Sommeren var kommet til Nordlandet og vejret var blevet mildere. Drakhan havde efterhånden ikke styr på, hvor mange uger og måneder, han havde tilbragt i det kolde nord i ensomhed. Hans behov for at indtage føde var muligvis ikke så stort, som menneskers, men han havde været vant til at leve i luksus med rigeligt mængder af vin og fødevarer, hvilket havde gjort de første mange måneder tæt på uudholdelige. Det var kun den konstante frygt for Kzar Mora, der havde holdt ham på afstand af alle andre levende væsner.

Hans evner til at jage var ikke ligefrem de bedste, men med tiden havde han lært at lave simple fælder til at fange mindre dyr i vildnisset. Han fandt også ud af, hvor de lokale Nordfolk handlede, og af og til vovede han sig ind til landsbyerne for købe forsyninger.

Det var netop sådan en tur, han var på i dag. Han var som sædvanlig klædt i skind og pels, som han havde erhvervet sig i Nordlandet, men under dette kunne ses finere klæder og et glimt af sølv. Som han gik gned han sine hænder mod hinanden - på trods af livet nordpå, havde han endnu ikke vænnet sig til kulden. Også en dag som i dag, hvor solen havde kastet sit lys ned over Nordlandet og oplyst grønne områder med sparsom bevoksning og sneklædte bjerge, ind til den endelig var forsvundet bag bjergene, efterladende sig et begyndende tusmørke.

Landsbyen var for lille til at have et navn. Her boede primært jægere: barske folk, der var vant til at klare sig i Nordlandet. En af dem hilste på Drakhan, idet han gik ind mellem de primitivt byggede huse. De lokale havde efterhånden vænnet sig til, at han var i området, og havde blot døbt ham "den fremmede", eftersom han ikke var interesseret i at fortælle dem sit navn. Drakhan fik tvunget noget, der lignede en venlig grimasse over sit ansigt og råbte i retning af manden: "Noget nyt?"

Sommeren var ikke just hendes ting, hun holdte sig mest til kulden, den rare og smukke kulde, om det var regn eller sne var ligemeget, generelt var kulden bare hendes es. Men alligevel havde hun vovet sig herud i Nordlandet, hvilket var sjældent at hun gjorde det, faktisk huskede hun ikke at hun havde været her før, men pyt med det nu var hun her da. Der var nu meget smukt, og hun havde efterhånden gået lidt rundt og betragtet omgivelserne en smule, kigget lidt på de folk der var her, de fleste gik hvist i deres egne verden, og nogle så ud til at være igang med at købe ting og sager her og der. Nu var det sikkert også kun i landsbyen i byen de gjorde det, en det så på en måde hyggeligt nok ud. Zaika gik lidt videre, hun kendte ikke rigtigt nogle af de folk der var her, og der var heller ikke nogen hun havde set før, dog var der enkle der godt kunne ligne nogle hun havde set før. Efter at have gået lidt valgte hun at stoppe op væk fra en gruppe af folk, hun betragtede dem lidt, og mærkede hvordan deres blikke blev kastet i hendes retning, hun smilte blot for sig selv. 


Hendes påklædnin bestod af nogle stramme bukser, en hvid tætsiddende top, og udenover hang der enlig bare en sort stof jakke. I landsbyen hun pt var i, var der nu ikke så varmt som hun havde troet, men stadigvæk var hele Nordlandet sommer agtigt, og det var ikke lige hende, men hun måtte overleve, hvis ikke måtte hun finde noget skygge eller gøre et eller andet. Zaika gik lidt videre mellem grupper af folk, og fandt nu hele stedet her interessant, selvom hun måske ikke huskede hun havde været her var det ligemeget, hun havde ikke grund til at lave rod og ballade, og heller ingen grund til at dræbe nogen, så hvorfor ikke nyde øjeblikket og nuet. Lyden af stemmer kunne så høres som hun gik rundt, hun kendte ikke til de stemmer, men venligt lød det, det var nu ikke nogle slemme stemmer, de lød da meget venlige. Skulle hun gå i retning af dem, se det var et stort spørgsmål, men Zaika var frisk på det, hun behøvede ikke stå flere timer og overveje det spørgsmål. 


Dog pludselig endte hun med at støde ind i noget, eller rettere sagt nogen. Men hun syntes da ellers lige hun havde haft et lille overblik over folk hun gik rundt imellem, og forbi. Hun havde slet ikke set eller holdt øje med at der var faktisk var en person hun lige havde gået ind i. Hun tog sig til hovedet en smule, og trådte lidt tilbage for at se hvem det var hun var stødt ind i, og det var typisk Zaika sådan noget, de gange hun bare havde haft hendes øjne på alle mulige ting, omgivelser at hun faktisk ikke havde set hvor hun var gået hen. "Hmmm...."mumlede hun stille mens hun prøvede at komme sig lidt efter det stød med personen(Drakhan) som hun havde gået ind i. Men hendes øjne faldt så på ham, og ham kendte hun ikke, havde ikke set ham før, men grim var han ikke, havde noget viking lignende over sig. Så hun stod bare med en hånd på hendes hoved, og blikket hvilende på ham. 

"Du er sent ude." Råbte manden igen i retning af Jarko. Dagen varede aldrig længe her nordpå og Drakhan havde vænnet sig til at færdes i tusmørke såvel som dagslys. Han stoppede op ved siden landsbyboeren med et let træk på de brede skuldre: "Manglede forsyninger." Svarede han. Det tørrede kød og brød, som man kunne få i de nordlige landsbyer, gav ham ikke den store fornøjelse at spise, og ofte glemte han det helt. Et andet savn, kunne han dog ikke helt undgå at føle: behovet for kontakt. Selv til de lokale mennesker, som han egentlig anså for at være laverestående skabninger. Deres selskab kunne af og til fortrækkes frem for ensomheden.

"Du må hellere skynde dig inden Jarghos lukker for i aften." Svarede manden. Drakhan tvivlede på, at det gjorde den store forskel, om byens forhandler af fødevarer nåede at lukke dørene: når folk så sjældent kom til landsbyen, åbnede man ofte igen for en kundes skyld. Han gjorde mine til at gå videre, men landsbyboeren sænkede stemmen: "Der er en fremmed i byen. En .. dame." Drakhan rynkede brynene. Fremmede var aldrig godt nyt - frygten for en anden dæmons tilstedeværelse hang altid i ham, og han overvejede et kort øjeblik at vende tilbage til sin lejr. Nysgerrigheden overvandt dog, og han bestemte sig for at i det mindste se denne anden 'fremmede' an.

Han behøvede ikke at vente længe. Knap havde han rundet et hjørne i en af landsbyens ganske få gader, da en kvinde trådte direkte ind i ham. Ordene "Så se dig dog for!" nåede lige at ryge ud af munden på ham, før han fik set den anden an. Der kunne ikke være tvivl om, at det var den fremmede, han var stødt direkte ind i. I modsætning til ham, bar hun ikke skindklæder, og hendes kønne, men blege ansigt var indrammet af lyst hår. Hans lyse øjne betragtede hende, mens han i sit sind overvejede, om hun var farlig..

"Jeg beklager meget, jeg havde ikke set dig"svarede hun, og lod blikket glide op, blot for at se hvordan personen hun var stødt ind i så ud. Han var ikke grim, og hun trådte nogle skridt tilbage, så havde hun jo også et bedre blik af ham. Han lignede en slags viking, måske en type der var mystisk, langt stærkere end hende, dog lignede han også en der havde mange hemmeligheder. Men Zaika ville ikke dømme ham, hun kendte ham jo ikke, men mon ikke hun ville komme til det, hvis han ville give hende chancen. Zaika rettede en smule på jakken, hvorefter hun betragtede omgivelserne, og typisk hende var det at hun havde stødt ind i nogen, uden at vide hvem det var, men nu havde hun sikkert også tænkt på alt muligt andet. Hun kiggede så hen på ham igen"Jeg håber ikke du døde af sammenstødet"sagde hun og kunne ikke lade vær med at smile lidt. Måske lå der en smule drilleri i stemmen, men hun prøvede også bare at være venlig, fordi hun havde ingen grund til at være andet lige i øjeblikket.


Zaika kunne fornemme nogle af de folk der bare vandrede rundt her i landsbyen, mest bare hvordan de sludrede, hviskede her og der, og hvordan de med næsten dømmende blikke kiggede på hende, havde de aldrig set sådan en som hende før, måske var det fordi hun lignede alle andre. Måske var det også fordi hun ikke bar de slags klæder de fleste folk bar heromkring, men hun håbede da ikke de ville begynde at angribe hende, eller prøve på noget, fordi hun ville ikke blive bange, men nok derimod finde det interessant og morsomt. "Så hvad går du og laver hvis man må spørge"hun holdte blikket hen på denne mystiske mand hun stod ved, og stod med armene hvilende over kors. Afslappet det var hun i øjeblikket, og hun stod nu meget afslappende, og denne landsby her var ikke så slem, der var da folk rundt omkring, og man kunne hvist købe en masse ting her. 




Som vampyr kunne hun godt høre stemmer, men der havde også være nogle underlige nogle hun slet ikke kendte til, eller havde hørt før. Nogle stemmer der næsten lød dyriske, og en smule hemmelighedsfulde, dog gjorde det nu ikke noget, men for hende lød det lidt specielt. Især når man havde gode sanser som hun havde, hendes hørelse var god, så stemmer kunne høres tit, hvis hun fokusrede på det var det tydeligere, men det var ikke så tit hun gad det, tit hørte hun noget hun slet ikke gad høre. Hendes blik flyttede sig ikke, hun lod blot øjnene hvile sig på hans ansigt, han havde et kønt ansigt, og han var ikke grim, havde et specielt udseende. Men spørgsmålet var, var han mon farlig, eller skulle hun frygte ham og være bange for ham, hun kendte ikke svaret endnu. "Jeg gætter på du tit kommer her"sagde hun så, og kiggede sig over skulderen hen på nogle folk der var igang med at handle, og købe ting. 

Drakhans nye skikkelse havde ganske rigtigt en god del muskler. Nogle af dem var opbygget gennem det hårde liv i Nordlandet: andre var mere for syns skyld, fremmanet af formskiftermagien, da han havde brug for en stærkere skikkelse. En god del af de barske nordfolk ville sandsynligvis stadig kunne tæve ham, hvis det skulle komme til kamp, men Drakhan var ikke typen, der havde nogen interesse i at involvere sig i noget så banalt som udveksling af knytnæver. 
At han udover det muskuløse udseende havde valgt en attraktiv skikkelse, skyldtes ren forfængelighed. Han afskyede væsner, der var grimme at se på, og foretrak at omgive sig med skønhed. Måske var dette også en del af årsagen til, at han for mange år siden havde boet blandt elverfolket i skikkelse af en skovelver.

Han kunne mærke et stik af irritation over hendes drillende tonefald. Antydede hun, at han var sart? Hendes smil var dog venligt, og hans interesse for at finde ud af mere om hende, vandt over hans første indskyldelse til at snerre noget uhøfligt og fortsætte hen til Jarghos' butik.

"Jeg er blot ved at hente forsyninger, inden jeg skal tilbage til min lejr." Svarede han kortfattet. At han ikke var en almindelig nordbo, var tydeligt for de lokale, som boede her, men måske ville han være i stand til at narre kvinden til at tro, at han var endnu en af disse simple skabninger.
Du, derimod.." Begyndte han, opgivende de almindelige høflighedsfraser - både på grund af sammenstødet, men også i håb om, at forstærke indtrykket af, at han var en simpel nordbo. "Du er ikke herfra området. Hvad bringer dig til Norden?" Han fremtvang et høfligt smil på sine fyldige læber, der krusedes over skægstubbene, som dækkede hans hage. Hans tanker kredsede om, hvem hun var, og om hun var en mulig fjende.

Zaika fulgte med ham hun havde valgt at gå ved siden af ham, og hendes blik var rettet på de samtlige omgivelser de kom forbi. Havde hun været her før, se det var et godt spørgsmål, af hvad hun selv kunne huske havde hun hvist været her meget sjældent. Så det gjorde intet at være her igen, tværtimod var hun på den måde glad for at være her igen. Her var så dejigt koldt, og omgivelserne var så smukke at se på, butikkerne der lå her så interessante og spændende ud, og hun havde det faktisk godt af at være her. ”Jeg havde lysten til at bevæge mig herop omkring mest for at se mig omkring, udforske en smule... Desuden”stoppede hun så kort efter de første ord i sætningen. Hendes øjne rettede sig på hans ansigt som de efterhånden nærmede sig det der lignede en butik”Kan jeg godt lide kulde, og lave grader”fortsatte hun så, og fik afsluttet med et bredt smil.
 
Enlig kunne smilet godt ligne en god blanding af tilfredshed, og tryghed. Zaika holdte blikket på ham lidt længere, før hun flyttede det hen mod butikken hun godt kunne få øje på, gad vide hvad de skulle der, det var sikkert noget bestemt, ellers ville de ikke gå herhen, hun skulle sikkert nok finde svaret på det – om ikke andet så ville det ende med at hun ville spørge ham.”Er det nogle specielle forsyninger du skal bruge”spurgte hun så med nysgerrighed i stemmen, og øjnene hvilende på hans ansigt. Hun var efterhånden også begyndt at stoppe op da de nåede hen til butikken.
 

”Hvordan kan du vide jeg ikke er herfra, er det mit udseende der skiller sig så meget ud, eller er det den mystiske atmosfære omkring mig”spurgte hun med et lille bredt smil på de kolde læber. Zaika trådte nogle skridt hen mod butikken, hun gik ikke derind, men valgte at stå og tage et kig på vinduerne, der var udstillet nogle ret så flotte og spændende ting.  Og hvem denne person hun gik med var, vidste hun ikke – dog ville hun finde ud af det, og var sikker på det sikkert nok. Han virkede ellers også til at han ville vide, hvem hun var. I følge Zaika var han sikkert herfra, hvorimod at hun var fra tusmørkedalen, så det var et spring, men det var altid spændende at komme andre steder hen. 

Drakhans blik gled kort hen over området, hvor nordboerne var ved at pakke sammen for dagen. Han så det ikke som en udfordring - han skulle nok få sine ting, om han så skulle ruske manden, der solgte forsyninger, ud af dynerne. Lige nu var hans interesse på kvinden, den fremmede kvinde, der ikke hørte til her i Norden.
Hun kunne lide kulden - han afskyede den, men det havde han ikke planer om at røbe. Han længdes stadig efter Rubiniens varme sol, men lige nu skulle han forestille at være en mand, der aldrig havde hørt om Rubinien. Af samme årsag havde han valgt en skikkelse med ganske lys hud. De lokale var dog sværere at narre - de var godt klar over, at han ikke var indfødt, på trods af deres (i Drakhans øjne) lave intelligens.

"Mad. Tørret kød. Brød." Svarede han med et skuldertræk. Dæmoniske kroppe kunne klare sig længe uden menneskeføde, men Drakhan holdt af glæderne ved at spise, og hans krop reagerede positivt på næringen. Nordboernes føde - især det, der var beregnet til rejser - var han dog efterhånden nærmest ved at brække sig over. Hvor var den søde vin og frugterne, han holdt af at spise i Rubinien? Det lækre, krydrede kød? Simple folk gjorde ikke meget ud af madlavning, og Drakhan selv havde ikke evnerne til det.

Han opgav at tænke på mad og koncentrerede sig igen om den fremmede kvindeskikkelse. "Du ligner ikke en, der lever i vildnisset eller i en simpel fiskerlandsby." Svarede han, et lille smil atter krusende hans læber. "Du er lidt for .. velplejet." Selv om han var vagtsom over for kvinden, havde han længdes efter at se folk, der ikke var nordboere. 
Foran dem var skodderne slået for vinduerne til butikken. Han hævede utålmodigt hånden og bankede på døren, men mens han gjorde det, rakte han forsigtigt ud mod kvinden med en smule af sin magi, i håb om at kunne læse nogle af hendes tanker..

Lyden af hans hånd der bankede på døren der var foran dem kunne tydeligt høres, og hun fulgte kort hendes øjne hen mod døren, hvad var der inde i den butik, hun var begyndt at blive lidt nysgerrig efter at finde ud af det. Dog var det ikke noget ved, hvis der var lukket, men manden bankede ihvertifald på døren, så måske ville der komme nogen ud, og åbne døren, det kunne de da håbe men det var måske ikke sikkert. Og mens han bankede på døren mærkede hun noget mod sig, fra den afstand af hvor hun stod, det var noget mystisk noget, det havde hun ikke oplevet rigtigt før. Og det fik hende automatisk til at vandre hen imod ham, så slap hun da også for at stå stille og bare kigge rundt, det måtte vel også være en smule kedeligt. 
Zaika stod nu henne ved ham, og lod blikket glide hen på vinduet til butikken, dog vidste hun ikke helt om han skulle noget derinde, men det fandt hun måske ud ad. 


"Jeg er fra Tusmørkedalen, hvis du har hørt om det sted, det har sin egen charme, men andre kan ikke lide det, hvilket er forstående"sagde hun og stilte sig med armene hvilende over kors, mens hun holdte sit blik på ham. Hans smil smittede og hun kunne i øjeblikket ikke undgå at smile lidt selv. Derefter betragtede hun ham lidt mere, og hun fjernede ikke blikket fra ham, han så mystisk ud, dog lignede han heller ikke en fra hendes eget sted, han mindede meget om en viking, eller en kriger. 
"Jeg takker, det er måske ikke hvergang at der kommer andre folk til nordlandet her"spurgte hun undrende og en smule nysgerrig.
Zaika stod med hendes øjne hvilende på manden, dog vidste hun også at hun skulle præsentere sig, men det ventede hun lidt med, de var jo lige godt igang med snakken, og at se hinanden an hvis man kunne sige det. 



"Er der ikke mange ting at lave her i Nordlandet, jeg syntes allerede det virker til at være interessant og spændende"sagde hun og fjernede så blikket fra ham, hvorefter hun lod blikket glide en smule rundt i omgivelserne. Hun fik et tænkende udtryk i øjnene, og vendte sit blik tilbage til manden ved hende, måske vidste han også hvad hun faktisk var, hun var ikke et menneske, og hvis han var en af de mænd der ville dræbe hende for det hun var, var det måske ikke en god idé at fortælle hvad hun var. Dog kunne hun aldrig vide, men det var heller ikke noget hun ville sige ligenu"Den her butik er den helt lukket, eller kan vi komme derind"spurgte hun så undrende og lidt nysgerrigt dog med et lille smil på læben. 

Kvinden var uden videre fulgt med ham og lod til at være interesseret i hans gøren og laden, hvilket ville gøre det noget nemmere at trække oplysninger ud af hende. Han så kort op og ned af hende. "Tusmørkedalen, siger du. Hørt om det - har aldrig været der." Sagde han med et let skuldertræk. Det var ikke en løgn, for han havde rent faktisk aldrig besøgt dalen. Men nu skulle han også gerne forestille en nordboer, der aldrig havde besøgt andet end norden.

"Hvorfor kan folk ikke lide det?" Tilføjede han, øjnende endnu en mulighed for at få hende til at fortælle mere om sig selv. Skulle han bruge sin magi på at finde flere oplysninger, var det altid nemmest at få den anden til snakke om emner, der omhandlede det, han gerne ville vide mere om. Så fulgte tankerne af sig selv efter, og ofte kunne han trække små hints ud - til de oplysninger folk ikke selv havde lyst til at røbe..

"Her er ikke så meget at komme efter." Svarede han hende med antydningen af morskab i øjnene. "Så nej - det er ikke så tit, at vi får besøg, og slet ikke af damer, som dem." Hans magi opfattede en tanke - at hun ønskede at skjule noget, der omhandlede hende selv. Det satte yderligere gang i hans nysgerrighed, og han bestemte sig for at se, om han kunne holde samtalen kørende under de indkøb, han var kommet for at foretage. Heldigvis lod kvinden til selv at være interesseret i forretningen og ville sandsynligvis blive hængende.. 
Efter Drakhans sidste banken fra døren kom et råb inde fra bygningen: "Jaja.. øjeblik, så skal jeg være der.."

Stemmen der kom inde fra bygningen fik hurtig fanget hendes nysgerrighed en smule, hvad var der dog derinde, der måtte da være noget at hente, eller nærmere måske noget at se. Snart ville personen komme hen og åbne døren, det fortalte stemmen, så de kunne vel ikke andet end at vente på det skete. Aldrig havde hun forstillet sig at hun ville stå her ved en bygning i Nordlande og faktisk sammen med en person fra norden nemlig Drakhan. Det var interessant og det var ikke så tit at sådan noget skete, men kulden var noget hun godt kunne lide, så norden var måske ikke så slem, bestemt ikke her var faktisk hyggeligt og spændende, for ikke at tale om at stedet havde sin helt egen skønhed. 

"Damer som mig, hvad hentyder de til"spurgte hun med et hevet øjenbryn, mens hun drejede hovedet en smule, så hun kiggede hen på ham, de stod ved siden af hende, og hun drejede samt også kroppen en smule, for bedre at kigge på ham. Begge arme lå hvilende over kors, og hun hvilede lidt på det ene ben mens hun stod ved bygningen og blot ventede på døren ville blive åbent. "Det er faktisk et ret interessant sted, der er ikke så mange der kan lide dalen, mest fordi det får dem til at blive bange, og løbe skrigende væk, selvom jeg ikke syntes der er noget at være bange over, men det kan jeg sagtens sige jo eftersom jeg bor der jo"sagde hun efterfulgt af en mild latter hvorefter hun lagde hovedet en smule på skrå. Det var da ret sjovt, hvorfor der var mange der flygtede væk fra dalen, måske var det fordi der var så mørkt og dystert, eller måske var det tanken om de væsner der befandt sig der, ja der kunne være mange grunde til det. 

Zaika lod hendes blik falde rundt omkring i omgivelserne lidt, der var ret meget at se i følge hende, dog kunne hun godt fornemme at hun måske ikke lige var typen der passede sådan rigtigt ind her på norden. Hun skilte sig rimelig ud, men om det var en god eller dårlig ting vidste hun ikke, og hun gad ikke tænke så meget over det. Efter at hun havde kigget en smule på omgivelserne vendte hun blikket hen på Drakhan"Hvis du har mod på det, vil jeg helt sikkert foreslå dig at tage forbi dalen, det er et smukt syn, og det er et godt sted hvis man ønsker at opleve noget andet og anderledes"sagde hun og smillede lidt for sig selv. Det var dog ikke sikkert at han havde lysten til det, eller tænkte at det var en god mulighed at tage derhen, men hun havde foreslået det, men han holdte sig sikkert kun til norden, dog skadede det ikke at tilbyde det, ja måske kunne hun lokke ham hen til dalen måske.

Drakhan løftede et øjenbryn. Løbe skrigende bort ligefrem? - Det tvivlede han på, at han ville. Han havde kun hørt lidt om den gode kro, der skulle ligge i dalen, men det hele lå en lille smule fort tæt på Dianthos til hans smag. Menneskenes hovedstad havde altid været et frygteligt larmende og ildelugtende sted - så hellere varmen i Rubinien. 

Han var stadig ikke sikker på, hvad kvinden præcist var, og han besluttede sig for, at det ville være for farligt at tale mere med hende: "Jeg må videre." Sagde han - i et tonefald der antydede, at nu var han ikke interesseret i at snakke mere. Da handelsmanden modstræbende åbnede sin dør, forsvandt han derfor fra gaden og efterlod Zaika i aftenkulden. Kort efter drog han tilbage til sin lejr uden at snakke mere med de lokale.

(sorry - jeg har været super langsom, og kan mærke, at jeg lige har brug for at få afsluttet nogle gamle tråde </3)