? Altså mere end bare midlertidigt? Dette var tanker der blev ved med at rode rundt i den unge tøs' hoved, mens hun sad på Det Halve Svin og egentlig bare gloede træt ud i luften efter et solidt aftensmåltid. Hun var her ikke for at drikke. Det var hun aldrig. Ja, hun havde et krus øl foran sig, men det var også fordi, at hovedstadens vand smagte af lort. Bogstaveligt talt. Så var øl stadig bedre.

Efter at have siddet rigtig længe på sin stol, passende sine egne interesser, vågnede Faye af sin tanksomme døs da en pige dukkede op i kroen. Hun så våd og kold ud og som så mange andre, var det nemt for Faye at se, at pigen nok ikke tilhørte middelklassens eller overklassens lag. Hendes kjole var blegrød og hendes hår plaskvådt. Hun ville sikkert blive syg hvis ikke hun fik varmen, hvilket sikkert også var grunden til at hun var herinde.

Men ikke alle ønskede at en pige som hende var herinde. Og da bestemt ikke den handelsmand der havde valgt at tage residens herinde, for han begyndte med det samme at brokke sig højlydt over at "nu tillod de også prostituerede og tiggere herinde". Faye havde med det samme lyst til at smadre hans mund for at tale sådan, men det var først da manden rejste sig foran pigen og begyndte at bede hende om at skride, at Faye gik derhen, meget beslutsomt. Som handelsmanden løftede sin hånd, klar til at slå pigen, greb hun fat i hans håndled, mens hendes øjne lyste let op. Hendes greb var nu som jern, og hun klemte til, til hvilket manden blev meget overrasket og begyndte at pive. "Dit store fede læs.. Hvad med at du sætter dig tilbage, knytter sylten, drikker dig fuld, ligesom i går og lader hende være, hva'? Det synes jeg er verdens bedste idé.." med det sagt gav hun slip på manden, der, trynet og ydmyget tøffede tilbage til sin plads. Dernæst gik det op for hende, at nu stod hun her, foran en vidt fremmed. Hun følte sig lettere akavet, så uden at sige noget, tog hun fat i pigens arm og trak hende med sig hen til det bord hun havde siddet ved før. "Fantastisk optrin, jeg tror jeg ville være hovedstadens bedste skuespiller..." mumlede hun sarkastisk.
"Kan jeg hjælpe dig med noget? Nu hvor ham fedbjerget var tæt på at ødelægge din.. Og min dag?"

Myssa så forskrækket op på handelsmanden, som tydeligvis var rigere end de fleste herinde. Allerede nu vidste hun, at hun hadede ham. Det var klart for hende, for hun hadede, generelt, den slags typer. Typer der mente, at de var bedre end hende, bare fordi de havde penge. Det irriterede hende virkelig, når den slags typer pustede sig op og troede, at de bestemte alting. Eller i hvert fald mere end os andre, som ikke havde de store penge at gøre godt med.

"Jeg er ingen luder, ej heller tigger!" Hun skød hagen opad, trodsigt.

Alligevel dukkede hun sig, da han løftede hånden, for at smække hende en. Hun lukkede endda øjnene, fordi hun ikke ønskede at se det der var ved at ske. Hun ventede og ventede, men intet skete. Hun mærkede ingen svidende smerte ramme sin kind, mens hun klemte øjnene hårdt sammen, hvilket fik hende til at åbne øjnene. Hun så at en sorthåret kvinden havde taget fat i den grove fyr, og begyndte at tale vredt til ham.

Myssa smilede og klappede i sit stille sind, begejstret for, at hun slap for at få tæsk af den grove fyr. Derefter mærkede hun en hånd på sin arm, og mærkede sig selv blive slæbt over til det bord, som hun gik ud fra, var hvor kvinden havde siddet før. Hun lagde hovedet på skrå ved den andens spørgsmål.

"Næh, det tror jeg ikke, men tak fordi du hjalp mig. Jeg er bare sulten, men jeg har ingen penge. Men det gør ikke noget. Dagen i dag har været skuffende, generelt. Jeg var ude for at lede efter en, men hun var ikke hjemme, desværre." 

Faye kunne lide pigen, alene ved de ord hun havde hørt hende ytre. Her var en fattig person, der var nervøs for at få slag, men som stadig havde modet til, at sige en tyran imod. Det var netop den slags mennesker, Faye brød sig om. Hun satte sig ned og skubbede en stol ud til kvinden, før hun knækkede nakken let. En hovedpine havde siddet i hendes hoved siden hun havde mødt sin morfar og fået at vide, at hun var i familie med dæmoner og mænd med alt for lang en livstid til at det var naturligt, så hun var kun glad for at kunne tænke på andre ting. Såsom at hjælpe denne pige med hvad end hun nu kunne have af problemer.

"Du sagde lige før, at du ikke var en tigger. Så jeg forventer selvfølgelig at du gør noget for mig når jeg giver dig et måltid," Faye blinkede for at vise, at hun havde gennemskuet det. Ingen almisser. Alle fattige havde at få ting fordi folk, der var bedre end dem så ned på dem og havde medlidenhed med dem. Faye havde ikke medlidenhed. Hun havde selv været der før. Og hun var der egentlig stadig, for de dage hvor hun ikke kunne finde noget arbejde, var hun næsten lige så fattig som denne kvinde.

Hun fik vinket én af krotjenerne ned til sig og bad om et ekstra måltid.
"Så hvem leder du efter?" spurgte hun af ren og skær nysgerrighed.

Myssa så mistænkeligt på den anden kvinde, med øjnene knebet sammen. Gøre noget? Alright, det var fint nok, men det kom selvfølgelig også an på, hvad det var hun skulle gøre. Var det noget hun var villig til at gøre, så skulle det nok kunne lade sig gøre, men var det noget hun ikke ville, så duede det jo ikke. Hun ville skisme ikke lade sig prostiturere, bare for at få noget at spise.

Men hun ønskede samtidig heller ikke at få maden, uden at skulle betale på en eller anden måde. Hun var, som sagt, ingen tigger. Hun ønskede ikke medlidenhed eller almisser, hverken enten eller.

"Og hvad skal jeg så gøre?" Igen kneb Myssa øjnene sammen, mistroisk som før. Hun stod lidt og vippede fra hælen til tæerne, mens hun ventede på svar.

"En Faye et eller andet. Jeg kunne kun læse fornavnet fra det brev jeg fandt." svarede hun uden tøven. Hun skammede sig ikke over, at hun ikke kunne læse, for det var der mange i den nedre bydel, som ikke kunne. Eller hun kunne godt læse lidt, men det var mest navne. Så hun manglede også at forstå resten af brevet. Forhåbentlig kunne denne Faye læse. Eller det håbede hun i hvert fald, at hun kunne.

Faye var forstående over for pigens mistro. Det var ikke hver dag man fik stukket sådan et tilbud i ansigtet. Hun trak endnu en gang på skuldrene før hun trak det ene ben op til sig, hvilende hælen på stolen mens hun holdt armen om selve benet. 
"Bare snak med mig. Det er mad, det eneste jeg behøver til gengæld er, ikke at kede mig resten af aftenen," det var en mild betaling, men det var stadig en betaling, for hun kunne sikkert have lavet alt muligt andet, såsom at finde et sted til senere i nat hvor hun kunne sove. Hun havde på fornemmelsen, at pigen nok ikke havde noget sted at bo.

Som pigen fortalte hvem hun ledte efter, hævede Faye et øjenbryn. Det var nu hendes tur til at blive fyldt med mistro, for det var ikke hver dag folk sådan ledte efter hende. Og det var bestemt heller ikke hver dag hendes navn stod skrevet nogen som helst steder. Skønt hun ikke kunne læse, var hun ikke glad ved tanken om det, og så på pigen med let ubehag i sit blik. "Øhm.. Mit navn er Faye. Såh.. Hvad står der ellers i det brev? Og har jeg gjort mig uvenner med flere?" det var ingen hemmelighed, at hun ikke havde mange venner i hvert fald, så hun havde ikke noget imod at fortælle vidt fremmede folk at hun havde mindst et par fjender.

Myssa var stadigvæk mistroisk, for ærligt hvem var ikke det, når de fik tilbudt gratis mad. Hvilket som regel betød det, at man skulle give et eller andet igen, som man ikke havde lyst til at give væk. Noget dyrebart eller noget der svarede til værdien af maden. 

Havde det været en fyr, som havde tilbudt hende et gratis måltid, så havde hun nok været endnu mere mistroisk og forventet, at han ville have sex tilgengæld. Dermed ikke sagt, at en kvinde ikke kunne ønske det samme, det var bare lidt sjældnere. Og se det i øjnene, fyre på Myssas alder var alle sammen på den måde, og ældre fyre? Ja, de var bare klamme.

"Snakke? Det er da noget jeg kan gøre. Noget bestemt du har lyst til at snakke om?" Myssa smilede sukkersødt til hende, og tog sin mest velopdragende mine på.

Myssa så lige så paf ud, som den anden, Faye åbenbart, gjorde. Det var Faye? Sikke et sammentræf! Det var da held så det ville noget. I gode guder!

"Er du Faye?" Myssa løftede (endnu) et mistroisk øjenbryn med åben mund og polyper, mens hun så på den anden kvinde "Jeg ved desværre ikke andet end, at der står Faye og så min fars navn. Jeg kan ikke læse." Ved de sidste ord rødmede hun i skam.

Før Faye nåede at finde på noget de kunne tale om, så pigen overrasket ud over at have hørt at det var hende der var Faye. Hun smilede tøvende. "Ja, jeg er Faye," gentog hun, igen var det tøvende. Hvad end hun havde rodet sig ud i, så var hun fuldt ud ovebevist om, at det nok næppe var en god ting. Hun blev hurtigt lettere anspændt indtil pigen bøjede hovedet i hvad der så ret meget ud som skam efter at have fortalt at hun ikke kunne læse resten af indholdet i det brev for Fayes navn efter sigende skulle så skrevet. Hun kørte en hånd gennem sit hår en enkelt gang.

"Hør.. Der er ingen skam i, ikke at kunne læse, okay?" hun lænede sig lidt ind over bordet til pigen med et mere venligt og imødekommende smil end de reserverede og forsigtige hun hidtil havde brugt i denne samtale. "Jeg kan sgu da heller ikke læse. Vi normale folk har bare ikke råd til den slags. Hvad jeg dog har råd til, er at betale én for at læse det op for os? Det brev der har også min interesse nu, for jeg kan ikke se hvorfor mit navn skulle stå der," som hun forklarede det hele, kom krotjeneren hen med en skål med mad til pigen og Faye lyste let op i et meget mildt smil. "Men vi kan godt vente på at du får spist."

"Det er alligevel noget af et sammentræf!" lød det muntert fra Myssa, som selvtilfredst slog hænderne sammen. Dog ikke højt eller noget, for det ville tiltrække opmærksomhed. Hun så stadigvæk skamfuldt ned i jorden, indtil Faye igen talte til hende. Hun så da op på den anden kvinde, og prøvede at se lidt modigere ud end hun gjorde lige nu. Ærligt så var hun lidt skræmt over sammentræffet, for det var det sidste hun havde forventet: at finde denne Faye uden overhoved at behøve at lede.

"Okay, det er selvfølgelig også rigtigt nok. Og som du nok kan se, så er jeg ikke rig. Langt fra." svarede hun bekræftende med et lille smil, og så op på den anden gennem halvt nedslåede øjenvipper. Hun spiste forsat ivrigt af maden, som stod foran hende. Hun nærmest hældte det ned.

"Det ville være rart." Myssa smilede igen, mens hun stoppede sig med maden. Der var ikke meget smag i den, men den mættede og det var det vigtigste.

"Jeg er klar til at komme af sted nu." sagde hun opløftet, mens hun hældte det sidste af maden ned.

Den muntre tone der kom fra pigen fik Faye til at smile skævt. Det var altid rart at gøre en andens dag den smule bedre, også selvom fra tid til anden havde en tendens til at være lidt mere egoistisk. Men hey, man kunne jo ikke bare være det ene, uden at være det andet, kunne man? ”Det var i hvert fald ret heldigt at du lige besluttede dig for at komme herind,” mumlede hun med en lille latter over læberne. ”Hey, jeg har stået der hvor du står nu. Det er ikke rart overhovedet, jeg forstår hvad du mener,” denne gang var der mere varme over hendes stemme, for hun mente hvad hun sagde, hvert eneste ord. Det første halve år efter hendes store tab havde hun bare siddet for sig selv, været led, vred og ked af det. Og fattig. Pishamrende fattig. 

Indtil hun tog tyren ved hornene og begyndte at driste sig mere ud. Hun kunne ikke lade være med at smile over hvordan pigen hældte maden indenbords, som ville hun miste det hvis hun bare lod det stå og nød det. Igen forståeligt. Men hvad var der dog også at nyde ved lige denne aftens mad? Der var ikke meget smag i. Faye havde selv spist på lignende manér tidligere på aftenen, dog ikke lige så stressfyldt som hende her gjorde det. Hun stillede sit eget krus fra sig, resolut idet tøsen blev færdig og rejste sig. ”Jamen så lad os skride. Dagen venter sgu ikke på at vi snejler os færdige!” blev der sagt i en munter tone.

Myssa smilede lidt. Den anden virkede flink nok, men der var et eller andet i hendes (Myssas) baghoved, som bad hende passe på og se sig for. Noget sagde hende, og hendes hundenæse, at denne ikke var menneske. Men hvad var Faye så? Det vidste hun ærligt ikke, men hun var meget interesseret i at finde ud af, hvad Faye var for en.

"Ja, det var vidst rent held." lo hun lavt, for ikke at rette andres opmærksomhed mod dem.

Hun nikkede af den andens kommentar om, at hun (Faye) havde stået samme sted som Myssa gjorde nu, men spurgte hverken hvorfor eller hvordan, for det følte hun ikke, at hun kunne tillade sig. Det var en privat sag, og lidt pli havde hun da. Også selvom hun ikke så sådan ud.

"Ja, lad os komme videre." svarede Myssa og sprang op fra taburetten.

Da det så var ordnet og aftalt, lyste Faye op idet pigen sprang op fra sin taburet for at komme videre. Det var rart, ikke bare at sidde og snakke om det i en evighed, så Faye gjorde det samme og ledte vejen ud fra Det Halve Svin.
"Lad os få fundet os et klogt hoved!"