Vejret havde ikke vist sig fra sin bedste side i dag. Det havde været overskyet det meste af dagen. De periodiske byger havde været en rar afveksling, men nu var der kun nogle småpytter at vade igennem op til byvagternes hovedkvarter.
Eira var endnu engang blevet kontaktet af kilepræsterne og endnu engang blevet opfordret til at støtte op om dem, og endnu engang havde hun ikke værdiget dem et eneste ord før efter, de var gået *tvetungede blasfemikere*. Man kunne godt sige, at hun ikke var helt enig i den måde, de fortolkede de hellige skrifter. Ordet 'fortolke' var måske oven i købet lidt stærkt. 'Opfinde' ville være mere passende.
Eira fortsatte med at slæbe sine tunge, sorte rober, der tilsyneladende ikke tog den mindste skade af mudder eller vandpytter, gennem gaderne for til sidste at nå byvagternes hoveddør. Som sædvanlig var den tilplastret med billeder af eftersøgte. Halvdelen af dem sad på nuværende tidspunkt i fangekælderen. Enten havde de glemt at tage billederne ned eller også var forbryderne sluppet ud. Begge tilfælde var en hovedrysten værd. Den hvidhårede kvinde tog i håndtaget og åbnede døren trådte igennem den og nåede lige at hive roberne til sig før skyerne brød og lod vandet vælte ned i tykke tove. Hun smilede lidt ved sit hæld, rettede et par folder ud og gled hen til skranken.
"Nogen hjemme?"

Asbjörn sad - som han så ofte gjorde når han endelig var på kontoret - og nedskrev notater, kendetegn og dusører på de eftersøgte. Han havde lavet sin egen lille lommebog, hvor han førte et register. På den måde, kunne han altid sikre sig, at han ikke trak de forkerte med tilbage til cellerne. Om ikke andet, så var det en god måde at genopfriske hukommelsen. Der var efterhånden så mange kriminelle, at det var svært at huske dem fra hinanden. Hvert distrikt havde naturligvis nogle "vigtige" forbrydere, men Asbjörn foretrak at have styr på dem alle. 
Døren svingede op ude i gangen. Han reagerede ikke. Det var uden tvivl en vagt der søgte ly for regnen. Nej vent, det regnede da ikke. Han vendte hurtigt blikket mod et vindue, og som hvis han havde hidkaldt det, tordnede regnen ned i samme sekund. Han hævede begge øjenbryn i overraskelse (og en smule stolthed over sin tilsyneladende nye regn-evner). Byvagten sprang op fra stolen da han hørte en stemme ude ved hovedindgangen. Han rømmede sig, samlede sine ting og stoppede den lille lommebog i sin kappes inderlomme, inden han trådte ud til døren. Der var et par andre vagter på hovedkontoret, men de havde begge været oppe i flere timer, og havde derfor taget en lur - heldige asener. 
Asbjörns ansigt blev en anelse blegere da han genkendte kvinden på den anden side af disken. Han havde ikke haft æren - eller været uheldig nok - at møde Dommer Feali ansigt til ansigt. *Nu er dagen da vidst kommet!* På mange måder havde han ofte beundret den stærke kvinde, der - ligesom han selv - satte regler og retfærdighed højt. Men alligevel var der noget foruroligende ved hende. Nu vidste han, hvordan almene borgere havde det når de blev konfronteret med vagter og Kile-præster. Ubegrundet nervøsitet. 
"Dommer Feali!" udbrød han, mere ivrig end han havde haft til hensigt. Hun anede næppe hvem han var, så det var måske ikke det smarteste førstehåndsindtryk han fik lavet, ved at råbe hendes navn. Han rømmede sig derfor straks og fik sit toneleje en anelse ned igen. "Mit navn er Asbjörn Peregrine. Hvad bringer Dem her til byvagternes hovedkontor, høje dommer?"

Eira lod sig overhovedet ikke mærke med Asbjörns nervøsitet. Ikke ud over at sætte en mine på, der meget tydeligt dømte hele vagtstaben for ikke at være på deres dertil indrettede poster. Dette ansigtsudtryk bestod hovedsageligt af en stram mine, et hævet øjenbryn og et par øjne, der kiggede nedad langs hendes næse på Asbjörn. Og det til trods for, at hun var et pænt stykke lavere, end han var.
Til gengæld tolkede hun det som et godt tegn, at han øjeblikkeligt genkendte hende og tiltalte hende med korrekt titel. Tonelejet kom til gengæld lidt bag på hende. De havde brug for sangere med hans vokal i tempelkoret.
"God eftermiddag. Det overrasker Dem sikkert ikke, at jeg er her for at drøfte kriminaliteten i byen. Jeg frygter, at vi er stødt på et problem, som vi brug får hjælp til at løse." Eira vejede sine ord  meget forsigtigt, mens hun så på Asbjörns ansigt, snarere end på ham. Han kunne sagtens være god til at holde masken, men endnu havde dommeren ikke mødt et væsen, der kunne holde sine følelser skjult for hende. Ikke at det var umuligt, naturligvis. "Hvad er Deres mening om Kilepræsterne, der er kommet til byen?"

Den dømmende mine og blikket, der gled henover det tomme hus, gjorde byvagten en anelse utilpas. Han var godt klar over, at dette ikke var den bedste situation at blive "fanget" i. Hvis hver en mand vidste, hvor tomt byvagternes hovedkvarter normalt var, så ville der nok være flere flugtforsøg fra cellerne. 
Asbjörn rankede ryggen en anelse mere da dommeren talte. Hendes stemme rungede af autoritet, og trods ordene ikke var spidse eller spydige, så var der en skarphed, der vissede om et højt intellekt. Aethewulff var her ikke; havde hun mon en aftale med ham? Eller var hun her blot for at tage temperaturen i rummet, som man sagde? Hendes efterfølgende spørgsmål tog ham en anelse ude af balance. Hvad skulle han svaret til det? Hvad ville være et passende svar? Han åbnede munden for at svare, men lukkede den straks igen for at genoverveje.

"Jeg..." Han tøvede igen. Netrish støttede Kilepræsterne og deres togt. Hun havde naturligvis også sin religion bag sådan en holdning, men Asbjörn havde ikke helt været i stand til at overbevise sig selv om præsterne. Deres metoder var... Ikke ligefrem noget han selv kunne stå indefor. Hårdheden, de hårdere straffe og den person-jagt de havde startet... Han sukkede.
"Jeg må være ærlig, høje dommer, jeg er ikke sikker på at jeg helt står inde for deres metoder og deres ønsker." Han vippede blikket en smule ned og fortsatte: "Dog følger jeg naturligvis de regler, som vi har fået sat." Han nævnte ikke Netrish eller sit forhold til kilepræstinden eller hendes tilhørsforhold. Det var noget han selv måtte kæmpe med, og nødig noget som den høje dommer ønskede at drøfte.

"Kriminaliteten i byen er, desværre, steget, som De nok ved. Dog fyldes vores arrester med almindelige borgere og fulderikker, der var uheldige nok til at blive snuppet efter nattens frembrud. Jeg frygter, at vi ikke får sat hårdt nok ind mod de hårde kriminelle lav, men i stedet fanger tilfældige borgere for trivielle problematikker." Han stoppede sig selv, usikker på om han talte for frit. Han valgte derfor ikke at sige mere om sagen.

"Har De nogle specifikke ting de ønsker at vide mere om, høje dommer?"

// Har mistet tråden til den her, vi prøver bare igen til næste skriveaften ;p