Baldwin Adler

Lysets General

Status: Inaktiv

Godkendt: 05.01.2017

Antal posts: 139

Til den sidste fjer falder

07.11.2022 20:17
Solens sidste varme stråler, farvede bjergene i horisonten i kraftfulde farver. Eftermiddagen var ved at gå på hæld for at byde aftenen velkommen, og alting åndede fred og idyl. Byen summede vanligt, fuglene fløj på himlen og blæsten hev gang i paladsets mange flag og bannere. Udefra, var der intet at sætte en finger på der skulle indikere at dagen var anderledes end de hundrede andre der løb igennem året.

Stemningen på generalens kontor, var derimod en helt anden. Den var dunkel og tung, som halvfuglen lod sine øjne spejde over kortet over hele Krystallandet, som udgjorde det store bord i midten af lokalet. Han lænede sig tungt på sine arme og lyttede til spionernes erklæringer.
Han burde havde vidst, at stilhed fra Mørket, var et tegn på at der ville ske noget forfærdeligt inden længe. Naivt, havde de troet at den indre strukturkamp, som var blevet meldt tilbage, havde svækket dem. Han vidste han måtte sende bud ud til de omkringliggende fyrstedømmer. Advare dem om rygterne der var nået ham. Arys, Kazimi og de Pompadour.

Baldwin lukkede sine øjne, som de strategiske figurer på kortet begyndte at svømme for hans blik, og tog sig til hovedet. "Lad mig være alene." hans stemme var klar og rolig, som han rettede sig op og åbnede de stærke fugleøjne igen. Men hans øjne var blanke og trætte. Spionerne så rundt på hinanden, nogen neutrale og et par enkle med et undrende, næsten bekymret udtryk. "Sir, er alt-"
Baldwins hænder lukkede sig til knyttede næver som spionen begyndte at tale, og blev dermed også afbrudt "Gå sagde jeg!" tonen var hård og kommanderende, og nok til at alle lystrede, trods de ikke forstod hvad der foregik.

Da den sidste lukkede døren, bag sig knækkede Baldwin foroverbøjet sammen og tog sig til sit bryst. Hans ansigt forvred sig i ubehag, mens han var tvunget til at støtte sig til bordet for ikke at miste styrken i sine ben. Halvfuglen kæmpede sig hen, og satte sig tungt på sin stol, med et dybt suk. Baldwins helbred havde været skrantende et stykke tid, hvilket ikke blev bedre af oplysningerne der stod foran ham.

Baldwin var træt.

En velfortjent fridag

13.04.2020 10:51
Tiderne havde været hektiske. Plagerne havde hærget i landet og efterladt folk i hungersnød og ødelæggelse, og i værste fald dødsfald. Tiderne begyndte at blomstre op så småt som Kiles orden var fjernet fra deres magtposition og den rette dronning var tilbage på sin plads. Årene havde taget noget af glansen fra Baldwins ellers blanke fjer og stærke øjne. Han havde ikke drømt om at en forfremmelse til General ville tage så hårdt på hans helbred. Han mente selv at han havde knoklet som ridder og aldrig gået væk fra en opgave. Men ansvaret var tungere på hans aldrende krop.
Men som forårets stærke lysskær gled langsomt over bjergtoppe og oplyste den kaotiske hovedstad faldte roen over ham. Han sad på et af slottes spir og lod tankerne flyde som hans kraftige øjne dannede sig et overblik. Han havde fået for vane at sidde som en anden gargoyl ved hver solopgang og hovedsædet som hans opgave var at beskytte.

Baldwins sad afslappet på hug med armene foldet foran sig og vingerne liggende ind mod kroppen, så længe den kolde natteluft ikke var forduftet helt fra lysets varme. Han spejdede langsomt tilbage, opefter mod Dronningens balkon. Han havde ingen intentioner om nogensinde at tage den rute ind for at snakke med hende igen. Rygterne havde været stærke, men han havde været desperat over at Leoric ikke lod ham tale med hende. Grunden nu var tydelig, men hans bekymring var ikke væk som Leoric var det.
Midt i alle bekymringerne og tankerne, slog hans blik pludselig væk og spejdede ud forbi byens tykke mure mod en plet i horisonten. Og med et spinkelt træk af et smil, slog han vingerne ud og lettede.

Turen fra paladset til bymuren var kold, men så snart vingerne var i gang, følte Baldwin sig blot fri og rolig. Hvor mange år han end havde brugt på at bekæmpe sine dyriske instinker, kunne han aldrig ligge friheden og roen ved at flyve fra sig. Han hilste pænt på de patruljerende byvagter på muren, før han drejede kurs mod en større herregård.
Han hørte sine niecer før han så dem. De havde set ham i horisonten og havde forladt deres veldannelse og dages opgaver for at løbe ham i møde. Baldwin mærkede for alvor hvordan tiden var fløjet afsted. Hans ældste niece var nu fjorten år gammel og lignede en kvinde mere dag for dag. Men i dette øjeblik var hun et barn som løb efter sin knap 11 årige lillesøster som ufortrødent og med manglende tanke for at hun var blevet ældre, hoppede direkte op i Baldwins favn så snart han landede og næsten slog ham omkuld.
En lyd blandet af latter og anstrengt støn forlod ham som han greb Mary og kort tid efter havde armen omkring Winifred. Han endte med at sætte sig på hug og holde begge piger ind til sig, mens han klappede kærligt med sit næb mod deres hår, som nussede han deres fjer.

Roland var kommet ud i gården med rolige skridt uden at forstyrre genforeningen. "Så piger, tilbage til undervisningen! Så kan i overfalde jeres onkel i aften" der var et spørgsmål i blikket om Baldwin overhovedet havde tid til at blive til aften, men halvfuglen nikkede roligt og slap grebet om pigerne som modvilligt gik tilbage mod hovedhuset.
"Det er ikke meget vi ser til dig i disse tider" De to mænd stod overfor hinanden, med Roland der var mindst to hoveder højere end Baldwin.
"Der har været travlt" mildest talt.
"Jeg synes også du er ved at blive grå om næbet" latteren overraskede ham næsten som den forlod ham. Som var de synkroniseret gik begge mænd frem og slog armene om hinanden

"Det er godt at se dig igen, bror"

Ulven og Ørnen

02.05.2018 21:52
Sted: Ulvehøj
Tid: Sen Forår
Vejr: Fredfyldt

Hendes udtryk var bryskt og hårdt. Hendes næse rynkede sig sammen som en knurren ved det blotte syn. Synet af halvfuglen der emmede af ro. Han var ikke afslappet i varulvens nærvær, men han havde stadig en så stærk ro i kropen at han fremstod sikker. Af hvad han vidste om varulven som race, afhang mange ting at dominans. Noget alfaen håndterede gennem en brysk udstråling og intens fysisk styrke. En kraftfuld kvinde, som holdte hans blik som iskold stål imod hans varme orange.
"Hvad vil du"
"Give Dem et tilbud" Baldwin anså dem ikke som primitive, trods deres lasede tøj og noget primitive måde at føre livet på. Deres materielle goder var anderledes end hvad han så hos den almene befolkning, men de var tænkende væsner. Tænkende væsner der foretrak ligefremhed.
"Hvad får dig til at tro, du har noget at kunne tilbyde mig Hr. General" Spydigheden i hendes stemme fik ham til at trække vejret dybt ned i sine lunger. Det ville blive en lang aften.

Den hårde kvinde havde indviget i at snakke med ham under fire øjne. Fire øjne der blev til seks, siden hendes mage ikke ønskede at lade hende alene, trods Baldwin ingen våben bar med sig, eller fremstod faretruende. Det undrede ham ikke. Hans forslag var simpelt. Han vidste at en alliance var umuligt. Lyset havde i for mange år, haft fri jagt på deres slags. Et folk der var blevet forbandet af vilde ulve, som før havde tilhørt samfundet som velfungerende mennesker. Det var mange af deres skæbner, at de var blevet afskilt fra familie og venner. Set som vilddyr der flåede alle på deres vej. Farlige væsner uden menneskelige følelser.

Baldwin vidste at hun aldrig ville gå med til at hjælpe ham. Han ville aldrig kunne tilbyde hende nok til at sætte sit folk i fare. Men han kunne alligevel skabe et bånd. Gav hende et ord, han ville kæmpe for at holde. Ligesom i Norden. Han ville holde sit ord, kæmpe for det til det sidste. Baldwin var ingen løgner og havde aldrig været det. Han var ærlig som solen var varm. Han ville sørge for at de blev ladt i fred. Hende og hendes folk, så længe de ingen angreb. Så længe de klarede sig selv og ikke var til gene. Jagt på varulve i disse kanter ville blive forbudt. Hun havde tøvet. Den rødhårede kvinde med skarpe ord, havde taget sin tænketid. Alt hvad han ville give hende, for ganske simpelt ikke at gå imod ham. Miranda Silver skulle ikke hjælpe ham, men blot ikke gå imod ham. Det var hans krav.
Et hun godtog.

Nordens stolthed

02.05.2018 21:50
Sted: Nordens samlepunkt
Tid: Forår
Vejr: Snefyldt og blæsende. Isende koldt.

Rejsen var lang. Rejsen var hård. Rejsen var ensom.
Baldwin vidste godt hvad det var for en rute han havde valgt. Presset der lå på hans skuldre, og pressede ham længere ned. Tanken om ordenens ødelæggelse. Tanken om Leoric der fedtede sig på tronen, mens han fik sine undersåtter til at udføre utilgiveligt arbejde. Sneen faldte arrigt ned fra himlen, som vinden tudede imellem bjergene. Han var på vej længere mod nord. Han frøs ind til kernen af sin krop, selvom hans fjer pustede sig op for at beskytte kroppen. Hans rejse var egentlig ikke lang hvad angik længde, men føltes så tung. Dværgenes rige var på hans side. Godric havde lagt sin lid til ham. Placeret en sten mere på de bredde, stærke skuldre at bære. Nu var turen kommet til Nordens hårde, vindbidte folk. Jarlen af Norden havde ladet ham komme. Ladet ham vise og fortælle hvordan landet lå. Hvordan det forhåbentlig kunne ændre sig.

Varmen var velkommen som han endelig kunne komme i ly. Fjerenes spids udvidste tegn på frost, kroppen dirrede svagt, uvant hvad kulde angik, trods den varme beklædning. Men Baldwins blik var fast. De stærke ørneøjne udvidste præcis den person han var. En mand af ære, men også en udmyg mand. Hans plads var høj i samfundet, men ikke uden en pris.

Han havde stået foran Jarlen og hans følge. De mange klaner i Nord, der alle havde vejet hans ord på godt og ondt. Set fordele og ulemper. Hvorfor skulle de blande sig ind i deres krig? Små sommerbørn der legede krig med hinanden, og ikke tog ansvaret. En orden som holdte sin opmærksomhed i syden. Hvorfor bringe denne ødelæggelse mod Nord. Baldwin fortalte hvad han turde med så mange øre der lyttede, og gav dem noget der fik mumlen til at sprede sig. Han gav dem den frihed de ønskede. Lovede dem at han ville kæmpe til sidste bloddråbe i kroppen, for at de fik hvad de altid havde ønsket sig. At løsrive sig fra kronens styre. Blive et selstændigt land. Men han ønskede at holde alliancen. Holde et samarbejde. At de skulle forene landet, uden at splitte det op i flere dele.

Timerne trak sig ud. Spørgsmål blev besvaret og scenarier blev vendt. Men til sidst kunne Baldwin række ud og mærke Jarlens faste tag i sin. En håndtryk der afgav et løfte. Bandt en alliance mellem ham og Norden. Præcis hvad han var kommet efter, men Baldwin var stadig sorgmodig. Alliancerne var med ham. Han vidste at han var bindepunktet. Ikke deres dronning som det retteligt burde være. Han følte han tog hendes magt. Skabte sin egen op, og tog styrret trods det aldrig havde været hans hensigt at styre landet. Hvor ville han ønske at hun snart vendte tilbage til at være den person han inderst inde vidste hun var.

The trust is slipping

23.11.2017 14:59
Baldwin kiggede ud over byen med et stålblik i de orange øjne. Hans fødder var fordelagtige til at sidde på et af paladset mange spirre, givende ham nok nært den højeste plads til at overvåge. Omend han ikke havde valgt det højeste sted, man skulle ikke blive kæphøj.
Byen. Hovedstaden der havde været hans hjem hele det liv han kunne huske. Hovedstaden der var opdelt i flere lag, der tydeligt afspejlede forskelligheden. Templerne der tårnede rigt og mægtigt i det gamle kvarter. De riges bygninger og hjem der viste hvor meget de pyntede på deres eget liv i stedet for at kigge ned. Kigge ned på den almene mand der arbejdede sig selv i laser for at have råd til at give sine børn tøj på kroppen. Kvinder der solgte deres egen krop i et forsøg på at sætte mad på bordet og leve endnu en dag. Hans by. Hans hjem. Og det betød man måtte forsøge at tage sagen i egen hånd - og det betød at han måtte gøre noget han i sin vildeste fantasi ikke havde regnet med ville ske. Krænge sin dronnings privatliv og udnytte sin status helt hen til han var milimeter fra grænsen.
Derfor sad han her. Han ventede. Ventede på at den tunge røde sol dalede ned om bag bjergende og gav ham skyggernes fordel. Det var ikke unormalt at se ham sidde på spir for at tænke, så det ville ikke undre folk at han sad der. Men spirret var ikke hans mål denne aften. Han skævede op til balkonen, i tvivl.

Vingerne var lydløse som det rovdyr han delte generne med, som han landede på balkonen. Hendes gemakker var placeret både stratetisk, praktisk og efter egen vilje til at kunne se byen. Hvilket også betød at de fleste kunne se dette sted. Desværre for Baldwin der måtte tage sig til tåls med at der var risiko flere øjne havde fanget skikkelsen lande. Han bevægede sig gennem de tunge gardiner og lod øjnende vende sig til lyset der skinte fra bordet hvor den velkendte kvinde sad ved. Hun virkede mindre og umådelig skrøbelig. Han rømmede sig.

,,Baldwin.. Du bør ikke være her!" hendes udbrud kom så snart overraskelsen havde lagt sig. Han var slet ikke i tvivl om at han overhovedet ikke måtte være her, men han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Han kunne ikke få lov at tale med hende på enehold uden en eller anden fra ordenen skulle vove over ham som en høg! Han løftede sine skællede hænder op foran sig i et forsøg på at tysse hende ned. "Shh!" han kiggede panisk til døren og tilbage på hende. "Min dronning, jeg ved jeg overtræde deres grænse" på det groveste, for at være mild. "Men jeg har brug for at tale med Dem." Alene, faktisk. Dronningen havde rejst sig, og selvom hun var betydeligt mindre, bukkede Baldwin hovedet, nærmest bøjede sig sammen. Som en dreng der blev sat på plads efter at have lavet en alt for stor drengestrej, men løftede alligevel blikket og rettede ryggen inden han talte. "Min Dronning. Leoric er gået over gevind. Befolkningen er bange! Han har kontrol over byen, sætter folk i fængsel uden rettergang, kontrollere deres frihed.. Han sætter ild til templer og har nu fordømt et helt folk af elvere og deres efterkommere, blot fordi Elverly var imod ham. Vi skaber os fjender overalt i landet." Hans stemme var lavmæld men insisterende. Bedende nærmest for at hun skulle svare ham. Fortælle ham, hvorfor. Men hun svarede ikke. Hun kiggede bare på ham, uden nogen følelser i de førhenværende kraftige øjne. Hun kiggede væk.
"De har intet at sige?" Baldwin stirrede på hende, denne gang uden tegn på at krumme sammen, men med bedende øjne. Higende efter et svar. Han følte ikke han talte til den rigtige. Han kunne se det, høre det da hun havde talt, men det her var ikke rigtigt.

Men mødet blev kort. "Deres majestæt? Hvad foregår der derinde?" Baldwin kiggede på døren og begyndte at bakke. En sidste gang kiggede han bedende på sin dronning. På den lyse kvinde han havde sat al sin lid til det meste af sit liv. Og han var skuffet. De orange øjne slap hende først efter et par sekunder, inden han forsvandt gennem de tunge gardiner, lige tids nok til at undgå vagternes blikke. De havde alligevel nok hørt ham, og set bevægelsen i gardinerne, men han var ligeglad. Han hoppede let over balkonen, svævede et stykke, landede på et spir og forsvandt for folks blikke, som han blev usynlig. Han kiggede op på balkonen, mens han ikke rørte en muskel for at hans position forblev ukendt. Vagterne ledte, søgende efter om han stadig var der. Inden længe ville Leoric vide hvad han havde gjort, og den oplysning ville give ham et godt kort på hånden. Spørgsmålet var om han afslørede det eller ej.
Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Fisk, Krystal , Venus
Lige nu: 3 | I dag: 11